I Social-Demokraten, 19.8 + 26.8 + 2.9 + 9.9 + 16.9.1907.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 186-213.
Se også Arbejder-indvandringen. Landarbejderløn og polakimport (1911)
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Arbejdervandringerne danner et spørgsmål der er vanskeligt at overskue og svært at tage skarp og bestemt stilling til, thi de rummer forskelligartede bestanddele, der hver for sig spiller en ganske afvigende rolle. De omfatter en indvandring af højtstående, udviklede arbejdere og af de laveststående, mest barbariske; de omfatter en blivende indvandring af arbejdere, som for bestandig slår sig ned i det nye land, og en periodisk indvandring af arbejdere, som efter kort tid, efter visse måneders eller års forløb, vender hjem; de omfatter en frivillig indvandring, hvor arbejderen selv i fuld personlig frihed bestemmer og planlægger sin overflytning, og en tvungen, hvor han møder i det fremmede land, bundet ved en kontrakt, der forpligter ham til at arbejde i det og det tidsrum for den og den arbejdskøber på de og de forud fastsatte vilkår; de har en ganske forskellig, ganske modsat betydning for arbejderklassen i indvandrings- og udvandringslandet – det ene sted bidrager de til at forøge, det andet sted til at formindske tilbudet af arbejdskraft, det ene sted kommer de altså til at påvirke arbejdslønnen i nedadgående, det andet sted i opadgående retning; og de optræder endelig på helt forskellig måde indenfor de enkelte indvandrings- og udvandringslande alt efter det højere eller lavere kapitalistiske udviklingstrin, hvorpå hver enkelt land står. – Indvandringen til et land som Argentina med en gryende kapitalistisk udvikling har en anden beskaffenhed end til de nordamerikanske fristater med deres ældre kapitalistiske kultur. Udvandringen fra moderne industrilande som Tyskland eller England er af en ganske anden beskaffenhed end fra lande som Ungarn eller Rusland.
At tage nogen fælles stilling til alle disse forskellige arter, er selvfølgelig umuligt; vi vil i det følgende også kun dvæle ved nogle enkelte typer på de arbejdervandringer, der i særlig grad truer arbejderklassens økonomiske og kulturelle stilling i indvandringslandet.
De bevægende kræfter i alle de masseagtige internationale befolkningsforskydninger er dels arbejdernes stræben efter den højest mulige løn, dels kapitalens stræben efter den billigst mulige arbejdskraft. Hvor vandringen foregår i fuld personlig selvstændighed, uden nogen direkte påvirkning udefra, er det den første af de to kræfter, der er den rådende. Men i et meget stort antal tilfælde, og netop i de tilfælde, som er de mest faretruende, er bevægelsen fremgået ved et sammenspil af de to kræfter; indvandringslandets kapital har planmæssig, ved reklamering og deslige, påvirket stemningen i udvandringslandets arbejderbefolkning og har ofte selv gennem direkte hvervning organiseret strømmen af vandrere.
Inden for det enkelte lands grænser ligger de to kræfter i evig krig med hinanden; arbejderne organiserer sig for at hæve lønnen, kapitalen for at sænke den. Men land og land imellem finder der en tiltrækning sted, fordi de forskellige lande står på et ulige kulturtrin og dermed også den herskende arbejdsløn er højst ulige. Jo lavere et land er udviklet i kultur, des lavere er også gennemgående arbejdslønnen; jo højere kulturen, den økonomiske og den åndelige kultur, er nået frem, jo flere behov der er gået ind i arbejderklassens daglige fornødenheder, des højere er den normale løn, som betales. Den løn, der er utålelig lav for en dansk eller vesttysk arbejder, synes god for en polsk eller russisk med hans små fordringer til livet; det arbejdsvederlag, der ville betyde absolutte sultekår for en europæisk eller amerikansk arbejder, synes for den uendelig nøjsomme kineser at være høj fortjeneste. På den måde spejler den samme pengesum sig såre forskellig i sindene alt efter de enkelte landes ulige kulturudvikling; på den måde bliver det muligt for kapitalen i de økonomisk højtstående lande med stor fordel at drage arbejdskraft til sig fra de økonomisk lavtstående. Det er en udjævning, der finder sted, en udligning mellem den høje og den lave pris på arbejdskraften; det ene sted trykkes der på lønnen, idet kapitalen får uforholdsmæssig billige arbejdere til sin rådighed og kan føre dem i marken mod sit eget lands arbejdere; det andet sted bliver der mulighed for en opdrift i lønnen, idet arbejdernes rækker udtyndes ved bortvandringen og den indbyrdes konkurrence mellem dem svækkes.
Det er det uensartede kapitalistiske trin, hvorpå de forskellige dele af jordkloden befinder sig, som er det økonomiske grundlag for de internationale arbejdervandringer; i Amerika og Kina, i Danmark og Galizien står produktionsmåden på ulige trin, og kun derfor bliver der mening i kineser-importen til Amerika og polak-importen til Danmark.
Men den tekniske betingelse for, at alle disse bevægelser kan foregå, er den mægtige udvikling, som samfærdselsmidlerne har taget, de hurtige og billige rejseforbindelser mellem de forskellige punkter af jorden. Thi hvad hjalp det den danske godsejer eller teglværksejer, at arbejdslønnen var lav i Rusland og Galizien, når jernbanebilletten var så dyr, at den slugte hele forskellen og mere til; og hvad hjalp det den Californiske guldmineejer eller jernbaneentreprenør, at den kinesiske arbejdskraft kunne købes til spotpris, så længe dampskibsbefordringen kostede snese eller hundreder af kroner? Det er først samfærdselsmidlemes vidunderlige udvikling i den sidste menneskealder, som har givet de internationale arbejdervandringer deres nuværende vældige og vældig voksende omfang, og som navnlig har brudt vej for deres ejendommeligste og uhyggeligste art: de periodiske, regelmæssig tilbagevendende vandringer af arbejdere, fra hjemlandet til fremmede lande og derfra atter tilbage til hjemlandet, denne trækfuglebevægelse, som i ganske særlig grad truer arbejderklassens organisation.
Indtil for en menneskealder siden indskrænkede spørgsmålet om arbejdervandringer sig nærmest til udvandringen fra Europa til oversøiske lande, især til de nordamerikanske forenede stater, en overflytning, der i de allerfleste tilfælde er af blivende karakter: den arbejder, der fra Europa drager til Nordamerika, vender kun sjælden tilbage; han slår sig ned i det nye land og opsuges som en del af dets befolkning.
Og denne vandring har stadig en mægtig og netop i de allersidste år en voldsomt stigende betydning. Fra begyndelsen af 1880'erne til lidt ind i 1890'erne holdt tallet på indvandrere fra Europa til de forenede stater sig temmelig nær omkring en halv million om året, steg kun i et enkelt år til tre kvart million og sank kun i et enkelt år til en tredjedel million; i midten og slutningen af 1890'erne dalede tallet stærkt, under indflydelse af de gode arbejdsforhold, den ringe arbejdsløshed i den gamle verden – i årene fra 1894 til 1899 var det kun lidt over en kvart million mennesker, som i årlige gennemsnit lagde Atlanterhavet bag sig; men derpå begyndte en ny og vældig opgang – ved århundredskiftet var tallet påny oppe på en halv million, i 1905 nåede det en hel million, og for 1906 opgives det til 1,100,735.
Men denne kolossale indvandrerstrøm – der, fortsat blot halvtredje år igennem, vil sluge en menneskemasse ligeså stor som Danmarks nuværende befolkning – spiller en helt anden rolle, er af en helt anden karakter nuomstunder end i begyndelsen af 1880'erne. Af to grunde: dels fordi det land, hvortil indvandrerstrømmen kommer, ikke længere er det samme som dengang, ikke længere byder de samme muligheder for at vinde frem til en økonomisk gunstig stilling, og dels fordi indvandrerstrømmen selv er anderledes sammensat i vore dage og overvejende er rekrutteret fra samfund på et langt lavere kapitalistisk udviklingstrin.
Endnu for et kvart århundrede siden lå der i det midterste Nordamerika betydelige strækninger af frugtbar jord udyrket hen, som kunne erhverves gratis eller på yderst lempelige vilkår. Indvandringen kunne toten stor del tage en agrarisk retning og behøvede ikke at tynge på byernes industrielle arbejderbefolkning. Tværtimod, kolonisationerne stillede store krav til industri og omsætning, gav stødet til nye byers anlæg og opkomst, skabte plads for en rask voksende industriarbejderklasse. Indvandrerne øvede således kun i ringe grad og væsentligst kun i selve New York nogen egentlig konkurrence med de indenlandske arbejdere. En industriel reservearmé var under normale forhold ikke til stede. Hvor helt anderledes nu, da jorden er fuldt optaget og den industrielle reservearmé er af fuldt så uhyggeligt et omfang som i den gamle verden! Enhver ny skibsladning indvandrere betyder i første række en forøgelse af den overtallige arbejderbefolkning, en skærpelse af den indbyrdes konkurrence på arbejdsmarkedet, et nyt kort på hånden for kapitalen i dens bestræbelser for at presse proletariatets livsvilkår ned.
Allerede dette er naturlig en medvirkende grund til, at den amerikanske arbejder ser en lidet kærkommen gæst i indvandreren; men der er en anden grund, som virker endnu langt stærkere. Det er indvandrermassens forandrede sammensætning. For 25 år siden var det ganske overvejende fra Europas højest civiliserede lande, at den kom, fra England, Tyskland og de skandinaviske lande. Det var folk, som i deres hjemland havde lært den kapitalistiske produktionsmåde at kende i dens fulde moderne udvikling, som var vokset op i fagforeningslivet, og som også let lod sig vinde for organisationen i det nye land – indvandrede, europæiskfødte arbejdere har spillet en overordentlig stor rolle for udviklingen af den nordamerikanske arbejderbevægelse. Helt anderledes nu. En stadig større brøkdel af indvandrerne, det langt overvejende flertal, kommer fra Europas laveststående egne, fra Italien, særlig Syditalien, fra Østrig-Ungarn, særlig Ungarn, og fra Rusland; endnu ved begyndelsen af 1870'erne havde disse tre lande tilsammen kun leveret 1 pct. af indvandrerne til de forenede stater, i året 1880 var tallet steget til omkring 10 pct., i årene 1885-1894 til 29 pct., i årene 1895-1904 til 63 pct., og i året 1905 steg det endog til 67 pct. – godt to tredjedele af det hele indvandrertal. Det er folk fra lande på et lavtstående økonomisk udviklingstrin, folk, for hvem den kapitalistiske produktionsmåde er et dunkelt begreb, folk uden kundskaber og uden kultur – fjerdedelen af indvandrerne fra Østrig-Ungarn og Rusland og halvdelen af de indvandrede italienere kan ikke læse og skrive – villige udbytningsgenstande for kapitalen mod et elendigt arbejdsvederlag, folk, som det kræver lang tids påvirkning at vinde for den moderne arbejderbevægelse. Der ligger i denne strøm af halvbarbarer, som oversvømmer de store byer og underbyder de indenlandske arbejdere, en alvorlig fare for organisationens og socialismens fremgang.
Ad lovgivningens vej er det umuligt direkte at stemme op imod denne bevægelse. Thi den amerikanske indvandringslovgivning indeholder allerede nu så vidtgående bestemmelser, som arbejderklassen under noget forhold kan ønske. Ikke blot kræves der af indvandreren, at han skal være legemlig og sjælelig sund og i besiddelse af et vist pengebeløb, men også – hvad der i denne forbindelse er det vigtigste – at han ikke må være bundet ved kontrakt til en amerikansk arbejdskøber, og at han selv skal have betalt overrejsen (bortset fra den hjælp, som pårørende i Amerika har ydet); en direkte indførsel af strejkebrydere og trælbundne løntrykkere er altså udelukket. Derimod har de organiserede arbejdere det i deres egen magt at tage den værste brod af den fare, som ligger i denne indvandring. Ved i vidt omfang at åbne sig for fremmede arbejdere, ville fagforeningerne umuliggøre en stor del af den smudskonkurrence, som nu praktiseres af indvandrede arbejdere. Og ved et virksomt arbejde for en lovfæstet forkortelse af arbejdstiden, for et skarpt sundhedstilsyn med boliger og arbejdspladser og deslige ville yderligere arnestedet for smudskonkurrencens uhyggeligste former lægges øde.
Ved siden af den egentlige udvandring er der senere kommet det kontraktbundne vandrearbejde. Hvad den kinesiske kuli i så henseende betyder for den store verden, betyder den østeuropæiske landarbejder for den vesteuropæiske befolkning.
Det er fra Østtyskland, fra provinserne Øst- og Vestpreussen, Posen og Schlesien, og længere østfra, fra det østrigske Galizien og det russiske Polen, og endnu længere østfra, fra den vestlige del af det egentlige Rusland, at han kommer, fra egne med et landbrug, der drives på en yderst primitiv måde, som det blev drevet i Vesteuropa for hundrede år siden, og med et masseagtigt landproletariat, der lever i de usleste kår. Hovedmængden af vandrearbejderne er af polsk nationalitet – og »polakker« er jo også den almindelige fællesbetegnelse for disse fremmede gæster –; imidlertid er der også en del tyskere iblandt fra de preussiske provinser og et meget stort antal ruthenere (lillerussere), især fra den østlige del af Galizien, hvor landet ejes af polske godsejere, medens hele den fattige befolkning er ruthensk.
Den store masse af landbefolkningen i disse egne består dels af jordløse daglejere, der kun har deres arbejdskraft at leve af og dels af småhusmænd, folk, der ejer en lille jordlod, men en jordlod, som er altfor ringe til at kunne ernære en familie. Adelen har i tidens løb ved vold og plyndring og den brutaleste udnyttelse af sin politiske magt lagt beslag på så stor en del af jorden og i den grad trængt bønderne ud af deres gamle besiddelser, at der kun er blevet små og ganske utilstrækkelige lodder tilbage. Landbruget står de fleste steder på et rent barbarisk udviklingstrin; hovedvægten hviler på kornavlen, som kun med fordel kan drives i store bedrifter, og som her i reglen drives planløst, irrationelt, med gammeldags redskaber, uden regelmæssigt sædskifte, med utilstrækkelig gødningstilførsel. En intensiv smådrift, som den kendes i Vesteuropa, og som den særlig i Danmark er så højt udviklet, med produktion af mælk eller æg eller havesager eller deslige som grundlag, er umulig – ikke blot er fattigdommen og uvidenheden for stor, men også transportmidlerne, kreditvæsenet og de andre ydre betingelser er for lidet udviklede; kun i nærheden af de store byer har husmanden en mulighed for at gøre sin jordlod indbringende. I de fleste egne af Russisk-Polen regner man, at først en lod på 15-20 tdr. ld. eller derover er i stand til at skaffe en familie det nødtørftigste livsophold; men det er kun en forsvindende ringe del af landbefolkningen, der har så stor en besiddelse; de allerfleste har kun små bitte lodder på 3-4-5 tdr. ld. og deromkring og er nødt til at skaffe sig den langt overvejende del af deres udkomme ved at gå på arbejde for godsejerne. Værre endnu end i Polen er forholdene i Galizien, især i den østlige, ruthenske del, hvor forarmelsen når sit højdepunkt. Her er to tredjedele af alle jordbrugene mindre end 4 tdr. ld., og næppe tiendedelen af jordbesidderne er i stand til udelukkende at leve af deres egen bedrift; og tillige findes der her en kolossal befolkning af absolut besiddelsesløse landarbejdere. Hvor en husmand har et jordstykke, der yder lidt ud over de allernødvendigste kartofler, er det i almindelighed belastet med gæld, som pålægger ham frygtelige udgifter; i tiden fra 1878 til 1894 steg hypoteksgældens samlede beløb i Galizien til mellem det firdobbelte og det femdobbelte, og den rente, der betales, er fuldstændig blodsugende; en rente på 50-100 pct. om året er ganske almindelig, og der er eksempler på, at husmænd har måttet betale over 500 pct. i årlig rente.
Det store flertal af landbefolkningen er da nødt til at byde sin arbejdskraft tilfals, for overhovedet at kunne eksistere, og kun i landbruget finder den beskæftigelse –- industrien er, med undtagelse af visse egne af Russisk-Polen, kun lidet udviklet og kun i stand til at optage en ringe del af landproletariatet; den formår ikke som Vesteuropa at drage landbrugets overskudsbefolkning til sig og derved bidrage til at hæve landbefolkningens kår. Den uhyre mængde af landarbejdere, som byder sig til på herregårdene og de store bøndergårde, presser arbejdslønnen ned til et forfærdeligt lavmål, og den lave arbejdsløn virker atter til at holde landbrugsteknikken nede på det gamle barbariske trin. Til den middelalderlige drift svarer helt middelalderlige former i forholdet mellem arbejdskøber og arbejder; landarbejderen må, skønt personlig fri, finde sig i den mest brutale behandling fra godsejerens eller forpagterens side; prygl hører til dagens orden på de galiziske godser; den arbejder, som ikke viser den dybeste, mest slaviske underdanighed overfor sin udbytter, bliver øjeblikkelig fjernet; når den polske landarbejder taler til sin »nådigherre« – som tiltaleformen er – må han bukke sig, så hatten i hans hånd strejfer jorden, og har han en anmodning at rette til ham, må han omfatte hans knæ.
I Russisk-Polen svinger den almindelige dagløn for en voksen mand mellem 35 og 55 øre, og kun i høsttiden når den op til omkring 60 øre. I Østgalizien er lønnen endnu adskillig lavere; i høsttiden regnes den for en voksen mand til omtrent 50 øre, for en voksen kvinde til omkring 35 og for et barn til omkring 25 øre, og den øvrige del af året er den gerne 10-15 øre lavere. For en voksen tjenestekarl i landbruget regnes i Østgalizien årslønnen, og vel at mærke ikke blot lønnen i rede penge, men også værdien af den kost, der ydes ham, til omkring 120 kr. mod vest, i Østtyskland, er lønnen en smule højere; mod øst, i Vestrusland, er den derimod jævnlig endnu en grad lavere, og man er her nede på kår, hvor det for en vesteuropæer er fuldstændig ubegribeligt, at mennesker overhovedet kan eksistere.
Levemåden er da også så elendig som tænkes kan. Vi anfører en skildring af en galizisk socialdemokratisk forfatter:
»Den østgaliziske husmands hytte er klinet op af ler og halm og dækket med et stråtag. Den har hverken gulv eller skorsten; røgen trækker ud gennem alle mulige huller og revner. Således bor han sammen med sine høns, kalve og køer – hvis han da er så lykkelig at have nogle. Hans ernæring spotter enhver beskrivelse; kartofler og kål er hans væsentligste næringsmidler; brød er et sjældent lækkeri, kød spiser han aldrig eller i det højeste engang i påsken. Dr. Nap. Cybulski, prof. i fysiologi ved universitetet i Krakau, siger i sin bog om den galiziske landbefolknings ernæring, at den måde, hvorpå husmanden tilbereder sin mad og ernærer sig, er af samme beskaffenhed som blandt de vilde i det indre af Afrika .... Den frygtelige underernæring har bragt ham i vantrivsel, bar svækket hans arbejdsevne og berøvet ham hans modstandskraft mod epidemiske sygdomme.«
I Polen, hvor den industrielle udvikling er mere fremskreden end i Galizien og landarbejderlønnen i almindelighed noget bedre, er også levemåden en del højere. Men opgangen ytrer sig, som naturligt er, først og fremmest og næsten udelukkende på ernæringens område; med hensyn til klædedragt, bolig og deslige forhold, er tilstanden omtrent lige så elendig som i Galizien, eller var det i hvert fald indtil for få år siden. En polsk socialdemokratisk forfatter giver ved midten af 1890'erne, ved den tid da sæsonvandringerne mod vest begyndte at tage stærk fart, følgende skildring af det typiske polske landarbejderhjem:
»Børn, høns og svin tumler sig i den gemytligste venskabelighed omkring i stuen, og svinet er i virkeligheden menneskets bedste ven; han plejer og passer det bedre end barnet, der må vokse op for lud og koldt vand. Urenligheden med alle dens ubehagelige følger hersker rundtom i familierne; på smukke solskinsdage ser man mødrene sætte sig frem foran husene for at tage sig af deres småbørn på samme måde som vore stamfædre i de zoologiske haver. Renlighed er dyr, koster tid og penge, og ingen af de to dele har man noget af her – hverken tid, thi den lægger godsejeren beslag på, eller penge, thi dem tjener man ingen af. Husmanden må arbejde strengt og længe, og når han kommer hjem, må han straks lægge sig, for den næste morgen at kunne møde i rette tid på arbejdspladsen.«
Det er ikke blot på selve stedet, at man mærker denne forskel mellem den bundløse elendighed i Østgalizien og de lidt højere livsvilkår og navnlig den noget rigeligere ernæring i Polen; den spores også tydelig blandt vandrearbejderne i Vesteuropa. Østgalizierne får overalt en betydelig lavere løn end de egentlige polakker – de er villige til at arbejde på betingelser, som selv den polske landarbejder afviser, og de er tillige nødt til at tage imod et lavere arbejdsvederlag, fordi deres arbejdsevne i en ganske anden grad er forringet ved den frygtelige underernæring i hjemmet; slet ernæring og endnu slettere arbejdsdygtighed følges her som allevegne ad som årsag og virkning; »Landarbejderen spiser som halvdelen af et menneske og arbejder som fjerdedelen af et menneske«, siger et bevinget galizisk ord. Også udstrækningen af deres vandringer er forskellig; østgalizierne drager i almindelighed, og især de første år de er ude, ikke så langt bort som polakkerne; de holder sig oftere til den østlige del af Tyskland, hvor pengelønnen ganske vist er lavere, men hvor »deputatet«, de næringsmidler, der ydes arbejderne som en del af deres løn, er rigeligere – det er ikke så meget den højere løn, der lokker dem, som det er den skære fysiske sult, der tvinger dem ud; polakkerne derimod drager hyppigere længere mod vest, hvor deputatet er mere sparsomt, men hvor pengelønnen er højere, og hvor især det almindelig fremherskende akkordarbejde byder lejlighed til en ekstrafortjeneste.
– Fra denne udpinte, forarmede befolkning, der tæller adskillige millioner mennesker, mennesker, der af de fortvivlede økonomiske kår, hvorunder de lever, er bragt ind i en halv barbarisk tilstand, fra denne befolkning er det, at den store strøm af vandrearbejdere oversvømmer de vestlige egne af Europa.
Denne så skæbnesvangre bevægelse udviklede sig allerede tidlig, i 1870'erne og lidt ind i 1880'erne, men havde dengang endnu et forholdsvis ringe omfang og en stærkt lokalt begrænset karakter. Det var mellem de østtyske provinser på den ene side, især Vestpreussen, Posen og Schlesien, og den preussiske provins Sachsen på den anden, at den årlige bevægelse af sæsonarbejdere fandt sted.
Sachsen var og er fremdeles den del af Tyskland, hvor landbruget står på sit højeste trin, har gennemløbet den mest udprægede industrialisering. Det sachsiske landbrug, som man ser det ved midten og slutningen af 1870'erne, er typen for den senere udvikling på hele det vesteuropæiske fastland. Maskinerne er i stor målestok taget i brug på herregårdene; kartoffeldyrkningen til spritfabrikationen og navnlig roedyrkningen til sukkerfabrikation er trådt stærkt i forgrunden af agerdyrkningen. Industriens livlige fremgang har tillige drevet landarbejderlønnen i vejret; bortvandringen til byerne har opsuget landproletariatets overskud, og godsejerne er blevet nødt til at betale deres arbejdere højere løn. Men samtidig har landarbejderspørgsmålet fået en helt ny skikkelse ved selve landbrugets ændrede karakter, ved de gammeldags redskabers afløsning med maskinerne, ved overgangen fra den rene kornavl til rodfrugtdyrkningen. Sæsonarbejdet er blevet mere og mere fremherskende; hvor man før havde brug for noget nær den samme styrke af landarbejdere året rundt og kun i høsten trængte til en forøgelse af mandskabet, en reserve, som man hentede sig fra husmands- og småbondehjemmene, hvis mænd og kvinder meldte sig på herregårdene for at tjene den høje løn ved høstarbejdet, dér samler nu en stadig større del af virksomheden sig på et kortere spand af året. Til daglig behøves der kun et ringe antal tjenestefolk og faste arbejdere til at passe godsets drift, men nogle få måneder igennem trænges der til en talrig arbejderstab; damptærskemaskinerne overflødiggør det lange vinterarbejde med plejlen mod logulvet, men kræver en mængde mennesker på nogle ganske enkelte dage; maskinerne til jordens behandling sætter et stort tal af arbejderne ud af spillet, men når roerne skal luges og optages, skal der en mængde mennesker til.
Det er modsætningen imellem den store overflod af landarbejdere og den elendig lave løn i østen på den ene side og på den anden den noget højere arbejdsløn og landbrugets udviklede sæsonskarakter i vesten, det er denne modsætning, som har givet stødet til de mægtige og mægtig voksende arbejdervandringer frem og tilbage mellem de forskellige egne af Europa.
Allerede lidt ind i 1880'erne var Østtyskland oversvømmet med agenter for de sachsiske godsejere, som hvervede landarbejdere til roekampagnen. De skulle have fri rejse, frit husly, fri kost, desuden en pengeløn, som, så lav den end var, dog syntes stor i sammenligning med, hvad der var udsigt til at tjene i hjemmet. I titusindvis kom da de kontraktbundne sæsonarbejdere til nogle måneders ophold på roemarkerne; og eksemplet, som godsejerne havde givet, blev hurtig fulgt af teglværksejere og jernbaneentreprenører. »Sachsen-gänger« er endnu stadig den almindelig brugte tyske benævnelse for en sæsonarbejder fra Østeuropa, skønt Sachsen nuomstunder kun optager en mindre del af den østeuropæiske invasion – ligesom vi på dansk bruger ordet »polak«, skønt de egentlige polakker nuomstunder er i stort mindretal i Danmark i sammenligning med ruthenerne fra Galizien.
Men vandringerne mellem Østtyskland og Sachsen i 1880'erne var kun indledningen til den store folkebevægelse; nye kræfter satte sig fra nu af i gang, og den ene bølge af vandrearbejdere fulgte på den anden. I Østtyskland, hvorfra en del af arbejderne blev trukket bort hvert år, når høsten nærmede sig og der var størst efterspørgsel efter folk, begyndte tilbudet af arbejdskraft at tage af og lønnen at stige. Godsejerne kunne ikke længere skaffe sig arbejdet udført på de gamle vilkår; de jamrede over »arbejdermangel« og begyndte nu selv at søge den vej, som deres vestlige kolleger havde anvist. Som erstatning for de arbejdere, der var blevet draget vest på, drog de selv arbejdere til øst fra, hvor lønnen var endnu lavere; ruthenere og polakker fra Galizien og Russisk-Polen blev indforskrevet i store mængder og anvendt til høstarbejde på de østtyske godser. Og nu gentog bevægelsen sig; de polske godsejere, som mistede en del af den arbejdskraft, der før havde stået til deres rådighed, sendte deres agenter mod øst, til de endnu uslere stillede landarbejdere i det egentlige Rusland, og hvervede store kolonner af russiske arbejdere til høsten på de polske godser. Og længere øst på, ind i det russiske kæmperiges indre, forplantede bevægelsen sig og kaldte nye vandringer frem mellem de lavest udviklede og de mere fremskredne egne. Det er en forunderlig kæde af ind i hinanden gribende folkestrømninger, man ser, i stadig fremgang om foråret og tilbagegang om efteråret. Den schlesiske landarbejder drager på arbejde til Sachsen og vender hjem, når høsten er omme; medens han er borte, kommer den polske landarbejder til Schlesien og passer de marker, han forlod; og medens han er borte, kommer atter den russiske landarbejder endnu længere øst fra og arbejder på de polske godser.
Samtidig med at arbejderbefolkningen i Østeuropa således kommer i stadig voksende uro og bevægelse og de bånd løsnes, som stavnsbinder husmand og landarbejder til året igennem at forblive i sin landsby, så breder vandrearbejdet sig med voldsomt stigende styrke længere imod vest. Tyskland helt over til Rhinen og hinsides Rhinen, Elsass og Lothringen, oversvømmes af østtyske, ruthenske og polske sæsonarbejdere, og ud over Tysklands grænser trænger de sig, til Holland, til Danmark, til Sydsverige. Det er landbrugets moderne udvikling, dets tiltagende brug af maskiner, dets forøgede dyrkning af rodfrugter til industriel udnyttelse og dets deraf følgende stadig mere skarpt udprægede sæsonkarakter, som danner basis for vandrearbejdet – i forening med den ved industriarbejdernes organisation fremkaldte stigning af landarbejderlønnen – der ganske vist ikke, som landbrugets arbejdskøbere søger at indbilde et godtroende publikum, gør det vanskeligt at skaffe arbejdere til landbruget, men derimod gør det vanskeligt at skaffe arbejdere for fuldt så ussel en løn, på fuldt så elendige vilkår som for en årrække siden. Det er det grænseløse profitbegær, som er motivet for de store landmænd til at organisere indførselen af slavebunden, lavtlønnet arbejdskraft fra halvbarbariske lande, ved hvis hjælp de håber at kunne holde den indenlandske landarbejder nede i nød og usseldom og barbari.
Det er landbruget, som optager hovedmassen af disse vandrende arbejdere; også i teglværker, ved jernbaneanlæg og i deslige virksomheder bliver deres billige arbejdskraft dog udnyttet; og man er tillige i fuld gang med at indføre den i fabrikkerne og bjergværkerne - i kulminerne ved Ruhr i Vesttyskland, i nærheden af essen, er over fjerdedelen af arbejderne hentet fra det fjerne østen. Stadig vokser deres antal; henved en halv million mænd og kvinder bevæger sig årlig frem og tilbage mellem deres hjem og deres sommerarbejdssted. Snart drager den ene ægtefælle afsted, medens den anden bliver hjemme og passer den lille husmandslod; snart afhænder man bedriften, sælger den eller bortforpagter den; snart rejser de halvvoksne børn afsted – det store flertal af vandrerne er kvinder og ganske unge mennesker, et uhyggeligt træk, der rummer en alvorlig fare for den tilvoksende slægts moral.
Den løn, de østeuropæiske vandrearbejdere tjener, veksler dels efter deres hjemsted – den er helt igennem betydelig lavere for de udhungrede ruthenere fra Østgalizien end for de mere arbejdsduelige polakker fra Vestgalizien og Russisk-Polen – og dels efter deres arbejdssted – den er i det vestlige Tyskland en hel del højere end i det østlige, men den er overalt adskillig lavere end den normale løn for hjemlige arbejdere. I almindelighed bevæger daglønnen for den voksne mand sig fra 66 eller 75 øre opefter til 1 kr. eller lidt derover og kan undertiden stige til omkring 1 kr. 50, øre; for kvinder og unge mennesker er den betydelig mindre. Men så ringe denne løn også er, så kan de uhyre nøjsomme arbejdere alligevel ofte vende hjem til deres landsby med 50 eller 100 kr. Eller endnu mere i lommen, en sum, de kan tære på vinteren igennem, en mange gange større sum, end de havde kunnet lægge til side, om de var blevet hjemme. Ved siden af pengelønnen bliver der udleveret arbejderen et kvantum levnedsmidler; det er kartofler først og sidst, og dertil skummetmælk, og derudover jævnlig, især hvor det er de underernærede østgaliziere, det drejer sig om, lidt brød eller mel, stundom også lidt svinefedt og salt – men hjemmefra er de sjælden vant til andet end kartofler med en smule grøntsager til.
De kommer til arbejdsstedet bundne ved kontrakter, der i de fleste tilfælde berøver dem enhver som helst ret i arbejdsforholdet, giver dem værgeløst til pris for deres udbytters vilkårlighed. Agenten har lovet dem guld og grønne skove, og de har troet ham på ordet, uden at kunne forstå, tit endog uden at kunne læse den kontrakt, hvorved de har forskrevet sig. Udover betingelserne for løn, »deputat« og arbejdstid indeholder kontrakten en række bestemmelser, og de er af den beskaffenhed, at – som det i en indberetning fra det danske gesandtskab i Berlin udtrykkelig fremhæves – »man kan ikke nægte, at de polske arbejderes fortalere har ret, når de hævder, at disse bestemmelser gør arbejderen praktisk talt retsløs«« .... »det gælder navnlig bestemmelserne om, at arbejderen, når han med rette afskediges, er stillet som ved kontraktbrud fra hans side, d.v.s., at han mister ethvert yderligere krav på arbejdsgiveren, samt om, at han i tilfælde af konflikt med arbejdsgiveren fraskriver sig ret til at henvende sig til domstolene, men at sagen henskydes under landbrugskamrets afgørelse (landbrugskamret er en institution, der repræsenterer arbejdsgivernes interesser). De grunde, hvorfor arbejderen med rette kan afskediges, er nemlig sådanne, at de kan give anledning til misbrug fra arbejdsgiverens side.«
Således i Tyskland. Til belysning af den trafik, hvorved de danske godsejere skaffer sig polakker, har et tysk godsejertidsskrift meddelt et højst betegnende træk, der kaster et skarpt skær over den moral, som udfoldes i denne den moderne slavehandel. Det oplyses nemlig på grundlag af undersøgelser over vandrearbejdet i Mecklenburg, at en betydelig del af polak-importen til Danmark består af arbejdere, som de danske agenter har lokket til at bryde deres tidligere indgåede kontrakter med tyske arbejdskøbere. »De danske agenter driver i stort omfang deres uvæsen på hovedbanegårdene så vel som ude på landet. Særlig er Rostock en yndet plads for deres operationer. De indfanger folkene, før de endnu har opnået forbindelse med deres nye herskaber, forstår meget vel at lokke dem med sig ved løftet om højere lønninger og transporterer dem derpå ufortøvet med færgen til Danmark, hvor de i løbet af et par timer er bragt i sikkerhed mod den truende straf.«
Til belysning af de østeuropæiske vandrearbejderes forhold i Danmark foreligger der en undersøgelse, de samvirkende fagforbund i slutningen af 1906 foretog gennem udsendelsen af forespørgsler til de lokale fællesorganisationer, og som, i betragtning af det overordentlig vanskeligt tilgængelige stof, har stor værdi; vi skal her kun flygtig berøre et par af hovedpunkterne. Det lykkedes at tilvejebringe oplysninger fra 64 arbejdspladser, hvor der ialt beskæftigedes 834 fremmede arbejdere. Af de arbejdere, hvis herkomst er oplyst, var de 72 pct. fra Østrigsk-Polen – altså, med sikkert kun ganske enkelte undtagelser, ruthenere fra Østgalizien. Den daglige arbejdstid – vel at mærke den virkelige arbejdstid, med fradrag af spisetider – er gennemsnitlig ca. 11½ time; i godt halvdelen af alle tilfælde er den 10-11 timer, men meget hyppig, i næsten fjerdedelen af alle tilfælde, er den 12 timer eller derover. Daglønnen er gennemsnitlig 1 kr. 17 øre; for omtrent halvdelen af alle arbejdere opgives den til 1 kr. og kun sjælden, for én arbejder af hver 9, til 1 kr. 50 øre eller derover. Deputatet er for hver arbejder 25 pund kartofler og 7 potter skummetmælk om ugen. Om de sove- og opholdsrum, der bydes arbejderne, får man en uhyggelig forestilling gennem oplysninger om, hvor mange mennesker der deler værelse; gennemsnitlig falder der næsten 6 beboere på hvert rum, og på hver beboer kun 150 kubikfod luftrum – et rumfang af lidt over 5 fod i hver udstrækning; på et arbejdssted finder man 15, på et andet 18, på et tredje 23 personer, alle kvinder, stuvede sammen i et rum; på et arbejdssted finder man 8 mænd og 4 kvinder, som i fællesskab bebor det samme rum; iøvrigt bliver beboelsesrummene fra forskellige steder karakteriseret således: »Værelset er mørkt og fugtigt«; »små svinske huller«; »Boligen ligner en svinesti« eller lign. [1]
Det er indlysende, at en sådan indførsel af billig arbejdskraft, som kapitalen benytter til at bekæmpe indlandets arbejdere, holde deres livsvilkår nede, splitte deres organisationsbestræbelser, det er indlysende, at en sådan indførsel må bidrage til at sætte ondt blod.
Og det er ikke blot i arbejderkredse, den avler bitterhed, men også i kapitalistkredse, blandt godsejere og forpagtere i de lande, hvorfra strømmen af vandre-arbejdere udgår. Den periodiske arbejdervandring fra Østtyskland, Russisk-Polen og Galizien har blandt de pågældende landes agrarkapitalister skabt en stærkt ophidset stemning mod deres vestligere kolleger, der afleder en del af den overtallige arbejdskraft fra deres landområde og derved virker til at drive lønnen lidt i vejret og gøre det umuligt at få arbejdet udført på slet så elendige betingelser som før. De østtyske og polske agrarer har ikke ord stærke nok til at fordømme de sachsiske og danske. Og deres raseri over den »arbejdermangel«, den »folkenød«, der er en følge af vandringerne, giver sig bestandig mere grimme udslag. Med større og større styrke rejser de kravet om genindførelse af et stavnsbånd, der binder landarbejderne til hjemstedet og hindrer deres bortvandring; og også røster om en klækkelig forhøjelse af tredje- og fjerde klasses jernbanebilletter og deslige foranstaltninger høres. Sine ejendommeligste udtryk får denne stemning i Russisk-Polen, hvor det er godsejerne, der leder den national-polske bevægelse imod det russiske herredømme, men hvor deres nationalfølelse vejres hen som avner for vinden, så snart det gælder de materielle interesser, der er knyttet til den billige arbejdskrafts bevarelse – det vakte for få år siden kolossal opsigt, da en af spidserne for det polske patriotparti i det officielle russiske blad i Warschau offentliggjorde en henvendelse til den »højsindede regering« om at nægte pas til udvandrende arbejdere, da de på deres rejse »fra ungdommen af fyldtes med fordærvelige ideer, der førte til omvæltning og usædelighed«.
I modsætning til den reaktionære, kulturfjendske og i virkeligheden dybt anti-nationale stemning, som vandrearbejdet vækker i udvandringslandets kapitalist- og godsejerverden, står de bestræbelser, det fremkalder blandt indvandringslandets arbejdere, bestræbelser, der ikke blot dikteres af de rent umiddelbare økonomiske interesser, men også af den internationale solidaritetsfølelse.
Ganske vist bliver solidaritetsfølelsen sat på en hård prøve. De sværme af lavtstående arbejdere, som kapitalen indforskriver for at modvirke de indenlandske arbejdere, bryde deres kampevne og ødelægge de resultater, de allerede har tilkæmpet sig, betyder en uhyggelig fare, som vel er egnet til at skræmme op og sætte sindene i bevægelse. Og så meget mere uhyggelig er denne fare, som de fremmede arbejdere ved sprog, ved sæder og skikke, er skarpt sondrede fra den befolkning, til hvilken de kommer, så det er vanskeligt, ofte umuligt at påvirke dem – hvor svært er det ikke for de organiserede danske arbejdere at træde i vekselvirkning med de polske og ruthenske landbrugs- og teglværksarbejdere, og hvor mange gange sværere endnu for de amerikanske eller engelske arbejdere at træde i vekselvirkning med de østasiatiske kuli'er. Intet under, at den hvide arbejder i Sydamerika eller Californien fyldes med bitterhed overfor kineseren, intet under, at den vesteuropæiske landarbejder ser med ublide øjne på polakken. Rent instinktivt er den første følelse, der griber dem modvilje imod den fremmede arbejder selv som den håndgribelige, iøjnefaldende repræsentant for det forhadte system – på samme måde som de engelske håndværksarbejdere for et århundrede siden vendte deres harme mod de nye maskiner, der berøvede dem brødet, uden forståelse af, at det ikke var fra maskinerne selv, men fra den kapital, der udnyttede dem, at alle ulykkerne skrev sig. Og rent instinktivt griber man til tanken om absolut forbud mod indvandring eller strenge betingelser for retten til at indvandre som det mest nærliggende middel til at tage stødet af – på samme måde som småhåndværkeren lader sig vinde for beskyttelsestold, eller som de engelske arbejdere i gamle dage slog maskinerne i stykker og satte ild på fabriksbygningerne og troede, at dermed var al fare ovre. Det er betegnende, at disse, reaktionære stemninger og tanker har deres tilhold overalt i de lande, hvor socialdemokratiet er svagt, den socialistiske bevidsthed endnu forholdsvis lidet udviklet – især blandt arbejderne i de nordamerikanske fristater og de engelske kolonier, hvor fagforeningerne næsten alle er af ren småborgerlig karakter, uden påvirkning af socialistisk ånd.
Anderledes derimod, hvor den socialistiske bevidsthed i højere grad gennemsyrer arbejderklassen. Her lader man sig ikke vildlede af de første, uvilkårlige indskydelser, men gennemskuer forholdet i dets sociale sammenhæng; her spilder man ikke sin modvilje i et kortsynet »kineserhad« eller »polakhad«, men vender den med fuld styrke imod den kapital, som behersker og udnytter arbejderne; her tager man ikke sin tilflugt til reaktionære foranstaltninger, der – i strid med den hele kapitalistiske udvikling, som de er – alligevel bliver virkningsløse, men søger helt andre og sikrere midler til ondets bekæmpelse.
Den resolution, der enstemmig vedtoges på den internationale kongres i Stuttgart, angiver i store træk den fra et socialistisk standpunkt eneste rigtige holdning, som arbejderklassen kan indtage overfor dette vigtige spørgsmål.
Resolutionen fremhæver stærkt de farer, hvormed arbejderklassen i de kapitalistisk udviklede lande trues ved en masseindførelse af uorganiserede, til en lavere livsførelse vante arbejdere fra lande af overvejende agrarisk karakter eller med endnu bestående naturalhusholdning; men den tager samtidig skarpt afstand fra politiske og økonomiske undtagelseslove som middel imod disse farer – enhver sådan lov, navnlig altså indvandringsforbud imod arbejdere af visse nationer eller racer, er ikke blot i sit væsen reaktionær, men bliver også resultatløs, ude af stand til virkelig at løse sin opgave. Derimod må det være de organiserede arbejderes pligt at værge sig imod den nedsættelse af deres livsniveau, som ofte følger med en masseindførsel af uorganiserede arbejdere, og ligeledes at forhindre indførsel og udførsel af strejkebrydere.
Som den væsentligste praktiske foranstaltning, der direkte tager sigte på at bryde den værste brod af arbejderindførslen, anbefales det at virke for »forbud mod ud- og indførsel af arbejdere, der ved kontrakt er berøvet den fri rådighed over deres arbejdskraft og lønvilkår«. – En sådan lov, der, som vi allerede tidligere har set, gælder i Amerika, ville – om den blev omhyggelig gennemført – give hele det misbrug, der nu om stunder drives med den østeuropæiske arbejdskraft, dødsstødet. Den polske eller ruthenske arbejder ville da som nu frit kunne komme til Danmark for at sælge sin arbejdskraft i sæsonen, uden at lovgivningen lagde ham nogen hindring i vejen; men han ville komme som fri mand, der ligesom enhver anden arbejder frit kunne søge til arbejdsmarkedet, forhandle om arbejdsbetingelserne og skaffe sig det højst mulige arbejdsvederlag, som efter forholdet mellem tilbud og efterspørgsel lader sig vinde – i stedet for at han nu til dags kommer som en slavebunden løntrykker.
Ved siden af forbudet mod indførslen af kontraktbunden arbejdskraft vil også en stærkt udviklet arbejderbeskyttelseslovgivning, arbejdstidens forkortelse, udsvedningssystemets afskaffelse, streng kontrol med bolig- og sundhedsforhold og deslige i høj grad bidrage til at afværge de værste følger af den periodiske arbejderindvandring fra lavtstående samfund. Fagforeningerne bør give de indvandrede arbejdere den lettest og hurtigst mulige adgang til at blive medlemmer, og fra den ene landsorganisation bør arbejderen umiddelbart og vederlagsfrit kunne træde over i den anden – henstillinger som særlig har adresse til de aflukkede amerikanske og delvis også de engelske fagforeninger, der så vidt muligt søger at spærre af for tilgang af fremmede. Den faglige organisation må af yderste evne fremmes i udvandringslandet, og ind- og udvandringslandenes fagforeninger bør stå i stadig vekselvirkning med hverandre. Endelig bør man tilstræbe en alvorlig lovgivning om sundhedsforanstaltninger på udvandrerdampere og en skarp kontrol ved inspektører udgåede af de organiserede arbejderes kreds.
– Ved en række af foranstaltninger som dem, der her er antydet, vil det være muligt at overvinde alle de onde følger, som vandrearbejdet nu om stunder drager efter sig, hvad enten det optræder i den gule mongols eller den sortsmudsede slavers skikkelse.
Herhjemme er det den slaviske indvandring, »polak-indvandringen«, som er det brændende spørgsmål, en af de alvorligste blandt de sidste årtiers sociale fremtoninger. Man er dog nu her nået så vidt, at den ene kolonne efter den anden af polske og ruthenske arbejdere har nedlagt arbejdet, hvor de ved falske foregivender var lokkede til arbejdsstedet eller på anden måde har ment sig forurettede. Det vidner om, at også blandt dem begynder klassebevidstheden at røre på sig; det varsler om, at den tid ikke er fjern, da heller ikke de vil lade sig behandle som viljeløse udbytningsgenstande.
Netop den udvandring, der nu en årrække igennem har fundet sted fra deres hjemstavn, har sin andel i den forandring, man sporer. Thi den er ikke gået virkningsløst hen over deres hoveder, så ringe vekselvirkningen end har været mellem vandrearbejderne og kulturforholdene i de lande, hvor de har arbejdet, så har der dog fundet nogen påvirkning sted. De har fået fornemmelse af en arbejderbefolkning i højere kår og med stærkere selvbevidsthed; de har hørt rygter om fagforeningerne og den socialdemokratiske bevægelse – dunkle fornemmelser og uklare rygter måske, men nok til at sætte sindene i bevægelse, blive genstand for drøftelse og eftertanke, vække slumrende forestillinger om menneskeret og menneskeværd, forestillinger, som lidt efter lidt omsættes i handling.
Og hertil kommer et andet forhold: den russiske revolutionære bevægelse, som netop i de polske egne har et af sine stærkeste centrer – den socialistiske ild, her ulmer, trænger efterhånden ind i Østeuropas husmænd og landarbejdere, påvirker deres sind, indpoder dem klassebevidsthed og international samfølelse, forvandler dem fra løntrykkere og strejkebrydere imod de vesteuropæiske arbejdere til partifæller, kampfæller.
1. Lov om anvendelse af udenlandske arbejdere – til beskyttelse af »polakkerne« – trådte i kraft 1. januar 1913. – Udg.
Sidst opdateret 4.12.2008