I Social-Demokraten, 9.12.1907.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 87-94.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
For den almindelige opfattelse står anarkismen som en retning, der ligger til venstre for Socialdemokratiet, som en yderliggående radikal, revolutionær, samfundsomvæltende bevægelse.
Det er dog kun rigtigt, forsåvidt man ene tager hensyn til den udvortes måde at optræde på, til de store ord og voldsomme midler, hvormed anarkismen driver sin agitation. Efter sit indre væsen er den langt snarere reaktionær end revolutionær. Den er ikke noget udtryk for et proletariat, som dristig, i fuld bevidsthed om den verdenshistoriske rolle, det selv er kaldet til at spille, stræber frem imod en ny, højere samfundsordning, der skal løse det kapitalistiske samfunds bundne kræfter, men for et småborgerskab, som føler sig forkuet og forpint af den overmagt, den store kapital øver i samfundet, som mærker sin egen opløsning skride frem fra år til år, og som i sin hjælpeløse fortvivlelse griber efter enhver mulighed, der synes at kunne genoplive de gamle tilstande fra den tid, da småhåndværket endnu førte sin fredelige tilværelse, uantastet af kapitalen – griber efter enhver idé, der forespejler en sådan mulighed, og klamrer sig til den i en lidenskabelig selvopholdelsesdrift, som den druknende klamrer sig til ethvert stykke tømmer, der driver imod ham.
Den første og vigtigste forskel mellem socialismen og anarkismen ligger i de helt modsatte udgangspunkter, hvorfra de hver især tilstræber en omvæltning af de bestående samfundsforhold.
Medens socialismen er gennemtrængt af udviklingslæren, grunder sin hele opfattelse og sin hele praktiske virksomhed på erkendelsen af, at samfundets bygning er en stadig omdannelse underkastet i kraft af visse bestemte historiske love, og derfor forsker efter disse loves natur og virkemåde, undersøger, hvorledes de optræder indenfor det nuværende samfund, og ser, hvorledes de med en naturmagts nødvendighed bevæger sig i retning af et nyt samfund med fælles eje til og fælles udnyttelse af produktionsmidlerne, et samfund, hvis tilblivelse det gælder at lette og fremskynde – ikke fordi det vil betegne det absolutte højdemål for det menneskelige velvære og den menneskelige kultur; thi et sådant absolut, uoverskrideligt højdemål gives overhovedet ikke, udviklingen bevæger sig bestandig frem over de vundne resultater – men fordi det vil betegne det næste store fremskridt i civilisationens historie, vil medføre en højere grad af velvære og kultur, end der er mulighed for under de herskende tilstande .... medens socialismen således står i nøje overensstemmelse med alle regler for den videnskabelige tænkning, så er derimod anarkismen rent utopisk af karakter.
Den søger ikke at udforske de samfundstilstande, der naturlig vil fremgå som resultat af den udvikling, som finder sted, men søger vilkårlig at konstruere et fremtidigt samfund som det ideale, det, der passer bedst for den menneskelige natur.
Den historiske udvikling er det grundbegreb, hvormed socialismen arbejder, den absolutte menneskenatur det grundbegreb, hvormed anarkismen arbejder.
Den forstår ikke, at menneskenaturen selv er et produkt af den historiske udvikling. Bortset fra et lille antal af de elementæreste naturlige drifter er hele det uhyre sammensatte begreb, vi møder som »den menneskelige natur«, yderst foranderligt, helt igennem bestemt ved de sociale omgivelser, hvori mennesket lever. Hvor helt anderledes tænker og føler og handler man ikke i den moderne industristad, end man gjorde i den middelalderlige landsby eller den gammelgræske handelsstad eller den fjerne, forhistoriske boplads; hvor helt anderledes er ikke de interesser og lidenskaber og begær, som besjæler folk; hvor helt anderledes dømmer man ikke om skønt og stygt, om godt og ondt, om ære og vanære! Den samme handling, der under visse samfundsforhold betragtes som yderst hæderlig og skaffer sin gerningsmand den højeste anseelse, fordi den er i overensstemmelse med de fælles sociale interesser, den samme handling bedømmes under andre samfundsforhold som afskyelig, fordi den dér har en anti-social karakter – der er primitive folkeslag, hos hvilke ingen ung mand anses for værdig til at færdes blandt de voksne, før han har begået el vist antal tyverier; middelalderlige krønikeskrivere roser de krigere, som på deres tog til fremmede lande myrdede fredelige bønder og borgere, spiddede småbørn, skændede kvinder, martrede deres ofre ved alle optænkelige pinsler; og hvordan vil mon ikke mange af de folk, der nyder den højeste værdighed i det nuværende samfund, fabrikanten og godsejeren, børsspekulanten og officeren f.eks., tage sig ud i fremtidens øjne? Og det er ikke blot de skiftende samfundsformer, der hver for sig præger sig i sindet og avler sin særegne form for menneskenatur, men den samme uensartethed genfindes indenfor hver enkelt samfund imellem de forskellige klasser, hvori befolkningen er søndret; kapitalisten og arbejderen dømmer ganske modsat om en mængde forskellige fremtoninger; deres begreber om ret og uret, om godt og ondt er på en mængde punkter afvigende; hvad der for den ene står som den naturligste og selvfølgeligste ting af verden, fylder den anden med afsky; hvad der lader den ene fuldstændig kold, vækker hos den anden dyb glæde og levende beundring – deres tanke og følelsesliv, deres hele natur er påvirket, tilpasset efter de sociale vilkår, hvorunder de lever og virker.
Uden forståelse af denne stadige ændring og omformning tænker anarkisten sig menneskenaturen som noget evigt, noget uforanderligt, noget der er og bliver i den samme skikkelse, med de samme egenskaber, ligesom en matematisk størrelse. Hvad det gælder for ham om er at udfinde den form for samliv mellem mennesker, under hvilken menneskenaturen finder sig bedst til rette, og derpå at forkynde denne opfindelse som et evangelium; folk vil flokkes derom, vil gribes af den nye idé, fordi den svarer til deres medfødte natur, vil gøre de nye tanker til virkelighed, indrette sig under de ideale samfundsformer – og dermed vil det højdemål for menneskeligt velvære og menneskelig kultur være nået, som ingensinde kan overskrides.
Men idet anarkisten således arbejder med den almindelige, den abstrakte menneskenatur som grundlag for sin teori, og idet han søger at udfinde et samfundssystem, der, ikke under visse givne historiske forhold, men i tid og evighed vil svare bedst til alle menneskers medførte, naturlige trang, så bliver han offer for et selvbedrag. Den menneskenatur, han ophøjer til den almindelige og uforgængelige, er hverken almindelig eller uforgængelig; den er ikke andet end det særegne naturel, de sociale vilkår har avlet hos den klasse, han selv repræsenterer, hos småborgerskabet – det småborgerskab, som forarmes og underkues i konkurrencen med den store kapital, og som med vemod tænker tilbage på den selvstændighed og frihed, det nød i gamle dage. Når anarkisten tror at tale alle menneskers fælles sag, så er det i virkeligheden kun småborgerens klasseinstinkt, han gør sig til talsmand for; når han tror at varsle et fremtidigt samfund, der skal hæve sig af det nuværende samfunds ruiner, så er det i virkeligheden kun det gamle lavssamfund, han skildrer i forherliget, i forklaret skikkelse; når han tror sig mest revolutionær, så er han i virkeligheden inderst inde dybt reaktionær.
Det småborgerskab, indenfor hvilket de anarkistiske idéer har taget deres udspring, står midt imellem bourgeoisiet og proletariatet, og det bærer i sin karakter præget af denne mellemstilling. Karl Marx har i sin bog om revolutionen og modrevolutionen i Tyskland givet en glimrende analyse af småborgerskabets klassekarakter – en analyse, som trods de mere end halvhundrede år, der er gået, stadig har fuld gyldighed. Småborgeren føler sig hjemløs i det bestående samfund, han svinger mellem håbet om at nå op i de velstillede klasser og frygten for at synke ned i proletariatet, eller dybere endnu, ned til fattighuset. Han bliver vankelmodig i sin politik, kan være ydmyg loyal overfor en stærk feudal eller monarkisk regering og danne en af de sikreste støtter for reaktionen, men kan omvendt blive grebet af voldsomme demokratiske bevægelser, når det gælder at bekæmpe et rent kapitalistisk regimente. Han er et bytte for stadig skiftende og tilsyneladende ganske uensartede stemninger, uden fasthed og konsekvens i sine bestræbelser, snart tilbøjelig til i forening med proletariatet at bekæmpe overklasserne – netop fordi hans egen sociale stilling, uklar som den er, drager ham til to modsatte sider. Sin blivende plads i de moderne klassekampe finder han først, når han lidt efter lidt gennemskuer sin egen stillings uholdbarhed og helt opgiver al særpolitik for at træde ind i proletariatets politiske organisation.
Den anarkistiske idé er en af de krampetrækninger, hvori småborgerskabets ejendommelige klassestilling naturlig giver sig udslag. Den genspejler en række af de følelser og stemninger, som bevæger sig gennem småborgerens hjerne.
Når han gruer for faldet ned i proletariatet, er det ikke så meget arbejdstidens længde eller indtægternes størrelse, han tænker på – mangen småhandlende eller småhåndværker er lænket længere tid af dagen til sin virksomhed og tager en ringere indtægt hjem i årets løb end flertallet af de faglærte arbejdere – som det er tabel af den økonomiske selvstændighed. Medens lønarbejderen er sysselsat i en fremmed bedrift, afhængig af reglementer for arbejdet, forpligtet til at arbejde så og så længe under de og de bestemte vilkår, så står derimod småborgeren i sin egen virksomhed, skylder ingen andre end sig selv regnskab, føler sig som fri mand, som herre i sit eget hus. Det er denne økonomiske selvstændighed og personlige frihed, der tegner sig for ham som det dyrebareste klenodie, når han måler sin egen stilling med proletarens. Og ganske vist føler han tydelig nok, hvorledes alt dette under den herskende økonomiske udvikling mere og mere bliver til et tomt skin, et selvbedrag, hvorledes hans egen tilværelse i bund og grund ødelægges under den store kapitals konkurrence, og han gribes af et desperat had til fabriksindustrien og stormagasinerne og hele det moderne kapitalistiske system, med staten, den kapitalistiske stat, som dets fornemste repræsentant. Men, knyttet som han er til det gamle samfund og hildet i dets overleveringer, er han ikke, som proletaren, i stand til at se ud over de bestående samfundsforholds grænser og erkende, at den personlige uafhængighed ikke længere lader sig opretholde under de gammeldags former, men må grundfæstes i en helt ny skikkelse. Han griber tilbage og danner sig et ideal i lighed med det gamle lavssamfund, hvor de enkelte håndværksmestre sad som fri mænd hver i sin bedrift, arbejdede og ombyttede deres varer og nød hele deres arbejdes udbytte ubeskåret.
Men for at dette ideal kan virkeliggøres, kræves der afskaffelse af staten og alle det kapitalistiske samfunds øvrige institutioner, indførelse af det absolutte »anarki« – mangel på alt herredømme, som ordet betyder. Er først dette nået, da vil »menneskenaturen« selv finde vejen til gennemførelsen af de fornuftigste, de menneskeværdigste samfundstilstande.
Sidst opdateret 4.12.2008