I Social-Demokraten, 23.9 + 30.9.1907.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 16-23.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Tilsyneladende er der ingen handling så rent vilkårlig, så personlig som selvmordet. Det er en kæde af personlige anlæg og sædvaner, oplevelser og indtryk, som lidt efter lidt lægger betingelserne forskellig til rette, skaber en mere eller mindre udviklet tilbøjelighed for selvmord hos hvert enkelt menneske – nøjagtig den samme art af modgang, der driver det ene menneske i døden, bliver af et andet menneske båret med ret betydelig sindsro, og det er hændelser og stemninger af tilfældig, uberegnelig karakter, som ved hver enkelt lejlighed bringer fortvivlelsen eller livsleden op til et sådant højdemål, at man bryder overtvært. Er der noget område, hvor man på forhånd skulle vente at finde stærke og uforklarlige uregelmæssigheder, så er det her.
Alligevel viser statistikken netop på dette område en forbavsende regelmæssighed. Antallet af forsøgte og fuldbyrdede selvmord, selvmordernes fordeling efter alder og køn, efter erhverv og ægteskabelig stilling. Selvmordenes forskelligheder efter årstid og aflivelsesmåde, efter by og land. Efter store og små byer, alle disse træk kommer år efter år tilbage i nogenlunde uforandret forhold, ændres kun jævnt og gradvis, når man følger tallene en længere årrække igennem, udviser visse fælles ejendommeligheder, men også visse meget påfaldende afvigelser, når man sammenligner lande på et forskelligt kapitalistisk udviklingstrin med hverandre. Men denne statistiske regelmæssighed vil kun sige, at selvmordshyppigheden ligesom ethvert andet socialt massefænomen er afhængig af de økonomiske love, som behersker samfundet. De samme økonomiske kræfter, som det ene år driver 550 mennesker til at berøve sig selv livet, vil også det næste år drive noget nær det samme antal mennesker til den fortvivlede handling, og de vil optræde med noget nær den samme styrke indenfor hver især af samfundets bestanddele.
Ikke således at forstå, at næringssorger, sult, manglende udsigt til at kunne skaffe underholdet for sig og sin familie og deslige økonomiske lidelser er den direkte årsag til hele antallet eller blot flertallet af de selvmord, der mellem år og dag finder sted. Det moderne samfund er en altfor sammensat og udviklet organisme, til at man således umiddelbart kan aflæse den kapitalistiske produktionsmådes og den kapitalistiske udbytnings virkninger. Ved siden af de egentlige økonomiske lidelser avler kapitalismen andre lidelser, der snart optræder som medvirkende årsag, snart som eneste årsag til selvmord: den følelse af usikkerhed, som gennemtrænger både arbejderens og forretningsmandens livsførelse, den voksende nervøsitet og sygelighed, som er en nødvendig følge af de livsbetingelser, det udviklede kapitalistiske samfund byder befolkningens store masse, prostitutionen, kriminaliteten og drikfældigheden i deres nuværende masseagtige omfang, og mangfoldige andre former for social usundhed.
Det større eller mindre antal selvmord, der regelmæssig hvert år finder sted i hvert enkelt land, står i nøje sammenhæng med det højere eller lavere kapitalistiske udviklingstrin, hvorpå landet befinder sig. Det viser sig tydelig nok, når man drager sammenligninger mellem en del forskellige europæiske lande.
Sachsen og Irland er de to yderpunkter; i det første land er selvmordshyppigheden mere end 10 gange så stor som i det sidste. Begge de to lande har et stort proletariat og en forfærdelig fattigdom, men af helt modsat karakter; hvor den sociale elendighed i Sachsen optræder som resultat af en rent moderne kapitalistisk arbejderudbytning i fabriker og på værksteder, dér viser den sig i Irland som virkningen af godsejernes ågerudsugelse overfor de forkomne og forsultne småhusmænds masse.
Men en sammenligning mellem de forskellige lande viser tillige en anden højst ejendommelig afvigelse. I de lande, hvor selvmordshyppigheden er lav, viser den i de senere årtier tilbøjelighed til at stige, medens den omvendt i de lande, hvor den er høj, viser tilbøjelighed til at dale.
Der er i denne forskydning et udtryk, som kendetegner det kapitalistiske verdenssamfunds udviklingsgang. De lavtstående lande bliver lidt efter lidt taget ind under kapitalistisk kultur, de samme livsforhold breder sig som i de højere udviklede kapitalistiske lande, de samme sociale kræftskader griber om sig – og dermed lægges også betingelserne til rette for en selvmordstilbøjelighed af lignende art og lignende omfang. Omvendt i de højtstående lande, hvor befolkningen allerede har gennemgået den kapitalistiske omdannelsesproces. Her rejser der sig en modbevægelse i form af arbejdernes vågnende klassebevidsthed, den højere kullur, som udspringer af arbejdernes voksende følelse af menneskeværd og menneskeret, de praktiske resultater, som vindes gennem den faglige og den politiske kamp. Statistisk bureau peger som de almindelige årsager til den formindskede selvmordshyppighed i dan mark »på sådanne momenter som den stigende arbejdsløn og den forøgede velstand i befolkningen som helhed samt på den større sikkerhed for det økonomiske udkomme, som er skabt gennem den sociale lovgivning (alderdomsloven, sygekasseloven); måske også det aftagende forbrug af spirituøse drikke har nogen andel i de gunstigere forhold«.
Denne udvikling, der i de laverestående samfund virker til at forhøje, i de højerestående til at formindske selvmordshyppigheden, genspejler den historiske tendens hos kapitalen og arbejderklassen i deres indbyrdes forhold: på den ene side den voksende legemlige og åndelige elendighed, som kapitalen fremkalder i arbejderklassen, på den anden side det modtryk, som arbejderklassen på et vist historisk udviklingstrin bliver i stand til at øve imod den kapitalistiske elendighedstendens.
– Også på anden måde viser det sig, hvor nøje sammenhæng der er mellem selvmordshyppigheden og det kapitalistiske udviklingstrin.
Deler man de selvmord, der har fundet sted i Danmark i årene 1896-1905, efter de pågældende personers hjemsted, finder man, at på hver million indbyggere i København faldt der 352 selvmord i årligt gennemsnit, indenfor den øvrige befolkning på Øerne kun 225 og i Jylland endog kun 161. Og denne forskel er tilmed i virkeligheden større, når man tager hensyn til den forskellige aldersfordeling og den forskellige selvmordstilbøjelighed i de enkelte aldersklasser; det viser sig da, at antallet af mænd i København, der har berøvet sig selv livet, er nøjagtig dobbelt så stort som antallet af mænd i provinserne.
Den forskellige fordeling efter alder er også af social oprindelse. Det er ikke tilfældigt, at selvmordstilbøjeligheden stiger jævnt og stadig med den fremskridende alder, efterhånden som arbejdsevnen mindskes og det bliver vanskeligere at skaffe sig brødet. Og det er også let forståeligt, at denne stigning fremtræder brattere i København end ude på landet med de rester af naturalhusholdning, der her er bevaret, med den lettere adgang der her er for en ældre mand til at finde udkommet i sønnens eller datterens hus.
Vi nævner endelig et træk, som på en ejendommelig måde viser brydningen mellem de rent instinktive og de rent sociale påvirkninger, der gør sig gældende på et område som dette. Det er selvmordernes fordeling efter årstider. Overalt i Europa gælder den regel, at selvmordenes hyppighed er størst i forårsmånederne; det synes, som om modsætningen mellem den vågnende, livsglade natur og det menneskelige tungsind og mismod i mangfoldige tilfælde virker bestemmende til at skære livstråden over.
Så langt statistikken går tilbage, kendes denne forskellighed efter årstiderne. Men efterhånden som det kapitalistiske kulturliv trænger det oprindelige naturliv stærkere og stærkere i baggrunden, svækkes også naturindflydelserne over det menneskelige sind. Selvmordshyppigheden bliver mere og mere ligelig fordelt på årets måneder. Hvor man nu har et forhold imellem forsommeren og vinteren som 155 til 100, havde man endnu så sent som i tiden 1876-1885 et forhold som 176 til 100.
Også de forbigående økonomiske forandringer tegner sig tydelig i selvmordshyppigheden. Selvmordernes antal er som et barometer, på hvilket man kan aflæse den stadige skiften mellem gode og dårlige tider. I slutningen af 1860'erne, da arbejdsmarkedet var stærkt trykket, beløb selvmordernes tal i Danmark sig hvert år til 471; i de glimrende forretningsår i begyndelsen af 1870'erne sank det til 448; i de dårlige tider i slutningen af 1870'erne steg det atter, til 516. Den samme vekslen viser sig i løbet af det sidste årti. I de tre gode år fra 1896 til 1898 var det gennemsnitlige antal selvmord 523 om året; i 1899, i lock-out-året, sank det stærkt, til 491 – som det også tidligere har vist sig, at tallet daler i bevægede tider, hvor den offentlige interesse er levende –; i de følgende dårlige år, fra 1900 til 1902, med den voldsomme arbejdsløshed, steg det atter stærkt til 580.
Når selvmordshyppigheden således er nøje bestemt af de økonomiske tilstande, da er det også en selvfølge, at den må optræde med højst ulige styrke indenfor de enkelte lag af samfundet alt efter deres forskellige økonomiske stilling. Det er imidlertid ikke let talmæssig at udtrykke denne forskelligartethed, fordi aldersforholdene er så forskellige indenfor de enkelte samfundsklasser. Jo flere ældre i en klasse, des flere selvmord – jo flere yngre, des færre selvmord, hvis forholdene ellers er lige. Vi har forsøgt på et enkelt punkt at finde et tilnærmelsesvis rigtigt udtryk for forskellen mellem klasserne, idet vi har valgt mændene fra ca. 60 år opefter; man træffer her for hver 100,000 indbyggere blandt kapitalisterne godt 80 selvmord om året, blandt arbejderne 160 – altså henved dobbelt så mange.
Den del af den danske befolkning, hvor selvmordshyppigheden vistnok når sit mest uhyggelige højdepunkt, er tjenestefolkene på landet. Forholdet er således, at der på hver 100.000 tjenstekarle over 15 år falder 46 selvmord i årligt gennemsnit; blandt godsejere, proprietærer, gårdmænd og forpagtere er det tilsvarende tal kun 40. Allerede denne forskel er jo ret betydelig, men den udtrykker kun en ringe del af den virkelige forskel. Thi her som allevegne må man have den helt ulige aldersfordeling i erindring. Blandt de større selvstændige landbrugere er kun meget få helt unge mennesker. Blandt tjenestefolkene er forholdet omvendt; de allerfleste er helt unge. Man skulle da på forhånd vente et yderste ringe antal selvmord iblandt dem; og når tallet alligevel er så forholdsvis stort, som det er. Så vidner det om, at den virkelige selvmordstilbøjelighed er frygtelig høj, at det sammenspil af legemlig og åndelig underkuelse, elendighed og fornedrelse, der driver mennesker til frivillig at søge døden, hos dem optræder med en forfærdelig styrke. Det gælder tjenestekarlene, og det samme gælder tjenestepigerne; også blandt dem træffer man et uforholdsmæssig højt antal selvmord.
Og det gælder ikke blot de voksne tjenestefolk, men også børnene. Af børn under 15 år var der i årene 1896-1905 ialt 30 drenge og 6 piger, som berøvede sig selv livet, og deraf var mindst de 13 drenge og mindst de 2 piger, altså vel omtrent halvdelen, tjenestedrenge og tjenestepiger på landet – en frygtelig illustration til de vilkår, hvorunder fattigfolks børn på landet mangfoldige steder vokser op.
Sidst opdateret 29.11.2008