I Social-Demokraten, 10.2 + 17.2 + 24.2.1908.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 53-63.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Alkoholismen er en af de uhyggeligste gæster i det moderne samfund, en af de tristeste sociale fremtoninger, som den kapitalistiske produktionsmåde skaber.
Selve brugen af alkohol er ikke ejendommelig for nutiden. Den rækker tilbage til de fjerneste dage, til de primitiveste samfundstilstande. Det gamle testamente fortæller, hvorledes Noah drak sig drukken i vindruesaft, den gammelnordiske gudelære skildrer, hvorledes einherierne hver aften, når de vendte hjem fra kampen, spiste flæsk og drak mjød i store måder; i alle nationers ældste overleveringer berettes der lignende træk. Og frem gennem de historiske tider linder man allevegne spirituøse drikke i brug – det eneste store eksempel på hele nationers afhold fra alkoholnydelse træffer man hos de semitiske folk, der sluttede sig til Mohameds lære.
Det er da ikke selve brugen af alkohol, der er et særkende for vor tid, men det er den ejendommelige form, hvorunder alkoholforbruget nu om stunder optræder i modsætning til i alle tidligere tider.
Under ældre samfundstilstande træffer man vel et alkoholforbrug, men man træffer kun undtagelsesvis en alkoholisme i samme forstand som nu om stunder. Ved fyrstehofferne i slutningen af middelalderen og begyndelsen af den nyere tid, blandt de store godsejere og prælater og i lignende kredse, kunne drikfældigheden antage et kolossalt omfang og bidrage stærkt til at lægge slægtens livskraft øde. Men for den store arbejdende befolkning af bønder og fiskere, af håndværkere og købmænd spillede de stærke drikke kun en forholdsvis ringe rolle.
Således var forholdet, før den store opløsningsproces af de middelalderlige feudale tilstande endnu ret var sat ind. Efterhånden som opløsningen skred frem, er alkoholismen blevet den svøbe for samfundet, som den er. Bønderne, som frem gennem den nyere tid i stadig stigende grad plagedes og udpintes under herremændenes pengebegær og bestandig havde fogdens knortekæp over nakken, greb til øldunken og brændevinsflasken for at glemme deres lidelser. – »Folk siger nok, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker,« hedder det hos Holberg. Som det gik landets bønder, således gik det byens småborgerskab, hvis stilling blev mere og mere trang og usikker under trykket af den tiltagende kapitalistiske vareomsætning og vareproduktion. Og endelig bidrog de store krige med deres frygtelige ødelæggelser og de vandrende bander af rå soldater til at berede vejen for drikfældigheden i dens værste form; gennem krigstogene er det, at brugen af brændevin som dagligdags drik først er blevet forplantet fra sted til sted ud over Europa.
Men det er dog først den rent kapitalistiske produktionsmåde, således som den ytrer sig i storindustriens skikkelse, der har forvandlet alkoholismen fra en række spredte undtagelser til en masseagtig fremtoning i samfundet.
I fabrikker og på arbejdspladser samles der et proletariat, som lever i kår af den beskaffenhed, at trangen til alkohol melder sig med uovervindelig styrke, som et pirrings og bedøvelsesmiddel. I dag arbejde og tålelig fortjeneste, i morgen måske arbejdsløshed og smalhans – intet er mere egnet til at avle en letsindig laden stå til end denne stadige usikkerhed, som behersker arbejderens tilværelse.
Og til disse almindelige træk i hans tilværelse kommer det trættende, opslidende, interesseløse arbejde, ofte med mange timers overarbejde i de travle perioder og ofte med regelmæssigt natarbejde det ene døgn efter det andet. Yderligere den dårlige og utilstrækkelige ernæring, han må nøjes med, ofte fordi han ikke har råd til at skaffe sig den bedre, ofte også fordi hustruen, der selv er arbejderske, hverken har tid eller uddannelse til at tillave maden på en måde, der gør den sundere og mere velsmagende. Endelig de triste og usunde boliger, han er henvist til at leve i, bolignødens og byggespekulationens resultater, og det forfald af hjemmets hygge, som følger med den almindelige armod og med hustruens fravær på arbejdspladsen.
En almindelig nedtrykthed bliver den stemning som under disse forhold let kommer til at beherske arbejderens sind, en sløv livslede, i hvilken den stærke drik bliver et af de få lyspunkter ved den pludselige oplivelse, den fremkalder.
Det er da intet under, at alkoholismen første gang viste sig i sin forfærdelige skikkelse indenfor det engelske samfund i første halvdel af det 19. århundrede, dengang den kapitalistiske storindustri brød igennem og skabte et kæmpemæssigt proletariat i de usleste kår. Ingensinde hverken før eller siden har man vistnok i noget land set en så udbredt og så uhyggelig drikfældighed som her. Og intetsteds kan man så tydelig som her, hvor den kapitalistiske produktionsmådes virkninger fremtræder i deres klareste træk, se sammenhængen mellem befolkningens proletarisering og alkoholisering.
F. Engels sammenfatter i sin bog om de engelske arbejderes stilling resultatet af sine studier over denne side af proletariatets levemåde i følgende ord: »Drikfældigheden har her ophørt at være en last, for hvilken man kan gøre de pågældende personer ansvarlige; den er et fænomen, den naturlige, uundgåelige følge af visse betingelsers indvirkning på en genstand, der i hvert fald overfor disse betingelser er fuldstændig viljeløs.«
Det er da heller intet under, at alkoholpesten overalt, i landene følger i den kapitalistiske udviklings fodspor. Og selv hvor det lykkes arbejderklassen efterhånden at bedre sine kår,. At skaffe sig kortere arbejdstid og bedre ernæring og hyggeligere hjem, selv dér finder alkoholismen stadig jordbund at gro i. Om end dens kræfter svækkes; usikkerheden i hele livsførelsen, arbejdets ensformige og glædeløse natur og mange andre af de forhold, der giver den næring, er stadig tilstede, selv blandt de bedrestillede arbejdere, og i store dele af arbejderklassen hersker der vedblivende, trods al fremgang, et absolut overarbejde og en absolut underernæring, og arven fra ældre tid lader sig kun lidt efter lidt udrydde gennem de højnede livsvilkår.
Og det er ingenlunde blot indenfor arbejderklassen, at den moderne samfundsudvikling med en naturmagts nødvendighed skaber fristelser for misbrug af de stimulerende midler, men også og i fuldt så høj en grad indenfor de øvrige klasser.
Indenfor småhåndværkernes og de små handlendes kreds, hvor tilværelseskampen bliver bestandig hårdere og mere trøstesløs under de store kapitalstærke bedrifters overmægtige konkurrence. Og især indenfor bourgeoisiet. Thi også her kæmpes der en bitter og oprivende kamp, som slider på kræfterne og hidser nerverne; børsspekulanten og grossereren, fabrikanten og byggespekulanten, hvis ve og vel kan skifte med få dages varsel, når pludselige konjunktursvingninger indtræder, og hvis sind stadig er optaget af at udtænke nye forholdsregler til at værge sig imod tab og drage den størst mulige gevinst til sig, alle befinder de sig i en tilstand af uafladelig nervøs uro, som skaber trang til kunstige bedøvelsesmidler. Og ved siden af det virksomme bourgeoisi, som drages til alkoholmisbruget i kraft af sin beskæftigelse, finder man det uvirksomme, som drages i samme retning i kraft af sin lediggang: det kuld af rigmænd, som har arvet deres formuer fra fædrene, og som ingen anden opgave har i livet end at forbruge. Det er ikke tilfældigt, at de stærke, koncentrerede spirituøse drikke indenfor den velstående franske befolkning i de senere år mere og mere fortrænger de lette vine.
Men hertil kommer endnu et andet forhold, ligeledes et led i den kapitalistiske produktionsmådes maskineri, som fra sin side virker med til at fremme og udbrede alkoholnydelsen i dens værste skikkelse: det er den måde, hvorpå alkoholproduktionen finder sted i det moderne samfund.
I gamle dage, i middelalderen og langt ind i den nyere tid, var fremstillingen af de spirituøse drikke overvejende en produktion til eget umiddelbart forbrug. I norden bryggede hver enkelt familie fra tid til anden selv det øl, den nød; i syden persede hver enkelt familie selv om efteråret den vin, den havde brug for. Den mængde, der var i handelen, var forholdsvis ringe, og det var kun de velstillede kredse af befolkningen, der havde råd til stadig at købe deraf. Og hvor denne produktion til husbehov hersker, er man selvfølgelig udelukkende interesseret i at tilvejebringe så velsmagende og sund en drik som muligt; enhver forfalskning er på forhånd udelukket.
Anderledes bliver det, hvor fremstillingen af spirituøse drikke går over til at blive vareproduktion. Jo billigere råmaterialer man kan anvende, jo mindre værdifulde stoffer man kan stille i stedet for de mere værdifulde, jo bedre det lykkes at skabe et produkt, der tilsyneladende er af samme art som den ægte vare, skønt det i virkeligheden savner dennes gode egenskaber, des højere er den gevinst, kapitalen høster. Vejen er åbnet for forfalskninger af alle arter, og kemiens moderne udvikling stiller mangfoldige midler til kapitalisternes rådighed.
I en forfærdelig udstrækning er de spirituøse drikke, som nydes af den store befolkning, forfalskede, iblandede med allehånde giftige stoffer, der tit er mange gange mere farlige for organismen end den rene alkohol. Den »amylalkohol«, der er stærkt repræsenteret i sprittens fuselolie, er mange gange mere giftig end den almindelige »æthylalkohol«. Næsten al den cognac, der bruges i verden, er forfalsket og består i heldigste tilfælde ikke af andet end sprit, vand og et eller andet farvestof, der i reglen er fremstillet af brændt sukker – en undersøgelse over fransk cognac har vist, at af hver 34 flasker var de 33 rene forfalskninger; en undersøgelse fra selv de fineste parisiske kaféer har vist, at endog den cognac, der sælges for 1 franc for hvert snapseglas, var fabrikeret af elendig sprit.
Ligeså stor som forskellen er mellem den middelalderlige selvstændige bondehusholdning og det moderne fortrykte proletariat, ligeså stor er forskellen mellem de sorter af let, uforfalsket øl og vin, man nød i gamle dage, og de nye arter af sprit, som fra de moderne fabriker udspyes til forgiftning af legeme og sind.
Men ikke blot beskaffenheden af de stærke drikke virker den kapitalistiske produktion til at forværre, også den mængde, hvori de konsumeres, virker den direkte til at forøge.
Bevidst eller ubevidst udgår der fra de interesserede kredse en række bestræbelser for at opretholde og forøge befolkningens trang til alkoholiske nydelsesmidler.
De østtyske godsejere, som fabrikerer sprit af de kartofler, der avles på deres godser, har, ved umådelige brændevinsrationer til deres tjenestefolk og daglejere, planmæssig opelsket en drikfældighed, som gør den østtyske landbefolkning til den stærkest alkoholiserede vistnok i hele verden. Og som her, således i Galizien og andre steder, hvor storgodset og brændevinsfabrikationen er forenet med hinanden.
Mangfoldige midler er blevet anvendt og bliver stadig anvendt rundt omkring i verden til at forøge alkoholnydelsen.
Mange steder er det almindeligt, at arbejdslønnen udbetales i et værtshus, eller at en værtshusholder har bemyndigelse til at antage arbejdere til fabrikken.
I de store byer og ofte også i de små er det overalt de kæmpemæssige bryggerier, vinhandlerforretninger og brændevinsbrænderier, som ejer udskænkningsstederne i kraft af det gældsforhold, hvori værtshusholderne står til dem, og som sørger for at opretholde et tilstrækkeligt stort antal kanaler, hvorigennem deres varer kan flyde ud til befolkningen. Hvor vældig en magt og indflydelse råder ikke de store millionforetagender af skotske whiskyfabrikker og tyske ølbryggerier over; hvor mange midler til at påvirke den offentlige mening er ikke i hænderne på den amerikanske whiskytrust, en af de største blandt de amerikanske trust'er og den hensynsløseste blandt dem alle!
Alkoholismen er da i sin nuværende skikkelse en virkning af den sociale omdannelsesproces, der går for sig ned gennem den nyere tid – først og fremmest af de dybe forandringer, der er indtrådt i livsvilkårene for befolkningens store flertal, dernæst også af de ændrede forhold, under hvilke selve de alkoholiske drikke fremstilles, som varer til salg i stedet for som genstande til husbehov. Og selv bliver den alkoholisme, der således opstår, årsag til nye virkninger.
Den har sin andel i den dødelighed og sygelighed, som hersker, idet den undergraver helbredet og svækker modstandskraften overfor de forskellige sygdomme, i sindssygdommenes udbredelse, i selvmordenes hyppighed, i prostitutionens omfang, i tallet på de forbrydelser, som mellem år og dag bliver begået, og i en mængde andre former for social elendighed.
Alkoholismen er et enkelt element i den sum af elendighed og nedværdigelse, som forekommer i det kapitalistiske samfund. Men som de øvrige elementer er heller ikke alkoholismen en uforanderlig masse, hvis vægt hviler med et én gang for alle givet tryk på befolkningen indenfor det bestående samfunds rammer. Tværtimod, den optræder som en tendens, der stadig gør sig gældende, men til en vis grad kan begrænses og hæmmes; den påvirkes af de ændringer, som efterhånden finder sted i samfundets økonomiske liv. Har først den industrielle udvikling nået et vist trin og samtidig proletariatets klassebevidsthed og solidariske handlekraft nået en vis styrkegrad, så begynder strømmen at vende sig. Den store arbejdende befolknings klassebevægelse skaber en modvægt mod kapitalens deprimerende og demoraliserende tendens.
Man har et eksempel i Danmark, hvor forbruget både af brændevin og af de stærkere ølsorter er i rask nedgang; ved midten af 1890'erne blev der for hver indbygger brugt over 9 potter ren alkohol i årligt gennemsnit, en halv snes år senere kun 8, og Danmark står allerede nu et godt stykke nede i rækken af de alkoholforbrugende lande. Man kan pege på forskellige forhold som medvirkende årsager til denne glædelige nedgang, men den almindelige årsag, grundårsagen, er den opdrift, der finder sted i arbejderklassens økonomiske og åndelige niveau i kraft af dens faglige og politiske rejsning og dens tiltagende socialistiske erkendelse.
Igennem den praktiske klassekamp lykkes det arbejderne at tilkæmpe sig en række forbedringer, kortere arbejdstid, højere arbejdsløn, større betryggelse overfor alderdommen, overfor ulykkestilfældene, overfor arbejdsløsheden og deslige; alt dette og enhver anden reform bundfælder sig lidt efter lidt i en forøget ædruelighed.
Og fuldt så meget som denne rent materielle fremskriden virker den åndelige fremskriden, de højere idealer, det stærkere livsindhold, hvormed arbejderklassen fyldes igennem den voksende rent socialistiske bevægelse. Den arbejder, som ser fremtiden ligge lys og skøn for sin klasse, for sine børn, for sig selv måske, han er langt mindre fristet til at give sig den første den bedste indskydelse i vold, der lover ham et par timers dyrekøbt velvære, end den, der kun ser gråt i gråt for sig.
I sammenligning med de kræfter, som udvikler sig gennem arbejderklassens socialdemokratiske bevægelse og den frivillige afholdsorganisation, som i sidste instans er et udslag af proletariatets voksende trang til selvhævdelse, er de resultater, der kan vindes gennem en direkte indskriden fra myndighedernes, fra lovgivningsmagtens eller administrationens side, kun af underordnet betydning. Tvangsforanstaltninger, der enten ligefrem forbyder eller vanskeliggør alkoholnydelsen eller søger at opnå det samme gennem en høj beskatning, er alle af tvivlsom værdi og vil i mange tilfælde virke på en ganske anden måde end tilsigtet. Langt større rækkevidde har en skarp og nøje overholdt sundhedslovgivning, der stiller udskænkningslokalernes renlighed under en årvågen kontrol og griber ind med hård hånd overfor enhver forfalskning af de spirituøse drikke. Også en handelspolitik, der ved afkastning af alle told og skattebyrder stræber efter at gøre de forholdsvis uskadelige drikke, de lette øl og især vinsorter, så billige, at de kan nå ned i den sløre befolknings daglige forbrug og fortrænge de farligere nydelsesmidler, vil øve sin gavnlige virkning. Allerstørst betydning vil det dog måske få, om der i alle skoler indføres omhyggelig undervisning i sundhedslære, med indgående fremstilling af alkoholens indflydelse på det menneskelige legeme.
Men alt dette kommer dog kun i anden række. Det afgørende, den magt, der med logisk historisk nødvendighed fører frem imod en ædrueligere menneskehed, er arbejderklassens socialistiske bevægelse.
Sidst opdateret 29.11.2008