Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Arbejdstiden i den danske industri

Gustav Bang (dec. 1908)

I Social-Demokraten, 27.12.1908.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 163-171.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 8. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Fra industritællingen den 12. juni 1906 foreligger der oplysninger om, hvor lang den daglige arbejdstid var for 167.727 arbejdere, godt fire femtedele af den hele mængde af industrielle lønarbejdere.

Denne opgørelse angår en af arbejderklassens allervigtigste livsinteresser. Vi får derigennem et tydeligt indtryk af, hvor meget der gennem 30-40 års stadig fortsatte faglige kampe er vundet på dette punkt af arbejdsforholdet – men tillige af, hvor grumme meget der endnu er tilbage at vinde, gennem den faglige kamp og måske i fuldt så høj en grad gennem den politiske, kampen for den lovbefalede otte-timers-arbejdsdag.

Når man under ét betragter alle industrielle lønarbejdere, for hvilke der foreligger oplysninger, finder man, at den regelmæssige daglige arbejdstid i 1906 angives til

Tyngdepunktet ligger altså på ti-timers-arbejdsdagen; her falder 59 pct. af samtlige arbejdere; også imellem 9 og 9¾ timer træffer man et ret betydeligt antal, nemlig 21 pct.; af alle danske industriarbejdere bar således ialt 80 pct. eller nøjagtig fire femtedele en daglig arbejdstid af mindst 9 og højst 10 timer. Mindre end 9 timer har kun 11 pct., mere end 10 timer kun 9 pct. af arbejderne. Otte-timers-arbejdsdagen er der endnu kun 7 pct., som har opnået.

Lidt under 10 timer kan altså betragtes som det omtrentlige udtryk for den normale arbejdstid i den danske industri. Hermed stemmer også en gennemsnitsberegning over tallene; sammendrager man alle de enkelte opgivelser under ét, finder man som den gennemsnitlige arbejdstid 9,7 timer (9 timer 42 minutter).

Det er det trin, hvorpå arbejdstiden står 1906. Hvordan stiller forholdet sig i tidligere tid, hvor lang en strækning er det lykkedes arbejderne gennem en menneskealders bestræbelse at presse den daglige arbejdstid nedad?

Ved en række undersøgelser, som er anstillet af de samvirkende fagforbund, er der tilvejebragt en række tal, som tydelig viser udviklingen i dens store hovedtræk lige fra arbejderbevægelsens første dage op til nutiden. For året 1907 opgøres den gennemsnitlige arbejdstid til 9,8 timer (9 t. 48 m.) – som man ser, er det meget nær det samme resultat, som Statistisk Bureau er kommet til; for året 1899 til 10,1 timer (10 t. 6 m.); for året 1884 til 10,8 timer (10 t. 48 m.) og for året 1872 til 11,4 timer (11 t. 24 m.). I et tidsrum af 35 år er således arbejdstiden blevet formindsket med godt halvanden time. Fra år til år har nedgangen kun været ringe, umærkelig for arbejderklassen som helhed – gennemsnitlig ikke mere end 2¾ minutter. Det er snart én, snart en anden mindre gruppe af arbejdere, som det er lykkedes ved konflikt eller forhandling at erobre en halv times eller et kvarters fritid. Men i årenes løb har alle disse enkelterobringer samlet sig til et resultat, der – så langt det end er fra at være tilfredsstillende – dog i betydelig grad præger arbejderbefolkningens livsvilkår.

Endnu tydeligere end gennemsnitstallene viser dog den forskellige fordeling den udvikling, der er foregået, den stadige opdrift fra den meget lange til den kortere arbejdstid. I pct. Af alle arbejderne på de forskellige tidspunkter arbejdede

I 1872 var der således næsten slet ingen, der havde en kortere arbejdstid end 10 timer, i 1907 derimod over tredjedelen. I 1872 havde omtrent 19 af hver 20 arbejdere en længere arbejdstid end 10 timer, i 1907 kun en af hver 12. I 1872 var der kun en ganske ringe brøkdel af arbejderne, som var nede på 10 timer som den daglige arbejdsdag; siden stiger tallet, fra 6 til 27 og til 71 pct., efterhånden som flere og flere arbejdere får en 11- eller 12-timers arbejdsdag forkortet til 10; men fra det nye århundredes begyndelse daler tallet igen, idet der er flere og flere arbejdere, som fra 10 timer får deres arbejdsdag forkortet, til 9½ eller 9 timer.

Men trods alt, hvad der således i årenes løb er vundet ind, tomme for tomme, gennem svære opofrelser og hårde kampe, imod en sej og forbitret modstand fra kapitalen, så giver på den anden side tabellernes tal et uhyggeligt billede af de mørke skygger, der stadig hviler over arbejderklassens livsvilkår i form af en lang, en umenneskelig lang arbejdstid. Trods al nedgang er der stadig mere end 5.000 industriarbejdere, hvis daglige effektive arbejdstid – bortset fra pauserne – under normale forhold er 11 timer eller derover; og til hvilken frygtelig højde, sæsonarbejdstiden stiger i de fag, som er periodiske svingninger underkastet, fortæller tallene.

Det er på landet og i de mindre byer, industriarbejdernes arbejdstid gennemgående er højst. Sondrer man mellem by og land, ser man, hvorledes arbejdsdagen er kortest i København, længere i provinsbyerne og endnu længere på landet. Forskellen er, gennemsnitlig taget, over en halv time; for Københavns vedkommende regnes den gennemsnitlige arbejdstid til 9,4 timer, for provinsbyernes til 9,8 og for landdistrikternes til 10 timer. Af hver 100 industriarbejdere har i København de 4 en længere arbejdstid end 10 timer, på landet derimod de 20; i København har af hver 100 de 53 en kortere arbejdstid end 10 timer, på landet kun de 17. Ikke blot er arbejdslønnen betydelig lavere på landet end i den store by – hvad der i nogen grad, om end langt fra fuldtud, finder sin forklaring i de billigere livsfornødenheder, især i den lavere husleje – men arbejdstiden er også betydelig længere. Mere arbejde og mindre løn, det er resultatet af, at de faglige organisationer i provinsbyerne og især på landet endnu ikke har nået samme grad af udbredelse og fasthed som i København – et misforhold der rummer en kraftig opfordring til et forøget og forstærket organisationsarbejde.

Den samme forskel som mellem by og land finder man, når man sondrer mellem små og store bedrifter. Som den almindelige regel gælder det, at jo mindre bedrifterne er, des længere er arbejdstiden. I storindustrien, hvor også den faglige organisation er stærkest fremskreden, er arbejdstiden forkortet langt ned under den grænse, som er den almindelige i småværkstederne; og især forekommer der her forholdsvis langt færre tilfælde af den meget lange arbejdsdag – en af de få, særlig uhyggelige undtagelser, er papirfabrikationen. I de små virksomheder, med højst 5 arbejdere i hver, har kun 23 pct. af arbejderne en kortere arbejdsdag end 10 timer, i de middelstore virksomheder, med 6-20 arbejdere, derimod 34 pct., og i de store, med over 20 arbejdere, 36 pct.

Det er særlig den overmåde lange arbejdstid, fra 11¼ timer og opefter, som i småindustrien har bevaret sig i et uhyggeligt omfang. For så vidt muligt at udelukke de forskellige forstyrrende indflydelser, som de faglige ejendommeligheder, fordelingen på by og land og arbejderstabens sammensætning af mænd og kvinder kan øve, har vi foretaget en detailleret beregning over forholdet. Vi har i tabellerne sondret de forskellige faggrupper fra hverandre og indenfor hver især af dem atter sondret mellem mænd og kvinder og indenfor disse grupper atter mellem arbejderne i København, provinsbyerne og landdistrikterne, og vi har således gruppe for gruppe undersøgt, hvor stort et antal arbejdere der i de små virksomheder arbejdede mere end 11 timer daglig, og hvor stort antallet ville være, hvis forholdet var det samme som i storbedrifterne med over 20 arbejdere i hver. I forskellen mellem de således »erfarede« og »beregnede« antal får man et nøjagtigt udtryk for den særlige udbytning, der drives overfor småhåndværkets arbejdskraft. Og denne forskel er af en forfærdende størrelse. Man finder nemlig

Tilsammen er der således 3.628 arbejdere, som daglig må slide mindst 11¼ timer i værkstedet, medens tallet, om tilstanden var som i de store bedrifter, kun ville være 305. Det vil sige, at denne umenneskelige lange arbejdstid er 12 gange så stærkt udbredt i smådriften som i den store industri 1 man får igennem dette træk et uhyggeligt indblik i de metoder, ved hvilke småhåndværket opretholder sin tilværelse overfor storindustriens konkurrence: udbytning af lærlinge i stort omfang, en yderst lav arbejdsløn, en forlængelse af arbejdstiden til den for legeme og ånd mest ødelæggende grænse.

Inden for de forskellige fag er der en broget mangfoldighed af afvigelser – og her viser der sig en tydelig overensstemmelse mellem arbejdstidens kortere og længere varighed og organisationens større eller mindre styrke. Jo mere udviklet den faglige organisation er i et erhverv, des kortere er arbejdstiden. Videst er man nået frem i trykkerier, reproduktionsanstalter og skriftstøberier, hvor 97 pct., altså næsten alle arbejdere har mindre end 10 timers daglig arbejdstid, og deraf atter næsten halvdelen mindre end 9 timer; her bevæger man sig med stærke skridt frem imod den fuldt gennemførte otte-timers-arbejdsdag. Blandt de større produktionsgrene, hvor arbejdstiden er særlig lang, træffer man i tørve- og kokesfabrikationen 10 pct. af arbejderne med en arbejdsdag af 11¼ eller flere timer, i bager- og konditorfaget samt brødfabrikationen 11 pct., i oliefabrikationen 13 pct., i herreskrædderfaget 14 pct., i papir- og tapetfabrikationen 26 pct., i møllerfaget 28 pct. og i barbér- og frisørfaget endogså 54 pct. Dette sidste fag havde i 1907 den tvivlsomme ære at sætte rekorden for lang arbejdstid; for 1.022 barbér- og frisørmedhjælpere var den regelmæssige daglige arbejdstid oplyst, og deraf havde de 282 12 timer daglig og de 259 mere end 12 timer – altså over halvdelen en arbejdsdag af mindst 12 timer.

Alle de ovenstående oplysninger gælder den normale arbejdstid, således som den er i gennemsnit året rundt. Men tillige er det for en række fag, som er stærke periodiske svingninger underkastet, oplyst, hvorledes arbejdstiden svinger i de travle og de døde perioder af året. Og det er et dobbelt uhyggeligt indtryk, man vinder, når man betragter disse tabeller. Thi er den lange arbejdstid i sig selv et uhyggeligt fænomen, så er den det i særlig grad, når den på visse tider af året afløses af en mangel på beskæftigelse, som tvinger til at lægge hænderne i skødet. Den uregelmæssighed, den idelige uro, som karakteriserer det moderne proletariats livsvilkår, træder her frem i en særlig grel skikkelse. Den periodisk vekslende lange og korte arbejdstid betegner ikke afveksling mellem arbejde og hvile, men afveksling mellem et ødelæggende overmål af slid og et ligeså ødelæggende undermål af ernæring – to elendighedsfonner, der i lige grad er fjender af arbejderklassens sundhed og velvære.

Det er ikke så meget blandt bygningsarbejderne, at den overmåde lange sæsonarbejdstid øver sin skæbnesvangre virkning. Her har fagorganisationerne været stærke nok til i betydelig grad at dæmme op; selv i de travle perioder er det kun et forholdsvis ringe antal, som arbejder længere end 10 timer om dagen; derimod er arbejdsdagen i de døde perioder særdeles lav – forsåvidt der da overhovedet er arbejde at få. For 13.589 murere og 7.337 tømrere foreligger der oplysninger, som viser, at 93 pct. af dem, altså over nitiendedele, i den døde tid arbejder mindre end 9 timer daglig, men kun 2-3 pct. i den travle tid arbejder i 12 timer eller derover.

Anderledes og langt uhyggeligere er forholdet i de fag, der nærmest falder ind under konfektionsindustrien. Her er arbejdstiden, selv i den døde tid, langt længere, og i den travle tid drives den op til et forfærdeligt højdemål. Der er tilvejebragt oplysninger for 2.304 arbejdere i herreskrædderforretninger, 2.311 i dameskræderforretninger og 1.086 i nådlerier og skomagerier, ialt 5.701. Imellem fjerdedelen og halvdelen af disse arbejdere har i den travle periode en effektiv arbejdsdag – bortset fra de knapt tilmålte arbejdspauser – af mindst 12 timer; og i såre mange tilfælde er arbejdstiden langt længere. Vi anfører, idet vi sammenfatter alle de tre grupper under ét, fordelingen af de 2.072 arbejdere, som i sæsonen arbejder 12 timer eller derover.

Helt op til 18 timer når således for adskillige arbejderes vedkommende den daglige arbejdstid i sæsonen; det vil sige, at der bliver 6 timer tilbage til at spise i, til at udhvile i, til at gå frem og tilbage til arbejdspladsen, til at sove – et frygteligt vidnesbyrd om, hvor bitterligt nødvendigt det er, at det offentlige griber ind og regulerer arbejdstiden.

Toppen af siden

Sidst opdateret 8.12.2008