I Social-Demokraten, 5.8. + 12.8.1907.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp: udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 10. august 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
En gang i sommeren 1907 forefaldt ved Himmelbjerget det optrin, at en flok studenter hujede ad en arbejderforsamling, der sang socialistmarschen. Dette giver stof til eftertanke over den holdning, man i akademiske kredse indtager overfor socialismen og den socialdemokratiske bevægelse.
Thi hvad der her hændte, betegner ikke noget undtagelsestilfælde; det er kun abnormt i sin grelle form; i sit indhold derimod er det et typisk udtryk for den stemning, der råder i en stor del, sikkert den langt overvejende del af studenterverdenen. Som i de øvrige germanske lande – i modsætning til de romanske og især de slaviske – er det også herhjemme kun et yderst ringe antal akademikere, der har sluttet sig til socialdemokratiet; det store flertal står udenfor og fordeler sig på en lang række farvenuancer, ligefra en blegrød socialradikalisme, der ser med en vis sympati på socialdemokratiets nutidspolitik, men uden nogen som helst forståelse af det centrale i den socialdemokratiske bevægelse, til en begsort reaktion af udpræget pietistisk, militaristisk og fremfor alt anti-socialistisk karakter.
Tilsyneladende er der noget naturstridigt i dette. Man skulle på forhånd tro, at var der noget, som ville finde en modtagelig jordbund hos unge, åndelig udviklede mennesker, så var det den socialdemokratiske bevægelse, nutidens største eller rettere eneste virkelige kulturbevægelse, at var der noget, som ville formå at fængsle og begejstre dem, så var det socialismen, nutidens højeste, mest omfattende samfundsideal. Tanken om håndens og åndens arbejdere i pagt med hinanden om at hæve samfundet til et nyt og højere kulturtrin, synes så rimelig, så naturlig.
Og dog er denne afvisende og i stigende grad fjendtlige holdning let forklarlig, en simpel følge af modsætningen mellem arbejderens og studentens sociale stilling, thi når man sammenligner »håndens og åndens arbejdere«, er det kun en rent udvortes og i virkeligheden misvisende sammenstilling, et klingende rim og intet andet. Imellem det »arbejde«, hver især af de to præsterer, er der en væsensforskel, som lægger grunden til en ganske afvigende, tildels helt modsat samfundsopfattelse.
Arbejderens arbejde er erhvervsarbejde, studentens uddannelsesarbejde; arbejderen er proletar, besiddelsesløs og udsigtsløs, studenten er ikke proletar, han har alle muligheder åbne for sig. Stil en ung maskinarbejder og en jævnaldrende juridisk student overfor hinanden; rent øjeblikkelig hælder måske vægtskålen stærkt til gunst for den første; han har en indkomst, som sætter ham i stand til at føre en tålelig betrygget økonomisk tilværelse, medens studenten i mange tilfælde må fægte sig frem og nøjes med det mindst mulige til at holde livet oppe. Men forskellen viser sig, så snart man kaster blikket et stykke ud i fremtiden; når en vis årrække, 15-20-25 år er gået, har arbejderen overskredet sit kulminationspunkt, og der er overvejende sandsynlighed for, at det vil gå ned ad bakke med ham, at hans indtægter vil formindskes, hans tilværelse bliver mere og mere usikker; omvendt vil studenten efter al rimelighed til den tid sidde i gode kår og have chancer for stadig yderligere at forbedre sin stilling, stige til højere og mere vellønnede embeder, eller udvide sin sagførerpraksis til flere og mere indbringende forretninger, til fede dødsboer og højt lønnede pladser i aktieselskabers bestyrelser. Det arbejde, som hver især af dem udfører, den ene i fabrikslokalet, den anden i studereværelset, har da ikke blot et helt forskelligt indhold, men også et helt forskelligt formål. I det ene tilfælde er det et middel til at skaffe sig et beskedent livsophold fra dag til dag, i det andet tilfælde er det et middel til engang ad åre at skabe en god eksistens med rigelige indkomster, som i almindelighed, under den ene eller den anden form, udgør en del af netop den merværdi, arbejderklassen udbyttes for. I overensstemmelse hermed former livsopfattelsen sig helt forskellig for de to; synspunkterne bliver ganske modsatte.
Arbejderen, der forstår, at han kun kan højne sine egne livsvilkår gennem en ubrydelig samvirken med sine klassefæller, i den faglige og den politiske rejsning, hvor det er masserne, der virker, og hvor han selv kun optræder som en en’er ved siden af de tusinder af andre’ en’ere, han gennemtrænges rent umiddelbart af en klassebevidsthed, en solidaritetsfølelse, som er uforståelig for studenten – studenten, der netop kommer til at tænke udpræget individuelt, fordi hans fremtid først og fremmest beror på hans egne personlige forhold, og fordi han selv skal bryde sig sin bane, ikke side om side med sine kolleger, men under stadig konflikt med dem, i bestræbelserne for at blive den foretrukne ved embedsbesættelserne eller for at udvide sin praksis på de andres bekostning.
Arbejderen, der selv i det gunstigste tilfælde kun har lidet at vente af det nuværende samfund, hvor han overalt møder kapitalens jernhårde modtryk, kommer ganske naturlig til at danne sig sit sociale ideal hinsides det bestående samfund, i forhold, der frigør ham for afhængigheden under kapitalen og derved bereder ham helt nye, uendelig lykkeligere livsvilkår – medens studenten, der indtil videre ikke har nogen grund til at være misfornøjet med det kapitalistiske samfund, som lover ham så meget i fremtiden, indskrænker sin horisont til dette samfund og ikke tænker sig noget derudover.
Og ikke nok hermed, men også selve den teoretiske erkendelse af socialismen som den historisk nødvendige løsning på den kapitalistiske produktionsmådes modsigelser, er det i virkeligheden langt lettere for arbejderen at tilegne sig end for en student af gennemsnitlig intelligens. Modsætningen mellem kapital og arbejdskraft, kernepunktet i den hele moderne samfundshusholdning, udgangspunktet for hele den moderne samfundsudvikling, har arbejderen daglig umiddelbart for øje – medens den for studenten er et fremmedartet begreb; han har hverken lært om den i skolen eller erfaret den af sine egne praktiske livsforhold; han kan først fuldtud forstå den igennem et langt og besværligt tankearbejde. Derfor den forbløffende begrebsforvirring, der kommer til orde, hver gang sociale spørgsmål er genstand for diskussion i en kreds af akademikere, en mangel på forståelse af de simpleste, de mest elementære forhold, som ville være utænkelig i en kreds af arbejdere.
Alt dette forklarer, hvorfor det er vanskeligt eller umuligt for socialismen at vinde nogen stor tilslutning fra studenterverdenen; den socialistiske akademiker er og vil sikkert altid vedblive at være undtagelsen, den ikke-socialistiske regelen. Men det forklarer endnu ikke den stærke anti-socialistiske stemning indenfor studenternes hovedmasse, og end mindre denne stemnings vækst i løbet af de senere år. For at finde forklaringen herpå, må man søge oplysning om, dels fra hvilke sociale lag studenterne rekruteres, dels mod hvilke stillinger de stiler.
Det store flertal af de unge mænd og kvinder, som hvert år bliver studenter, er udgåede fra de besiddende klasser, kun en forsvindende ringe brøkdel af dem er arbejder- og husmandsbørn. Af hver 1000 mandlige studenter fra årene 1895-99 var de 557 sønner af embedsmænd, folk med »liberalt erhverv« (læger, sagførere, kunstnere osv.) Og selvstændige næringsdrivende, de 126 af skolelærere og mindre bestillingsmænd, de 106 af gårdmænd og husmænd – deraf, efter tidligere opgørelser at dømme, omkring 91 af gårdmænd og 15 af husmænd – og kun de 11 var sønner af arbejdere. Eller med andre ord: langt over de tre fjerdedele af studenterne tilhører ved fødsel og opdragelse befolkningslag, der ikke blot i almindelighed står fjernt fra den socialdemokratiske bevægelse, men som oftest også står fjendtlig overfor den; og kun en af hver 40 er udgået fra et arbejder- eller husmandshjem. I de allerfleste tilfælde vil da studenten møde stærkt forudindtaget overfor socialismen, gennemsyret med allehånde tåbelige fordomme og "vrangforestillinger, som det kun yderst sjældent er muligt for ham helt at befri sig for, selv om de måske i tidens løb bliver noget af dæmpede. Kun yderst sjældent og kun med den største vanskelighed er han i stand til at frigøre sig fra den tankegang, i hvilken han er vokset op, og betragte alle forhold fra den stik modsatte side, fra proletariatets, i stedet for fra bourgeoisiets standpunkt.
Og det er ikke blot de sociale omgivelser, hvorfra studenten i reglen er udgået, der bidrager til at påvirke ham i anti-socialistisk retning, men også den livsbane, han har liggende foran sig. Den stilling, hvorefter han stræber, er i almindelighed nøje knyttet til den kapitalistiske produktionsmåde, enten direkte som et led i selve den kapitalistiske produktions- og omsætningsproces, som fabriksingeniør, som sagfører o. lign., Eller indirekte som embedsmand i den kapitalistiske stat. En bevægelse, der bringer den kapitalistiske produktionsmåde i vaklen, kommer da også til at gøre hans egen fremtidige eksistens usikker, truer ham på brødet og er naturlig lidet egnet til at vække hans sympati; sagfører-aspiranten kan selvfølgelig vanskelig begejstres for en tilstand, hvor der ingen sager er at føre, byfoged-aspiranten vanskelig for en tilstand, hvor bureaukratiet er udryddet.
Der er imidlertid en væsentlig forskel mellem de bureaukratiske og de kapitalistiske elementer; embedsmanden, der ikke er direkte indviklet i modsætningsforholdet mellem kapital og arbejder, vil mindre let lade sig opfanatisere imod den socialdemokratiske bevægelse end den, der står direkte i kapitalens sold som dens redskab til udbytning af arbejdskraften; han vil være mere tilbøjelig til en sløv antipati, hvor der hos fabriksdirektøren, ingeniøren, aktieselskabs-sagføreren og de andre, der er gennemtrængt af arbejdskøber-instinktet, udvikles en mere hadefuld stemning. Og nu viser statistikken, hvorledes det netop er de sidste elementer, de rent kapitalistisk farvede, som er i stærkest fremvækst indenfor de akademiske kredse. En stadig større brøkdel af studenterne bestemmer sig for livsstillinger, der naturlig avler et udpræget anti-socialistisk sindelag; og det er vel at mærke de mest intelligente og mest energiske dele af studenterne, der går sådanne veje, de, der stærkest er i stand til at give tonen an blandt deres omgivelser. Allerede i deres studietid påvirkes de af de sociale forhold i deres fremtidige livsstilling, tænker sig som arbejdskøbere i forhold til den købte arbejdskraft, vænner sig til at betragte de sociale forhold ud fra et brutalt kapitaliststandpunkt. For et par menneskealdre siden var præstens, retsembedsmandens, adjunktens og lægens stilling den normale afslutning på den akademiske løbebane; af de studenter fra årene 1822-39, som 25 år efter blev truffet i live og i virksomhed indenfor Danmarks grænser, var 80,0 pct. I sådanne stillinger. Siden synker dette tal stærkt; at studenterne fra 1840-59 var 25 år senere kun 72,3 pct. I sådanne stillinger, af studenterne fra 1860-76 endog kun 63,8 pct. Ganske modsat er det gået med en række andre erhverv, som akademikerne i ældre tid kun forholdsvis sjælden søgte over til, erhverv som sagførerens, grossererens, forsikringsmandens, fabrikantens, ingeniørens, trafikembedsmandens og endelig officerens, erhverv, som gennemgående har brodden stærkt vendt imod arbejderne; her finder man en vældig fremgang. Blandt studenterne fra 1820’erne og 1830’erne træffer man et kvart århundrede efter kun 8,2 pct. I sådanne stillinger, fra den næste periode derimod 15,3 pct. Og fra den næste endog 23,7 pct.; og der er ingen tvivl om, at med de senere års raske kapitalistiske udvikling er tallet steget endnu langt stærkere. Indenfor de stedse voksende kredse af studenterverdenen, der forbereder sig til sådanne livsstillinger, finder antisocialismen i dens hadefuldeste, mest fanatiske skikkelse naturlig en frugtbar jordbund.
Til disse økonomiske forudsætninger for anti-socialismens vækst i den akademiske lejr kommer så den almindelige politiske udvikling, den tiltagende politiske demoralisation, den stedse mere skamløse overklassepolitik, som drives fra de fordums borgerlige demokratiske partier. Studenten er og har altid været et fortræffeligt barometer for de politiske vejrforandringer, der er i færd med at foregå indenfor de lag, hvorfra han stammer. Som han i 1880’erne, da vinden drejede sig til venstre, blev yderliggående radikal – så radikal, at mangen venstre-gårdmand og venstre-kapitalist rystede på hovedet ad den altfor store iver, sønnen viste, og de altfor skarpe konsekvenser, han trak, – således er han nu, da bevægelsen overalt indenfor de besiddende klasser går til hejre, et godt stykke til højre for sit ophav. Hvor den ældre generation af venstremænd endnu søger at bevare et vist skin af demokratisme og vel heller ikke endnu er blevet helt kurerede for enhver rest af tradition fra de gamle kamptider, der gør sønnen skridtet fuldtud og går med salmesang og riffelskydning og med ungdommelig begejstring for alle konservative magter i samfundet over til en reaktion, hvis kerne er frygten for og hadet til den socialdemokratiske bevægelse. Således er da hverken den uimodtagelighed, som det store flertal af studenter viser overfor socialismen, eller den voksende socialistfjendske stemning iblandt dem, nogen tilfældighed. Det er kun en simpel følge af de herskende økonomiske forhold.
Og når der i andre lande, f.eks. i Italien og Rusland, er en meget stor del af den akademiske verden, som har sluttet sig helt til socialdemokratiet, da er årsagen ikke at søge i raceejendommeligheder eller deslige, men i de særlige økonomiske forhold. Det er landet, hvor der på den ene side findes en talrig, stærkt fortrykt middelstand, som søger anbringelse for sine sønner ved at lade dem studere, men hvor der på den anden side ikke findes noget betydeligt industriliv, som kan optage den mægtige overproduktion af studenter, og hvor der følgelig udvikler sig et virkeligt »akademisk proletariat«, som både i herkomst og fremtidsudsigter har berøringspunkter med det virkelige proletariat, og som derfor også forholdsvis let forstår arbejderklassens tankegang og gribes af dens idéer. Herhjemme, hvor den økonomiske udvikling står på et højere trin, hvor middelstanden er stærkere proletariseret og den kapitalistiske produktionsmåde stærkere udfoldet, vil den tilslutning, socialdemokratiet vinder fra studenterne, sagtens i et langt åremål blive forholdsvis ret ringe målt i tal.
Der er tre forskellige tankegange, der hver på sin måde kan bidrage til at berede vejen for akademikerne over til socialdemokratiet. Dels harmen over det forræderi imod de almindelige demokratiske principper, som tydeligere og tydeligere afslører sig hos de forskellige ikke-socialistiske partier; dels den dybe medfølelse med de lidelser, som så stor en del af befolkningen er underkastet; dels endelig den teoretiske erkendelse af socialdemokratiets fremtidsmål som den historisk nødvendige afslutning på den sociale udvikling, der finder sted. Studenten kan føle sig draget til socialdemokratiet i kraft af en politisk og åndelig radikalisme, fordi han i dets politik finder det eneste sikre bolværk mod den stigende reaktion og fordummelse, eller i kraft af en udpræget humanitetsfølelse, fordi han i dets nutidsprogram finder de eneste virksomme midler til at hjælpe den fattige befolkning op til menneskelige kår, eller endelig i kraft af en logisk underbygget forståelse af dets endelige mål som det naturlige resultat af kapitalens samfundsrevolutionerende proces. Af disse tre motiver kan de to første være medvirkende og vil vel i almindelighed give den akademiker, der begynder at sysle med de sociale forhold, stærke impulser; men kun det sidste danner den virkelige basis for en fast socialdemokratisk overbevisning.
Den akademiker, der træder ind i socialdemokratiet, ledet af en almindelig radikal eller human stemning, men kun med en overfladisk forestilling om socialismens ejendommelige historiske og økonomiske theori, vil, så velmenende og ærlig han end kan være, dog være en upålidelig partifælle. Han har følt sig tiltalt af visse sider af den socialdemokratiske bevægelse, måske begejstret for dem, men han savner blik for det, der er det centrale i bevægelsen, det, der alene giver den dens styrke og uovervindelighed. Han vil være uforstående overfor en hel række af partiets livsytringer, han vil let føle sig skuffet over det meget dagligdags og tilsyneladende ringe partiarbejde, som må udføres i agitationen, og som i sit sammenspil lægger grunden til den mægtige fremgang, han vil ofte stå vaklende og tvivlende overfor de taktiske spørgsmål, der fra tid til anden dukker op. Det er ikke tilfældigt, at »revisionismen« i det tyske parti, der i sin fremgang ville have haft til følge, at socialdemokratiet var blevet forvandlet til et kraftesløst, dødsmærket småborgerparti, netop havde sit hovedtilhæng indenfor partiets akademikere. Og det er heller ikke tilfældigt – hvad der også kendes herhjemmefra at så mange af de, især ganske unge akademikere, der fra tid til anden er trådt ind i socialdemokratiet, kun har haft en døgnfluetilværelse som partifæller; den samme lyrik, der har draget dem ind i partiet, har atter draget dem ud. De er afhængige af umiddelbare stemninger, af instinktive følelser, som kan lede rigtig, men som ligeså ofte leder vild. Når der danner sig et nyt parti, som hefter det radikale navn ved sig og flikker sig et program sammen af allehånde radikalt udseende bestanddele, er det tilstrækkeligt til at trække dem til sig, hvor løst og overfladisk det end er; og når der reklameres med et nyt universalmiddel til helbredelse af alle sociale lidelser uden anvendelse af socialismens skrappe kur, tager de kritikløst imod det, hvor uvederhæftigt det end er.
Det er først ved den rent videnskabelige erkendelse af socialismens historiske og økonomiske teori om de love, som behersker den moderne samfundsudvikling, at der skabes en virkelig grundfæstet socialdemokratisk overbevisning. Har man først fuldtud tilegnet sig denne erkendelse, så har man dermed kastet broerne af bag sig, og der er intet tilbagetog muligt til nogen borgerlig opfattelse af de politiske og sociale forhold; man er og forbliver socialdemokrat gennem hele sin fremtidige udvikling, fordi man ikke er nået til dette standpunkt i kraft af lyriske indskydelser, men i kraft af logiske overvejelser; éns opfattelse af socialismens historiske ret og uafvendelige sejr er en vished af lignende art som den vished, man har for en matematisk slutnings ubetingede gyldighed. Og ved at tilegne sig denne erkendelse vinder man ikke blot det store, vide udblik over nutidens sociale kampe, men man vinder også den nøgle, der lukker op for forståelsen af det socialdemokratiske partilivs enkeltheder, der gør det muligt at leve sig sammen med arbejderklassen i dens rejsning og kamp, at lære at tænke og føle med arbejderne, at hæve sig fra bourgeoisiets til proletariatets tankegang.
Det er den socialistiske teori, der danner den eneste sikre vej, som fører akademikeren over til socialdemokratiet – en vej, som er vanskelig at befare, som kræver meget ihærdigt arbejde, mange og alvorlige studier, men som tillige volder den dybeste erkendelsens glæde. Og det er den socialistiske teori, som er hovedopgaven for akademikeren indenfor socialdemokratiet.
Det er en stor misforståelse, at akademikeren i egenskab af akademiker skulle have særlige betingelser og særlig adkomst til at træde op som »fører« i arbejdernes politiske kamp. Tværtimod, bortset fra sjældne undtagelsestilfælde vil i al almindelighed arbejderen, der gennem fagforeningen er skolet i den organisatoriske virksomhed og den parlamentariske taktik, være langt bedre egnet til at spille en sådan rolle. Forskellen mellem den måde, hvorpå en debat som regel føres i en arbejderforsamling og i en studenterforsamling, giver en tydelig forestilling om arbejdernes overlegenhed. Den akademiske værdighed er da i og for sig intet plus; den student, der melder sig ind i socialdemokratiet, træder ind i rækkerne som almindelig rekrut, uden anden adkomst til tillidshverv end den, han selv efterhånden kan skaffe sig ved ærligt og dygtigt arbejde i partiets tjeneste.
Det er da ikke på den praktiske socialdemokratiske politiks felt, akademikeren har sin naturlige hovedopgave – så stærkt end selvfølgelig den praktiske politik, socialdemokratiets liv og bevægelse og fremskriden, må sysselsætte ham optage hans sind og lægge beslag på mange af hans bedste kræfter – men det er på den teoretiske socialismes område. Her har akademikeren særlige betingelser for at kunne udføre et stort og nyttigt arbejde. Den evne til abstrakt tænkning, som er udviklet hos ham, gennem matematikken, grammatikken og det første studieårs filosofiske undervisning, sætler ham i stand til langt lettere at skride til et selvstændigt arbejde med de socialistiske teorier end den arbejder, som kun i sin karrig tilmålte fritid har lejlighed til læsning og teoretisk selvudvikling; de sprogkundskaber, han har, de brudstykker af historisk kundskab, han har bevaret fra skoletiden – så småt det iøvrigt altsammen kan være – giver ham andre forudsætninger; den viden, han erhverver sig gennem sit fagstudium, træder på sin side hjælpende til.
Den socialistiske teori må da naturlig blive akademikerens væsentlige virkefelt indenfor socialdemokratiet. Og her er der opgaver nok for ham at løse. Hvad det gælder om, er ikke blot at uddybe og udvide de marxistiske teorier, den materialistiske historieopfattelse og værdilæren og udbrede dem i befolkningen, men også at prøve og anvende dem i alle forskellige retninger. Hvor uhyre nyttigt ville det ikke være, om en række enkelte perioder og optrin af historien blev taget op til behandling ud fra den historiske materialismes synspunkt og fremstillede i deres virkelige sammenhæng, således at man kunne se de økonomiske kræfter, der lå bag, og se hver enkelt begivenhed som et led i den bevægelse, der fører frem imod nutidens sociale tilstande! Og hvor uhyre er ikke det stof af statistiske og allehånde andre oplysninger, der år efter år dynger sig op som en gold materialsamling og først gennem videnskabelig bearbejdelse kan frugtbargøres og vinde værdi for den socialistiske oplysning og den socialdemokratiske agitation! Her ligger hovedopgaven for den socialistiske akademiker, og her er der god brug for enhver ærlig arbejdskraft, som melder sig til socialdemokratiets tjeneste.
Sidst opdateret 30.8.2008