I Social-Demokraten, 2.7 + 9.7 + 10.7.1909.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 171-183.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Newport, Wales i juli 1909
Når man sejler op ad Bristol-kanalen, har man til venstre side, på sydkysten af Wales, en række store havnepladser, udskibningssteder for kullet. Jo længere man kommer østpå, des tættere følger de: Barry, Penarth, Cardiff og Newport med kun få miles afstand fra hinanden. Kommer man nær ind under Cardiff, den største af dem alle, ser man et vildnis af dampskibs- og fabriksskorstene, skibsmaster, kraner og kullastemaskiner og over det altsammen en dis af kulrøgen blandet med tågen ude fra Atlanterhavet. I Cardiffs dokker ligger der til stadighed en handelsflåde på 4-500 store skibe og losser tømmer til minerne og levnedsmidler til menneskene og laster kul til alverdens forskellige lande; selv i Newport, der er en forholdsvis lille by, med kun 80.000 indbyggere, løber der hver dag 15-20 skibe ind i dokkerne, og man er nødt til stadig at udvide for at skaffe plads – den sydlige Alexandradok er med sine 50 tdr. ld. vandflade den største dok i verden. Et mylder af havnearbejdere og søfolk af alle mulige nationer færdes i havnene og de nærliggende gader; pladsen foran porten til Cardiffs dokker, hvor forhyringskontorerne findes, er måske den mest internationale plet på jorden, med sin trængsel af søfolk i alle ansigtsfarvers afskygninger, nordmænd, grækere, kinesere, hinduer og navnlig negere i massevis. Går man en tur gennem sådan en by, ser man gaden hvert øjeblik krydset af jernbanespor, hvor kullet i endeløse rækker af lave vogne transporteres fra stationerne ned til de mange forskellige dokker, kulvaskerier, briketfabrikker, skibsreparationsværksteder osv.
Det er den side af livet i Wales, som vender udad, imod kullets afsætning på de fremmede markeder; ikke mindre ejendommeligt er den side, som vender indad.
Det første blik på et jernbanekort over Sydwales viser et virvar af banelinier, tilsyneladende ganske uoverskueligt i sit system. Men efterhånden som man betragter det nærmere, træder planen mere og mere tydelig frem; fra kysten har næsten alle linierne retning ind i landet, op igennem de lave bjerge, hvor kullet graves; nogle af dem føres tværs igennem, men de fleste standser undervejs, ender blindt; det minder om tænderne på en redekam. Det er det årenet, igennem hvilket kullene ledes fra minerne oppe i landet ud til havnestæderne for derfra at gå videre ud i verden.
Tager man op med Taff-Vale-banen, som fra Cardiff fører ind i den rigeste del af kuldistriktet, har man på højre hånd floden Taff, der er sort som tjære af de masser af kulstøv, den opsuger, og langs den i mange miles udstrækning landsby ved landsby, store bebyggelser med 5-10-20.000 indbyggere i hver og stundom langt flere, den ene landsby tæt op imod den anden, forenede ved elektriske sporveje, tit voksede fuldstændig sammen, således at dalen næsten danner en eneste by, med en købmandsgård og et værtshus hist og her og ellers kun med de små to-etages huse, hvor minearbejderne bor, ganske venlige at se hvert for sig, men dræbende kedsommelige i deres fuldstændige ensformighed.
Og til venstre ligger i tæt rækkefølge på bakkesiden den ene kulmine efter den anden - meget uanselige, når man iagttager dem fra jernbanen; en høj kran, der hæver kullet op fra skakten, nogle lave, spredte skur og en del kuldynger er alt, hvad man ser over jorden; men nedenunder er der et liv som i en myretue. I en af de største af alle minerne er der under jorden beskæftiget 1938 mand, i ca. 15 ovenover hinanden liggende lag, hvoraf det dybeste 2000 fod under overfladen; omtrent halvdelen af arbejderne er huggere, fordelt to og to på henved 500 huggepladser; hesten er optaget af at læsse kullet på kærrerne, at transportere det bort til ophejsningsstedet, at undersøge og afstive minegangene, at passe de elektriske maskiner, som driver kærrerne, at regulere ventilationen, at forspænde og fraspænde de 130 heste, som bruges fil transporten hernede. Overalt dukker der skikkelser frem af mørket, stadig brager der tog af kærrer forbi; og uafladelig bevæger de to elevatorer sig op og ned gennem skakten med en hast, som ikke det hurtigste eksprestog kan opvise magen til.
Den befolkning, der skaffer sig livsopholdet ved arbejdet i blot en eneste sådan mine, svarer i størrelse til den, der lever i en middelstor dansk provinsby. Et enkelt Cardiff firma beskæftiger i sine forskellige miner tilsammen ca. 10.000 voksne mænd, hvad der med hustruer og børn svarer til vel en 40.000 mennesker, lige så mange, som hele indbyggertallet i Odense, det samlede antal af minearbejdere i Sydwales er ca. 210.000, mest indfødte Walesboere, også en del folk fra andre egne af England og i de sidste år tillige adskillige polakker og negere. Med få undtagelser tilhører de alle det wallisiske minearbejderforbund, der danner en afdeling af det samlede minearbejderforbund for Storbritannien.
Alt i alt anslås den årlige produktion til ca. 50 mill. tons – snarest noget mere – til en værdi af 6-700 mill. kr. alene fra Cardiff bliver der hvert år af skibet henimod 20 mill. tons.
Hele denne vældige produktion med alle de dybe omvæltninger i samfundslivet, den har draget efter sig, er forholdsvis ung af år. Wales lå længere borte fra de oprindelige knudepunkter for den engelske industri end både de skotske og de Østengelske kullejer og kom først senere med. Det første skridt til at træde i forbindelse med omverdenen var en kanal, der i 1798 blev anlagt fra Cardiff op i landet - endnu for et halvt hundrede år siden var dette noget nær den eneste brugbare transportvej, og hvad kul der ikke kunne optages i kanallægterne, måtte på hesteryg føres ned fra bjergene. Først gennem jernbaneanlæggene de sidste 30-40 år er kulegnene i fuldt mål lukket op for handelen, og produktionen er vokset med rivende fart. De store havnebyer er skudt frem med drivhusmæssig frodighed - Cardiff, som for hundrede år siden var en flække med godt 1.000 indbyggere, har nu henved 200.000 og i virkeligheden, når man regner forstæderne med, op imod 400.000 beboere. Og hvor der nu ligger den ene store minearbejderby ved siden af den anden oppe imellem bjergene, lå der for en menneskealder siden de fleste steder kun nogle spredte bondegårde. Man må gå til Amerika for at finde noget tilsvarende til de nydannelser, der her er foregået. Og udviklingen har hidtil stadig fortsat sig; efterspørgslen efter de fortrinlige dampkul fra Wales er hidtil steget så stærkt at det, trods alle udvidelser, ikke har været muligt at tilfredsstille den. Først i de allersidste år er der begyndt at trække skyer sammen, som varsler om mere alvorlige tider.
Kullet, det fede Wales-kul, der er uovertræffeligt til dampmaskinerne, er den tap, hvorom alting drejer sig i Sydwales. Kulproduktionen og kulhandelen er den proces, hvorigennem hele befolkningen opholder livet. Alle er her, direkte eller indirekte afhængige af forholdene oppe i minerne og ude på markedet.
Det er kullene, som har skabt det moderne Sydwales og forvandlet egnen fra et stille bondeland til en af de stærkest industrialiserede pletter på jordkloden. Folkemængden er blevet mangedoblet gennem den masseagtige tilvandring af alle slags arbejdere; og de enorme rigdomme, der er blevet til gennem produktionens udvikling, har godsejerne og kapitalisterne delt imellem sig, som de var venner eller fjender til.
Der er få steder, hvor man så tydelig, så utilsløret som her ser modsætningen mellem de to udbyttergrupper, der lever højt på arbejdernes bekostning: grundejerne og kapitalisterne.
For hundrede og de fleste steder endnu for halvhundrede år siden var grunden kun lidet værd. Landet var svagt befolket; jorden blev brugt som græsgang for køer og får og gav et ringe udbytte; godsejerne kunne kun presse små afgifter ud af deres forpagtere og førte en nogenlunde beskeden tilværelse som landadelsmænd. Hist og her drev de en kulmine; men den gav sjældent noget stort overskud; transportomkostningerne tyngede altfor stærkt på regnskabet.
Så var det, transportmidlerne begyndte at udvikle sig både til lands og til vands; det ene sted efter det andet tog man fat på minedriften, bevægelsen tog stadig voksende fart, og dermed åbnede der sig nye, helt eventyrlige udsigter for godsejerne i minedistrikterne. Deres jorder fik en hidtil uanet værdi. Enkelte godsejere begyndte selv at drive miner, men de fleste steder gik det småt - de havde ikke energi og forretningstalent nok til at organisere produktionen; de fandt det fordelagtigere at overlade den praktiske virksomhed til kapitalister og lægge en høj skat på deres bedrift, så de selv kunne indkassere en god del af udbyttet, uden at have nogen ulejlighed med forretningen. De allerfleste miner drives af kapitalistiske firmaer, som tilhører aktieselskaber eller privatmænd; de tager jord og grund i forpagtning af grundejeren, for et langt åremål, i regelen 99 år; når denne frist udløber, skal minen med alt det faste inventar falde tilbage til grundejerens arvinger. Ved tiltrædelsen betales der gerne en høj overtagelsessum, men tillige forbeholder ejeren sig en afgift af produktionen; for hver ton kul, der forlader minen, må kapitalisten udrede et bestemt beløb – i regelen mellem 3d. (22½ øre) og 1 sh. (90 øre). Det er uhyre summer, godsejerne på den måde tager ind.
Og ikke nok dermed. Godsejerne forbeholder sig også ejendomsretten til den grund, hvorpå jernbanerne og dokkerne anlægges, og den, hvorpå havnebyerne vokser frem. De kan kræve afgifter af jernbane- og havnekompagnier, og de kan sælge, eller rettere bortleje, byggegrundene til høje priser. Der kan ikke føjes en udbygning til et hus, der kan ikke anlægges et vigespor på en kulbane, der kan ikke foretages den mindste forandring, uden at godsejeren bruger sin magt til ganske vilkårlig at forøge afgifterne.
Hertugen af Bute tager 2 d. (15 øre) af hver ton kul, der transporteres ned til Cardiffs dokker; han hæver uhyre beløb i grundrente af den jord, hvorpå hele den store by med alle dens forstæder er bygget; han har ejendoms- og afgiftsretten til en mængde af de bedste miner i omegnen - det er mange millioner kr., Han hvert år tager ind fra alle disse kilder; og hans palads, en middelalderlig borg, der fornylig er blevet restaureret med vanvittig ødselhed, med det fineste marmor og de dyreste træsorter og det pure guld til loftsdekorationer, ligger midt inde i byen som et talende vidnesbyrd om de rigdomme, han brandskatter industrien og befolkningen for; den har helt og holdent bevaret sin karakter af røverborg. På samme måde, blot i mindre målestok, hertugen af Windsor i Penarth, der bekriger sin nabo i Cardiff ved dokanlæg og tariflettelser, som deres forfædre i middelalderen fejdede med hinanden med ild og sværd. På samme måde hertugen af Tredegar i Newport – og mange andre, rundtom i Sydwales, hvor der er kul og dokker og jernbaner.
Intet under, at der i de kapitalistiske kredse hersker bitre følelser overfor denne moderne feudaladel, som suger så meget til sig af den rigdom, der ellers ville tilfalde kapitalen som profit. Der går en understrøm af had igennem tonen, hver gang en kulkapitalist nævner et navn som Bute. Kapital og grundejendom står her overfor hinanden som fjendtlige magter – besiddelsesforholdene gør dem deres indbyrdes modsætning klart bevidst, og den fælles frygt for arbejderklassen er endnu ikke stærk nok til at overskygge denne modsætning.
*
Det modsætningsforhold, hvori kulkapitalen i Wales er stedt, overfor godsejerne på den ene side og overfor arbejderne på den anden, overfor udbytterne i anden potens og overfor de udbyttedes store masse, dette dobbelte modsætningsforhold træder endnu skarpere frem for bevidstheden og sætter kapitalisternes sind endnu stærkere i bevægelse, efterhånden som de mere og mere frygter en nedgang i konjunkturerne og i profitten.
De kapitalistiske kulproducenter har endnu kun i ringe grad følt trykket af det almindelige forfald, hvori den engelske industri befinder sig. Deres produkt er fra naturens hånd så fortrinligt, at det hidtil har kunnet hævde sig på verdensmarkedet; de har ikke behøvet at opsøge kunnerne, kunnerne har været nødt til at opsøge dem. Til brug for dampmaskiner, og særlig hvor det gælder at udvikle en meget stærk dampkraft, er waleskullet, navnlig cardiffkullet, uovertræffeligt; til de hurtigsejlende passagerskibe og til de forskellige landes krigsflåder lader det sig vanskelig erstatte med nogen anden sort.
Imidlertid har der i den sidste halve snes år vist sig truende tegn. Det er især fra Tyskland, fra den Westphalske kulindustri, faren kommer. Den voldsomme energi og den glimrende teknik, som ytrer sig overalt i den tyske industri, i modsætning til den rutinemæssige slendrian, som hersker overalt i England, gør også på dette område sine virkninger gældende. De westphalske producenter arbejder ganske vist med et langt ringere råstof, men de forstår ved en bedre, omhyggeligere behandlingsmetode at vinde stærkt op imod deres walisiske konkurrenter. Medens waleskullet kun sondres i to forskellige klasser efter størrelsen, store og små kul, sorteres de westphalske kul i en mængde forskellige klasser og kan derfor tilpasses langt bedre efter deres særlige bestemmelse. Og medens man i den engelske industri ved kullets udnyttelse arbejder ganske sløvt i de gamle spor, anstilles der i Tyskland eksperimenter, som viser vejen til på det ene punkt efter det andet at erstatte de dyre Waleskul med ganske anderledes billige varer; på Berlins elektricitetsværk har man således med stor fordel indført en ny opfyringsmetode, der gør det muligt at udnytte en i og for sig meget slet kvalitet af bøhmiske nøddekul.
Overfor konkurrencen fra de steder, hvor kulindustrien drives med en fuldkomment moderne teknik, kan waleskullene ikke i længden hævde sig, til trods for deres naturlige fortrin. Man er allerede i fuldt færd med at tabe terræn; på det ene marked efter det andet er waleskullene blevet fortrængt af tyske, belgiske og amerikanske kul. Og bevægelsen fortsætter sig med uhyggelig voksende fart. Direkte er produktionen endnu ikke blevet ramt; der er stadig større efterspørgsel, end man kan tilfredsstille, og især er krigsflåderne gode kunner. Men man føler mere og mere den fare, der nærmer sig; de mere fremskuende kulkapitalister er ikke i tvivl om, at der kan komme et tilbageslag.
Under indtryk af alt dette har Wales's kulkapitalister rustet sig til kamp med dobbelt front: overfor arbejderne for at sprænge deres organisationer, sænke deres løn og udstrække arbejdstiden til det mest mulige; og overfor godsejerne for at flytte skattebyrden fra kapitalen over til grundejendommen og således aflaste deres eget udgiftsbudget.
Kulkapitalistemes kamp mod arbejderne drejer sig om gennemførelsen af de nye arbejdsbetingelser, som er en følge af den lov om otte-timers-arbejdsdagen i de engelske kulminer, der trådte i kraft den 1. juli 1909.
Denne lov – der iøvrigt ved forskellige tvetydige bestemmelser gør det muligt for mineejerne at forlænge den virkelige arbejdsdag til omkring 8½ timer eller lidt derover – stødte i Skotland og Østengland ikke på synderlig modstand fra kapitalisternes side. Arbejdstiden var her allerede i forvejen de fleste steder bragt ned til 8-8½ timer, og loven stadfæstede altså i det hele og store kun den bestående tilstand. Anderledes i Wales. Her var arbejdstiden højst ulige i de forskellige miner, men som helhed langt længere end i de andre egne af England. Regnede man hele England under ét, har kulminearbejderne en gennemsnitlig arbejdsdag af knap 8¼ timer, i Wales derimod af godt 9¾ timer, altså over en time mere. Her kom loven da til at få store praktiske følger; den betød en følelig forkortelse af arbejdstiden. Og kapitalisterne, hvis blod her som allevegne kommer i stærkest kog, når der røres ved arbejdstiden, greb nu lejligheden til at søge erstatning på andre måder.
Der var tre forskellige forholdsregler, hvorved de søgte at tage sig betalt for den tvungne nedsættelse af arbejdstiden.
Dels ville de forøge mandskabet på hver enkelt huggeplads i minerne fra to til tre mand. Virkningen deraf ville blive en almindelig nedgang i arbejdslønnen. Kulhuggerne lønnes i forhold til den produktionsmængde, de præsterer, men produktionsmængden kan langtfra forøges i samme forhold som mandskabet forøges; der er nemlig slet ikke skinner og kærrer nok til at skaffe kendelig flere kul bort fra minegangene; og der er ikke plads til at anbringe nye transportmidler. Det praktiske resultat ville altså noget nær blive, at i fremtiden skulle to mands løn deles mellem tre mand. Huggernes arbejdsfortjeneste ville synke med henved tredjedelen; i bedste fald med fjerde- eller femtedelen; og en almindelig lønnedgang for alle arter af minearbejdere ville hurtig blive følgen.
Dels henviste de til en paragraf i loven, som tillader, at arbejdstiden undtagelsesvis forøges med indtil 60 timer årlig ud over de 8 daglige timer, og fordrede disse 60 overarbejdstimer gennemført som almindelig regel, uden særlig betaling for overarbejdet; i hver af årets 52 uger skulle den ene arbejdsdag være på 9 timer og de resterende 8 overarbejdstimer skulle mineejerne kunne indskyde, når på året det lyster dem.
Dels endelig krævede mineejerne uindskrænket ret til at anvende skiftende arbejderhold, for således at kunne udstrække den samlede arbejdstid i minerne til 16-17 timer daglig. Kapitalisterne forlangte den ubegrænsede rådighed over produktionens ordning, uden indgreb fra fagforeningen og uden hensyn til det skøn, en voldgiftsret i hvert enkelt tilfælde måtte afgive. Arbejderne satte sig bestemt imod kravet om kapitalens enevælde på dette område - og måtte nødvendigvis gøre det, thi det er deres allervigtigste livsinteresser, der her står på spil.
Først og fremmest er det tilstrækkelig godtgjort, at risikoen for liv og helbred vokser, jo længere den samlede arbejdstid i minerne udstrækkes. Der bliver ikke tid til tilstrækkelig udluftning og renholdelse af de underjordiske arbejdspladser, til betryggende afstivning af minegangene, til omhyggelig undersøgelse af de steder, hvorfra der strømmer gas ud. En statistik over grubeulykkerne viser, at der gennemgående indtræffer dobbelt så mange ulykkestilfælde, hvor der arbejdes af flere hold, som hvor der kun arbejdes af ét. Lykkedes det kapitalen at iværksætte en almindelig gennemførelse af dobbeltskiftet, der kun undtagelsesvis anvendes, ville det således betyde en stærkt voksende livsfare for arbejderne.
Dette var de tre hovedforholdsregler, hvormed kapitalisterne søgte at gøre 8-timersloven betydningsløs for arbejderne. I første omgang lykkedes det arbejderne at slå angrebet tilbage. [1]
1. Angrebet er blevet fornyet gang på gang, og der har ingen ro været i Wales siden. – Udg.
Sidst opdateret 30.11.2008