Første gang trykt i serien Socialistklubbens Smaaskrifter No 1, 1908.
Genudgivet af Frit Forum og Forlaget SOC i 1983.
Overført til internet for Marxisme Online 29. august 2008.
Det er med »Det kommunistiske Manifest«, der er forfattet af Karl Marx og Friedrich Engels ved nytårstid 1848 og udkom i februar, umiddelbart før udbruddet af den store revolutionære bevægelse, som rystede Europa, det er med dette mærkelige lille skrift, at den moderne videnskabelige, proletariske socialisme første gang kommer klart og tydelig til orde. Marx var dengang knap tredive år gammel, men havde en rig åndelig udvikling bag sig. Hans medarbejder Engels var et par år yngre; han havde truffet ham nogle få år i forvejen, og han stod lige til sin død i så nært forhold til ham, at det er umuligt i de to mænds livsværk at udsondre, hvad der skyldes den ene og hvad der skyldes den anden.
»Det kommunistiske Manifest«, der er skrevet på opfordring af en hemmelig international arbejderforening, betegner et historisk gennembrud, hvis rækkevidde det er vanskeligt at vurdere. Der er enkeltheder deri, som er forældede og har tabt deres gyldighed, fordi de er skrevne under henblik på datidens særlige forhold. Men de store, bærende grundtanker står den dag i dag ved fuld magt. De udtrykker stadig den opfattelse, hvorigennem den kæmpende arbejderklasse ser socialismen som målet for sin kamp – ikke som et hjernespind, en skøn drøm, men som den nødvendige afløser af det nuværende kapitalistiske samfund. De angiver stadig hovedretningen for den vej, ad hvilken proletariatet kæmper sig frem for at løse sin verdenshistoriske opgave.
Med et vidunderligt klarsyn har Marx og Engels allerede på dette tidlige tidspunkt kunnet gennemskue de historiske love, som behersker det kapitalistiske samfund og dets udvikling, og kunnet drage de sikre og skarpe konsekvenser deraf. For os, der lever 60 år senere, har »Det kommunistiske Manifest« langt mere end historisk interesse. Det er et skrift, der har bevaret sin fulde friskhed, sin fulde værdi; det udvider vor sociale synskreds, uddyber vor sociale forståelse. Der er intet andet skrift, som med så få midler, i så kort en fremstilling, på så letfattelig en måde fører sin læser ind i hele den socialistiske tankegang, den socialistiske samfundsopfattelse.
»Alle samfunds historie har hidtil været historien om klassekampe. Fri og slave, patricier og plebejer, godsejer og livegen, lavsmester og håndværkssvend, kort sagt undertrykkere og undertrykte har stået i en stadig modsætning til hinanden, har ført en uafbrudt, snart skjult, snart åben kamp, en kamp, der bestandig er endt med en revolutionær omdannelse af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang«. Det er indledningslinierne, der for første gang klart og bevidst stiller klassekampen ind som den revolutionære drivkraft i samfundsudviklingen. Så følger en glimrende skildring af det kapitalistiske samfunds historiske fremgang, af den måde, hvorpå det revolutionære bourgeoisi har udryddet de gamle rester fra middelalderlige samfundstilstande, af de vældige produktivkræfter, det moderne samfund sætter i virksomhed – men også af de spirer til opløsning, som vokser stærkere og stærkere frem indenfor nutidens samfundsliv. »De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, er som heksemesteren, der ikke længere kan beherske de underjordiske magter, han har manet frem«. Især er de regelmæssig tilbagevendende kriser et vidnesbyrd om de dødsspirer, for hvis angreb det kapitalistiske samfund før eller siden vil bukke under. »Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, som bringer det døden; det har også fostret de mænd, som skal føre disse våben: de moderne arbejdere, proletarerne«. Så følger en skildring af, hvorledes proletariatet er opstået og har udviklet sig, en påvisning af, hvordan dets interesser står i uforsonlig modstrid til kapitalisternes, hvordan dets klasseorganisation og klassekamp nødvendigvis antager stadig større og fastere former, og hvordan det, som det laveste lag i samfundet og som den eneste virkelig revolutionære klasse, umulig kan rejse sig og vinde frem til sejr uden at sprænge hele det bestående samfund og gennemføre en ny, socialistisk – eller, som man dengang udtrykte det, kommunistisk – produktionsordning. Derefter følger en række polemiske bemærkninger, dels overfor det bestående samfunds hykleri, dels overfor de øvrige socialistiske skolers uklarhed og reaktionære eller småborgerlige karakter, og en række programpunkter for den revolutionære virksomhed, som i øjeblikket lå nærmest for, og som ad forskellige veje skulle bane vejen over til de ny samfundsforhold. Og manifestet slutter med de stolte ord, hvis brandskær lyser ud over al senere revolutionær arbejderbevægelse: »Kommunisterne forsmår at holde deres anskuelser og hensigter hemmelige. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås gennem den voldsomme omstyrtning af hele den nuværende samfundsordning. Lad de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Proletarerne har intet at tabe uden deres lænker, men de har en verden at vinde. Proletarer i alle lande, forener eder!«
– Det var gennem en lang udvikling, der havde hentet sin næring fra forskellige sider, at Marx var nået frem til den videnskabelige socialistiske opfattelse, der i »Det kommunistiske Manifest« for første gang brød afgørende igennem: Kapitalen var ved den tid i fuld færd med at omskabe samfundslivet rundt omkring i verden, men den stod på et forskelligt udviklingstrin i de forskellige lande, og den spejlede sig derfor også helt forskellig i bevidstheden. Og kun den mand, som beherskede alle de uligeartede åndelige strømninger, kapitalismens frembrud således gav stødet til, kun han kunne på denne tid vinde det store og skarpe overblik over den moderne sociale udviklings love.
I Tyskland, det længst tilbagestående blandt de vesteuropæiske lande, havde samfundsforholdene endnu næsten alle vegne bevaret deres gamle former. Man mærkede her kapitalen, ikke som en kilde til nye, højere produktionsforhold, men som en byrde, der igennem konkurrencen fra den engelske fabriksindustri blev mere og mere tyngende for småborgerskabet, knugede de gamle, stadig eksisterende besiddelses- og produktionsforhold mere og mere i knæ. Her blev der ikke, eller dog kun rent undtagelsesvis, skabt noget bourgeoisi og noget proletariat i moderne forstand; men småborgerskabet bevarede sig stadig i sin gamle skikkelse, kun under mere og mere fortrykte former. Og som det økonomiske liv var stillestående og forkrøblet, således også det politiske. Det åndelige udslag, som kapitalens fremskridt her gav sig, kunne da ikke som i England blive en række nye sociale og politiske idealer indenfor arbejderverdenen, og ikke som i Frankrig en række mere eller mindre uklare socialistiske systemer indenfor småborgerskabet; det blev en filosofisk tankebygning, der væsentligst kom til at tilhøre akademikerne og de få, mest udviklede kapitalister. Den hegelske filosofi, der lærer, hvordan modsætningerne overalt i livet står skarpt imod hinanden, kæmper med hinanden, men til sidst udsones med hinanden, idet de går op i en højere enhed og på den måde bringer al udvikling tilveje – denne hegelske filosofi er det åndelige spejlbillede af kapitalens indflydelse på de mere fremskredne mennesker i det tyske samfund; det var den form, under hvilken man søgte at vinde forståelse af de samfunds- og livsforhold, hvori man befandt sig.
Anderledes i Frankrig. Også her var ganske vist den egentlige kapitalistiske produktion de fleste steder ret svagt udviklet; men til gengæld spillede finanskapitalen fra gammel tid en overordentlig stor rolle og bidrog ved sin åger- og skatteudbytning til en stadig fortsat opløsning af de gamle tilstande indenfor småborgerskabet. Her måtte der da ganske naturligt være jordbund for socialistiske tanker om en ny samfundsordning, der førte kapitalen – først og fremmest finans- og handelskapitalen – fra privat besiddelse over i samfundets eje. Og hele det fond af revolutionær tankegang, som den store franske revolution havde efterladt, gav den socialistiske tænkning forøget dristighed. Men da der kun fandtes en svagt udviklet kapitalistisk produktion og kun et lidet talrigt proletariat af egentlige lønarbejdere, så fik de socialistiske tanker en drømmerisk karakter. Man forstod ikke de historiske veje, der nødvendig måtte føre frem imod socialismens virkeliggørelse; man forstod ikke proletariatet som den revolutionære magt, der ifølge sin klassestilling nødvendig måtte bringe socialismen til sejr. Det blev til mere eller mindre sindrig udspekulerede socialistiske projekter, udsprungne i begavede menneskers hjerner, men uden rod i det virkelige liv – utopier, der svævede oppe i luften.
Atter anderledes i England. Her stod den kapitalistiske produktionsmåde i fuldt flor, med maskiner og fabrikker, med et bourgeoisi og et stort og stadig voksende lønarbejderproletariat af rent moderne karakter; og her gav også kapitalen sig klarere og mere bevidste udslag i opfattelse og tankegang. Dels indenfor bourgeoisiet – i en storstilet og klar økonomisk teori, der gør et virkeligt forsøg på at gennemskue hemmelighederne i den kapitalistiske produktionsmådes maskineri; Adam Smith gav så tidlig som i 1776 for første gang et bredt og alsidigt billede af den moderne produktion, og Ricardo nåede allerede i 1817 til det højdemål af indsigt i nationaløkonomiens love, som ingen senere borgerlig nationaløkonom er nået ud over. Og dels indenfor proletariatet – i form af en arbejderbevægelse af rent proletarisk tilsnit, med en livlig virksomhed i retning af at grunde fagforeninger, og med et politisk program, der opstillede kravet om den almindelige valgret, ikke for den almindelige valgrets egen skyld, men som et redskab til at iværksætte store sociale reformer i arbejderklassens interesse.
Det er disse forskelligartede strømninger, den tyske filosofi, den franske socialisme, den engelske teoretiske nationaløkonomi og praktiske arbejderbevægelse, der i afklaret og harmonisk skikkelse mødes hos Marx.
Han begyndte som Hegels elev, og han vandt gennem sin nøje fortrolighed med den hegelske filosofi den skærpede tænkeevne, den dialektiske logik, den videnskabelige forskningsmetode, som blev det værktøj, hvormed han siden i sit arbejde nåede så store resultater. Han kom meget tidligt til at tilhøre den yderste politiske radikalisme, og kun 24 år gammel blev han redaktør af et radikalt blad i Køln. Han stod dengang på et rent borgerligt standpunkt; men en række spørgsmål, han som redaktør blev nødt til at beskæftige sig med, spørgsmål af rent praktisk natur, om fattigfolks ret til at samle kvas og plukke bær i skoven, om den voksende elendighed blandt vindyrkerne ved Mosel og deslige, tvang ham til den første syslen med økonomiske forhold og vakte hans levende sympati for proletariatet. Samtidig havde han kun en svag forestilling om den franske utopiske socialisme, men også den blev han nødt til at sysle med; han indså dens uholdbarhed, men følte sig alligevel usikker, formåede ikke at fælde nogen dom. Så fulgte der en årrækkes ihærdigt, uafbrudt arbejde for at løse de tvivl, der meldte sig, og under det skred han stadig længere frem i videnskabelig klarhed. Han nåede hurtig ud over den utopiske socialisme i dens forskellige skikkelser, men han blev ikke stående på det kritiske, rent negative standpunkt. Under indflydelse særlig fra England, både fra den engelske nationaløkonomiske teori og fra det engelske sociale livs praksis – og her er det Engels, hvis erfaringer har været i højeste grad frugtbringende for ham – nåede han frem til en selvstændig, en positiv opfattelse af lovene for det kapitalistiske samfunds udviklings gang. Det var den moderne, den videnskabelige socialismes teori, der efterhånden voksede frem under hans arbejde og modnedes. »Det kommunistiske Manifest« er det første udslag af denne nye betragtningsmåde.
Det er et vidunderligt værk, vidunderligt ved den geniale sikkerhed, hvormed det griber hovedtrækkene i det moderne samfunds udvikling og anviser udviklingens mål. Men det har endnu meget af instinktet over sig. Det manglede endnu på mange punkter den tunge ballast af videnskabelige kendsgerninger og slutninger, der skulle til for at underbygge dets tanker og give dem fuldt gyldighed. Ligesom Kopernikus’ hypotese om jordens bevægelse omkring solen i sin tid først kunne vinde videnskabelig sikkerhed gennem efterfølgeren Keplers nøjagtige iagttagelser over planeternes baner, således var den næste opgave, der nu rejste sig, den igennem et indgående og omhyggeligt videnskabeligt arbejde at studere hele den mægtige og uendelig sammensatte kapitalistiske produktionsmådes maskineri og prøve, hvorvidt de resultater, man her vandt, stemte med den teori, man havde udkastet.
Tiden blev gunstig for det kæmpearbejde, der hertil krævedes. Revolutionerne i 1848 endte med reaktion, med en trist og tung reaktionær periode, hvor alle revolutionære strømninger var stilnet af, en død tid, hvor der tilsyneladende intet skete, og hvor der ikke var plads for nogen selvstændig bevægelse blandt proletariatet. Men netop denne ydre dødhed var god for det stille videnskabelige arbejde. Det er en kendsgerning, at ligesom ifølge det latinske ordsprog muserne tier under våbenlarm, således er de bevægede, oprørte perioder lidet gunstige for den rent teoretiske videnskabelige forskning – forskerens sind er for stærkt optaget af det, der sker omkring ham. Det er i perioder med politisk dødvande, at han trækker sig ind i sit studerekammer og smeder de tankens våben, som skal bruges i de kommende kampens dage.
Og også de ydre forhold, hvorunder Marx blev stillet, begunstigede ham i hans forskning. Som landflygtig fra Europas fastland fandt han sit tilflugtssted i England, i det eneste europæiske land, hvor den kapitalistiske produktionsmåde var slået fuldt igennem og havde omskabt alle samfundsforhold i sin lignelse. Her havde han kapitalen umiddelbart for øje i dens højst udviklede skikkelse og havde den rigeste lejlighed til at studere dens virkninger, både rent praktisk, gennem selvsyn, og gennem den vældige nationaløkonomisk litteratur, der var ophobet i det Britiske Museums bibliotek i London.
Så fulgte altså en lang række studieår i London, år, i hvilke Marx måtte kæmpe med store økonomiske vanskeligheder – der var tider, hvor han bogstavelig næppe havde det daglige brød – men i hvilken han dog, alle hindringer til trods, med den uhyre arbejdsomhed, som kun geniet kan udfolde, vandt stadig længere frem i beherskelsen af det mægtige stof, som skulle gennemarbejdes, kritiseres, sammenstilles, før han kunne nå til en på én gang klar og alsidig erkendelse af det hele kapitalistiske samfundsliv.
I året 1867 udkom hans hovedværk, første bind af »Kapitalen«. Det var meningen, at værket skulle omfatte fire bind, andet og tredje bind er først udgivet efter Marx’ død, af Engels, på grundlag af efterladte håndskrifter; fjerde bind bliver netop i disse år, under en selvstændig titel (»Teorier om merværdien«), udgivet af Karl Kautsky.
Det er et storslået hovedværk, et kæmpeværk af skarpsind og kundskabsfylde, en kilde til stadig fornyet og forøget erkendelse og åndelige berigelse for den, der engang har tilegnet sig dets tanker. Når man har sagt, at »Kapitalen« er en tung bog, svær at læse, vanskelig at forstå, da er en sådan dom afgjort falsk. Tværtimod der er i første bind, som ligger færdigt fra Marx’ hånd, en lysende klarhed over fremstillingen og samtidig en rigdom af billeder, eksempler og sammenligninger, som brænder sig ind i læserens bevidsthed. Og også i de øvrige bind finder man, til trods for deres mere fragmentariske karakter og de talrige ufærdige, løst henkastede partier, den samme klare, logiske behandling af stoffet og den samme levende anskuelighed i skildringen. Men ganske vist, en »folkebog« i ordets almindeligste forstand er »Kapitalen« ikke og kan den ikke blive; emnets natur forbyder det. Man må huske, at dens opgave er at finde den teoretiske forklaring på den kapitalistiske produktionsmåde og derigennem udforske de grundlove, som behersker det hele moderne samfundsliv. Men hertil kræves et videnskabeligt arbejde af den strengeste art, en alsidig og vedholdende betragtning af de mangfoldige forskelligartede fænomener, som det gælder at føre tilbage til deres udspring, og en omfattende og årvågen kritik af forgængernes opfattelse. Og et værk, der løser denne opgave, kan umulig blive »folkelæsning«. Intet er mere urigtigt end den tro, at nationaløkonomien er en videnskab, som enhver uden synderlig anstrengelse kan mestre. Tværtimod, ligeså uhyre indviklet og uoverskueligt samfundslivet er, ligeså vanskelig er den videnskab, som sysler med dets love. Ligeså umuligt det er for den blotte »sunde menneskeforstand« uden et langt og besværligt tankearbejde at finde forklaringen på værdiernes bevægelser i det kapitalistiske samfund. Flere hundredår igennem har økonomiske forskere møjsommelig arbejdet sig frem fod for fod, før det lykkedes Marx at finde en løsning, som tilfredsstiller tanken, idet den ikke lader noget spørgsmål ubesvaret, men giver en fyldestgørende forklaring på alle samfundets forhold. Et sådant værk stiller selvfølgelig store fordringer til læserens opmærksomhed og eftertanke; men det bereder på den anden side så dyb en erkendelses glæde som næppe noget andet værk, det 19. århundrede har skabt; og så simpelt er det bygget, så klart er stoffet lagt til rette, at enhver, der har tilstrækkelig interesse og energi, enhver, der virkelig vil, også kan tilegne sig dets tanker.
Otte år før første bind af »Kapitalen« udkom, udgav Marx et lille skrift, »Til Kritik af den politiske økonomi«, der kan betragtes som en skitse til de første partier af »Kapitalen«. Og dette skrift er mærkeligt ved sin fortale, fordi der her fremsættes den betragtning, som giver nøglen til forståelse af Marx’ hele videnskabelige virksomhed og danner grundlaget for hele den videnskabelige socialisme. Det er den historisk-filosofiske betragtningsmåde, som han kalder »den materialistiske historieopfattelse«. »Menneskene er til enhver tid underkastet visse nødvendige, af den menneskelige vilje uafhængige produktionsforhold, som svarer til bestemte trin i de materielle produktivkræfters udvikling. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner det virkelige grundlag for samfundet, hvorpå den juridiske og politiske overbygning hæver sig, og hvortil bestemte sociale bevidsthedsformer svarer. Hele den sociale, politiske og åndelige livsproces, som den til enhver tid former sig, kan føres tilbage til dette rent materielle, samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra udviklingsformer for produktivkræfterne forvandler disse forhold sig til lænker for dem. Der indtræder et tidsrum af social revolution. Med forandringen i det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning ... En samfundstilstand går ingensinde til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklede, som den er i stand til at rumme; og nye, højere produktionsforhold træder ingensinde i stedet før de materielle betingelser for deres tilværelse er udrugede i selve det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse; thi når man ser nærmere til, vil man stedse finde, at en opgave selv kun udspringer, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller dog er i færd med at blive det. I de store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som fremskridende afsnit af den økonomiske samfundstilstand. De borgerlige produktionsforhold er den sidste modsætningsform for den sociale produktionsproces, en modsætningsform, ikke i individuel forstand, men i henseende til en modsætning, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; imidlertid skaber de produktivkræfter, der udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, samtidig de materielle betingelser for løsningen af denne modsætning. Med denne samfundstilstand afsluttes derfor forhistorien til det menneskelige samfund.«
Det er denne opgave Karl Marx har løst i »Kapitalen«.
Det er en historisk bog i ordets egentlige forstand. De samfundslove, den behandler, er ikke uforanderlige som de evige naturlove. De betegner kun et enkelt afsnit af menneskehedens udviklingshistorie, de er opståede på et vist tidspunkt, som rammer, indenfor hvilke produktivkræfterne kommer til fornyet og forøget udfoldelse; og de må atter forsvinde, når produktivkræfterne er vokset så stærkt frem, at de ikke længere kan rummes indenfor det bestående kapitalistiske samfunds rammer. Straks de allerførste linier angiver undersøgelsens historiske karakter: »I de samfund,, i hvilke den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en uhyre opsamling af varer« – men der har været samfundsformer, hvor rigdommen ikke bestod af varer, genstande for omsætning, for køb og salg, men af genstande, der var fremstillet umiddelbart til forbrug, og der kan atter komme nye samfundsformer, hvor dette bliver tilfældet.
Fra den første betragtning af, hvad en vare er, skrider man frem til undersøgelsen af, hvilke egenskaber der betinger, at en genstand kan optræde som vare på markedet, og hvorledes disse egenskaber opstår igennem arbejdet, der på én gang bibringer en genstand værdi og danner målestok for dennes værdi. Og fra den simple vareomsætning, hvor den ene producent bytter sin vare med den anden, enten direkte eller med penge som mellemled, går man over til den kapitalistiske vareomsætning, hvor formålet er en opsamling af forøget værdi på kapitalisternes hænder. Lige store værdier byttes med hinanden – det er grundloven for al, både simpel og kapitalistisk vareomsætning – men under den kapitalistiske samfundshusholdning bliver resultatet alligevel, at forøgede værdier opsamles i kapitalisternes hånd, ikke undtagelsesvis, ved en række tilfældigheder eller bedragerier, men regelmæssig, dag ud dag ind. Forklaringen til denne tilsyneladende modsigelse er den, at der er en vare, som har den sælsomme egenskab, at den kan skabe værdi ud over sig selv; det er den menneskelige arbejdskraft. Kapitalisten køber den menneskelige arbejdskraft til dens værdi, det vil sige for så meget, som der kræves til at vedligeholde og forplante den: men han udnytter den, så længe at der, når arbejdsdagen er omme, ligger en større mængde ny værdi; der er skabt en merværdi, idet arbejdstiden er forlænget ud over sin samfundsmæssig nødvendige grænse – en merværdi, kapitalen tilegner sig fra arbejdernes ubetalte arbejde.
Igennem en omhyggelig undersøgelse, der går frem skridt for skridt i uangribelig logisk rækkefølge og ikke lader en eneste vanskelighed uænset, når Marx således til en nøjagtig bestemmelse af den ejendommelige udbytningsform, der kendemærker det kapitalistiske samfund i modsætning til alle ældre samfund. Og dermed er vejen åbnet til at trænge videre frem i forståelse af det kapitalistiske samfunds hele organisme.
Det er i denne første del af værket en abstrakt undersøgelsesmåde, der anvendes og nødvendigvis må anvendes. For at vinde det første, grundlæggende indblik i de økonomiske love, som behersker samfundet, er man nødt til at se bort fra de mangfoldige forskellige forstyrrende indflydelser, som i det praktiske liv bestandig griber ind og skaber misvisning, man må bestemme forholdet i dets simpleste, almindelige skikkelse, således som det aldrig eller så godt som aldrig forekommer i praksis. Det er den eneste måde, hvorpå den teoretiske erkendelse kan vinde fodfæste. Og det er den samme fremgangsmåde, som også andre videnskaber følger; når fysikeren studerer tyngdekraften, eksperimenterer han i det tomme rum, hvor al gnidningsmodstand er udelukket; matematikeren arbejder med linjer og figurer, der i deres rene skikkelse aldrig forekommer i det virkelige liv, ja endogså med begreber, som end ikke kan tænkes at forekomme i det virkelige liv; og netop igennem sådanne abstraktioner når de to videnskaber til en erkendelse, der også rent praktisk har den allerstørste betydning. På samme måde må også den økonomiske videnskab gå frem, indtil den efterhånden har vundet indsigt i de første og vigtigste grundlove for det økonomiske liv; og først derefter kan den gå over og prøve teoriens gyldighed og rækkevidde i det brogede praktiske liv.
I »Kapitalen«s første bind, hvor det er kapitalens produktionsproces, der studeres, er det denne abstrakte metode, der er den fremherskende. I andet bind, hvor det er kapitalens cirkulationsproces, dens stadige forvandling fra produktiv kapital til varekapital, til pengekapital og tilbage til produktiv kapital, og især i tredje bind, hvor det er merværdiens fordeling mellem de forskellige udbyttegrupper, der drøftes, bliver de fundne resultater lidt efter lidt overført på det praktiske kapitalistiske liv. Og man ser, hvilke former de dér iklæder sig, hvordan merværdien forvandler sig til profit, grundrente og kapitalrente, hvordan værdien omsætter sig til pris, og hvordan priserne under indflydelse af de konkurrerende kapitalers forskellige sammensætning mellem arbejdsløn og produktionsmidler til stadighed svinger ud fra de virkelige værdier. Værdiloven står stadig ved fuld magt; samfundets indtægtsmasser er stadig den masse værdier, som mellem år og dag frembringes, arbejdstiden er stadig det forhold, som bestemmer de enkelte værdiers størrelse, og værdien fordeler sig stadig mellem arbejdere og kapital alt efter den målestok, hvorefter kapitalisterne er i stand til at presse merværdien ud af den arbejdende befolkning. Men på hvert enkelt punkt gør i det virkelige liv det praktiske forhold deres forstyrrende indflydelse gældende og skaber forkerte spejlbilleder af det, der virkelig går for sig – ligesom det for vore øjne ser ud, som om solen står op og går ned, skønt det jo er den plet af jordkloden, hvorpå vi befinder os, der drejer sig frem imod og bort fra solen. Men også disse forstyrrende indflydelser bevæger sig efter visse bestemte love, som det er lykkedes Marx at udforske og klarlægge.
Først igennem tredje bind bliver således den marxistiske tankebygning til et afsluttet hele. Man har fulgt den kapitalistiske produktionsmåde fra den første simpleste celle til dens vældige, uhyre sammensatte organisme, og man har derved gennemskuet hele sammenhængen i dens livsproces. Man er nået til et sammenhængende videnskabeligt system, hvor det ene led passer nøje ind i det andet, hvor den ene slutning er draget i logisk følge af den anden, hvor der ikke er et eneste punkt, på hvilket kæden brister.
I modsætning til nutidens kapitalistiske nationaløkonomi, der kun udmærker sig ved én ting, sin fuldstændige mangel på teori og system, har således socialismen gennem Marx’ værk vundet et storslået og fastsluttet teoretisk system, hvis rigtighed bevises derved, at det giver en fyldestgørende forklaring på de spørgsmål, der viser sig. Hvor de borgerlige, de ikke-socialistiske nationaløkonomer, hver gang de skal forklare et socialt fænomen, famler i blinde, har syv sind over én dørtærskel og mange forskellige forklaringer, den ene mere uholdbar og umulig end den anden, dér kan den socialistiske nationaløkonomi ud fra de grundlinjer, Marx har trukket op, finde frem til forståelse. Hvor de borgerlige nationaløkonomer drukner i de masser af økonomisk stof og økonomiske kendsgerninger, der efterhånden ophober sig, taber alt overblik, dér behersker den socialistiske nationaløkonomi stoffet i kraft af sin teoretiske erkendelse. Det er ikke tilfældigt. Så længe bourgeoisiet endnu var en revolutionært-banebrydende klasse, hvis historiske opgave det var at rydde op i de nedarvede middelalderlige rester, så længe kunne det med fuld friskhed arbejde sig frem i teoretisk erkendelse, og det kunne i Ricardos bog fra 1817 skabe sig et glimrende mesterværk af nationaløkonomisk teori. Men efterhånden som kapitalisterne har spillet deres revolutionære rolle ud og den kapital, de repræsenterer, forvandler sig fra en revolutionær til en reaktionær magt, så taber de al teoretisk sans, søger at dølge i stedet for at afsløre. Den nationaløkonomi, der udtrykker deres klasseinteresser, bliver som strudsen, der stikker hovedet i busken for ikke at se den fjende som truer den på livet. Og det bliver socialismen forbeholdt at føre den sociale kritik, den økonomiske erkendelse længere frem.
Socialismen – thi det er den socialistiske tendens, der går som den røde tråd igennem Marx’ værk, ligesåvel som det er tendens, der behersker et hvert videnskabeligt storværk, for så vidt forfatteren betragter forholdene ud fra den klasses synspunkt, han repræsenterer. Der er tendens i »Kapitalen« – ikke i den forstand, at Marx nogensinde gør vold på sandheden; tværtimod han er objektiv, som den matematiker, der beregner en figurs fladerum, eller den astronom, der beregner tidspunktet for en solformørkelse; men i den forstand, at han ikke blot studerer lovene for den kapitalistiske produktionsmåde i den tilstand, hvori de på et enkelt tidspunkt optræder, men i deres historiske strøm, ikke som stillestående magter, men som drivkræfter i den udvikling, der fører ud over kapitalismen, ind i socialismen. Her ligger forskellen mellem den marxistiske og den ældre, kapitalistiske nationaløkonomi. For Ricardo, der betegner den kapitalistiske nationaløkonomis højeste trin, er kapitalismen det sidste, afsluttende afsnit af verdenshistorien, den eneste fornuftige form for samfundshusholdningens indretning, medens enhver anden form kun betyder barbari og forvildelse. For Marx derimod er den kapitalistiske produktionsmåde – i hvis erkendelse han er skredet et langt stykke ud over Ricardo – kun ét historisk nødvendigt overgangsled ved siden af de mange andre, som både fortiden har kendt, og som eftertiden vil bringe, kun et gennemgangsled fra den middelalderlig-feudale til den socialistiske samfundshusholdning.
Ved slutningen af »Kapitalen«s første bind har Marx i et tilbageblik gjort rede for den historiske tendens til omformning af samfundets organisme, som den kapitalistiske produktionsmåde bærer i sig. Vi skal i få ord gengive hovedpunkterne i dette mesterlige kapitel.
Hver enkelt af de store faser i det menneskelige samfunds historie er bygget på sine særlige ejendomsforhold, hvad ejendommen til produktionsmidlerne og de øvrige ydre betingelser for arbejdet angår. Den kapitalistiske produktionsmåde hviler på den private ejendom. Men privatejendom og privatejendom er to forskellige ting, alt efter som det er de arbejdende eller de ikke-arbejdende individer, der er i besiddelse af produktionsmidlerne. Produktionsmidlerne som arbejdernes privateje danner grundlaget for smådrifter. Vel træffer man også smådrift under slavehusholdningen og livegenskabet, men det er først hvor arbejderen har fri ejendomsret til de arbejdsbetingelser, han selv personlig udnytter, bonden til sin jord, håndværkeren til sit værktøj, at denne produktionsmåde når sin fulde blomstring. Den forudsætter, at produktionsmidlerne er splittede på mange forskellige hænder, den udelukker derfor det planmæssige samarbejde med gennemført arbejdsdeling og samfundsmæssig beherskelse af naturkræfterne, og den lader sig kun forene med snævre skranker for produktioner. At opretholde smådriften for bestandig ville være at gøre den sociale middelmådighed udødelig.
På et vist punkt af sin udvikling frembringer smådriften selv de materielle betingelser for sin egen overvindelse; nye kræfter begynder at røre sig i samfundslivet, og den bestående produktionsmåde går til grunde. Den store folkemasse eksproprieres lidt efter lidt, under anvendelse af de grusomste og brutaleste midler, fra jord og grund, fra levnedsmidler og arbejdsredskaber, medens alle disse betingelser for produktionen opsamles hos et lille antal individer. Den gamle privatejendom, hvorved den enkelte uafhængige arbejder så at sige var vokset sammen med sine arbejdsmidler, viger pladsen for den kapitalistiske privatejendom, der hviler på udbytning af fremmede, men formelt frit arbejde.
Så snart denne forvandlingsproces har nået en vis grad af dybde og omfang, så snart arbejdere i tilstrækkelig tal er forvandlede til proletarer og deres arbejdsbetingelser til kapital, begynder den kapitalistiske ekspropriation at antage en ny form. Nu er det ikke længere eller blot i de selvstændige småproducenters rækker, at ekspropriationen lyser op, men også i kapitalisternes. Den indbyrdes konkurrence imellem dem gør sig gældende. En enkelt kapitalist slår mange ihjel. Kapitalen opsamles, centraliseres fra de mange mindre kapitalisters besiddelse til et lille antal, hvor den fremtræder i en stadig mere kæmpemæssig skikkelse. Arbejdsprocessen kommer derved til at antage en mere og mere samfundsmæssig form, de vældige arbejdsmidlers uhyre sammensatte maskineri kan kun anvendes gennem mangfoldige menneskers planmæssige samvirken; en stedse voksende arbejdsproduktivitet bliver resultatet af stordriftens fremskriden og den dermed følgende arbejdsdeling og tekniske udnyttelse af videnskabens resultater; folkeslagene drages ind under verdensmarkedet, og kapitalen bliver verdens behersker.
»Med det bestandige aftagende tal på de kapitalens magthavere, der raner og monopoliserer alle fordelene ved denne omdannelsesproces, vokser massen af elendighed, af undertrykkelse, af trældom, af udartning, af udbytning, men tillige oprørskheden hos den arbejderklasse, som stadig stiger i tal, og som netop skoles, forenes og organiseres i kraft af maskineriet i selve den kapitalistiske produktionsproces. Kapitalmonopolet bliver til en lænke for den produktionsmåde, der er blomstret op med og under dette monopol. Produktionsmidlernes centralisation og arbejdets tiltagende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de ikke længere lader sig forene med deres kapitalistiske hylster; det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time er slået. Ekspropriatorerne bliver eksproprierede.«
Som den kapitalistiske privatejendom er den første modsætning til den individuelle, på eget arbejde hvilende privatejendom, således kalder den selv sin egen modsætning til live. Nye produktionsforhold og dermed helt nye ejendomsforhold udvikler sig med uimodståelig historisk nødvendighed i det kapitalistiske samfunds skød. De kan ikke genoplive den private ejendom til produktionsmidlerne, som man kender den fra smådriftens periode, men de kan påny skabe en virkelig individuel ejendom, under bibeholdelse af de store resultater, som er blevet til under kapitalismen: som arbejdet allerede har udviklet sig til en helles, samfundsmæssig virksomhed, således vil også jorden og de øvrige produktionsmidler blive fælles, samfundsmæssige besiddelse, at forvandle produktionsmidlerne fra kapitalistisk til social ejendom vil være en proces, der er forholdsvis hurtig, simpel, let at foretage. Thi de ejendomsmasser, hvis beslaglæggelse det her drejer sig om, er jo allerede i forvejen opsamlede og overførte til virksomheder af rent samfundsmæssig karakter. Folket vil blot behøve at lægge sin hånd på dem.
I bevægelsen frem imod dette punkt er proletariatet den eneste virkelig revolutionære klasse. Medens alle de øvrige bestanddele af folket danner sig mere eller mindre reaktionære samfundsidealer, bliver arbejderklassen af den kapitalistiske produktionsmåde styrket og udviklet til at bekæmpe og besejre selve den kapitalistiske produktionsmåde.
– Proletariatets organisation med socialismens gennemførelse for øje, det er da den praktiske opgave, der som en nødvendig konsekvens fremgår af den teoretiske forskning over den kapitalistiske produktionsmåde. Og her står man overfor den anden hovedside af Karl Marx’ livsvirksomhed.
Det var i de døde år efter 1848, i den dybt, reaktionære periode, at Marx fik tid og ro til at udvikle sin nationaløkonomiske teori og dermed skabe det rustkammer, hvorfra den kæmpende arbejderklasse i alle lande siden hen har hentet sine våben. Men så megen dødvande der også herskede i det politiske liv, så var denne tid i rent social henseende en meget betydningsfuld gennembrudsperiode. I den tid var det, at den kapitalistiske produktionsmåde lidt efter lidt forplantede sig ud over Europas fastland og Nordamerika, at fabrikker rejste sig, at et moderne bourgeoisi opstod, men også et proletariat, der alle vegne stod i uløseligt modsætningsforhold til kapitalen, og hvis klasseinteresser kun i socialismen fandt deres fulde udtryk. Rundt omkring begyndte der en bevægelse blandt arbejderne, uklar de fleste steder og uden faste former og formål, men alle vegne af proletarisk natur og derfor også med en socialistisk tendens, om end mere eller mindre ubevidst.
Under disse forhold var det, at Marx på ny forlod sit studereværelse og gik ud i det praktiske agitatoriske og organisatoriske arbejde, idet det lykkedes ham at danne »Internationale«.
Det var i efteråret 1864, på en kongres i London, at denne for al senere socialdemokratisk bevægelse så uhyre betydningsfulde organisation blev grundlagt. To år i forvejen havde der i anledning af en industriudstilling været en lille kreds af franske arbejdere i London; de havde knyttet forbindelse med engelske fagforeningsledere; forbindelsen blev vedligeholdt i de følgende år, og der udviklede sig et stærkere og stærkere ønske om en fast samvirken, som også omfattede arbejderne i andre lande. I 1864 stiftedes så »Den internationale Arbejderassociation«, der som en ild i tørt græs bredte sig ud over verden og i få års løb fik tilslutning fra næsten alle de lande, hvor den kapitalistiske produktion var trængt igennem. Det var Marx, som gav stødet til »Internationale«s grundlæggelse, og det var ham, som siden hen var sjælen i dens virksomhed og ofrede den hele sin mægtige, rastløse, aldrig trættede arbejdskraft.
Det gik med »Internationale«, som det måtte gå. Tiden var endnu ikke moden for en sådan fast og varig organisation. Der var for megen usikkerhed, for megen umodenhed hos arbejderne, hvis organisationer endnu ikke havde trådt deres børnesko. Anarkistiske tendenser fik mange steder indpas og førte til en voksende modsætning mellem de to fløje, den socialistiske under Marx’ ledelse og den anarkistiske under Bakunins. Et par år ind i 1870’erne sank forbundet sammen og døde strådøden.
Men det havde udfyldt sin mission. Rundtom i landene havde det rusket arbejderne vågne, havde rejst en proletarisk klassebevægelse, havde lagt den første sæd, hvoraf siden hen den socialistiske arbejderbevægelse er groet gradvis frem til sin nuværende skikkelse indtil verdens socialdemokratiske arbejderpartier nu om stunder er i færd med at træde ind i et nyt og højere "Internationale", på et fastere og bredere grundlag.
– At skrive »Kapitalen« og at grundlægge »Internationale«, det er de to storværker i Marx’ livsvirksomhed. Netop så forskellig som de er af ydre, det ene et videnskabeligt, rent teoretisk studium, det andet et praktisk agitatorisk arbejde, netop sådan viser de, hvordan teori og praksis, tænkning og liv, forenede sig til et harmonisk hele hos Marx – som de altid i højere eller mindre grad gør det hos den, der er gennemtrængt af socialismens tanker. Jo stærkere man er grebet af den socialistiske idé, jo dybere man er trængt ind i de socialistiske teorier, des mere umuligt er det at blive siddende stille ned og lukke sin dør af, når der kæmpes udenfor. Thi i socialismen mødes teori og praksis, tænkning og liv, og forener sig til et udeleligt hele.
– I foråret 1883 døde Marx, efter en menneskealder igennem at have levet som landflygtig i England. Lige til det sidste var han optaget af på én gang at arbejde videre på sit store videnskabelige værk og samtidig at vejlede og støtte den praktiske arbejderbevægelse rundtom i de forskellige kulturlande.
Som få mænd har Marx haft den lod, der times alle mægtige banebrydende genier: at være elsket og hadet – elsket af dem, der kendte hans virksomhed og havde levet sig ind i hans tanker, hadet af sine åbne og skjulte modstandere, for den skarphed og skånselsløshed, hvormed han førte sine ideer frem. Alle halve socialister, alle uklare hoveder, alle gode mennesker og slette musikanter på arbejderbevægelsens og socialismens område forfærdedes over den ubønhørlige konsekvens, hvormed han flængede deres tågede hjernespind, ryddede op og skabte klarhed og lys. Thi Marx var og måtte på den tid først og fremmest være rydningsmanden, der gjorde hele det gamle bo op og derved brød vej for en klar, målbevidst arbejderbevægelse med rent socialistisk indhold. Hans eget væsen var klarhed og konsekvens, og det er disse egenskaber, han har givet den socialdemokratiske arbejderbevægelse i arv: en årvågen kritik overfor alle utopiske projekter og halve reformforanstaltninger, en skarp teoretisk forståelse af hele det mægtige samfunds organisme, hvori vi lever, en fast, videnskabelig underbygget erkendelse af den verdenshistoriske opgave, det er arbejderklassen forbeholdt at løse, når den gennem den proletariske klassekamp erholder magten i det offentlige liv og omformer samfundet i overensstemmelse med sine egne interesser.
Derfor bevarer det internationale Socialdemokrati Karl Marx’ navn i taknemmelig erindring, som den store banebryder og foregangsmand, han var. Men der er ingen bedre måde, hvorpå man kan mindes ham, end ved i så vid en udstrækning som muligt at fordybe sig i hans arbejder, at tilegne sig hans tanker, at arbejde videre med dem og gøre dem frugtbringende i nutidens klassekamp.
Af Karl Marx’ skrifter er »Det kommunistiske Manifest« og »Kapitalen«s første og andet bind oversat til dansk; ligeledes et lille skrift, »Lønarbejde og Kapital«, der i en yderst letfattelig form giver en fremstilling af merværdien og den måde, hvorpå den udvindes fra arbejderne. En udmærket indledning til studiet af marxismen er Fr. Engels’ »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«.
Sidst opdateret 30.8.2008