I Social-Demokraten, 21.3 + 29.3 + 5.4 + 9.4 + 19.4.1909.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 224-267.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Således som arbejdsløsheden hjemsøger den danske arbejderbefolkning i 1908-09, er den både ved sit omfang og ved sin varighed så forfærdende som næppe nogensinde før.
Den 15. november 1908 var der af 88,844 organiserede arbejdere 13,042 eller 15 pct., som var arbejdsløse; den 23. januar 1909 var tallet steget til 20,445 af 81,320 eller 25 pct.; og endnu den 13. februar, på en tid af året, da arbejdsløsheden ellers næsten altid er i færd med at aftage, holdt tallet sig vedblivende på det samme frygtelige højdepunkt, som 21,732 af 86,450 eller 25 pct. Det var altså fjerdedelen af de organiserede danske arbejdere, som i den vinter måtte gå ledige måned efter måned. Og hertil kom den store, forholdsvis vel endnu større mængde uorganiserede arbejdere, som også måtte gå ledige. Og endelig de mangfoldige arbejdere, især i den egentlige fabriksindustri, som arbejdede på indskrænket tid og mod en tilsvarende forringet arbejdsløn.
Overfor den masseagtige nød, som disse tal repræsenterer, bliver alle normale hjælpekilder hurtig udtømt. Endnu i november 1908 var der omtrent to tredjedele af de arbejdsløse, som nød regelmæssig understøttelse fra arbejdsløshedskasserne eller fagforeningerne, i januar 1909 derimod godt én tredjedel, og i februar var forholdet omtrent det samme – de 61 pct., næsten to tredjedele af de arbejdsløse, stod uden hjælp, henvist til på egen hånd at sulte sig igennem til bedre tider. Allerede i november 1908 blev det oplyst, at 4.362 arbejdere havde været uden arbejde i mere end 3 måneder, deraf 1.793 i mere end et halvt år, og deraf atter 737 i mere end 8 måneder.
Det er tal, tørre, nøgne tal, som åbner indblik i el dyb af ufattelig elendighed, af savn og sult, af hjem, som ribbes til det yderste for deres fattige ejendele, af fortvivlede anstrengelser for fra dag til dag at bjerge det allernødvendigste for sig selv og sine kære, af brudte kræfter og forpinte sind, af håbløshed og ophidselse.
Og overalt i den kapitalistisk producerende verden er forholdene noget nær de samme. Værst er tilstanden vist i England, hvor man i oktober 1908 anslog tallet på de arbejdsløse blandt de organiserede arbejdere til en halv million og blandt de ikke-organiserede til en million – tilsammen 1½ million, hvad der, hustru og børn iberegnet, svarer til en befolkning af 6-8 millioner mennesker. I Berlin blev der den 13. februar 1909 optalt over 100,000 arbejdsløse. Ligeledes fra Frankrig, fra Holland, fra Italien – allevegne fra i Europa; og jo stærkere fremskreden den industrielle udvikling er i et land, des større er de lidelser, arbejdsløsheden forvolder. Og ikke bedre er det i Amerika.
Det er en verdenskrise, vi står i, et af disse frygtelige økonomiske sammenbrud, der – dybt begrundede som de er i den hele kapitalistiske produktionsmådes væsen – med få års mellemrum bestandig kommer igen og spreder ødelæggelse omkring sig.
I året 1815 indtraf den første verdenskrise, den næste i 1825, så i 1836, i 1847, i 1857, i 1866, i 1874 – som man ser, med en afstand af omtrent 10 år. I 1883 satte den næste nedgangsperiode ind efter nogle få års svag opgang; i første halvdel af 1890érne herskede der på ny kriseagtige tilstande, efter at 1880érnes slutning havde bragt en let bedring. Så fulgte fra midten af 1890érne til begyndelsen af det nye århundrede en tid med vældig industriel opgang. I 1900 og 1901 kom tilbageslaget, og de følgende år var yderst mørke. Lidt efter lidt begyndte det dog så småt at lysne; i 1906 og det meste af 1907 var konjunkturerne høje og arbejdsvilkårene ret gode. Men disse forholdsvis gunstige tilstande fik kun kort varighed; i slutningen af 1907 og begyndelsen af 1908 vendte strømmen sig, og den store krise udbrød.
Det sidste tiårs økonomiske bølgebevægelse spejler sig tydelig i tallene på de arbejdsløse i Danmark. I november måned i hvert af årene siden 1899 har de samvirkende fagforbund optalt de arbejdsløse blandt de organiserede arbejdere som
1899: |
5,094 |
1900: |
13,504 |
1901: |
17,817 |
1902: |
14,180 |
1903: |
12,521 |
1904: |
9,963 |
1905: |
10,104 |
1906: |
5,384 |
1907: |
5,370 |
1908: |
13,042 |
Man ser, hvorledes 1899 og 1906-07 betegner de laveste punkter i arbejdsløshedens bølgedale, 1901 og – foreløbig – 1908 de højeste punkter på dens bølgetoppe. Og fra alle andre lande viser de statistiske opgørelser de samme svingninger, den samme stigen og dalen og fornyede stigen.
Den internationale krise 1908-09 er en af de uhyggeligste blandt alle de økonomiske rystelser, det kapitalistiske samfund nogensinde har gennemgået, og tillige en af dem, som tydeligst vidner om, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde taber herredømmet over de kræfter, den selv har sat i virksomhed.
Som alle tidligere økonomiske kriser havde også denne sin årsag i overproduktionen, i misforholdet mellem massen af de producerede brugsgenstande på den ene side og samfundets købeevne på den anden. Der er fremstillet flere værdier, end den udbyttede befolkning er i stand til at købe; der ligger rundt om på lagrene varer af allehånde forskellige arter, som i øjeblikket er usælgelige, og som kapitalisterne må have befriet sig for, før de igen med fordel kan tillade, at produktionens maskineri sættes i gang. Indtil det øjeblik indtræder, må arbejderne finde sig i at gå ledige, er prisgivet de bitreste savn, ikke til trods for, men netop på grund af, at samfundets rigdom på alle livsfornødenheder er taget så stærkt til.
Indtil for en 40-50 år siden kom krisen pludseligt, rasede voldsomt, men var hurtig forbi og afløstes gerne af en længere periode med livlig forretningsgang, med travl virksomhed på alle områder af det produktive liv, med høje konjunkturer både på varemarkedet og arbejdsmarkedet. Således endnu så sent som i 1857; som en orkan kom den økonomiske katastrofe, med fallitter i massevis, med lukkede fabriker og frygtelig arbejdsløshed i næsten alle industriens grene; men allerede et års tid efter var alt på ny liv og travlhed. Det var en naturlig følge af forholdene, som de dengang var på det internationale marked. England stod endnu som det eneste storindustrielle samfund, hvis overlegne kapitalistiske industri fandt kunder overalt i verden. Afsætningsmulighederne var tilsyneladende ubegrænsede. Og når forretningslivet standsede med et pludseligt krak, idet det viste sig, at de for hånden værende markeder var fyldte og ikke kunne optage de varemasser, der havde lejret sig på de engelske fabrikanters og grossereres lagre, krævedes der kun en række energiske anstrengelser for at træde i handelsforbindelse med nye, fjernere samfund – og stormen var besværget; den engelske industri kunne atter udfolde sig af yderste evne og øge sin produktion.
Hvor helt anderledes nu, da den kapitalistiske industri forlængst har bredt sig ud over jordkloden og avlet en vild konkurrence mellem de forskellige samfund i alle 5 verdensdele, en fortvivlet tilværelseskamp, hvorunder hver især med alle midler søger at fortrænge de andre og skaffe indpas for sig selv, da det ene marked efter det andet er blevet optaget og beslaglagt og det eneste store afsætningsområde, der endnu rummer rige fremtidsmuligheder, det kinesiske, kommer stærkere og stærkere ind under de japanske kapitalisters økonomiske herredømme, da alle sunde mere og mere spærres for den udvidelsestrang, som det er en livsfornødenhed for kapitalen bestandig at få tilfredsstillet!
I overensstemmelse med denne nye situation former kriserne sig nuomstunder. Var de tidligere som en akut feber, der kommer hastig og går hastig og under stærk temperatur stigning renser legemet for den opsamlede usundhed og efterlader patienten rask og frisk, med gode kræfter og frejdigt mod til igen at tage fat på livet – så optræder de nutildags som en snigende sot, en langsom fortærende håbløs og smertefuld sygdom. Aldrig så snart har samfundet rejst sig fra de værste anfald og sporet kendelig bedring og er begyndt at slæbe sig frem på ny, før der kommer et tilbagefald. Undertiden kan det synes, som om livskraften var vendt tilbage i sin fordums friskhed, således som i begyndelsen af 1870’erne og i slutningen af 1890’erne; men det er kun blændværk, og det er snart forbi og betales dyrt med lange tiders dyb depression, der kun flygtig afbrydes af kortvarige opgangsperioder – næppe har arbejderne hentet deres sager hjem fra lånekontoret, før de atter må sætte dem ud.
Det er den tilstand, der bliver bestandig mere fremherskende: den kroniske hensygnen i stedet for den akutte feber. Viste det kapitalistiske samfund sig endnu for halvhundrede år siden, til trods for kriserne, som en kraftig og levedygtig organisme, så tegner nutidens svære katastrofer og trøstesløse nedgangsperioder billedet af en svækket, affældig olding, hvis livskraft svinder mere og mere, kan flakke op fra tid til tid, men kun for bagefter at synke så meget voldsommere sammen. Det er den uløselige selvmodsigelse i den kapitalistiske samfundsholdning. – en sådan overproduktion med deraf følgende krise opstår ikke tilfældig, som et enkelt undtagelsesforhold, tværtimod er den kun et naturligt resultat af den hele kapitalistiske produktionsmåde, og bestandig må den indtræde med visse års mellemrum, så længe det er kapitalen, der behersker det samfundsmæssige arbejde – men heller ikke længere.
Det overskud af varer, der er produceret udover befolkningens købeevne, har opsamlet sig som et giftstof i det kapitalistiske samfunds legeme. Krisen er den sygelighedstilstand, hvorigennem samfundet atter udskiller dette giftstof og vinder nye kræfter til en tid igennem at genoptage sin virksomhed under de vante former – indtil dets organisme igen har indsuget så stor en mængde af disse forstyrrende stoffer, at det næste gang kastes på sygelejet. Men måden, hvorpå denne udskillelsesproces går for sig, har i tidens løb ganske skiftet karakter.
Arbejdsløsheden er den værste svøbe, hvormed kapitalismen piner arbejderbefolkningen. Der kan ved en bevidst og planmæssig indgriben gøres noget for at mildne dens lidelser og til en vis grad også begrænse dens udbredelse. Selve sygdommen kan dog ikke helbredes indenfor det kapitalistiske samfund; den vil bryde op atter og atter i et bestandig større omfang og med en bestandig mere ødelæggende karakter, lige indtil det gamle forrådnende samfund ramler sammen for de socialdemokratiske arbejderes angreb.
En overproduktion ud over befolkningens behov kan fremkomme under alle samfundstilstande, men kun under kapitalismen er det ikke blot muligt, men også nødvendigt, at den bliver en kilde til nød og lidelse for samfundet.
Lad os tænke os en kreds af mennesker, der i forening ved fælles arbejde tilvirker midlerne til at tilfredsstille deres forskelligartede fornødenheder, uden at købe af fremmede og uden at udveksle deres produkter indbyrdes som varer ved byttehandel – f.eks. en af de patriarkalske bondehusholdninger, som man kender fra middelalderen, og af hvis naturaløkonomi man i afsides egne har set mange rester endnu til nær op imod vor egen tid. Det kan hænde, at der i et sådant lille samfund viser sig at være overproduktion på de forskellige brugsgenstande; det kan skyldes naturårsager: høsten har været ualmindelig god, fiskefangsten har givet særligt rigt udbytte; det kan også være, fordi man har anstrengt sig ud over det nødvendige: man har vævet mere lærred eller bundet flere strømper end husstandens medlemmer i lange tider kan slide, man har brygget mere øl eller kærnet mere smør, end de kan fortære, før øllet bliver surt eller smørret harsk. Der er altså produceret for meget, mere end der er brug for; men der er ingen skade sket derved. Tværtimod, man kan forsyne sig rigeligere end før, man kan gemme et forråd hen til senere tider, og det værste, der kan ske, er, at man har spildt nogle af sine kræfter og må se nogle af de produkter, man har frembragt, gå til grunde, fortærede af tidens tand. At man skulle beklage den overflod, der var tilvejebragt, at den skulle føles som en ulykke, der kunne påføre blot en eneste af husstandens, af samfundets medlemmer, et gran af ondt – det ville være en utænkelig tanke.
Og ligeså utænkelig ville denne tanke være i et socialistisk samfund. Også her kan der opstå en overproduktion. Det kan være, at man har forregnet sig ved planlæggelsen af det samfundsmæssige arbejde eller at en række nye tekniske fremskridt har bragt produkterne til at vælde frem i en ganske overflødig mængde. Det kan f.eks. vise sig, at der med 6 timers dagligt arbejde frembringes et overskud på 20 pct. ud over det behov, befolkningen foler, at der altså produceres 6 par støvler, 6 pund rugbrød, 6 ark papir osv.. For hver gang samfundets medlemmer kun ytrer efterspørgsel efter 5 stykker af de forskellige genstande. Der ville altså herske overproduktion; men denne kendsgerning ville ikke sætte folk grå hår i hovedet; den ville ikke føles som en truende fare, tværtimod som en kilde til forøget lykke og velvære. Når overproduktionen var konstateret, ville det næste skridt være, at arbejdstiden blev forkortet ud over hele linien; var produktionsoverskuddet med 6 timers dagligt arbejde 20 pct., Ville arbejdstiden følgelig kunne nedsættes til 5 timer, uden at et eneste medlem af samfundet af den grund behøvede at nægte sig en eneste af de fornødenheds- eller nydelsesgenstande, som han var vant til.
Kun under samfundstilstande, hvor varehusholdningen er den herskende, bliver det overhovedet muligt, at en overproduktion kan volde forstyrrelse i det økonomiske liv. For at dække sine forskelligartede behov må hvert enkelt menneske som regel købe af fremmede, men for at kunne købe må han som regel først have solgt. Skomageren kan ikke leve af de støvler, han har syet, uden at han får dem omsat i klingende mønt, der igen lader sig forvandle til brød, klæder, husly osv.. Sker det nu, at han selv og hans kolleger har tilvirket mere skotøj, end der er brug for i den normale kundekreds, da får selvfølgelig en sådan overproduktion alvorlige følger for vedkommende producenter; hver især af dem ser en vis del af sine arbejdsprodukter stå usælgelige på lageret, og han selv forarmes i samme grad som det sker. Imidlertid vil en sådan »partiel« krise kun forekomme undtagelsesvis, hvor der har været særlige forhold på spil; den vil efter nogen tids forløb ophøre af sig selv, idet de trykkede kår skræmmer folk bort fra faget og tvinger en og anden af de gamle producenter til at indstille sin virksomhed. For de pågældende personer er det en hård overgangstid, men samfundet som hele lider ikke derved; dets maskineri går sin rolige gang uforstyrret.
Det er først den kapitalistiske varehusholdning, som frembringer en stadig fortsat overproduktion, der med visse mellemrum nødvendigvis må udlade sig i en række frygtelige sociale lidelser, ikke blot for enkelte grupper af producenter, men for hele det produktive samfund.
Vi skal nu se, hvorledes denne nødvendighed fremkommer.
Den kapitalistiske produktionsmåde hviler på udbytning af de store og bestandig større dele af befolkningen, som for at eksistere må sælge deres arbejdskraft, og, tvungne af de forhold, hvorunder de lever, er nødt til at sælge den på vilkår, som kun giver dem anvisning på en del af de værdier, de frembringer. Hvis en arbejder i årets løb skaber en ny værdimasse af 2.000 kr., forvandler råstoffer, slid på maskiner og bygninger og deslige til færdige produkter, der er 2.000 kr. mere værd, da får han som arbejdsløn måske 1.000 kr., måske 1.200, måske kun 800; resten tilfalder kapitalen som dens udbytte. En del deraf beholder den industrielle kapitalist som sin profit, andre dele må han afstå som grundrente til de grundejere, af hvem han har købt eller lejet jorden, som handelsprofit til de købmænd, der besørger produkternes videreafsætning, som skat til stat og kommune.
For arbejderne er hele denne »merværdi« utilgængelig. Har de i årets løb alt i alt produceret varer af allehånde arter til en samlet værdi af 2.000 mill. kr., kan de selv kun købe varer for f.eks. 1.000 mill. Resten repræsenterer, set fra arbejderklassens standpunkt, et overskud ud over det nødvendige, en overproduktion, som de besiddende klasser tilegner sig i kraft af den daglige udbytning, de driver.
Men en sådan udbytning, så hårdt den end rammer den arbejderbefolkning, som må lægge ryg til, behøver i og for sig ikke at føre til voldsomme forstyrrelser af det regelmæssige samfundsliv. Også under tidligere sociale tilstande har der fundet en udbytning sted, uden at der dog derfor skabtes noget tilsvarende til nutidens kriser. De middelalderlige bønder blev udbyttede for landgilde til herremanden, for tiende til kirken, og den del af deres arbejdsudbytte, de således måtte aflevere, repræsenterede en overproduktion i forhold til deres eget forbrug; men for samfundet som helhed betød den ingen overproduktion, og den gav ingen anledning til nogen rystelse af produktionslivet. Hvad de udbyttede bønder ikke selv fik lov til at nyde, fortærede de udbyttende magthavere, i form af stor og overdådig hofholdning, kostbare smykker, pragtfulde bygninger osv.. Samfundets produktion og samfundets forbrug dækkede altså hinanden; der var samfundsmæssig set, ingen overproduktion til stede.
Anderledes med den merværdi, som kapitalen udbytter den arbejdende befolkning for. Den indgår i overklassens pengeskabe – de penge eller værdipapirer, som findes der, er jo kun anvisninger på så og så store mængder af alle slags varer – men det er kun en del deraf, som går ud igen til overklassens personlige forbrug. En anden del bliver »opsparet«. Kapitalisterne er nødt til at »spare«, at lægge til side, ikke blot for, som det er nødvendigt under alle samfundsforhold, at vedligeholde virksomheden, men for at udvide deres forretninger og modernisere deres bedrifter. Her ligger den hemmelighed, der gør den kapitalistiske varehusholdning forskellig fra alle tidligere tiders samfundshusholdning. Det er konkurrencen, der er den drivende kraft; den kapitalist, der ikke følger med, men nøjes med at bevare sin virksomhed i det gamle omfang og med den gamle driftsmåde, han bukker uhjælpelig under i tilværelseskampen. Selvopholdelsesdriften fremtvinger altså en opsparing, og jo skarpere konkurrencen bliver, des større dele af merværdien må lægges hen for at forvandles til ny kapital. Efterhånden som kapitalen opsamles i stadig vældigere masser på et lille mindretal af hænder, des lettere bliver det også at foretage en sådan kapitalisering; så længe et fag beherskes af 1.000 forskellige små kapitalister, hver med 10,000 kr. om året, kan det være svært for den enkelte kapitalist at dække sit personlige forbrug med halvdelen af indtægten og kapitalisere den anden halvdel; når faget derimod er gået over til 100 kapitalister, som hver har 100,000 kr. om året, kan de hver for sig føre en yderst behagelig tilværelse og dog opspare langt mere end halvdelen.
Den værdimasse, kapitalisterne således »opsparer« – hvad der kun er en velklingende omskrivning for, at de ikke helt fortærer det bytte, de har gjort hos arbejderne, – bliver imidlertid ikke liggende som en død skat på kistebunden. Den omsættes til produktionsmidler, redskaber til fornyet og forøget kapitalistisk produktion. Kapitalisten udvider sit arbejdsområde, enten ved selvstændige nyanskaffelser eller med en bank eller et aktieselskab som mellemled. Hvad der sker, er, at han, i stedet for, som middelalderens lensherre ene var henvist til, at bruge sit overskud til forøget luksus, anlægger det i sådanne mere prosaiske genstande som jern og kul, maskiner og cement. Hele fordelingen af det samfundsmæssige arbejde må tilpasses efter dette nye forhold. Tyngdepunktet flytter sig fra år til år stadig længere over i de erhverv, der ikke fremstiller genstande til umiddelbart forbrug, men produktionsmidler, bjergværksindustrierne, maskinfabrikationen og deslige, medens fag, der, som f.eks. skrædderiet og skotøjsindustrien, brødfabrikationen og møbelsnedkeriet, tilvirker færdige forbrugsgenstande, ganske vist også vokser til, men forholdsvis ikke nær så stærkt.
En tid igennem går nu alting godt. Der er brug for alt, hvad der kan fremdrages af råstoffer og hjælpestoffer til at tilfredsstille kapitalens ivrige begær efter nye produktionsmidler; bjergværksarbejderne, maskinbyggerne, savværksarbejderne osv. Har nok at bestille: fra landet går der en strøm af arbejdere ind til industricentrerne, og der må opføres den ene nye kaserne efter den anden for at skaffe dem husly; de gunstige arbejdsforhold giver sig udslag i en stigende købeevne, og næringsmiddel-industrierne, tekstil-industrierne og deslige rives med ind i den almindelige opgang. Alting ser lyst og smilende ud – og kapitalen, der er optimistisk, lever, som om det ville vare ved til dagenes ende, og tager forskud på fremtidens gevinst. Spekulation og svindel af allehånde arter skyder frem som paddehatte.
Men det er indlysende, at disse gyldne dage kun kan have stakket varighed. Det er produktionsmidlernes masse, der vokser i så umådelig en grad; men det endelige resultat af denne vækst må før eller siden blive, at også de færdige genstande til befolkningens forbrug må vokse. Man kan ikke blive ved med, f.eks. at bygge spinde- og vævemaskiner i det uendelige, uden at der også kommer en dag, da de færdige tekstilvarer strømmer i store mængder ud på markedet og søger afsætning. Lidt efter lidt begynder disse virkninger at vise sig, og nu rykker det kritiske punkt nærmere. Hvem skal købe den voksende vareflod? Kapitalisterne kan det ikke, dels har de ikke brug for alle disse varer, og dels må de stadig spare op for at holde konkurrencen ud. Arbejderne kan det endnu langt mindre; thi selv om de har nok så megen trang til de forskellige varer, så har de ikke råd; den kapitalistiske udbytning har stækket deres købeevne; de står med kun én krone i hånden for hver to eller tre eller flere kroners værdi, der bydes til fals. Udbytningen afslører sig her i sin sande, ikke blot arbejderfjendske, men også samfundsfjendske skikkelse.
Så er altså overproduktionens tid inde; lagrene er stopfulde af varer, som er mere eller mindre usælgelige. Og med et krak går hele maskineriet i stå. Først ramler der nogle af de usundeste spekulationsforretninger; og i en fart forplanter rystelsen sig videre til hele den øvrige kapitalistiske produktion. Har f.eks. tekstilfabrikanterne vanskeligt ved at få deres produkter afsat, i hvert fald til de priser, de har regnet med, så stopper efterspørgselen efter nye spinde- og vævemaskiner, og maskinfabrikationen får sit chok; er der ikke brug for flere nye maskiner, så forplanter trykket sig til fremstillingen af deres råstoffer, fremfor alt til bjergværksindustrierne; den indvandring af arbejdere til byerne, som man havde gjort regning på, hører op, og den ene lejlighed ved siden af den anden står ledig, og det ene byggeforetagende efter det andet må standses. Bedst klarer de fag sig, trods alt, der går ud på at fremstille egentlige forbrugsgenstande til befolkningens umiddelbare og mest påtrængende behov; thi de allernødvendigste næringsmidler og beklædningsgenstande til at holde livet oppe er dog det sidste, man opgiver at købe, og når man her har fået det øjeblikkelige overskud af varer afsat, kan man holde produktionen vedlige, om end som oftest i indskrænket omfang og altid under yderst forsigtige former. Værst går det ud over produktionen af råstoffer, redskaber og lignende hjælpemidler til den industrielle virksomhed samt over byggefagene. Men i alle kredse af det produktive samfund er der nød, og ud over alle kapitalistisk producerende lande breder nedgangsbølgen sig.
Og så lykkes det altså den kapitalistiske produktionsmåde, ikke som en enkelt undtagelse, men som et regelmæssigt og nødvendig tilbagevendende led i dens bevægelse, at løse den vanvittige opgave: at forvandle et overmål af samfundsrigdomme til et overmål af savn og lidelser.
Det eneste middel til at bane vej for en ny opgangsperiode er at finde nye markeder, hvor man kan aflæsse ikke blot den overflødighed af varer, som man for tiden er ved at kvæles under, men også de masser, som en stadig fortsat vækst af produktionen vil give. Derfor kapitalens stadige bestræbelser for at fremelske nye behov hos den del af befolkningen, som endnu har et overskud af købeevne til sin rådighed, og således udvide det indenlandske marked. – det sikreste middel til at skabe større ligevægt mellem den hjemlige produktion og den hjemlige købeevne: en alvorlig forøgelse af arbejdslønnen, ligger derimod kapitalen fjernt. Derfor også dens feberagtige bestræbelser for at trænge ind på nye markeder, i fremmede lande, især i fjerne lande, hvor den kapitalistiske industri endnu er lidet udviklet; derfor de store industrilandes kolonihunger, derfor den stadige politiske spænding om østasiatiske, om nordafrikanske, om sydamerikanske spørgsmål. Men stedse vanskeligere bliver det at finde sådanne nye markeder, efterhånden som den internationale konkurrence er blevet så skarp, som den er.
Disse nye markeder kan være af forskellig art.
Det kan være helt nye strækninger af jordkloden, som for første gang i større udstrækning åbnes for verdenshandelen og derigennem for produkterne fra de europæiske og amerikanske fabriker, kolonier, som annekteres under en af stormagterne, fjerne lande, som bliver tvunget til at lukke sig op for de fremmede køb mænd – således som det skete, da krigen mellem Japan og Kina i året 1895 endte, og det kinesiske marked ved fredsslutningen blev gjort tilgængelig i el ganske andet omfang end før, hvad der selvfølgelig måtte virke voldsomt stimulerende på kapitalen: dette var en af hovedbetingelserne for den vældige opgang i slutningen af 1890’erne.
Eller det kan være egne, i hvilke der tidligere kun har fundet en sparsom afsætning sted, men som nu ved at gennemskæres med nye samfærdselslinier bliver langt mere modtagelige for den kapitalistiske industris produkter. Alene en jernbane gennem en jysk hedeegn virker til at fortrænge de lokale skomageres, skrædderes og snedkeres produkter til fordel for de store skotøjsfabrikker, ekviperingsforretninger og møbelfabrikker; og hvad der her sker i det ganske små, det sker i det store ved de mægtige jernbaneanlæg i Sydamerika, i Kanada, i Australien og i Østen. Og foruden de fremtidsmuligheder, sådanne nye samfærdselsmidler åbner, giver de også den industrielle virksomhed rent øjeblikkelige fordele; der skal produceres sveller, skinner, waggoner, lokomotiver osv., Og alt dette skal transporteres fra produktionsstederne til forbrugsstederne, hvad der stiller forøgede opgaver til rederierne og skibsbyggerierne.
Eller det kan endelig være nye afsætningsmuligheder, der danner sig midt inde i hjertet af de gammel-kapitalistiske samfund, idet der er opstået en række nye personlige behov, som skaber efterspørgsel efter en mængde nye forbrugsgenstande, nye industrielle produkter – således som man har set det ske med cyklen og automobilet, telefonen, lejligheder udstyrede med w.c., badeværelse, elektrisk lys, centralvarme osv.. Også i den henseende bød slutningen af 1890’erne enestående gunstige betingelser for industriel opgang.
Under indflydelse af det voksende afsætningsmarked udfolder der sig en industriel blomstring, som efterhånden kan antage en helt tropisk karakter. Der er liv og travlhed overalt; nye bedrifter indrettes, gamle udvides. Det gælder om at kunne sende den størst mulige masse af allehånde varer ud på markedet for i fuldt mål at drage fordel af de stigende konjunkturer. Overalt er der opgang; men især indenfor de erhverv, der producerer, ikke færdige forbrugsgenstande, men arbejdsmidler, maskiner, redskaber, transportmidler; og allerstærkest ytrer opgangen sig i de erhverv, som fremdrager råstofferne til produktionen af disse arbejdsmidler, jern, kul, kobber, tømmer og deslige. Det ligger i sagens natur; thi før man kan spinde bomuldsgarn eller fabrikere støvler, må man have de dertil nødvendige maskiner; og før man kan have maskinerne, må man have de dertil nødvendige råstoffer.
Forbruget af disse råstoffer er da i rivende tilvækst. I opgangsårene fra 1897 til 1900 steg indførslen til Danmark af rå metaller med 41 pct. og af stang- og båndjern med 15 pct., I den næste opgangsperiode, fra 1904 til 1907, med henholdsvis 30 og 39 pct. – rigtignok for at falde så meget des stærkere i de følgende kriseår; i de tre første kvartaler af nedgangsåret 1908 var indførslen af rå metaller kun 74,3 mill. pund, imod 77,1 mill. i den tilsvarende del af 1907; og af stang- og båndjern kun 83,9 mill. pund imod 129,1 mill., hvad der svarer til et fald på henholdsvis 4 og 35 pct. Bjergværksdriften og mineindustrierne er altså det område, som først og stærkest kastes ind i opgangsbevægelsen. Man anstrenger sig af yderste evne for at bringe produktionsudbyttet i vejret; i Tyskland f.eks. steg råjernsproduktionen i tiden 1895-1900 fra 5,4 til 8,4 mill. tons, stod stille i de næste dårlige år, men steg atter i tiden 1902-1907 fra 8,4 til 13,0 mill. tons. I England og Amerika var der en lignende tilvækst. Men trods denne vældige forøgelse er udbyttet ikke i stand til at dække efterspørgslen; der fordres stadig mere, end gruberne og hytteværkerne kan levere, og priserne stiger. Enhver økonomisk opgangsperiode kendetegnes ved en stærk prisstigning, i første række på metaller og andre råstoffer for den industrielle produktion, dernæst også på færdige brugsgenstande. I tiden fra 1. januar 1895 til 1. januar 1900 steg verdensprisen på jern med 59 pct., på kobber med 73 pct., på tin med 39 pct., på tømmer med 21 pct., på uld med 60 pct., på råbomuld med 44 pct.; i tiden fra 1. januar til 1. juli 1907 var den tilsvarende stigning 26, 61, 81, 16, 49 og 50 pct. Den danske indførselsstatistik regner i tiden 1902- 1907 en prisstigning for hver 100 pund stang- og båndjern fra 6,40 til 7,05 kr., for hver 100 pund stenkul fra 0,79 til 0,85 kr., for hver 100 kubikfod tømmer fra 88 til 109 kr.
En af de betingelser for produktionen, hvis tilvejebringelse overalt spiller en fremtrædende rolle er: husly for arbejderklassen; den gør det i særlig høj grad i et land som Danmark, der fra naturens hånd er fattigt på råstoffer for den egentlige storindustri, og hvor derfor disses udvinding ikke spiller den rolle som i lande med stor bjergværksdrift, stor skovhugst og lignende. Under enhver opgangsperiode finder der en stor indvandring sted fra landdistrikterne til byerne, fra de overvejende agrariske områder til de overvejende industrielle pletter af landet. Den lette adgang til sysselsættelse, udsigten til en forholdsvis høj løn, forstærker den vandring fra land til by, som er et af grundtrækkene i den moderne befolknings sociale forskydning. I tiden 1890-1901, hvis sidste halvdel var en så livlig industriel periode, voksede den danske bybefolkning i årligt gennemsnit med 2,6 pct., i det næste, gennemgående meget trykkede femår, kun med 1,3 pct. Byerne tager altså stærkt til i indbyggertal; også i deres nærmeste omegn vokser folkemængden rask til, efterhånden som sporvogne og cykler gør det muligt for arbejderne at bo i betydelig afstand fra deres arbejdspladser; og rundt om på landet opstår der, særlig omkring stationerne, købstadlignende bebyggelser med en overvejende industriel befolkning. Intet under da, at denne indre folkevandring, der er et naturligt led i den almindelige økonomiske opgang, fremtvinger en voldsom forøgelse i byggevirksomheden. Tilvejebringelsen af boliger for den udvidede arbejderstab, industrien tager i brug, er en lige så nødvendig forudsætning for den øgede kapitalistiske produktion som tilvejebringelsen af de råstoffer, det kul, de maskiner, hvormed der skal arbejdes. Og hertil kommer, at den voksende løn og de bedre arbejdsvilkår også medfører en række forskydninger indenfor den arbejderbefolkning, som allerede i forvejen er til stede; man kan tillade sig at bo i større og bedre lejligheder; der foregår en overflytning fra et- og toværelsers til to- og treværelserslejligheder, fra tarveligere til mere veludstyrede lejligheder, fra baghus til forhus. Og hertil kommer endelig, at det stærkt pulserende forretningsliv også rent direkte stiller fordringer til en mængde nybygninger; der skal opføres nye fabriker og pakhuse, der skal indrettes nye kontorlokaler osv.. Den økonomiske opgangsperiode vil da altid karakteriseres ved en overordentlig stærk byggevirksomhed, et træk, som i særlig udpræget grad giver sig til kende i de store byer, og som – når den uundgåelige almindelige krise bagefter indtræder – fører til vidtrækkende og yderst svære lidelser for de pågældende arbejdere.
Og her som overalt river det ene fag det andet med sig. Den stærke opgang i byggefagene forplanter sig til alle de mange forskellige produktionsgrene, som leverer bygningsindustrien materiale, til produktionen af mursten, bygningstømmer, dør- og vinduesfyldinger, kalk, cement, farver, vinduesglas, tapeter, kakkelovne, dørhængsler og dørhåndtag, afløbsrør, elektriske ringeapparater og således videre i det uendelige. Og fra hver især af disse produktionsgrene forplanter virkningerne sig atter videre til andre fag og mødes her med andre virkninger af det voksende industrielle liv. Det kapitalistiske samfund viser sig i en sådan travlhedens periode som en uhyre uoverskuelig mekanisme med millioner af ind i hinanden gribende hjul. Drivkraften, der sætter dem alle i gang, er kapitalens trang til udvidelse, til forøgelse, en trang, som de gunstige forhold på verdensmarkedet i øjeblikket tillader den at tilfredsstille.
Det er igennem bankerne, denne myldrende bevægelse for største delen administreres. De danner det hjerte, hvorigennem kapitalen – blodet i nutidssamfundets legeme – opsuges og fornyes, sættes i omløb. I bankerne indsætter kapitalisten det overskud, han ikke straks har anvendelse for i sin egen forretning, og alle vegne fra kaldes der indskud sammen, også af de sparepenge, middelstanden og de bedrestillede arbejdere har lagt til side; de drages til ved udsigten til en høj rente. Og fra bankerne sendes disse summer videre, ud i den produktive virksomhed. Herfra hentes der lån til grundlæggelsen af de nye industrielle foretagender og til udvidelsen af de gamle, til byggeforetagender, til anlægget af nye samfærdselsmidler, til erhvervelse af arealer, som har betydning for fremtidig bebyggelse eller industriel udnyttelse osv.; herigennem spredes aktier og obligationer ud i befolkningen. Under den økonomiske opgangsbevægelse er pulsslaget da stærkt. Bankerne kan give et stort udbytte til deres aktionærer, kursen på deres aktier er høj, og der finder i almindelighed store udvidelser sted af deres aktiekapital.
Men når den uundgåelige katastrofe indtræder, er det også her, virkningerne først føles, i form af tab og svære økonomiske vanskeligheder, som ofte, for de banker, der har indladt sig på de dristigste foretagender, kan fore til betalingsstandsning og fallit. Bankerne bliver således det stormcentrum, hvorfra den moderne krises orkan regelmæssig udgår. Den begynder som en »pengekrise« – en række indgåede forpligtelser kan ikke opfyldes; kreditten, der har været yderst vidtgående, trækker sig på én gang tilbage, grebet af panik; udlånsrenten forhøjes stærkt; der klages over »pengemangel« –; men den fortsættes som det, den i virkeligheden er, en »produktionskrise« – det ene produktive foretagende efter det andet standser eller indskrænker sin virksomhed; arbejdsløsheden tager voldsomt til.
Og virkningerne af det sammenbrud, som nødvendigvis må komme lidt for eller senere, bliver stærkt forøgede ved den svindel, som den forudgående opgangsperiode regelmæssig avler. En sådan opgangsperiode danner en frodig jordbund for allehånde dristige spekulationer. Priserne stiger, afsætningsmulighederne synes ubegrænsede, stadig voksende gevinster lokker – og man tager forskud på fremtiden, kapitaliserer de fordele, som måske en gang ad åre kan vindes. Alting antager en fantastisk skikkelse. Man regner med værdier, som ikke eksisterer. Kapitalen er altid sangvinsk i sit umættelige begær efter profit, men den bliver det i særlig høj grad i en sådan tid, hvor alle skranker synes sprængt. De urimeligste forslag finder tilslutning – om ikke just hos de store kapitalister, som er i stand til at overse markedet og derfor at danne sig et nogenlunde nøgternt skøn over forholdene, så hos de småkapitalister og middelstandsmænd, som higer efter at få lod i det rige udbytte, og som er villige til, at sende deres små kapitaler ud på eventyr. I denne atmosfære, som er mættet med dristige forhåbninger og almindelig lettroenhed, finder en skare af lykkejægere en let lejlighed til at gøre bytte. De starter nye industrielle og merkantile virksomheder, opretter aktieselskaber, sætter byggeforetagender i gang, altsammen uden hensyn til, hvordan forretningen vil gå i fremtiden, blot i den hensigt at tilegne sig en øjeblikkelig gevinst og derpå overlade de godtroende ofre, som bliver hængende, til deres skæbne; og de sparer ikke på store ord og gyldne løfter, når det gælder at lokke kapital til, og de er ikke bange for transaktioner, der strejfer lige på straffelovens grænser og – overskrider dem.
Svindelen er uadskillig knyttet til enhver af de opgangsperioder, der indvarsler den kommende krise. Den skaber ikke selv krisen, men den forstærker den, idet den forcerer produktionen og dermed overproduktionen endnu yderligere frem, end ellers ville være sket, forøger modsætningen mellem samfundets produktion af allehånde varer og samfundets købeevne, således at også faldet bliver så meget mere brat.
Det mægtige opsving, der havde kendetegnet slutningen af 1890’erne, var endt med et brat fald. I efteråret 1900 brød krisen ud i Europa, med Tyskland som udgangspunkt – Amerika kom først noget senere med. Året 1901 viste den dybeste nedtrykthed: fallerede bedrifter i mængde, stærkt indskrænket virksomhed i næsten alle industriens grene, voldsom arbejdsløshed.
Allerede i året 1902 begyndte forholdene de fleste steder i Europa ganske svagt at bedres. Man havde fået lagrene renset for størstedelen af de overproducerede varer, og man kunne igen begynde at tage fat, om end yderst småt og forsigtigt. I de følgende år fortsatte denne sindige opgang sig; langsomt krøb man opefter, Tyskland og Nordamerika i spidsen, medens de øvrige store industrilande ikke så hurtig kunne forvinde tabene. I året 1905 var tilstanden de fleste steder nogenlunde ordentlig; året 1908 karakteriseres næsten hele verden over som et gunstigt forretningsår; og i den første halvdel af året 1907 var konjunkturerne endog så glimrende, som man kun yderst sjælden havde set noget sidestykke til. Samtidig sporede man rigtignok også mere og mere tydelige varsler om det uvejr, som trak op; i slutningen af året kom så det voldsomme krak, og nedgangen strakte sig igennem hele året 1908 og holder endnu i 1909 uhyggelig store masser af den kapitalistiske verdens arbejderbefolkning i arbejdsløshed.
Det korte spand af gode år, der forberedte den kommende krise, var – som tilfældet altid er – betinget ved en række udvidelser af det marked, på hvilket den kapitalistiske industri kunne vente afsætning for sine produkter.
I Østasien viste der sig stigende chancer. Kina, som hidtil ikke ret havde påskønnet de fremmede købmænds bestræbelser, og hvis indførselsmængde en årrække igennem havde holdt sig næsten uforandret, begyndte i større målestok at købe; indførslen steg for tiden 1899-1901 til gennemsnitlig ca. 620 mill. kr. om året, for tiden 1902-1904 til gennemsnitlig ca. 820 mill. og for tiden 1905-1907 til gennemsnitlig 1060 mill. Så lavt dette tal end i sig selv er i sammenligning med den uhyre kinesiske befolkning – kun 3-4 kr. på hver indbygger – så var dog stigningen ganske utvetydig og varslede om rige fremtidsmuligheder, når bevægelsen fortsatte sig efter samme skala. Og – hvad der for de europæiske og særlig de amerikanske kapitalister havde stor betydning – så længe den østasiatiske krig varede, var den japanske produktions handleevne svækket, og den hvide kapital kunne gøre sig håb om imidlertid at befæste sin stilling på det kinesiske marked og trænge den gule kapital tilbage.
Samtidig åbnede nye samfærdselsmidler en række markeder i fremmede verdensdele for en langt mere intensiv kapitalistisk udnyttelse, end før havde været mulig. I femåret 1902-1907 voksede således jernbanenettet i engelsk Indien med ca. 870 danske mil – dobbelt så meget som den samlede udstrækning af Danmarks jernvejslinier – i Australien med ca. 310 mil, i Kapkolonien med ca. 230 mil., i Kanada med c. 970 mil, i Mexico med c. 670 mil, i Peru med ca. 120 mil, i Chile med ca. 340 mil, i Argentina med ca. 590 mill. Bagdadbanen skabte store perspektiver for europæisk handel i det vestlige asiens indre egne. Panamakanalen, på hvilken arbejdet skred rask fremad, stillede en hel omvæltning af det internationale handelsliv i udsigt. Den påbegyndte kæmpebane tværs gennem Afrika, fra Ægypten til Kap, gav rige løfter om forøget afsætning såvel blandt de indfødte folkeslag som blandt de kolonister, der efterhånden ville bosætte sig langs banen. Kanalanlæg i Nordamerika og Frankrig og flere andre steder, store udvidelser og forbedringer af det nordamerikanske jernbanenet, alt dette betød både i og for sig nye felter for kapitalen og beredte nye muligheder for en voksende afsætning af industriens produkter.
Også midt inde i hjertet af de gammel-kapitalistiske samfund tiltog afsætningsmulighederne, idet en række nye behov opstod og krævede tilfredsstillelse ved en forøget produktion. Især virkede den voldsomt fremskridende elektroteknik til at skabe sådanne nye fornødenheder hos befolkningen, og elektricitetsindustrien var, navnlig i Tyskland og Nordamerika, i stærkt vækst; et enkelt tysk firma producerede i forretningsåret 1906-1907 varer til en værdi af 150 mm. kr. en stor rolle spillede også den tiltagende efterspørgsel efter automobiler; man har ved begyndelsen af året 1907 anslået tallet af automobiler i hele verden til ca. 350,000, repræsenterende en samlet værdi af over 2.000 mill. kr. i samme forbindelse kan nævnes de stadig stigende fordringer om en komfortabel udstyrelse af de samfærdselsmidler, som væsentlig er beregnede på overklassens benyttelse, om sove- og spise waggoner, om luksuriøst indrettede kahytter på passagerdampere i de store ruter – et enkelt af Hamburg-Amerika-liniens skibe har kostet over 1 mill. kr. og netop sådanne luksustilbøjeligheder hos de besiddende klasser indvirker i dobbelt grad på de almindelige kapitalistiske konjunkturer; thi når en kapitalist anvender f.eks. 10,000 kr. til at anskaffe et automobil i stedet for at opspare pengene og anbringe dem i produktionsmidler, så åbnes der derved ikke blot et nyt produktionsfelt på 10,000 kr., men den produktive kapital bliver også 10,000 kr. mindre end den ellers ville være blevet, og den indre konkurrence mellem dens forskellige bestanddele så meget svagere.
Og endelig virkede også den østasiatiske krig og den russiske revolution ansporende på den europæiske industri. Krigen stillede store krav om leverancer af våben og andet krigsmateriel; de værdier, den ødelagde, skulle erstattes med nye værdier; og den lammelse af den russiske industri, som revolutionen med dens stadige massestrejker forårsagede, skabte ligesom et tomt rum, der måtte udfyldes med tilførsel udefra. Det var især den tyske industri, som drog fordel af disse omstændigheder; Tysklands udførsel til Rusland havde i årene 1900-1902 kun udgjort 407 mill. kr. i årligt gennemsnit, men steg i årene 1903-1905 til 448 mill. kr. og i året 1906 endog til 513 mill.
Markedet for den kapitalistiske produktion var altså på forskellig måde i færd med at vokse; kapitalen havde fået nyt spillerum, den kunne følge sin trang til udvidelse. I den stab af industriarbejdere, som var blevet kaldt frem under den store opgangsperiode i slutningen af 1890’erne, og som siden havde fristet en hård tilværelse med voldsom arbejdsløshed, var der skabt en talrig industriel reservearmé, hvorfra kapitalisterne under den fornyede opgang kunne hente forstærkning, uden at de behøvede at lokke den til sig ved synderlige indrømmelser i retning af lønstigning. Og i den stærkt voksende produktion af guld – alene i de nordamerikanske fristater blev der i året 1901-1905 fremdraget for ca. 1.500 mill. kr. guld – var der skabt en rigelig forsyning af det grundstof, hvoraf kapitalen danner sine omløbsmidler; bankerne, hvis guldbeholdning voksede, kunne udstede sedler og andre værdipapirer i et mægtigt forøget omfang; i Danmark steg den cirkulerende seddelmængde fra efteråret 1901 til efteråret 1907 med over 25 mill. kr., fra 97 til godt 122.
Alle betingelser var således til stede for en fornyet økonomisk opgang, og kapitalen benyttede sig af lejligheden. Produktionen tiltog, først langsomt og forsigtigt, men efterhånden som skrækken fra den sidste krise havde fået tid til at sætte sig, i stedse voldsommere tempo. Og især var det, ved denne lejlighed som ved alle tidligere, produktionen af råstoffer, som viste fremgang. Den tyske råjernsproduktion steg i tiden 1901-1905 med 41 pct., den nordamerikanske med 45 pct.; den tyske kulproduktion steg samtidig med 13 pct., den nordamerikanske med 34 pct.; og i det næste år fortsatte stigningen sig efter en endnu større målestok. Men priserne løb forud. I begyndelsen var man endnu nogenlunde varsom, men efterhånden tog de voksende konjunkturer magten fra alt roligt overlæg; efterspørgslen blev mere og mere hidsig, og det almindelige prisniveau hævede sig i samme grad. Efter engelske beregninger steg den gennemsnitlige pris på en række råstoffer og færdige produkter i løbet af de tre år fra 1. januar 1902 til 1. januar 1905 med 10 pct., men i de halvtredje år fra 1. januar 1905 til 1. juli 1907 med 21 pct.; deraf udgjorde prisstigningen på jern henholdsvis 5 og 18 pct., på kobber 16 og 51 pct., på tin 27 og 43 pct., på bly 20 og 60 pct., på tømmer 31 og 10 pct., på læder 11 og 7 pct.; ejerne af råprodukterne beslaglagde altså i forvejen i stærk grad det kommende udbytte af industriens arbejde. Også priserne på sådanne varer som tobak og kaffe viste opgående tendenser, som en indirekte følge af det tiltagende forretningsliv, idet det forbedrede arbejdsmarked øgede købeevnen hos arbejderbefolkningen rundt om i verden. Handelsstatistikken giver et spejlbillede af hele dette voksende liv; rundt om i de forskellige lande er udenrigsomsætningen i stærk stigning; på indførselssiden er det fortrinsvis råstoffer og andre produktionsmidler, der vokser, men også livsfornødenhederne for den store befolkning optræder i stigende mængde; i Danmark blev der i året 1907 af kaffe forbrugt 8,1 pd. for hver indbygger mod kun 7,4 i de dårlige år 1901-3, af sukker 69,6 pd. mod 59,2, af tobak 4,4 mod 4,0, af petroleum 43,9 mod 37,2.
Under hele denne bevægelse svulmede kapitalen op. I året 1900 blev den kapitalmasse, der var anbragt i den egentlige storindustri i de nordamerikanske fristater, opgjort til 33,500 mill. kr.; allerede 5 år senere regnedes den, trods de økonomiske rystelser, der i mellemtiden havde fundet sted, til 47,340 mill., hvad der betyder en årlig tilvækst med 2.500-3.000 mill. kr. eller godt 7 pct., i Tyskland var aktiekapitalen i de to dårlige år 1901-02 kun steget med gennemsnitlig 123 mill. kr. om året; i de næste fem år steg den med gennemsnitlig 276 mill. i Danmark havde aktiekapitalens forøgelse i 1901-02 kun været 10 mill. kr. i årligt gennemsnit; i 1903-07 var den derimod 34 mill.. Bankernes virksomhed tiltog, efterhånden som stadig stigende masser af kapital gennemløb deres kontorer for at ledes ud til produktiv anvendelse. Nye banker oprettedes, og de ældre banker udvidede deres aktiekapital; i løbet af de 3 år 1905-07 voksede de danske bankers aktiekapital, dels ved grundlæggelsen af nye selskaber, dels ved udvidelsen af de allerede bestående, med 95 mill. kr.
Imidlertid måtte dette tidspunkt snart indtræde, da markedet var mættet, overmættet med de produkter, der udgik fra den kapitalistiske industri. Produktionens masse voksede i langt stærkere grad, end markedets grænser udvidede sig. Resultatet var en stadig stigende overproduktion. De københavnske byggeforhold viser på et enkelt snævert afgrænset område et eksempel på en sådan tiltagende overproduktion; for hver 1.000 udlejede beboelseslejligheder var der ved april flyttedag 1902 af ledige lejligheder 34, i 1903 var tallet steget til 54, i 19q4 til 73, i 1905 til 82, og omtrent på dette trin holdt det sig i det næste år; og samtidig var også de ledige kontor- og forretningslokaler i stærk stigning. Og et tilsvarende overskud af produktionen udover det kvantum, befolkningen kunne optage, viste sig over alt i de kapitalistiske samfund på de forskellige produktive felter. Kun en spekulation, der skjulte over de virkelige forhold og kunstig æggede den kapitalistiske virksomhed videre frem, kunne endnu en stund holde bevægelsen i gang; og i den voldsomme opgang, der særlig karakteriserede den første halvdel af 1907, med en feberagtig stigning i produktionen og fænomenalt høje priser, var der blandet megen vild svindel – hvad der virkede til at gøre katastrofen så meget stærkere, da den omsider indtraf.
En betydningsfuld rolle i den proces, der fremkaldte den almindelige overproduktion på verdensmarkedet, spillede Japan. I efteråret 1905 endte den østasiatiske krig, og med fuld energi kastede Japan sig ind i kampen for markedets erobring. I 1904-05 havde udførslen af japanske produkter hvert år udgjort 590 mill. kr.; i 1906-07 steg den til 790 mill.; til Korea voksede Japans udførsel med 23 pct., til Kina med 34 pct., til det øvrige Asien med 29 pct. og til Nordamerika med 32 pct. Det var det østasiatiske marked, der begyndte at glide den hvide kapital ud af hænderne. Og også den japanske vareudførsel viser ved sin ejendommelige sammensætning, hvor farlig en konkurrence det er, som her skyder frem. Sammenligner man tiden 1897-99 med tiden 1905-07, ser man, at indførslen af jern er tiltaget med 186 pct. – det vil sige, at Japan indfører råstoffet og selv laver sine maskiner og derved frigør sig fra den europæiske og amerikanske maskinindustri. Den tid, hvor man fra Europa sendte hele fabriker ud til Østasien, er ikke mere. Samtidig er indførslen af råbomuld tiltaget med 105 pct., altså mere end fordoblet – hvad der har til følge, at Japan ikke blot er i stand til at forsyne sig selv med bomuldstøjer, men også lider af en overproduktion, som søger afsætning omkring i nabolandene; og resultatet har været den frygtelige arbejdsløshed, som i året 1908 er brudt ud i den engelske bomuldsindustri; Manchesters tekstilarbejdere må nu sulte under konkurrencen fra Kioto, som de schlesiske tekstilarbejdere for 60 år siden sultede under konkurrencen fra Manchester.
De voksende vanskeligheder på varemarkedet gav sig udtryk i en uro på pengemarkedet, som pengemarkedet overhovedet bestandig er et særlig fintmærkende barometer. Amerika begyndte at kalde guld hjem. I de foregående år var der næsten uafbrudt blevet udført langt mere guld fra Amerika, end der var blevet indført; i årene 1900-05 var den samlede overskudsudførsel af ædeltmetal 700 mill. kr.. Men i året 1906 vendte strømmen sig. Under forudfølelsen af det uvejr, der trak sammen, begyndte de amerikanske finanskapitalister at opsige deres fordringer i Europa og kræve betalingen erlagt i rede penge. I året 1906 måtte der føres for 209 millioner kr. mere ædeltmetal vestpå over Atlanterhavet, end der blev ført østpå; i året 1907 steg beløbet til 243 millioner. Det voldte store vanskeligheder og vakte megen bekymring rundt om i Europa; thi når guldet gled bort fra bankernes kældre, måtte pengerepræsentativernes mængde formindskes i tilsvarende grad. Flere steder blev man nødt til at gribe til ekstraordinære forholdsregler. Den danske nationalbank skaffede sig i november 1907 tilladelse til at udvide den ikke ved guld dækkede del af seddelbeløbet ud over den hidtil tilladte grænse, og kort efter forhøjede den udlånsrenten til 8 pct., en tidligere ukendt højde.
Men ved den tid var allerede krisen i fuld gang. Ved en panik på New Yorks børs i oktober var der gået hul på bylden, og i løbet af nogle få uger bredte bevægelsen sig ud over hele den kapitalistiske verden. De opskruede priser sank med rivende hastighed – i sidste halvdel af 1907 dalede det almindelige engelske prisniveau med 11 pct., i første halvdel af 1908 yderligere med 5 pct.. Udførslen gik tilbage rundt om i landene; især i England var faldet brat, fra 7.740 mill. kr. i 1907 til 6.850 mill. i1908; også i Nordamerika var der nedgang, fra 6.917 til 6.847 mill. kr.. Produktionen, først og fremmest af jern og andre råstoffer, men dernæst også af de forskellige industrivarer, skrumpede voldsomt sammen; i England sank fremdragningen af råjern fra anden halvdel af 1907 til anden halvdel af 1908 med over tiendedelen, i de nordamerikanske fristater sank den fra 1907 til 1908 fra 25 til 16 mill. tons, altså med over tredjedelen. Skibsbyggeriet i Nordamerika svandt ind fra en tonnage af 1,6 til kun 0.9 mill., altså til nær ned imod halvdelen.
Og overalt i verden bredte der sig en frygtelig arbejdsløshed.
Kapitalen havde fejret en kortvarig orgie, og svindlen havde skænket rigelig i dens bæger. Arbejderklassen har sidenhen under svære lidelser måttet betale af på regningen.
Den periodisk tilbagevendende masse-arbejdsløshed er den frygteligste af alle lidelser, hvormed kapitalismen hjemsøger den arbejdende befolkning.
Overfor de øvrige former for social elendighed kan arbejderne i nogen grad skabe sig værn allerede indenfor det bestående samfund. Ad faglig og politisk, ad kommunal og kooperativ vej kan der gennemføres reformer, som på forskellige punkter varig og kendelig forbedrer arbejderklassens livsvilkår; arbejdstiden kan tvinges nedad og arbejdslønnen opad, om end under stadig og stejl modstand fra kapitalisternes sider; de hæsligste arter af udbytning kan hindres ved en vidtgående beskyttelseslovgivning; de værste økonomiske følger af sygdom og ulykkestilfælde kan afbødes gennem forsikring; ved offentlig bespisning af fattige børn og offentlig omsorg for syge og gamle kan livet gøres noget lysere for de svageste i samfundet; sundere og bekvemmere boliger kan tilvejebringes; prisstigningen på de vigtigste livsfornødenheder kan indenfor visse grænser modvirkes ved foretagender som andelsbagerierne og ved en toldpolitik i liberal retning; skattebyrden kan væltes fra den fattige del af befolkningen over på den rige. Der kan på den måde lidt efter lidt skabes, om end ikke gode, så dog nogenlunde tålelige kår, ganske vist ikke for hele arbejderklassen, men for store dele af den. I en sådan gradvis, men yderst langsom højnelse af proletariatets livsniveau er det, den konservative socialreform – under hvilken politisk farve den end optræder – tror at finde et middel til at besejre socialismen og betrygge den nuværende samfundsordning – de jævnt velstillede og nogenlunde veltilfredse arbejdere skal vokse ind i en småborgerlig tankegang og glemme al proletarisk klassefølelse og alle revolutionære tilbøjeligheder. For socialdemokratiet har ethvert sådant reformarbejde ganske anden, helt modsat tendens; det tjener ikke blot til i øjeblikket at ophjælpe arbejdernes kår, men også til at styrke og udvikle arbejderklassen til dens fremtidige kampe for erobringen af magten i samfundet og gennemførelsen af den socialistiske samfundsordning.
Men overfor arbejdsløshedens frygtelige problem står den borgerlige, den ikke-socialistiske socialreform stille. Thi i det kapitalistiske samfund vokser der ingen urt, som kan helbrede den sygdom. Den er et naturligt, el nødvendigt udslag af kapitalens livsproces, og den må derfor stadig vende tilbage, så længe det er kapitalen, som behersker samfundet, og vende tilbage under stadig voldsommere og mere ødelæggende former, efterhånden som kapitalens trang til evig selvudvidelse møder flere og flere hindringer på det internationale marked – under stadig voldsommere og mere ødelæggende former, indtil omsider den sejrrige arbejderklasse skærer kapitalismens livstråd over.
Og ganske naturligt viger da også de borgerlige, af kapitalismens synsmåder beherskede nationaløkonomer tilbage fra ethvert alvorligt forsøg på at forstå årsagen til de periodiske kriser – fordi en virkelig forståelse ville betyde erkendelsen af, at den kapitalistiske produktionsmådes dødsdom er fældet. De fabler om krisen som en følge af tilfældighedernes blinde spil eller af kapitalisternes uforstandige dispositioner eller af kreditmidlernes altfor stærke forøgelse; de giver forretningsmændene gode råd om endelig at være forsigtige og huske på, at de gode tider ikke varer evig ved – som om ikke kapitalen allerede havde et hundredårs erfaring for denne kendsgerning, hvad der dog ikke hindrer den i stadig at følge sin tilbøjelighed til den størst mulige udvidelse; de holder moralske prædikener imod spekulation og svindel – hvad der ikke afholder spekulanter og svindlere, fra ved den første givne lejlighed at genoptage deres virksomhed i det videst mulige omfang.
Kun den nationaløkonomiske opfattelse, der helt har frigjort sig for de kapitalistiske synsmåder, er i stand til at se sandheden lige i øjnene og drage den praktiske konsekvens deraf: kampen for at styrte den kapitalistiske samfundsordning og afløse den med den socialistiske, som for bestandig vil gøre ende på krisernes og arbejdsløshedens forbandelser.
Hvad der indenfor det kapitalistiske samfund kan udrettes på dette område, er ikke at udrydde eller forebygge arbejdsløsheden, men at lindre nogle af dens værste lidelser og i nogen grad begrænse dens omfang – ikke at helbrede sygdommen, men at give den syge morfin. Og om end det end i sig selv ikke er store ting, der i den retning kan opnås, er det dog for de arbejdere, der rammes af ulykken, af yderste vigtighed, at intet middel forsømmes.
Overfor en ekstraordinær nødstilstand, som en krise frembyder, er det naturligt, at staten træder ekstraordinært hjælpende til, med direkte understøttelser, som kan fordeles gennem fagforeninger, arbejdsløshedskasser, hjælpekasser eller ad anden vej – og vel at mærke understøttelser, der ikke har almissens lurvede karakter. Arbejderklassen har en utvivlsom moralsk ret hertil. Thi det er staten, som yder kapitalen retsbeskyttelse og derved gør det muligt for den uanfægtet at udbytte arbejderne og således frembringe den stadig tilbagevendende overproduktion og deraf flydende arbejdsløshed. Og det er indenfor et retssystem, som statens love afmærker, at den svindel og spekulation trives, der kunstig fremskynder overproduktionen og således forøger arbejdsløshedens omfang. Staten har da sin store del af ansvaret for den usikkerhed, som den arbejdende befolkning er prisgivet indenfor det kapitalistiske samfund. Og staten er sig også sit ansvar fuldt vel bevidst – hvor det gælder de tab, der påføres de besiddende klasser. 1 løbet af kun tre dage kunne regering og rigsdag under bankkrakket gøre den lov færdig, som sikrede indskyderne i nogle vaklende københavnske banker med en statsgaranti af 10 mill. kr., og indskyderne i den sjællandske bondestands sparekasse vistes der ligeså rundhåndet hjælp. Imod denne storstilede liberalitet tegnede de fattige 80-90,000 kr., som rigsdagen langt om længe samtidig bekvemmede sig til at yde de arbejdsløse, sig dobbelt grelt – og end mere grelt, når dette beskedne beløb måles imod de kæmpemæssige summer, som kræves til militarismen, samtidig med at der er i tusindvis af arbejdsdygtige og arbejdsvillige mennesker, som bogstavelig ikke aner, hvor de skal skaffe sig den nødvendige føde til næste dag. Der er næppe noget træk, som tydeligere karakteriserer det dybe svælg, der er befæstet mellem arbejderklassen på den ene side og på den anden side de klasser, som behersker det politiske liv. Men heller intet, der så tydelig røber de herskende klassers politiske kortsynethed – de har ingen anelse om, hvor meget ondt blod, de netop derved sætter, hvor bitter en stemning de kalder frem imod sig selv.
Igennem en regelmæssig forsikring imod arbejdsløshed kan der udrettes en del til at tage det første stød af. Det er fagforeningerne, som på dette område har vist vejen, idet adskillige organisationer allerede forlængst har taget forsikringen af deres medlemmer op som et led i deres virksomhed. I et enkelt år, 1905, nåede den understøttelse, der således blev udbetalt, op til 461,000 kr., næsten en halv million, fordelt på 56 organisationer med 51,000 medlemmer. Men en sådan forsikring, der kræver betydelige ofre af medlemmerne, kan ganske naturligt ikke nå ned til de slettest stillede lag af arbejderklassen, og derfor bliver statens bistand på dette område dobbelt nødvendig. Siden midten af 1890’erne har socialdemokratiet gang på gang indbragt forslag om statstilskud til foreninger, som forsikrer deres medlemmer imod arbejdsløshed. I 1907 blev omsider en lov vedtaget; den bemyndiger staten til at yde et tilskud af indtil ¼ mill. kr. om året. Loven betyder et fremskridt i retning af betryggelse for arbejderne; men det er selvfølgelig såre langt fra, at arbejdsløshedens elendighed dermed er bragt ud af verden. De allerfattigste blandt arbejderne vil stadig være afskårne fra at nyde godt af de fordele, forsikringen byder; den højeste understøttelse, der kan udbetales, er to kroner om dagen, hvad der for en familie kun forslår til at bolde den allerværste nød uden døre; retten til dagpenge indtræder først efter 6 eller 15 dages forløb, og den bortfalder, når man har modtaget understøttelse i en vis periode, i regelen 70 dage.
Også hjælpekasserne, der ligeledes fik sikret et årligt statstilskud på indtil ¼ mill. kr. i året 1907, kan bidrage til at afhjælpe lidt af den første, øjeblikkelige nød, som arbejdsløsheden volder. Men medens de kan gøre adskillig nytte i normale år, hvor arbejdsløsheden er ringe og har en meget spredt og tilfældig karakter, så står de ret magtesløse overfor den masseelendighed, der forårsages, når en krisebølge sætter ind. Dråber i havet er alt, hvad de på egen hånd kan yde, og kun med store ekstraordinære tilskud fra stat og kommune er de i stand til at øve nogen kendelig virkning.
Overfor den sum af lidelser, som arbejdsløsheden skaber, får man et stærkt indtryk af værdien af de almindelige sociale reformer, for hvis virkeliggørelse socialdemokratiet i første linie kæmper. Man tænke blot på et enkelt eksempel. Hvilket lyspunkt ville det ikke være for den arbejdsløse og hans familie, hvis socialdemokratiets forslag om skolebespisning var blevet gennemført – hvis forældrene kunne se deres børn gå i skole med bevidstheden om, at der fik de et måltid varm og kraftig mad hver skoledag i de strenge vintermåneder – hvilket højdemål af pine må det ikke berede den arbejdsløse, at ikke blot han selv og hans hustru må halv- eller helsulte, men også hans børn!
Alt dette er midler til at lindre smerterne en smule for arbejdsløshedens ofre – det er »det røde kors« på krisernes slagmark. Men heller ikke overfor den opgave at begrænse selve arbejdsløshedens område står man absolut magtesløs.
Noget kan der udrettes ved at fremme de store offentlige arbejder i kriseperioder og omvendt holde igen med dem i tider, da forholdene på arbejdsmarkedet er forholdsvis gunstige. Der kan herved bringes lidt større ligevægt til veje; de gode år bliver da ikke fuldt så gode for arbejderne, men til gengæld bliver de onde år ikke fuldt så onde. Det er det samme princip, som følges ved enhver forsikring; man bringer et offer for at sikre sig imod de allerværste følger af en kommende ulykke.
Også en gennemgribende forkortelse af arbejdstiden ved en lovbefalet maksimalarbejdsdag ville, ved den hæmsko, den lagde på en altfor forceret produktion, øve nogen regulerende virkning. Den ville næppe i stor udstrækning formindske udbyttet af det regelmæssige daglige arbejde, men den ville, ved at sætte en stopper for overarbejdet afdæmpe produktionen i de højkonjunkturernes perioder, som indleder kriserne.
En velorganiseret arbejdsanvisning kan bidrage til at lede nogle af de arbejdsløse hen til de pletter af arbejdsmarkedet, hvor der fra tid til anden viser sig efterspørgsel efter arbejdskraft – for så vidt der da overhovedet er nogen efterspørgsel; thi arbejdsanvisningen kan selvfølgelig ikke trylle ledige pladser frem.
En tilbagevandring af arbejdere fra by til land kan opsuge en mindre del af de arbejdsløse; men noget større omfang kan den vanskelig tænkes at få. Den arbejder, som blot i få år har været industrielt beskæftiget, vil i reglen være lidet duelig til landbrugsarbejde; den lave arbejdsløn i landbruget virker desuden skræmmende; den faglærte arbejder vil betænke sig på ved et midlertidigt ophold på landet at forspilde den chance, han har, når der påny begynder en bedring i hans fag; og – hvad der er den alvorligste hindring – den årstid, da byernes arbejdsløshed er størst, vintermånederne, er også på landet en død periode, i hvilken landbruget sjælden kan sysselsætte flere mennesker, end der allerede står til dets rådighed.
Endelig er der en begrænsning af svindelen, for så vidt den lader sig begrænse gennem lovgivningsmagten. Vi har set, hvorledes svindelen ganske vist ikke er årsag til de periodiske kriser og den masseagtige arbejdsløshed – årsagen ligger langt dybere, i hele den kapitalistiske produktionsmådes regelmæssige proces – men hvorledes den, ved de overspændte forestillinger, den skaber, og de letsindige foretagender, den sætter i gang, bidrager til at forcere opgangsperiodens virksomhed og derigennem kunstig forøge overproduktionen, således at tilbageslaget, når det indtræffer, bliver så meget voldsommere og arbejdsløsheden så meget mere omfangsrig. Kan det lykkes i nogen måde at lægge en dæmper på svindlernes foretagsomhed, vil det også til en vis grad afdæmpe de kommende krisers skarphed – mindre indenfor den egentlige fabriksindustri, hvis produkter er genstand for konkurrence fra det internationale marked, end indenfor de erhvervsgrene, som er stærkt lokalt begrænsede, og da navnlig indenfor byggefagene. En lov, der umuliggjorde de dristigste former for byggesvindel, ville virke i den retning. Nogen værdi ville også en skarp aktielovgivning få. Og en ikke ringe betydning ville det have haft, om man – i stedet for at forny nationalbankens oktroj og endnu for 30 år at overlade private kapitalister den for samfundshusholdningen så vigtige ret til seddeludstedelse – havde fulgt socialdemokratiets forslag og inddraget denne funktion under staten, gennem oprettelsen af en statsbank, der altid ville være i stand til at øve en vægtig indflydelse på det nationale pengemarked.
Det er foranstaltninger, der hver på sit område kan tage lidt af brodden af de lidelser, arbejdsløsheden volder, lindre smerterne lidt, begrænse omfanget en smule. Men altsammen kan det kun virkeliggeres ved den socialdemokratiske arbejderklasses kraftige og ihærdige virksomhed. Det lidet, der allerede er nået – først og fremmest organisationen af den statsunderstøttede forsikring – skyldes udelukkende de krav, arbejdernes repræsentanter har fremsat, og den stigende stemning, der har rejst sig i den arbejdende befolkning. Og det mere, der i fremtiden kan nås, lader sig kun tvinge igennem ved en stærkt voksende socialdemokratisk bevægelse, som de herskende klasser og deres partier er nødt til at gøre indrømmelser.
Selve arbejdsløsheden lader sig ikke overvinde, så længe den kapitalistiske produktionsmåde er den herskende. Og efter alt at dømme, går de kapitalistiske samfund sværere og sværere tider i møder, tider, i hvilke arbejdsløsheden antager en mere og mere kronisk karakter, i hvilke den ene langvarige og trøstesløse krise følger tæt på den anden, kun afbrudt af korte perioder med en hastig svindende opblussen af kapitalens livskraft, indtil samfundet til sidst tager produktionen over i sine hænder og dermed for bestandig løser arbejdsløshedens problem.
Der er intet, der i den grad som arbejdsløsheden afslører de selvmodsigelser, den galehuslogik, det kapitalistiske samfund lider vinder, intet, der taler så indtrængende et socialistisk sprog til arbejderne, intet, der virker så voldsomt til at revolutionere bevidst heden og kalde til kamp – ikke blot for de enkelte små reformer, som i øjeblikket kan vindes, men for den store omvæltning i alle samfundsforhold, som bereder socialismens gennemførelse.
Arbejdsløsheden er i moderne form, hvad de store landsulykker pest og misvækst var i gamle dage. I gamle dage kom pesten fra tid til anden, uforudselig og uafvendelig, gik fra dør til dør i købstad og landsby og krævede menneskeliv i massevis; den voksende naturerkendelse har i vore dage besejret pestens rædsler. I gamle dage kunne høsten slå fejl i el land, og befolkningen døjede svære lidelser, ikke som nu på grund af overproduktion, men på grund af en underproduktion; samfærdselsmidlernes udvikling har gjort ende på den hungersnød, som skyldes naturforhold, og levnedsmidlerne kan i vore dage fra de fjerneste egne sendes hen til de steder, hvor høsten er mislykket. Men den samme voksende naturerkendelse, som har overvundet pesten, har lagt grund til den kapitalistiske produktionsmåde, som stadig avler sociale nødstilstande, ligeså tunge og ligeså uafvendelige som farsoterne i gamle dage. Og den samme samfærdselsmidlernes udvikling, som har uskadeliggjort den lokale, af naturforholdene fremkaldte hungersnød, har bredt den hungersnød, som de sociale forhold forårsager, ud over hele jordkloden. Først igennem socialismen kan denne nye landeulykke besejres.
Sidst opdateret 9.12.2008