I Social-Demokraten, 17.9 + 24.9.1906.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 95-110.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
»At kende sig selv« var efter den gamle græske vismands ord den fornemste opgave for ethvert tænkende menneske. Og skulle man udtrykke i en enkelt sætning, hvad der er indholdet af al socialdemokratisk agitation, da måtte det være, at socialdemokratiet tilråber arbejdere og småfolk i byen og på landet: »Lær jer selv at kende!«
Men at kende sig selv vil sige at kende de sociale vilkår, hvorunder man lever. Thi mennesket lever ikke isoleret, men er et led i samfundets organisme og deler skæbne med de andre sideordnede led i organismen. Arbejder og kapitalist, husmand og gårdmand, landarbejder og godsejer, hver har sin særlige stilling, sine særlige livsvilkår. Hvad det gælder for hver især om at forstå, er, hvad det er for en klasse han tilhører, hvad det er for interesser, han deler med sine klassefæller, hvad det er for fjender, han står overfor, hvad det er for en vej, han må følge, om han vil nå frem. At kende sig selv vil sige, at vågne til klassebevidsthed og rejse sig til klassekamp.
Al politisk historie er da også fortællingen om, hvordan klasse efter klasse, det ene samfundslag efter det andet, er vågnet til social selvbevidsthed og har arbejdet sig op til social indflydelse gennem den politiske kamp. Danmarks historie i det sidste par menneskealdre leverer en fortløbende kæde af betegnende eksempler.
I begyndelsen var godsejerne. Under enevælden dannede de den eneste klasse i samfundet, som, i kraft af sin rigdom og sine personlige forbindelser med hoffet, formåede at gøre sine interesser gældende med fuld styrke. »Kongen skal have uindskrænket magt - men kun sålænge han ikke gør andet, end hvad vi vil,« dette de preussiske junkeres valgsprog var det internationale politiske program for junkerdømmet.
Imidlertid var bourgeoisiet begyndt at udforme sig, en kapitalistklasse, af fabrikanter, grosserere og vekselerere, og den kunne ikke finde sig til rette under den gamle statsform. Den måtte have kontrol med statsfinanserne, have hånd i hanke med lovgivningen for at kunne varetage sit eget tarv. Den benyttede sig af den gunstige situation i 1848; med småborgerskabet som murbrækker fik den enevælden sprængt og en ny statsform gennemført, hvorved der skabtes albuerum for dens interesser. Næringsloven af 1857, der gav plads for den moderne fabriksindustri. Toldloven af 1863, der gav nye udviklingsmuligheder for handelen, var de to hovedresultater af det unge bourgeoisis interessepolitik.
Så kom et nyt samfundslag i opdrift. Det var gårdmandsklassen, som blev sig selv bevidst og begyndte at rejse krav gennem sin politiske organisation. Venstrepartiet. Bevægelsen blev både fra godsejere og kapitalister mødt med al den harme og al den dydige indignation, som overklasserne stedse råder over, hvor det er et lavere samfundslag, der er i færd med at rejse sig. I det fælles had og den fælles frygt fandt landets aristokrati og byens bourgeoisi hinanden; de smeltede sammen i højre. Den sidste menneskealders danske politik var en kamp mellem de to allierede overklasser på den ene side og på den anden side gårdmandspartiet, som sejt og udholdende arbejdede sig frem, støttet af et stadigt voksende tal af socialdemokratiske bevidste proletarer. Året 1901 betegner gårdmandsklassens tiltrædelse til magten; de følgende års lovgivning genspejler tilstrækkelig tydelig de større bønders økonomiske klasseinteresser. Men året 1901 betegner tillige afsvalningen af den gårdmandsklassens gamle radikalisme, som var blevet holdt varm under de mange års demokratiske opposition. Efter at være nået op til politisk ligestilling med de ovre lag, begynder den at se samfundet ovenfra, under overklassesynsvinklen. Og den samles med sine gamle modstandere i den fælles flygt for bevægelsen blandt de samfundslag, der ligger nedenunder den selv, for arbejderklassens socialdemokratiske rejsning.
Thi netop nu ser man det stærke frembrud for arbejderklassen – ordet taget i dets brede betydning, med de egentlige lønarbejdere først og fremmest som den faste kerne, men også omfattende de proletariserede småborgere og husmænd, overhovedet hele den del af befolkningen, der lever af sit personlige arbejde og udbyttes af kapitalen. Arbejderklassens politiske parti er Socialdemokratiet, og dets program er skarpt og tydelig udformet: Erobringen af den politiske magt som middel til den økonomiske befrielse gennem en radikal omdannelse af samfundets ejendomsforhold. Var den forløbne menneskealder en tid, hvor der kæmpedes for tilværelsen, så bliver den kommende menneskealder en tid, hvor der kæmpes for sejren; det øjeblik, da socialdemokratiet er flertal i befolkningen og kan gøre sin flertalsmagt gældende, er rykket indenfor den overskuelige fremtids grænser. Det er ikke blot tallet på de kredse, der dels står lige for tur til at erobres, som her er det afgørende, men også, og nok så meget, deres karakter; var de 16 gamle socialdemokratiske kredse rene bykredse, så er landbefolkningen i stort overtal i ikke mindre end 6 af de 9 kredse, som erobredes 1906, og det samme gælder flertallet af de kredse, der står på tærskelen til en socialdemokratisk sejr. Det er landarbejdere og husmænd, der i voksende masser vågner til klassebevidsthed og slutter sig til socialdemokratiet. Kunne modstanderne tidligere med en vis tilsyneladende ret hævde, at socialismen kun kunne slå rod i de store byers asfalt, så er denne tale nu blevet meningsløs; socialdemokratiet har hævdet sig som det parti, der repræsenterer underklasserne, på landet ligeså vel som i byerne.
Man ser, hvordan den samme proces har gentaget sig gang efter gang, hvordan lag efter lag af befolkningen er blevet klar over sin egen stilling, over sine egne sociale interesser, er begyndt at rejse krav og har kæmpet sig frem mod magten for at fore sine krav ud i livet. Stadig har den politiske kamp været vejen frem, men stadig har de økonomiske interesser, mere eller mindre bevidst, været den bevægende drivkraft.
Og dog er der, trods al ydre lighed, den dybeste forskel mellem den erobring af magten, som de forskellige samfundsklasser hidtil har nået, og den, proletariatet tilstræber, den samme forskel som mellem overklasserne og underklassen.
Ethvert lag af befolkningen, som hidtil er nået frem, har ladt andre lag tilbage nedenunder sig selv; nedenunder byernes kapitalister blev småborgerskabet og industriarbejderne tilbage, nedenunder landets gårdejere husmændene og daglejerne. Og det har stadig vist sig, at deres frisind kun rakte ned til, hvor de selv stod. Grossereren og fabrikanten finder det selvfølgeligt, at han selv skal have fuld indflydelse på statens sager, men at arbejderen skal have den samme ret, synes ham en urimelig fordring. Gårdmanden finder det fuldstændig i sin orden, at han selv skal have lige ret med godsejeren til at forvalte kommunens anliggender, men mangen gårdmand bliver allerede betænkelig ved, at den samme ret skal stå åben for husmanden, og betragter det som en oprørende tanke, når hans egen tjenestekarl skal stemme lige med ham selv ved sognerådsvalget. Det demokratiske sindelag, så kraftigt det kan være, når man ser opad, af dæmpes, når man retter blikket nedad. Man skræmmes ved de røster, der høres nedefra, man frygter de angreb, der herfra kan rettes imod éns egen økonomiske stilling. Og man søger sin tilflugt opadtil, i de magter, som man før bekæmpede.
Det er da kun naturligt, at det er gået, som det stadig er gået, at ethvert nyt samfundslag, der er nået frem til politisk indflydelse, er smeltet sammen med de lag, der lå ovenover det selv. Som de nationalliberale bykapitalister i sin tid forenede sig med de gammelkonservative godsejere og blev til højre, således står nu reformpartiets gårdmænd i færd med at løbe sammen med højre til en fælles, anti-socialistisk klump, vendt imod den underklasse, der rejser sig. De gamle skillelinier mellem overklassepartierne udviskes; »akkordens ånd« svæver over vandene; med eller uden nogen formelt ny partidannelse, med eller uden nogen opgivelse af de gamle partibenævnelser, fuldbyrdes den konservative samlingspolitik mellem de »besindige«, det vil sige de besiddende elementer til kamp imod de besiddelsesløse.
Som junkerne kun ville respektere kongens enevælde, sålænge han handlede efter deres vilje, således er for ethvert moderne kapitalistisk parti den demokratiske forfatningsform berettiget, men kun sålænge der ikke er fare for, at den kan »misbruges«, det vil sige bruges af underklasserne til at føre deres sag frem. Derfor bliver, før eller siden, som en historisk nødvendighed, forræderiet, opgivelsen af de gamle standpunkter, bortfortolkningen af de gamle ord, den travrige udgang af ethvert »borgerligt« partis radikalisme.
Helt anderledes vil sagen stille sig, når engang arbejderklassen gennem sin politiske organisation, socialdemokratiet, erobrer magten i samfundet. Da er intet forræderi muligt. Ikke fordi arbejderen personlig er mere trofast og idealistisk end andre mennesker, men på grund af den ejendommelige klassestilling, han indtager, som den, der står længst nede i samfundet. Arbejderklassen er underklassen, ikke blot i forhold til en række enkelte elementer af den besiddende befolkning, men i absolut forstand; med den rækker frigørelsesbevægelsen tilbunds; nedenunder den lades der intet lavere lag tilbage og kan der intet nyt lag udvikle sig. Der bliver da ingen mulighed for, at nye modsætninger, nyt klasse-avind vil åbne sig nedadtil og følgelig heller ingen mulighed for kompromis opadtil og udsoning af de gamle modsætninger. Tværtimod – i det øjeblik arbejderklassen erobrer den offentlige magt, hvad enten det nu bliver ad den parlamentariske vej, det sker, gennem udnyttelsen af den almindelige valgret, eller der vil kræves voldsomme brydninger dertil, i samme øjeblik vil modsætningen opadtil afsløre sig i al sin skarpe uforsonlighed. Da må arbejderklassen skånselsløst gennemføre sin krig mod de andre klassers økonomiske magt, tage produktionsmidlerne ud af deres hænder og føre dem over i samfundets besiddelse; ellers ville dens klasseinteresse ikke ske fyldest, dens sejr kun være en sejr af navn og de mange tunge ofre være spildt. Da er det ikke længer et større eller mindre indgreb i overklassernes besiddelse, det gælder, men selve deres eksistens.
Derfor kan arbejderklassen ikke svige demokratiet, ikke fornægte sin fortid, ikke slå af på de store krav til samfundets omdannelse, den stiller. Derfor betyder også arbejderklassens sejr noget helt andet og meget mere, end at en ny klasse rykker op blandt de andre, som allerede er nået frem til magten; det betyder hele samfundets omskaben, hele menneskehedens befrielse.
Hvad det gælder for arbejderen om, er at kende sin egen stilling i samfundet og at forstå de klasseinteresser, som udspringer derfra. Er først denne erkendelse nået, da giver den sig umiddelbart udslag i socialdemokratisk handlen, og før eller siden, når klassebevidstheden har bredt sig tilstrækkelig vidt indenfor arbejderne, munder den ud i en omformning af alle sociale forhold i overensstemmelse med de krav, den arbejdende befolkning nødvendigvis må rejse. Thi socialismen er ikke andet end indbegrebet af proletariatets klasseinteresser, omsat fra idé til virkelighed.
Hvad arbejderen, når han iagttager sin egen sociale stilling, allerede ved den første, overfladiske betragtning ser som sine sociale interesser, er en række reformer, der under den ene eller den anden form tjener til at mildne kårene for småfolk i almindelighed og lønarbejderne i særdeleshed. Han er interesseret i en humanisering af alderdomsforsørgelsesloven, i offentlig bespisning af fattige skolebørn, i oprettelsen af sanatorier til vederlagsfri behandling af fattige tuberkulosepatienter, i afskaffelsen af de toldskatter, som fordyrer den fattige befolknings livsfornødenheder. Og han er som lønarbejder specielt interesseret i gennem den faglige organisation at hæve arbejdslønnen og forkorte den daglige arbejdstid, gennem sin indflydelse over de kommunale anliggender at skaffe de kommunale arbejdere og funktionærer mønsterværdige arbejdsforhold, som kan forplante sig også ud til arbejderne i de private bedrifter, gennem sin politiske indflydelse at gennemtvinge en lovbefalet maksimalarbejdsdag, begrænsninger i børns og ganske unge menneskers deltagelse i det erhvervsmæssige arbejde, særlige beskyttelsesforanstaltninger i sundhedsfarlige fag, statshjælp til fagforeningernes arbejdsløshedsunderstøttelse osv.
Alle sådanne reformer er de første, mest nærliggende krav, som arbejderklassen naturlig stiller. Og på alle sådanne punkter er det muligt for arbejderne, når de træder op med tilstrækkelig kraft, helt eller delvis at tvinge deres fordringer igennem. Humanitetshensyn kan for nogle grupper af de besiddende klasser være motivet til at gå med, følelsen af at have kniven på struben er for andre grupper motivet til at give efter. Men den magt. Uden hvilken intet ville opnås, er det stadig stærkere eftertryk, som den selvbevidste arbejderklasse lægger i sine krav. Allerede den første fabrikslov af 1873, var tydelig nok en frugt af den gryende socialdemokratiske bevægelse, en indrømmelse, som magthaverne følte sig nødt til at gøre arbejderklasen. Og når man følger den danske sociallovgivnings historie, sporer man hele vejen den samme årsagsforbindelse mellem arbejderbevægelsens voksende styrke og de vundne praktiske resultater.
Når det er muligt for arbejderne lidt efter lidt at tvinge de besiddende klasser til at godkende disse og lignende reformer, er årsagen den, at ingen af dem rokker ved grundlaget for det bestående samfund. Hver for sig beskærer flere af dem kapitalisternes økonomiske magtstilling, men truer den ikke på livet. Profitten ville ikke forsvinde, selv om arbejdstiden ved lov blev begrænset til 8 timer og meget strenge forholdsregler trufne til sikring for arbejdernes helbred; tværtimod er der grund til at antage, at profitten ville vokse som følge af den sundere og friskere arbejderstabs enormt stigende ydeevne. Hvis arbejdernes klasseinteresser indskrænkede sig alene til reformer af denne art, ville et kompromis, en udsoning mellem proletariatet og de besiddende klasser, være mulig, og arbejderklassens erobring af den offentlige magt ville ikke være nogen revolutionær begivenhed; klassedelingen og udbytningsforholdet ville bibeholdes.
Men netop fordi sådanne reformer ikke ophæver udbytningen, men kun mildner den, netop derfor kan arbejderne heller ikke i længden slå sig til ro med dem. Udbytningen består og dermed alle de farer, som truer arbejderen. Arbejdslønnen kan højnes – men hvem hindrer kapitalisterne i gennem sammenslutning og monopolisering af de forskellige produktionsgrene at skrue priserne i vejret og således lade arbejderne selv betale den højere løn i form af højere priser på alle deres livsfornødenheder? Arbejdstiden kan forkortes - men hvem hindrer kapitalisterne i at udbytte arbejderklassen mere intensivt gennem indførelsen af arbejdssparende maskiner og således påføre arbejderne en ødelæggende arbejdsløshed, ødelæggende for deres private økonomi, ødelæggende også for deres faglige organisation? Alderdomsforsørgelse og sygehjælp og deslige kan betyde et plus for arbejdernes økonomiske kår – men hvem hindrer kapitalisterne i, hvis først det lykkes dem at svække fagorganisationernes modstandsevne tilstrækkelig, så at øve et tilsvarende pres på lønnen? Og selv hvor der finder en absolut stigning sted i arbejderklassens materielle velvære – hvem hindrer så, at den absolutte stigning kommer til at betyde en relativ nedgang, idet profitten vokser endnu stærkere, vokser med 10 eller 20 pct., hvor lønnen kun vokser med 5 eller 10, således at altså arbejderen får en stadig ringere andel i de værdier, han selv frembringer, bliver genstand for en stadig mere virksom udbytning?
Punkt for punkt viser det sig således for enhver iagttagelse, der ikke nøjes med det første flygtige skin, hvor ufyldestgørende de forskellige sociale reformer er, hvor lidet de formår at råde bod på den sociale elendighed. Thi den sociale elendighed udspringer i det herskende besiddelsesforhold, som skiller arbejderen fra produktionsmidlerne og tvinger ham til at sælge sin arbejdskraft til produktionsmidlernes indehavere, kapitalisterne. Sålænge dette besiddelsesforhold består, er den økonomiske udbytning med alle de ulykker, den fører med sig, som et evig vædskende sår, der bestandig bryder op påny. Først når et nyt besiddelsesforhold indtræder, idet produktionsmidlerne går over i det arbejdende samfunds eje og udnyttelse, er det ikke blot de og de særlig skrigende former for økonomisk ulykke, som arbejderklassen befries for, men al økonomisk ulykke overhovedet.
Selv den simpleste iagttagelse af de mest dagligdags forhold, arbejderen allevegne har for øje, viser slående, hvor ulægelig konflikten er mellem arbejdernes interesser og det hele samfundssystem, der er bygget over det kapitalistiske besiddelsesforhold.
Lad os tage et eksempel, som er velkendt i de allerfleste erhverv. Det er de arbejdssparende maskiner, som holder deres indtog i det ene fag efter det andet, og hvis fremtrængen er uløselig knyttet til hele den kapitalistiske produktionsmåde. Selvbinderen går netop nu sin sejrsgang i næsten alle større landbrug; hvor 5 eller 10 mand før slog kornet og ligeså mange kvinder rev sammen og bandt op, dér besørger selvbinderen nu det samme arbejde ved én mands eller højst et par mands arbejdskraft. Sættemaskinen bliver netop nu indført rundtom i avis og bogtrykkerierne; medens typografen hidtil med hånden har måttet pille typerne op og stille dem sammen til linier, kan han nu støbe linierne ved at trykke på maskinens tangenter som på et klaver, og én mand kan derved gøre det samme arbejde, som før krævede to-tre. I og for sig er begge dele kun glædelige sociale fremskridt. De betyder, at produktionsomkostningerne for to af befolkningens vigtigste fornødenhedsgenstande sænkes, at korn og at bøger og blade kan fremstilles billigere og følgelig også sælges billigere, kan nå ud i videre kredse og i større omfang dække befolkningens behov. Voksende socialt velvære er deres tendens. Således rent abstrakt set; men under det kapitalistiske besiddelsesforhold bliver den praktiske virkning en ganske anden. Her betyder det, at hovedmassen af de landarbejdere, der før havde en ret god fortjeneste i høsten, mister denne og udsættes for voksende savn og nød, og at den kroniske arbejdsløshed begynder at husere i typografernes rækker.
Her som alle vegne ser man, hvordan kapitalismen krænger ethvert socialt gode om til dets egen karikatur. Og i alle fag hænger den samme trussel over arbejdernes hoved. Murarbejdsmændene kan hæve deres løn og bedre deres arbejdsvilkår gennem den faglige organisation, men de står stadig i fare for, at kapitalen, når et vist punkt er nået, gennembryder deres bestræbelser ved at indføre maskiner, som foretager murstenenes opflytning mekanisk og gør hovedmassen af arbejderne overflødige.
Intet viser skarpere end et forhold som dette, hvordan kapitalismen gør samfundet splidagtigt med sig selv, hvordan det herskende besiddelsesforhold og det levende menneskes interesser går hinanden stik imod. Og intet anskueligør tydeligere forskellen mellem den kapitalistiske og den socialistiske produktionsmådes virkninger: under kapitalismen betyder de arbejdssparende maskiner voksende arbejdsløshed, tryk på lønnen, synkende kår i stedse videre kredse; under socialismen vil de betyde forøget arbejdsindkomst og forkortet arbejstid ud over hele det arbejdende samfund.
Eller man tænke på et andet forhold, der er sørgelig velkendt af arbejderne i alle fag: den periodiske arbejdsløshed, der med visse års mellemrum indtræder i masseagtigt omfang som en nødvendig følge af grundloven for hele den kapitalistiske produktionsmåde. Som følge af overproduktionen bliver den store masse af befolkningen stødt ud i ny og bitrere savn. Den allersimpleste eftertanke over dette forhold viser, til hvilken grad af social perversitet man hermed er nået. Alle elementer er i orden; spindestofferne ligger færdige til at spindes og væves; maskinerne står rede til at behandle dem; tekstilarbejderne ønsker intet hellere end at komme til at bruge deres arbejdskraft i den proces, der skal fremstille de færdige tøjer; og den store befolkning trænger bitterlig hårdt til at forsynes med nye klæder; – alting er parat, til at den samfundsnyttige produktion kan gå sin regelmæssige gang, men det kapitalistiske profithensyn bringer det altsammen til at standse. Arbejdsløsheden er som et hulspejl, der samler alle træk af den kapitalistiske produktionsmådes samfundsfjendske natur; den viser samfundets rigdom på livsfornødenheder som kilde til voksende fattigdom for det store flertal af samfundets medlemmer; samfundet contra samfundet, rigdom lig fattigdom, det er højdepunktet af den kapitalismens galmandslogik, som arbejderen er voldgivet.
Der er ingen arbejder, som ikke har stået ansigt til ansigt med et af de to spøgelser, som her er nævnt: arbejdsløsheden som følge af en ny teknik, eller arbejdsløsheden som følge af den kapitalistiske »overproduktion«. Og der er ingen arbejder, som har tænkt tanken om, hvad det egentlig var, der skete med ham. Helt til ende, uden at han har forstået, at det onde, han lider under, ikke er en række overfladiske sociale misforhold, som der kan rådes bod på gennem reformer, men at dét er selve grundlaget for det nuværende samfund, den private ejendomsret til produktionsmidlerne, den stadig flydende kilde til social elendighed, som kun kan afledes gennem en revolutionering. En radikal omformning af det bestående ejendomsforhold. Produktionsmidlernes overgang til samfundseje påtvinger sig som den eneste mulige losning af den konflikt, hvori hans egne klasseinteresser står til samfundet; først dermed sker hans klasseinteresser fyldest.
I småhåndværkets tid var den private ejendomsret til produktionsmidlerne det forhold, som sikrede arbejderen det fulde udbytte af arbejdet, fordi produktionsmidler og arbejdskraft dengang normalt var samlede på én hånd. Nuomstunder er derimod den private ejendomsret til produktionsmidlerne, adskilt som den normalt er fra arbejdskraften, årsag til den faktiske trældom, den økonomiske udbytning, den evige utryghed, som den arbejdende befolkning er underkastet. Gennem organisation og indflydelse over lovgivningsmagten kan trykket mildnes, men ikke afkastes. Først når produktionsmidlerne påny samles med arbejdskraften, ikke individuelt som i gamle dage, men socialt, som al produktion nuomstunder drives socialt gennem stordriften og den uhyre specialiserede arbejdsdeling, først da indtræder for arbejderklassen den virkelige frigørelse, den virkelige ejendomsret til de værdier, den frembringer, den virkelige økonomiske sikkerhed.
Således for lønarbejderen. Det socialistiske ejendomsforhold udspringer med logisk konsekvens af hans selverkendelse, af hans forståelse af de sociale vilkår, under hvilke han lever. Det er det ideal, som genspejler hans klasseinteresser, og på hvis virkeliggørelse al hans politiske kamp nødvendigvis må tage sigte.
Og således også, mere eller mindre tydelig, for de andre udbyttede og fortrykte lag af befolkningen. Når den småbesiddende husmand mere og mere drages over mod Socialdemokratiet, er det ikke blot de politiske og sociale øjebliksfordringer, som stemmer med hans klasseinteresser. Overensstemmelsen ligger dybere; han føler sig gennem de voksende prioritetsrenter udbyttet af kapitalen, ligeså vel som lønarbejderen, men under en anden form; hvert fremskridt, han foretager ved sit eget arbejde, hver forbedring af sin lod, opsuges af kapitalen og kommer ikke eller kun for en ringe del hans efterkommere til gode. Når de små håndværksmestre og de små handlende i voksende tal finder deres plads i socialdemokratiet, er det på samme måde følelsen af den udbytning, de er underkastet, fra grosserernes, leverandørernes. Bankernes, byggespekulanternes, husværternes side, som danner det naturlige grundlag. For dem alle tegner, under mange forskellige former, snart skarpt og klart, snart uklart og krydset af andre forhold, kapitalen sig som udbytningsinstrumentet, som fjenden, der holder dem nede i trange kår og idelig usikkerhed.
Således er da for lønarbejderne først og fremmest, men også for de andre udbyttede masser af befolkningen, socialismen kun det nødvendige, det selvfølgelige resultat af deres klassebevidsthed, af deres erkendelse af sig selv. At vække til denne selverkendelse, det er formålet for al socialdemokratisk agitation.
Sidst opdateret 4.12.2008