Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 26. juni 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Til ordet »generalstrejke« knytter der sig forestillingen om en storslået revolutionær rejsning af den sælsomste karakter – som en eksplosion, der med ét slag lægger alt samfundsliv øde, forvandler samfundets levende, uendelig bevægelige organisme til et lig, som et angreb på de bestående forhold tifold mere skæbnesvangert, tifold mere truende end nogen væbnet opstand, fordi det går for sig i stilhed og hverken kan afbødes ved politiets knipler eller militærets kugler, fordi det ikke består i, at man gør noget, men netop i, at man ikke gør noget, blot forholder sig rolig, »de korslagte armes revolution«. Det virker på sindet betagende som et spændende drama. Tæppet går op, og man ser den store by, hjertet i det moderne samfund, pludselig blive lammet. Sporvogne og jernbanetog standser; telegraf og telefon fungerer ikke, ingen aviser udkommer; fra aftenens frembrud ligger byen i mørke; renovationsvæsenet er indstillet, og en kvælende stank begynder at forpeste luften; bagerbutiker og mælkeforsyninger og slagteriudsalg lukker, og hungeren står for døren i alle hjem; på alle arbejdspladser hersker der dødsstilhed. Man ser lammelsen forplante sig i samme nu til de mest afsides kroge af landet; enhver landsby er afstængt, som var den sneet inde; smørret og flæsket ligger på stationen og kan ikke komme afsted; intet bud høres fra omverdenen. Og imens ser arbejderne rolig til; de sidder hjemme i deres stuer eller går sig en tur ad gaden eller mødes til fredsommelige forhandlinger om stillingen; de behøver ikke at foretage sig mere, og de er ikke udsat for at rammes af nogen voldelig overlast fra deres modstanderes side; de ser rolig til og afventer sejren. Hvordan skulle det vel være muligt at modstå det pres, arbejderklassen er i stand til at øve, når den lader denne tilstand indtræde? Det er det sælsomme billede, som ordet »generalstrejke« kalder frem for den flygtige, umiddelbare betragtning. Og det er ikke noget, der ligger langt ude i en fjern, fantastisk fremtid. Tværtimod, massestrejken er en kendsgerning, som er i højeste grad aktuel. Den har været prøvet adskillige gange rundt om i forskellige lande, og netop i de allersidste år er disse forsøg fulgt slag i slag efter hinanden og har taget voldsomt til i styrke og omfang. Det var i 1893, at den første politiske storstrejke blev udkæmpet; så gik der 9 år, inden den næste fandt sted, i året 1902; men siden den tid har fem europæiske lande, Belgien, Sverige, Holland, Italien og Rusland, været skueplads for vældige og omfattende arbejdsstandsninger i mange forskellige fag, storstilede angreb fra arbejderklassens side på den herskende politiske magt. I de sociale kampe, der drager sig som den røde tråd gennem al verdenshistorie, underklassernes kampe mod overklasserne, er våbnene vekslet med de vekslende ydre forhold. Da bønderne hen ved slutningen af middelalderen rejste sig til de store bondeoprør, havde de ingen andre midler til at føre deres sag frem end at sætte ild på herregårdene, slå godsejerne ihjel, plyndre deres lader og fadebure og rive jordebøgerne, hvor de årlige afgifter stod opskrevet, i stykker. Da borgerskabet, fabrikanterne og de store håndværkere, bankmændene og de store handlende, gik i spidsen, først for den store franske revolution mod slutningen af det 18. århundrede og siden for revolutionerne i 1848, kunne det sætte sin vilje igennem overfor den gamle adelsvælde og embedsvælde ved hjælp af gadetumulter og barrikadekampe; samfundslivets tråde samlede sig nu inde i de store byer, så den sejr, der her blev vundet, betød sejr over hele landet; og de idéer, det frisindede borgerskab dengang kæmpede for, betød så store fremskridt, at det var muligt at rive de brede lag af folket med ind i kampen. For den moderne arbejderklasse står der helt andre våben til rådighed. Overalt i Vesteuropa og Nordamerika er organisations og strejkeretten anerkendt, og arbejderne har deri midler til lidt efter lidt at højne deres økonomiske kår; fagforeningen er grundlaget for den jævne økonomiske opgang, arbejdsnedlæggelsen en styrkeprøve, som ved visse lejligheder bliver nødvendig. Og samtidig er de gennem en mere eller mindre udbredt valgret til rigsdagene i stand til at øve nogen indflydelse på det politiske liv, og forsamlings, presse og talefriheden gør det muligt for dem at agitere for deres interesser og samle større og større dele af befolkningen om deres politiske og sociale program. At udnytte disse rettigheder i det størst mulige omfang og gradvis at fremtvinge udvidelser af dem ved at rejse en offentlig stemning så stærk, at man bliver nødt til at tage hensyn til den og gøre indrømmelser, derom drejer arbejderklassens politik sig. Deraf det særsyn, at det socialistiske arbejderparti rundtom i de civiliserede lande, skønt det er revolutionært i historisk forstand, idet det som sit mål sætter en fuldstændig omdannelse, en radikal omvæltning af grundlaget for hele samfundet, at det dog kan marschere sindig frem ad jævne, banede veje og ikke blot holde sig indenfor lovenes grænser, men også lade samfundsmaskineriet gå sin uforstyrrede gang. Men der er lejligheder, hvor disse regulære midler svigter, og hvor andre, skarpere våben bliver nødvendige, til angreb eller forsvar. Hvor et reaktionært regimente enten stejlt og stædig sætter sig imod fremskridt, der i den grad har brændt sig ind i den almindelige bevidsthed, at de for befolkningens store flertal står som en selvfølgelig ret og som en absolut nødvendig forudsætning for samfundets sunde videreudvikling, eller hvor det søger at afskaffe eller beskære hævdvundne politiske og borgerlige rettigheder, at indskrænke den almindelige valgret ved bestemmelser om census for vælgerne, at bryde strejkeretten ved udsendelse af militær mod de strejkende arbejdere eller deslige – i sådanne tilfælde kan under visse betingelser en massestandsning af det samfundsnødvendige arbejde blive et nyttigt middel i arbejdernes hånd. Den virker da som en politisk demonstration for et ganske bestemt formål. Med en energi, som gør et overvældende indtryk i alle kredse af samfundet, lægger arbejderne deres stemning for dagen i en truende, uhyggesvanger form. Og træder denne demonstration ind i det rette øjeblik og i tilstrækkeligt omfang, så kan den øve sin virkning. Reaktionen, der havde troet at kunne skride rolig frem ad sin bane, står pludselig overfor en hindring; det giver et chok, der kommer vaklen og usikkerhed i dens rækker; nogle er bekymrede for de store økonomiske tab, som arbejdsstandsningen vil volde dem selv, om den trækker for længe ud; andre tænker med gru på de voldsomheder, de blodsudgydelser måske, som kan blive følgen, hvis arbejderne drives altfor vidt i fortvivlelse; atter andre er stemt for at sætte hårdt mod hårdt – men kan man stole på soldaterne, når det kommer til stykket og de står overfor deres brødre og venner og kommanderes til at fyre på dem eller hugge ind på dem med sablerne? Under denne panik er det muligt, at regeringen viger tilbage og gyder olie på de oprørte bølger ved at gøre indrømmelser. Den politiske massestrejke er da et kampvåben, der i enkelte undtagelsestilfælde kan anvendes til at tilbageslå et angreb eller til at drive udviklingen ud over et dødt punkt. Det er skabt af arbejdernes ejendommelige stilling som den klasse, hvis virksomhed holder hele samfundets indviklede maskineri i gang; intet oppositionelt befolkningselement har før kendt noget tilsvarende middel, bondestanden så lidt som bourgeoisiet. Og så tidlig som en stor befolkning af lønarbejdere begyndte at opstå og at vågne til erkendelse af sin egen stilling i samfundet, dukkede også tanken op om en kæmpemæssig arbejdsstandsning for at øve pres på staten. I England var tanken stærkt fremme allerede i 1830érne; ved en almindelig strejke, en »hellig måned«, ville man gennemtvinge en ny grundlov, der skulle give almindelig valgret og derved bane vej for sociale reformer. I året 1842 fandt også en mægtig arbejdsstandsning sted i det engelske bomuldsdistrikt, men den løb hurtig ud i sandet; arbejderne savnede ikke blot den organisation, som var nødvendig for at føre krigen igennem, men de savnede også tilstrækkelig oplysning, tilstrækkelig forståelse af, hvad det var, kampen gjaldt. Der krævedes endnu et halvt århundredes industriel udvikling, fagligt organisationsarbejde og socialistisk agitation, inden tiden var inde, til at en sådan kamp kunne føres med udsigt til sejr. Det var i Belgien, den stat på Europas fastland, hvor industrien er videst fremskreden og modsætningen mellem kapital og arbejde skarpest udpræget, at den første moderne politiske storstrejke blev iværksat, i året 1893. Det var den almindelige valgret til rigsdagen, den gjaldt. Arbejderne havde hidtil været ganske udelukkede ved en høj census, men havde med stigende styrke krævet politiske rettigheder og havde også rustet sig til alvorlige kampe for at gøre dette krav til virkelighed. Så blev et lovforslag om den almindelige valgrets gennemførelse forkastet i rigsdagen, men straks efter brød strejken ud. Den omfattede langtfra alle fag, kun en mindre brøkdel af landets arbejdere, men den kom så pludselig og virkede så voldsomt, at den alligevel skabte panik. I huj og hast blev der vedtaget en lov, som i nogen grad kom kravet imøde; den indførte den almindelige valgret, men berøvede den ganske vist størstedelen af dens praktiske betydning, idet den gav visse grupper af de velstillede vælgere dobbelt eller tredobbelt stemmeret. Det blev en delvis sejr. I 1902 brød den anden belgiske massestrejke ud, og også den gjaldt valgretten. Det var dens formål at få flerstemmesystemet afskaffet, således at valgretten ikke blot blev almindelig, men også lige, gav samme indflydelse til enhver voksen mand, uden hensyn til hans sociale stilling. Men uagtet arbejdsstandsningen denne gang var langt mere udstrakt end ni år i forvejen, blev den dog virkningsløs; regeringen og de konservative partier var forberedte og lod sig ikke rokke. Bedre held havde den mærkelige svenske storstrejke, der ligeledes fandt sted i 1902. Det var her, ligesom i Belgien, den almindelige politiske valgret, som var målet. Valgretten til rigsdagens andetkammer har hidtil været indskrænket ved en census af 800 kroners årsindtægt, og næsten hele landarbejderklassen og også størstedelen af industriarbejderne har derved været afskåret fra politiske rettigheder. Mange år igennem havde det socialdemokratiske arbejderparti agiteret for den lige og almindelige valgret, men det blev efterhånden klart, at en stor arbejdsstandsning, der kunne virke som en kæmpemæssig agitation, var uundgåelig nødvendig, om man skulle nå noget virkeligt resultat. I foråret 1902, da et regeringsforslag søgte at komme udenom vanskelighederne ved nogle skinindrømmelser, som tog med den ene hånd, hvad de gav med den anden, blev det besluttet, at man straks skulle begynde demonstrationerne; uge på uge skulle der holdes massemøder efter stadig stigende målestok, indtil man i de dage, da rigsdagen behandlede valgretsspørgsmålet, lod alt arbejde hvile. Planen blev beundringsværdig gennemført. Tre dage igennem strejkede 120.000 arbejdere rundt om i hele Sverige; i de store byer var der næsten fuldstændig arbejdsstandsning. Og så roligt gik det hele for sig, at ikke et eneste sammenstød med politiet fandt sted og ikke en eneste vinduesrude gik i løbet; og morgenen efter at rigsdagens forhandlinger var endt, blev alt arbejde straks genoptaget. Demonstrationen øvede sin virkning. Det indtryk, den gjorde, var så stærkt, at regeringsforslaget og de forskellige andre kompromisforslag blev forkastet og den almindelige og lige valgret slået fast som det princip, en fremtidig valgordning skulle bygges over. Af en helt anden art var den hollandske massestrejke i 1903; den var ikke en angrebskrig for at erobre nye rettigheder, men en forsvarskrig for at hævde gamle. Tidlig om foråret havde jernbanefunktionærerne og havnearbejderne vundet store sejre i strejker, der gjaldt forbedringer af arbejdsforholdet, men overklasserne, som var blevet opskræmte, skyndte sig at træffe forholdsregler for at forebygge en gentagelse. Regeringen forelagde et lovforslag, der gik ud på at forbyde strejker blandt jernbanefunktionærer og andre arbejdere i det offentliges tjeneste, under straf af indtil seks års fængsel, og også for de øvrige arbejdere at vanskeliggøre strejkerettens udøvelse. Det vakte stærk gæring blandt arbejderne, store strejker udbrød, og omsider blev den almindelige arbejdsstandsning besluttet, under indflydelse af anarkisterne, som er ret talrig repræsenterede i de hollandske fagforeninger. Men forsøget mislykkedes. Der savnedes tilstrækkelig disciplin og takt; store dele af arbejderne holdt sig tilbage. Rigsdagen lod sig ikke anfægte af bevægelsen, men vedtog strejkeloven i en kun svagt formildet form, og massestrejken opløste sig i almindelig forvirring. Den italienske massestrejke i 1904 var i slægt med den hollandske, men den havde et ganske andet, langt roligere og sikrere forløb. Ligesom i Holland var det en protest imod myndighedernes overgreb overfor strejkeretten, man ville rejse. Gang på gang havde fabrikanter og godsejere i Syditalien og på de italienske øer kun behøvet at sende bud efter militær og statspoliti for at få den væbnede magt til at skride ind mod fredelig strejkende arbejdere; gang på gang var der efter det første stenkast eller det første tilråb og tit uden nogen som helst foranledning blevet skudt på arbejderne, uden at regeringen havde truffet alvorlige foranstaltninger for at hindre en gentagelse. De stadige blodsudgydelser havde frembragt en voldsom harme i arbejderbefolkningen, og da der med kun en halv snes dages mellemrum kom bud om to af den slags overfald, på sardinske minearbejdere og på siciliske husmænd, flød bægeret over. En almindelig arbejdsstandsning blev besluttet, og den bredte sig i løbet af et par dage over hele Italien, ikke blot i byerne, men også rundtom på landet. De større byer lå i mørke, sporvejstrafikken standsede, ingen blade udkom, næsten alle butikker var lukkede, og der var store dele af Norditalien, hvor alt markarbejde hvilede. Og næsten allevegne gik bevægelsen for sig i mønsterværdig ro og orden; der var byer, hvor de strejkende arbejdere selv måtte organisere sikkerhedstjenesten, idet myndighederne indstillede den regelmæssige politivirksomhed, i de dage strejken varede. Det var en arbejdsstandsning af rent demonstrativ karakter, som fandt sted; den tilsigtede ikke nogen øjeblikkelig håndgribelig virkning ud over den, som den også nåede: med et mægtigt eftertryk at lægge arbejdernes stemning for dagen og advare regeringen mod fremtidig på en altfor grov måde at krænke retten til organisation og strejke. Mægtigere endnu end nogen af alle disse begivenheder var den kæde af massestrejker, der rystede det kæmpemæssige russiske rige i året 1905. Fra den blodige januardag, da soldaterne huggede ind på den fredelige, godtroende arbejderskare, der drog i procession til kejseren for at klage sin nød, fulgte den ene rejsning efter den anden til ind i sommeren; over en million arbejdere stod i strejke. Hen på efteråret tog bevægelsen påny fat med vældig styrke og ebbede først ud ved nytårstid. Og endnu stadig står en massestrejke af et uhyre, et næsten ufatteligt omfang som den sandsynlige udsigt for en nær fremtid. Opgaven er her en langt større, en langt mere vidtrækkende end i noget af de andre tilfælde, her, hvor det ikke drejer sig om at erobre eller hævde en enkelt politisk rettighed indenfor en moderne, civiliseret stat, men om at omstyrte hele det politiske grundlag for staten, om at forvandle Rusland fra en barbarisk til en civiliseret stat. Om alle disse storstrejker, så forskellige de end ellers er af natur, snart til angreb, snart til forsvar, snart som en ren demonstration, en kraftig meningstilkendegivelse fra arbejderklassens side, snart som et værktøj til at gennemtvinge en eller anden bestemt reform, snart omhyggelig planlagt længe i forvejen, snart pludselig, næsten instinktmæssig udsprunget af en harmfuld stemning, om hver især af dem gælder det, at den er et irregulært middel, som kun undtagelsesvis er blevet nødvendigt for at sprænge en hindring, der ligger i vejen for den regulære faglige og politiske bevægelse. Når hindringen er borte, når f.eks. den almindelige valgret er fuldtud gennemført eller strejkeretten bliver fuldtud respekteret, da er opgaven løst; arbejderne har nu andre og simplere midler til at føre deres interesser frem og behøver ikke atter at gribe til det farlige og frygtelige våben – før der måske engang i fremtiden viser sig en ny hindring, som ikke kan ryddes af vejen på anden måde. Noget helt andet end denne »den politiske massestrejke«, der for de socialistiske arbejdere står som en sidste nødhjælp ved visse kritiske lejligheder, hvor det kommer an på at drive udviklingen ud over et dødt punkt, noget helt andet er »generalstrejken« i anarkistisk forstand. For anarkisterne er generalstrejken, den de tænker sig samlende alle arbejdere af alle fag, ikke et hjælpemiddel til under særlige forhold at bryde vej for den faglige og den politiske arbejderbevægelse og derved fremskynde samfundets omformning, men universalmidlet, som overflødiggør al anden arbejderbevægelse, og derfor det eneste mål, arbejderklassen skal have sine bestræbelser rettet imod. Med ét slag skal hele den gamle samfundsorden gå til grunde i generalstrejkens oprørte bølger, og med ét slag skal en helt ny samfundsorden stige frem af vandene, idet de sejrrige arbejdere med instinktets sikkerhed vil vide at finde den letteste og fornuftigste måde, hvorpå de kan udføre det samfundsnødvendige arbejde og gennem fri overenskomst kan forsyne hinanden med deres forskellige frembringelser. Som en bro, der forbinder det rene kapitalistiske samfund på den ene side med det rene anarkistiske på den anden side, en bro, menneskeheden kan passere, hvad dag den selv vil – det er den fantastiske skikkelse, hvori generalstrejken tegner sig i anarkistens bevidsthed. I denne skikkelse er generalstrejken en drøm; men som et politisk kampmiddel har den allerede stået sin prøve og vil den sikkert nok i kommende tider få stor betydning.
Sidst opdateret 26.6.2008