I Social-Demokraten, 16.3 + 23.3 + 6.4.1908.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 127-147.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Rom i marts 1908
Når man efter en halv snes års forløb genser Rom, bliver man slået af den ejendommelige udvikling, byen har gennemgået.
Det er som en helt anden by, man kommer til. På mange forskellige punkter sporer man rent umiddelbart modsætningen mellem før og nu; huslejen er steget voldsomt, og varepriserne er løbet i vejret med den; tiggeriet er taget af, og tallet på de falske penge, der før oversvømmede butikkerne og især søgte afløb hos de fremmede, er svundet stærkt ind; hele livet har antaget en mere moderne skikkelse, har udviklet sig i samme retning som i nutidens andre storstæder.
Og når man står på et af de mange udsigtspunkter, hvor man ser byen ligge bredt som et tæppe for sin fod og Campagnen bølge sig milevidt ud i omegnen, indtil synskredsen langt ude begrænses af de blånende bjerge, da bliver man sig bevidst, hvad der er årsag til alt dette. Der er dukket et nyt element op i det romerske landskab, og dermed er der kommet en helt ny faktor ind i det romerske samfundsliv. For ti år siden øjnede man næppe en eneste rygende fabriksskorsten. Nu derimod knejser den ene fabriksskorsten ved siden af den anden; ofte kan man tælle en halv snes stykker lige i nærheden af hinanden; rundtom brydes Campagnens grønlige flade af grå og gule og røde industrielle anlæg, kunstgødningsfabrikker, maskinfabrikker, konservesfabrikker o.s.v., alle flunkende nye og mange af dem endnu ikke helt fuldendte.
Rom er ifærd med at udvikle sig til en moderne industristad, og det er denne udvikling, som er kilden til alt det nye, der møder den fremmede.
For en halv snes år siden var Rom en kro, som husede folk, der kom og gik, og som levede af de fremmedfolk, den for en kort tid ydede husly, turister og kunstnere og arkæologer fra udlandet, rigsdagsmænd og soldater, præsteelever og studenter fra indlandet. Det var hotelværten og pensionatsholderen, restauratøren og opvarteren, antikvitetshandleren og fotografihandleren, drageren og droskekusken, som formidlede den økonomiske omsætning, som besørgede strømmen af penge ledet fra de fremmede ind i byen; og hele befolkningen tjente direkte eller indirekte sit brød ved fremmedbesøget. Den småindustri, der fjælede sig rundt om i små, skumle værksteder, hentede i sidste instans sin kummerlige fortjeneste fra de fremmede; når skomageren flikkede fodtøj for droskekusken eller opvarteren, når skrædderen syede frakker for hotelværten eller antikvitetshandleren, når bageren bagte brød til hotellet, når pølsemageren leverede varer til restaurationen, så var det en andel i fremmedbesøgets efterladenskaber, som han tog hjem til underhold for sig og sin familie, og som han påny satte i omløb hos byens andre håndværkere og handlende. Hele byens økonomiske velfærd stod og faldt med tallet på de folk, jernbanetogene mellem år og dag bragte til, og tallet på de lire, de havde i lommen.
Og byens befolkning fik sit særpræg af denne ejendommelige økonomiske forfatning.
Uproduktiv som denne befolkning var, og helt og holdent afhængig af en kreds af fremmede, af folk, der stod udenfor det romerske samfund og kun trådte i flygtig forbindelse med det, for nogle få uger eller år ad gangen, og vel at mærke folk, der for en stor del fremtrådte som velhavere, om hvis indtægtskilder og indtægtsmængder man dannede sig de sælsomste forestillinger, henvist til at søge sit brød som affald fra de tilrejsendes pengepunge, måtte der naturlig hos denne befolkning udforme sig en række parasitiske egenskaber, egenskaber i slægt med dem, der trivedes blandt klienterne og snyltegæsterne i de gammel-romerske stormandspaladser og blandt drabanterne og gøglerne på de middelalderlige herremænds borge, egenskaber, som var det naturlige resultat af de rådende økonomiske tilstande, men virkede som en forunderlig anakronisme, som et stykke levende middelalder midt i nutiden, på den fremmede, der kom fra et moderne kapitalistisk samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde forlængst har tilpasset både tænkemåden og livsførelsen efter sine særlige behov.
Englænderen er rig, og den fattige romer skal leve af hans pung – hvad under da, at han søger at få så meget ud af den som muligt? Det er kun naturligt, at han plager ham for drikkepenge så længe og så eftertrykkeligt, at han virkelig ender med at få en skilling – er det også kun et par soldi eller kun en eneste soldo, så hjælper det dog med til hans fattige husholdning. Det er kun naturligt, at han trækker ham op og lader ham betale det dobbelte eller tredobbelte af, hvad varen er værd – når han ikke gør indvendinger, men gladelig betaler de opskruede priser, så er det, fordi han er dum og ikke forstår at handle, og så må han tage skade for hjemgæld. Det er kun naturligt, at han søger at liste et falsk pengestykke ind mellem de penge, han giver ham igen – bliver der protesteret, tager romeren med et smilende ansigt sin falske mønt tilbage og komplimenterer den fremmede for hans erfarenhed og forsigtighed og venter rolig, til den næste fremmede kommer, der er naiv nok til at lade en af de klangløse blylire eller en af de indkaldte sølvmønter med rifler i kanten og Viktor-Emanuels billede med den lange hals glide ned i portemonnæ'en.
Alt dette er kun naturligt og selvfølgeligt, et nødvendigt produkt af de herskende sociale tilstande; det kan slet ikke dømmes efter de samme moralbegreber, som hersker i de gammel-kapitalistiske samfund, hvor sætningen om, at »enhver mand er tyv i sin næring« er indskrænket til kun at gælde det storkapitalistiske forretningsliv. Og et nødvendigt produkt af de herskende sociale tilstande er også de rent sjælelige ejendommeligheder, der udvikler sig hos romeren, den barnlige, umiddelbare livsglæde, det lette sind – har man ikke tjent noget i dag, så møder man måske i morgen en rig og gavmild englænder på sin vej – den blinde fortrøstning til et gunstigt tilfælde – der er næppe nogen anden stor by i verden, hvor der spilles kort med en sådan lidenskab, og hvor lotterikollektørerne har så meget at bestille.
Overalt på de steder i Italien, der stadig gennemstrømmes af en talrig skare af fremmede og da især af fremmede turister, i Venedig, i Florens, i Neapel, har de samme egenskaber udviklet sig hos den del af befolkningen, der bestandig kommer i berøring med de fremmede; og herfra er det, turisterne har hentet den i alle lande gængse forestilling om italienernes dovenskab og fordringsfuldhed og uærlighed – en forestilling, der er så forkert som tænkes kan; det italienske folk hører netop til de på én gang arbejdsomste og nøjsomste og pålideligste blandt Europas nationer.
Men intetsteds træffer man fremmedbesøgets virkninger i så masseagtigt et omfang og så udpræget en skikkelse som i Rom. Til det moderne turistbesøgs indflydelse knytter sig her traditionerne fra pavetiden, da byen levede af pavehoffet og pilgrimsskarerne, og præsternes og munkenes uendelige masse, og de herskende magter planmæssig søgte at afskære enhver moderne udvikling, der kunne gyde nyt blod i det romerske samfunds legeme – af politiske grunde, for at forebygge, at en revolutionær ånd opstod i befolkningen. Og langt tilbage, dybt ind i middelalderen, rækker disse demoraliserende indflydelser, hvis virkninger har ophobet sig og er blevet forstærkede fra det ene slægtled til det andet. Det var ikke befolkningen selv, som gennem sit arbejde og sit snille bestemte Roms skæbne; det var pavedømmets stigende og faldende magt. Da paverne i det 14. århundrede for en tid forlagde deres residens til Sydfrankrig, blev kilden til roms trivsel tilstoppet, og byen tegnede til helt at uddø; den svandt ind til en småkøbstad med kun en snes tusinde indbyggere. Og da opgangen påny satte ind, i renæssancetiden hen ved middelalderens slutning, var det pavernes stigende politiske magt, som var drivkraften, de stadig voksende rigdomme, som det lykkedes guds statholder på jorden at udpine alverdens kristelige lande for og samle sammen i Rom som midler til at udfolde den højeste luksus, tiden kendte. I pavernes og de gejstlige og verdslige stormænds tjeneste var det, at roms befolkning tjente sit brød, som bygningshåndværkere ved de talløse kirker, der rejste sig, som kunsthåndværkere ved kirkernes og paladsernes udsmykning, som lakajer og kokke. Medens der i Milano og Florens og Venedig og rundtom i de andre norditalienske byer levedes et stærkt industri- og handelsliv, som prægede sig dybt i befolkningens sind, og hvis spor endnu kendes, så var den romerske befolkning uproduktiv i nationaløkonomisk forstand, levede af den tribut, som fremmede lande blev tvunget til at yde, uden at give nye værdier til vederlag - uproduktiv på samme måde, som den havde været det i den fjerne oldtid, da den romerske borger kun fortærede det rov, som den romerske stat aftvang de underkuede folkeslag.
Det er denne parasitisme, denne halvtredie-tusindårige snyltedyrstilværelse, som har fået sit første grundstød ved den fabriksindustri, som netop ganske overvejende er udadvendt, tager sigte på jordens meliorering og landbrugets modernisering og hele produktionslivets revolutionering, og derfor en industri, som med uimodståelig magt tvinger sine udøvere ind i en stadig mere livlig vekselvirkning med det hele økonomisk produktive samfund.
Det er overgangen til den rent kapitalistiske produktionsmåde, som er begyndt i Rom.
Endnu er der langt igen, inden denne overgang er fuldbyrdet og Rom er trådt ind i rækken af de moderne industribyer. Resterne fra fortiden sidder dybt og kan kun lidt efter lidt overvindes. Blot at skabe en tilstrækkelig talrig og tilstrækkelig dygtig arbejderstab, at opdrage den romerske fattigbefolkning til det disciplinerede arbejde i fabrikkerne, at vænne den til en livsførelse, som er i skarpeste strid med dens gamle, nedarvede sædvaner og dens hele deraf flydende temperament, blot det er en proces, der vil kræve årtier. Og stadig vil byens særpræg, som residensstad, som militærstad, som universitetsstad og fremfor alt som det uhyre museum, give den en særstilling blandt de moderne byer og fastholde en betydelig del af befolkningens arbejdskraft i dens fordums virksomhed; man får en forestilling om, hvad turistbesøget betyder og fremdeles vil betyde for roms husholdning, når man af den sidste folketælling, fra februar 190,1, erfarer, at der i provinsen Rom opholdt sig 10.000 udlændinge, hvoraf henved halvdelen kun på et flygtigt besøg, og at der i selve byen fandtes 300 større hoteller med et personale af 6.000 direktører, opvartere, stuepiger, kokke osv., gennemsnitlig over 20 personer for hvert hotel.
Men bevægelsen er begyndt, og den vil med den uimodståelige styrke, som kapitalismen besidder, blive ved at gøre sig gældende, indtil den storindustrielle produktion også her er trængt igennem og blevet den. Som behersker byens liv.
*
Med den stigende kapitalistiske udvikling er der kommet et helt nyt element ind i roms fysiognomi, et nyt led i rækken af de mindesmærker, hvoraf Rom er sammensat.
Skærende disharmonisk virker det i første øjeblik. Står man på sydsiden af Palatin, hvor den første lille romerske landsby i ældgamle dage lå, og hvor kejserne sidenhen rejste deres uhyre marmorpaladser, så vælter kulrøgen imod én fra syd; står man på Via Nazionale, hvor en stump af den gamle mur fra kongetiden ligger fremme, så summer det om ørene fra de elektriske sporvogne og automobilemes mylder og strømmen af mennesker, der går fra og til Banca d'Italia.
Og dog hører dette nye element, så fremmedartet det end ved første øjekast synes, naturlig hjemme i byen. Det danner afslutningen på hele den kæde af rester fra ældre historiske perioder, som er opsamlet i Rom - et nyt element, der sigter til at forny og forynge byen. Lagvis har alle kulturfaser i den vesteuropæiske historie lejret sig i Rom og efterladt sig hver sine spor i den evige stad – fra de forhistoriske grave på forum, gennem kongetidens og republikkens og kejsertidens bygninger og billedhuggerarbejder og vandledninger og landeveje, gennem middelalderens kirker og ridderborge, gennem renæssancens og baroktidens kirker og paladser og fontæner og skulptur. Hele verdenshistorien spejler sig i Rom, og det er alt dette, der giver byen dens uudtømmelige skønhed og interesse. Men det moderne liv var nægtet den; mere og mere forvandlede Rom sig fra en levende by til en uhyre opsamling af kuriositeter, til et museum.
Men en død by er, trods al den sære ynde, den kan eje, en uhyggelig fremtoning.
Nu er bølgen fra den sidste fase af den menneskelige kulturs historie, fra kapitalismen, ifærd med at nå ind over roms mure og vække den evige stad til nyt liv. Det moderne, kapitalistiske Italiens hovedstad er ifærd med at blive en moderne by.
De forandringer man rent umiddelbart iagttager i Rom, er et udslag af den mærkelige udvikling, hvori det italienske samfund i løbet af de allersidste år har været stedt. Udviklingen frem imod rent moderne industrielle samfundsforhold.
Italien er vedblivende et land, hvor landbruget spiller en ganske overvejende rolle, i højere grad end i noget andet vesteuropæisk kulturland. Folketællingen af 1901 viser en fordeling af befolkningen ved landbrug, industri og handel omtrent som den, der rådede i Danmark for en menneskealder siden, da den kapitalistiske storindustri endnu stod i sin første vorden og de gammeldags, førkapitalistiske produktionsforhold var de fremherskende.
Men disse tal giver ikke noget virkeligt billede af Italiens økonomiske forfatning og de kræfter, som rører sig i det italienske samfund. Forholdene er altfor uensartede til at kunne sammendrages under eet. Mellem de enkelte dele af landet er der en modsætning dybere end i noget andet land, en modsætning som mellem to helt forskellige historiske tidsaldre. Medens Syditalien næsten allevegne lever under ganske middelalderlige tilstande, med et ekstensivt, rent barbarisk landbrug, med et småhåndværk og en husindustri af den mest primitive karakter, med en befolkning, der er uvidende i en forfærdende grad og voldgiven de katolske præsters fordummende indflydelse, så har derimod Norditalien, provinserne omkring Po-floden, allerede længe haft en udpræget moderne skikkelse. Landbruget er mønsterværdigt, drives stærkt intensivt og udnytter i vidt mål videnskabernes nyeste erfaringer; en fabriksindustri af ganske samme type som den, der udfolder sig i England, Tyskland og de øvrige industrielle lande, har allerede en årrække igennem arbejdet sig i vejret; befolkningen står helt igennem på det samme udviklingstrin som nord for alperne. Et enkelt træk måler bedre end noget andet rækkevidden af denne kulturforskel mellem nord og syd; i de industrielle provinser Piemont, Ligurien og Lombardiet mod nord var der i året 1905 blandt hver 10 mænd, som indgik ægteskab, gennemsnitlig mindre end én, der ikke kunne skrive sit eget navn; i den rene landbrugsprovins Basilicata mod syd var der derimod over seks.
Traditioner fra ældre tid, nedarvede anlæg og interesser, nedarvet materiel og åndelig kultur, danner udgangspunktet for den norditalienske industri og derigennem for hele den stærke udfoldelse af Norditaliens økonomiske livsbetingelser. Den skarpe protektionistiske politik, som indlededes i 1887, ydede industrien et kunstigt værn og fremskyndede dens vækst. Men de t er dog først i de senere år, at den voldsomme fremgang er begyndt, en fremgang, der ikke blot ytrer sig med uhyre kraft indenfor de ældre industrigrene, men også breder sig længere og længere mod syd og river det ene landstrøg efter det andet ind under sin indflydelse, en fremgang, der ikke blot er af største betydning for selve det italienske samfund, men også stærkt berører hele den internationale verdenshusholdning.
Nogle enkelte varer viser bevægelsens retning og styrke. I året 1891 blev der til Italien indført 12 mill. pund bomuldstøj mere, end der blev udført fra Italien; i 1906 var forholdet vendt helt om, udførslen var 47 mill. pund større end indførslen; i året 1891 blev der af vævede silkestoffer indført til Italien for 3 mill. kr. mere, end der blev udført; fra de sydfranske fabrikker købte Italien i forædlet tilstand en del af den italienske silke tilbage, som man i rå skikkelse havde sendt ud af landet; 15 år senere var forholdet omvendt, og der blev fra Italien udført for 35 mill. kr. mere, end der blev indført. Den samme bevægelse træffer man i hatteindustrien. Af ost var der i året 1891 en overskudsindførsel på 4-5 mill. pund, men i året 1906 en overskudsudførsel på 29 mill. pund. Italienske firmamærker træffer man rundt omkring i verden på automobiler og lokomotiver, italienske hatte og italiensk fodtøj spiller f.eks. i København, allerede nu en vis rolle for befolkningens forsyning.
Samtidig tegner handelsstatistikkens tal – som en negativ fotografisk plade – den samme stærke industrielle udvikling gennem en bevægelse i modsat retning, en voldsom stigning i indførsel, hvor det gælder de industrielle rå- og hjælpestoffer, som landet ikke eller dog kun i meget ringe grad besidder, og som man derfor er nødt til at forsyne sig med fra udlandet.
Indtil for få år siden var det den almindelige opfattelse, at Italiens industrielle udviklingsmuligheder var snævert begrænsede ved mangelen på stenkul. Men de sidste årtiers tekniske udvikling har fuldstændig forandret dette, idet den er begyndt at stille det »hvide kul«, Italien i så rigt mål besidder, ind i stedet for det sorte.
Det var ved midten af 1890'erne, at man i større udstrækning begyndte at tage de italienske floders fald i brug som middel til at fremstille elektrisk strøm, til belysning, til drift af sporveje og også hist og her til drivkraft i fabrikkerne. Efterhånden som elektroteknikken gik fremad, er udnyttelsen af vandets fald taget til med voldsom styrke. I året 1898 blev det første kæmpeværk af denne art åbnet i Norditalien, idet Edison-kompagniet overførte en kraft på 13.000 hestekræfter til Milano; siden er der grundlagt to andre mægtige selskaber i Norditalien, af hvilke det ene råder over 45,000 hestekræfter, der tildels forsendes over en afstand af mere end 20 danske mil; en mængde selv små norditalienske byer har kommunale elektricitetsværker, som ernæres ved nærliggende floders fald; og mange store norditalienske fabriker drives udelukkende ved elektricitet, som de frembringer i deres egne værker. I tiden fra 1898 til 1905 er den elektriske kraft i Norditalien vokset fra under 50.000 til 150.000 hestekræfter. Og rundtom, også mod syd, går en lignende bevægelse for sig. Rom: får sin elektricitet fra vandfaldene ved tivoli; i Terni lidt nordøst for Rom driver vandfaldet en kæmpemæssig fabrik for krigsmateriel. Selv meget nøgterne beregninger anslår for hele Italien styrken af det rindende vands fald, som egner sig for elektrisk anvendelse til 5 mill. hestekræfter. Det er en naturrigdom, som – rationelt og planmæssigt udnyttet – vil kunne stille Italien i allerførste række blandt de industrielle samfund, en naturrigdom, hvis værdi for landets husholdning står fuldt på højde med værdien af de engelske og amerikanske kullejer.
Over det moderne italienske samfund hviler modsætningen mellem nord og syd, mellem de to helt forskellige kulturverdener, hvoraf staten er sammensat, som et tungt og skæbnesvangert tryk.
Det er en modsætning af rent økonomisk karakter, modsætningen mellem et rigt og rask fremadskridende land med en højtstående kapitalistisk produktionsmåde og et andet, fattigt og stillestående land med en forældet, middelalderlig produktionsmåde. Men denne økonomiske modsætning er blevet uddybet gennem den politiske skæbne, den italienske halvø har gennemløbet.
Det var to helt forskelligartede samfund, der i året 1860 forenedes til kongeriget Italien, forskelligartede ikke blot i deres sociale bygning, men også i deres politiske forfatning. Det sejrende norden var ikke blot i fuld færd med at udvikle et moderne, kapitalistisk produktions- og omsætningsliv, men havde også indrettet sit statsliv under moderne former og kendte i fuldt mål både lys- og skyggesiderne derved: gode skoler og udmærkede samfærdselsmidler, et velordnet politi og et vidtforgrenet bureaukrati, et uhyre kostbart militærvæsen og en frygtelig statsgæld, der tvang skatterne bestandig højere i vejret. Syden derimod, kongeriget begge Sicilier, som i en slags overraskelsens rus strakte våben for de stærkere nordboere, stod ikke blot økonomisk,, men også politisk på et middelalderligt kulturtrin. Men hensynet til den agitation, som blev drevet fra norden, frygten for, at revolutionære stemninger skulle opstå i befolkningen, havde længe virket ind på regeringen, havde lagt bånd på dens udbytteriske tendenser, havde avlet et patriarkalsk forhold, hvor man lagde den største vægt på at bevare en vis småborgerlig velstand og en vis sløv tilfredshed rundt om i folket.
Ligeså skånselsløst de syditalienske autoriteter trådte op imod de revolutionære agitatorer, ligeså skånsomt handlede de, hvor det gjaldt foranstaltninger, som kunne tirre befolkningen. Skatterne var små, og man vogtede sig vel for at forhøje dem til den grænse, hvor de kunne føles trykkende af småborgere og småbønder; til gengæld var skole- og rets- og samfærdselsvæsenet og alle andre institutioner af offentlig karakter elendige over al beskrivelse. Jernbaner og banker, aktieselskaber og fabriker og alt sligt lagde man enhver mulig hindring i vejen; det var nymodens institutioner, som let kunne give stødet til nymodens idéer. Når en eller anden større ulykke indtrådte, rakte man en hjælpende hånd for at afhjælpe den største nødstilstand og tage brodden af den misfornøjelse, den kunne avle, og til daglig havde den store masse af småhusmænd og småhåndværkere et økonomisk rygstød i hoffets og adelens og klostrenes kolossale bedrifter, her var der marked både for deres arbejdskraft og deres produkter. De talløse munke og præster, der oversvømmede landet, passede fortræffeligt ind i dette reaktionært-politiske system; kirkens materielle velgørenhed bidrog til at vedligeholde den sløve tilfredshedsfølelse, og dens åndelige indflydelse over sjælene bidrog til at vedligeholde den krasse uvidenhed, som var en nødvendig forudsætning for, at systemet kunne hævdes. Alting var i stilstand og forfald. Uhyre lavt stod den befolkning, der levede under disse forhold; uoplyst var den i en forfærdende grad, helt barbarisk i sin tankegang, blottet for initiativ og energi, men samtidig følte den et sløvt velvære ved de forholdsvis tålelige økonomiske kår, der var den beskåret. Det var en tilstand i stil med den, der rådede i det øvrige Europa for århundreder siden, før den kapitalistiske produktionsmåde havde begyndt at øve sin opløsende indflydelse på de middelalderlige samfundsformer.
Det var da ikke selve det syditalienske folk, som i kraft af en længe opsparet misstemning rejste sig imod despotiet og sluttede sig til befrierne fra norden. Det var den lille kreds af kapitalister, der følte de herskende politiske tilstande som ulidelige for deres egne sociale interesser og derfor indsugede de moderne, liberale og nationale idéer som det naturlige udtryk for den nye produktionsmåde, de repræsenterede. Og – her som altid, hvor en gruppe af befolkningen virkelig står i pagt med den historiske udvikling – lykkedes det dem at rive de store folkemasser med sig. Det syditalienske monarki faldt og måtte falde, fordi det var en overlevet fortidslevning, der ikke i længden kunne opretholdes under presset af de moderne, kapitalistiske stramninger, som havde deres sæde i norden. Italiens politiske enhed under det norditalienske dynasti var en historisk nødvendighed.
I snart et halvt århundrede har nu Syditalien i dyre domme måttet undgælde for den politiske rus, under hvilken syd og nord smeltede sammen til ét. En stadig voksende forarmelse har været følgen. Var Syditalien ved året 1860 et forholdsvis velstående land, Norditalien et forholdsvis fattigt, så er forholdet nuomstunder vendt ganske om. Var Syditalien ved år 1860 et land i stilstand, Norditalien et land i bevægelse, så er fremgangen mod nord blevet voldsomt forstærket, og stilstanden mod syd blevet forvandlet til en relativ og tildels også en absolut tilbagegang.
Hvad der er sket, er, at der har fundet en stadig åreladning sted af Syditalien, uafladelig er sydens udviklingsmuligheder blevet stækkede til fordel for norden. Sydens rigdomme har måttet tjene til at ophjælpe norden.
Først og fremmest er det skatterne, som har virket til en stadig fortsat udarmelse af sydens befolkning. Disse folk, som før havde ganske forsvindende skatter at svare, måtte nu bære den fulde andel i den tunge byrde, som Norditalien havde pådraget sig. Alene til statgældens forrentning regner man, at der før 1860 for hver indbygger i Norditalien faldt en årlig udgift af 10 kr., men i Syditalien af kun 2,50, efter 1860 blev forholdet udlignet, norden blev aflastet, syden belastet. Og stadig voksede byrderne ved de uhyre udgifter til hær og flåde og administration. Med en ligefrem uhyggelig opfindsomhed er det lykkedes den italienske stat at finde det ene nye punkt efter det andet, hvor den har kunnet sænke sugerøret ned i befolkningen og beskatte den i dens virksomhed og forbrug. Gennemsnitlig må hver italiensk familie betale fjerdedelen af sin årsindtægt som direkte eller indirekte skat til stat, provins og kommune, og de fattigste familiers skatteprocent stiger helt op til tredjedelen af deres indtægt.
I Norditalien med den stærke økonomiske udvikling, har befolkningen kunnet bære byrderne uden at synke i knæ under dem; så stærkt også skatterne er steget, så er nationalvelstanden her steget langt stærkere, og der er blevet et voksende overskud tilbage. I Syditalien derimod, hvis udviklingsbetingelser var svage og krævede megen varsomhed for at kunne gøre sig gældende, har en stadig voksende nationalforarmelse været følgen, ikke blot er nationalvelstanden gået relativt, men de fleste steder også absolut tilbage; et frygteligt eksempel har man i Neapel, sydens hovedstad, hvor folkemængden er taget stærkt og stadigt til, men hvor forbruget af levnedsmidler en lang årrække igennem er gået tilbage. Og som i Neapel, således rundt om i Syditalien; i millionvis af små bønder og håndværkere og handlende er fra en forholdsvis tålelig tilstand dalet ned i en armod, der ligger langt under det gennemsnitsniveau, hvorpå proletariatet i de norditalienske fabriksdistrikter lever.
Og til finanspolitikken kædede sig den handelspolitik, der i slutningen af 1880'erne satte ind som et resultat af sammensværgelsen mellem de Norditalienske industribaroner og de Syditalienske storgodsejere, med en stærkt forøget industriel protektionisme, med en høj korntold – og med en skarp toldkrig overfor Frankrig som sin naturlige konsekvens. Nordens fabrikanter kunne tilegne sig ny millioner ved den prisforøgelse, de var i stand til at lægge på deres produkter, sydens jorddrotter kunne opretholde deres grundrente og således hævde deres indtægter, men sydens store befolkning af småborgere og især småbønder måtte betale gildet. Vinpriserne dalede voldsomt, da Frankrig spærrede af for italiensk vin, og dermed var det syditalienske husmandsbrug ramt i sin rod, husmandens indtægter sank til et frygteligt lavmål, og samtidig steg hans udgift til den første og vigtigste af alle livsfornødenheder, til brød – der er egne i Syditalien, hvor brødet er blevet en luksusgenstand, som den fattige befolkning kun undtagelsesvis kan tillade sig at nyde.
Alt dette er i og for sig tilstrækkeligt til at forklare den stadige uddybelse af den sociale og økonomiske kløft mellem nord og syd. Men hertil kommer endnu et andet forhold, det er den måde, hvorpå finanserne anvendes, statsudgifternes fordeling mellem de forskellige egne af landet.
De statistiske oplysninger viser på en skærende måde, hvorledes syden stadig forfordeles, norden stadig begunstiges gennem de forskellige statsforanstaltninger. Medens Syditalien tilvejebringer en uforholdsmæssig stor del af statsindtægterne, bliver en uforholdsmæssig stor del af statsudgifterne anvendt i Norditalien. Målt både imod indbyggerantallet og skattebeløbet, udgiver staten forholdsvis langt flere penge til skoler, til jernbaner, til landeveje, til hospitaler, til militærvæsen osv. I Norditalien end i Syditalien. Til en vis grad er det uundgåeligt, hvor det økonomiske liv er udviklet så stærkt som i Po-dalen, melder kravet til samfærdselsvæsenets forbedring sig med en ganske anderledes tvingende styrke end iblandt Apuliens halvbarbariske befolkning; hvor hensynet til alpepasserne spiller så stor rolle for landets forsvar, som det gør, bliver en stærk koncentration af hæren i Norditalien en strategisk nødvendighed. Men ikke desto mindre kommer dette forhold til at virke som en stadig overførelse af landets økonomiske kræfter fra syd til nord, og det er igen den, som har uddybet modsætningen mellem de to så vidt forskellige dele, hvoraf den italienske stat er sammensat, den økonomiske, den sociale – og også den politiske modsætning, idet den blandt syditalienerne har avlet en stadig voksende misstemning overfor det norditalienske regimente, et stadigt voksende begær efter politisk uafhængighed gennem enhedsstatens opløsning og forvandling til et forbund af selvstændige italienske stater.
Statistikken kaster en række skarpe strejflys over den skæbnesvangre forskel i kultur og velstand. Medens Mellemitalien.. Egnen fra Rom til nord for Florens, i nogen grad er kommen med i den moderne bevægelse, står Syditalien dybt i både åndeligt og materielt barbari.
Uhyggeligst er de tal, der angår landbruget, som i ganske særlig grad er kilden til Syditaliens økonomiske liv, her finder man på de vigtigste punkter ikke blot stilstand, men også absolut tilbagegang. I løbet af de sidste 30 år er produktionen af hvede i Norditalien tiltaget med 49 pct., i Mellemitalien med 10 pct., men i Syditalien aftaget med 8 pct., og produktionen af majs er henholdsvis tiltaget med 22 pct., aftaget med 11 pct. og i Syditalien med endog 35 pct., med over tredjedelen.
Først i de allersidste år er tegn på en opgangsbevægelse i syden begyndt at vise sig.
Fra to sider henter denne ny strømning sin næring.
Dels fra den kapital, som opsamles i den norditalienske produktion eller tildrages fra udlandet, og som spejder efter en ny og stadig mere fordelagtig anbringelse. I sydens udsultede og uendelig nøjsomme befolkning finder den et fortræffeligt, billigt og villigt udbytningsmateriale, som den så småt begynder at tage i brug. Maccaronifabrikker, konservesfabrikker, skibsbyggerier og deslige rejser sig hist og her i syden under storindustrielle former, og el og andet gods går også fra den middelalderlige driftsmåde over i rationel kapitalistisk udnyttelse.
Dels fra staten. Det pres, som den syditalienske befolknings voksende elendighed har øvet på den offentlige mening, er efterhånden blevet så stærkt, at det ikke i længden kunne modstås. De farer, som både den tiltagende misfornøjelse indeholder i politisk henseende og den svigtende skatteevne i finansiel, er efterhånden blevet så stærke, at der har måttet træffes forholdsregler for at tage den værste brod af dem. Fra omtrent år 1900 er der begyndt en lovgivning, som sigter til at fremme den økonomiske opgang af syden, først og fremmest af sydens landbrug. I året 1900 blev der bevilget 225 millioner kr. til udtørring og beplantning af de sumpede og usunde arealer, der hidtil har været en så frygtelig pestkilde i store dele af Syditalien, i 1904 blev der bevilget 40 millioner kr. til reformer af landbruget i provinsen Basilicata, to år senere blev der bevilget 80 millioner kr. til ophjælpning af provinsen Calabrien, og andre store lovgivningsarbejder står for tur til at føres ud i livet. Skolevæsenet, samfærdselsvæsenet, sundhedsvæsenet i syden er i færd med at gennemgå en betydelig omformning.
Således er de første kræfter begyndt at røre sig, som lidt efter lidt vil smelte hele Italien sammen til en harmonisk, kapitalistisk enhed.
Sidst opdateret 30.11.2008