I Social-Demokraten, 2.12.1907.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 11-15.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Tallene for dødeligheden i København kaster et skarpt lys over de sundhedsmæssige vilkår, hvorunder hovedstadens befolkning lever, over de forandringer, der fra tid til tid indtræder, og over de dybe forskelligheder, der består mellem den velstillede og den fattige del af befolkningen.
Det første og stærkest iøjnefaldende træk, som tallene viser, er den stadige nedgang i dødelighedens styrke. I tiden 1800-1809 døde der af hver 10.000 indbyggere i København 319 i årligt gennemsnit, i tiden 1840-1849 døde der 268, 1901-1905 kun 168 og 1906 156.
Så stærk har nedgangen været, at for hver 20 ofre, døden krævede for halvhundrede år siden, kræver den i vore dage kun 11-12.
Også i de andre dele af landet går dødeligheden tilbage, men bevægelsen er her langt svagere end i København.
Som følge af denne forskel indtræder der lidt efter lidt en ejendommelig forskydning i det indbyrdes forhold mellem dødeligheden i byerne og på landet. Endnu for en menneskealder siden var befolkningen i byerne og især i København langt mere udsat for dødsfare end den på landet; men denne forskel er i færd med at svinde.
Her som på så mange andre områder ser man brydningen mellem de naturlige og de kulturelle betingelser, hvis sammenspil bestemmer befolkningens fysiske livsvilkår. Oprindelig er det de rent naturlige faktorer, som har overvægten. Fra naturens hånd er selvfølgelig tilværelsen i den store by langt mere farlig for organismen end tilværelsen på landet; navnlig er luften, under indflydelse af den tætte bebyggelse, ganske anderledes usund. Men disse skæbnesvangre indflydelser er man i stand til at bekæmpe og besejre; anlæg af parker og luftbælter, et moderne kloaksystem, et hensigtsmæssigt renovationsvæsen, nedrivning af særlig usunde kvarterer, strenge og nøje overholdte regler for bebyggelsen, indlæg af sundt drikkevand, alt sligt virker til gradvis at forbedre sundhedstilstanden og formindske den regelmæssig år efter år indtrædende dødelighed; hospitalsvæsenet, den lettere og hurtigere adgang til lægehjælp, det skarpere tilsyn med næringsmidler, alt sligt virker fra en anden side til at give bybefolkningen fordele, som landbefolkningen kun sjælden kan nyde i så udstrakt en grad. Idet denne kommunalhygiejniske udvikling skrider frem, og idet samtidig arbejderbefolkningen gennem den faglige og den politiske organisation tilkæmper sig større hvile, bedre ernæring, sundere, rummeligere og mindre overfyldte boliger, så stiger den fysiske modstandsdygtighed, og dødsfaldenes tal synker i forhold til den forhåndværende befolkning; det er de kulturelle betingelser, der vinder frem imod de vent naturlige. Storstadens dødelighedsprocent daler, i kraft af kulturarbejdet, ned i niveau med landdistrikternes og vil sikkert dale endnu langt lavere ned.
I løbet af de sidste tredive år er dødeligheden i Københavns befolkning som helhed formindsket med en tredjedel, men der er langt endnu, inden dødelighedsprocenten blandt arbejderne bliver lige så lav som blandt de højere klasser.
Stadslægens beretning for 1906 viser, hvor dyb afvigelsen er mellem dødeligheden i Københavns enkelte dele, alt efter som det er en mere eller mindre velstillet eller fattig befolkning de overvejende er beboet af, hvor kolossal en forandring der vil indtræde, når den fattige befolkning hæver sig til lignende sundhedsmæssige vilkår som de, den velstillede befolkning lever under.
Det forhold, der naturlig lader sig lægge til grund for en sådan inddeling, er den større eller mindre beboelsestæthed.
Sondrer man København i forskellige dele efter det større eller mindre gulvareal, der gennemsnitlig falder på hver person, så vil en sådan sondring også i det hele og store dele befolkningen i forskellige grupper efter den ulige grad af velstand. Grænserne vil ikke blive skarpe; thi indenfor de gennemgående fattige kvarterer bor der også en del velstående familier med en forholdsvis lav dødelighed, og omvendt bor der adskillige fattige familier med en forholdsvis høj dødelighed indenfor de gennemgående velstående kvarterer.
Alligevel er den forskel, man finder, frygtelig høj.
Af de 15 københavnske lægedistrikter har vi set bort fra tre, der – som udpræget forretningskvarter – har helt abnorme beboelsesforhold: det er dels den egentlige indre by, vest for Gothersgade og Kongens Nytorv, og dels kvarteret fra Store Kongensgade syd på ned til havnen. De øvrige 12 distrikter har vi delt i tre grupper efter beboelsestætheden; yderpunkterne er Gammelholm, hvor der gennemsnitlig bor 10 mennesker på hver 1000 kvadratalen gulvflade, og Sundbyerne, hvor der gennemsnitlig bor 26 mennesker på det samme areal. Den første, den mest velstillede gruppe, omfatter en befolkning på ca. 116,100 indbyggere, den anden på ca. 134,400 og den tredje, den slettest stillede, på ca. 138,700. Sammenligner man dem, idet man tager hensyn til den forskellige fordeling af aldersklasserne, viser det sig da, at for hver gang døden kræver 100 ofre i de kvarterer af København, der overvejende beboes af bourgeoisiet, kræver den i de fattigere bydele 148 og i de allerfattigste 156 ofre.
Den samme uhyggelige forskel viser sig, når man foretager en sondring af dødsfaldene efter de enkelte årsager. Stærkest er forskellen, når man betragter den værste af alle de dødbringende sygdomme, lungetuberkulosen. Her foreligger der oplysninger for de 9 år 1898-1906, og man finder, at af hver 10,000 indbyggere døde der i årligt gennemsnit i første gruppe 11, i anden 15 og i tredje 19. Og når man erindrer, dels at der blandt arbejderne forekommer et forholdsvis stort antal børn, blandt hvilke denne sygdom forholdsvis sjældent optræder som dødsårsag, og dels at der både indenfor anden og tredje gruppe befinder sig adskillige velstillede familier, som ved deres forholdsvis ringe dødelighed bidrager til at formindske den samlede dødsprocent – så regner man ikke for højt, når man antager, at den Københavnske proletar gennemgående er to-tre gange stærkere udsat for at ligge under for denne frygtelige sygdoms dødsfare end den københavnske bourgeois.
Man kan ud fra alt dette med sikkerhed slutte, at endnu den dag i dag har arbejderbefolkningen – trods alle de fremskridt, som også den har nydt sin andel i – en dødelighed fuldt så høj som den, bourgeoisiet var underkastet for 20-30 eller endnu flere år siden.
Sidst opdateret 29.11.2008