I Social-Demokraten, 23.7 + 30.7.1906.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp: udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 10. august 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
I 1910 udkom på dansk en oversættelse af Upton Sinclairs roman »Junglen«. Under form af en fortælling om en lithavisk husmand, der er rejst til den ny verden, lokket af de eventyrlige rygter om den rigdom, der er at tjene for en rask arbejder, giver bogen en bred skildring af alle de mange forskellige former for udbytning og elendighed, Chicagos arbejderbefolkning lider under, og den måde, hvorpå det altsammen virker omformende ind på arbejdernes tankegang, sløvende og afstumpende, men samtidig modnede deres sind for socialistisk erkendelse. Jurgis er personifikationen af kæmpestadens proletariat.
Allerede det første kapitel, med dets skildring af en bryllupsfest i en af Chicagos arbejdergyder, giver et gribende billede af livet herinde, malet på baggrund af det primitive husmandsliv i Lithavens skove. Man har forsøgt at fastholde traditionerne hjemmefra, men de brister i disharmoni; de gamle skikke vækker ikke den gamle stemning; de stykker af nationaldragten, som en og anden gæst har på, stikker grelt af mod de unges moderne klæder; og da den ældgamle bryllupsdans bliver danset, hvor hver af mændene skal bringe sin pengegave til det nye hjem, gør en efter en af de mandlige gæster sig usynlig. Det er to kulturverdener, der her med stor virkning er stillet op imod hinanden: den halvkommunistiske landsbys bondebefolkning mod den kapitalistiske storstads proletariat.
Så følger man familiens skæbne, fra den på et af slagteriernes fremmedgalleri for første gang betragter den vældige, rastløse virksomhed, måbende af forbavselse og beundring over alt det vidunderlige, alt det eventyrlige, den ser for sig; hvor har dog mennesker kunnet udtænke noget så storartet? – fra Jurgis begynder at arbejde som gulvfejer i et af kvægslagterierne, jublende af glæde over at tjene 65 øre i timen og gennemtrængt af naiv stolthed over at være med i den kæmpemæssige bedrift, ganske uforstående overfor kammeraterne, som hader deres arbejde og taler om fagforeningen som et middel til at dæmme op imod udbytningen, – fra familiens medlemmer indretter sig i det lille hus, de af en agent for et stort byggeselskab er blevet overtalt til at købe, i en hyggelig og velgørende fornemmelse af at sætte foden under eget bord.
Så kommer skuffelserne, stadig tættere på hinanden og stadig mere uhyggelige, og river sløret fra deres øjne. Arbejdet viser sig i sin sande natur. De føler, hvor opslidende det er, og de forstår, hvordan det stadig hidses op til større hast; rundtom i kolonnerne bliver der stukket enkelte kraftige slidere ind, og alle de andre er nødt til at følge trop med dem. De ser de tusinde farer for lemlæstelse og blodforgiftning, der truer fra alle kanter, og en efter anden af dem rammes deraf, uden at få hjælp fra fabrikken, og uden at der bliver gjort det mindste for at forebygge ulykkerne. De hører, hvordan i én afdeling af fabrikkerne er 5 år, i en anden 3 år den højeste tid, et menneske kan holde ud at arbejde, så er han slidt ud, færdig, et vrag, og de mærker det på deres krop, efterhånden som de kastes fra den ene beskæftigelse til den anden. Til arbejdets rædsler kommer arbejdsløsheden, som gang efter gang river familiens husholdning op og sluger den sidste smule sparepenge, og den forkortede arbejdstid, når de møder tidlig om morgenen og går dagen igennem ørkesløse og uden at tjene noget, til der tilsidst langt ud på aftenen bliver en times eller et par timers anspændt slid. De mærker sig som viljeløse ofre for formændenes luner, og Jurgis's hustru må give sig til pris for sin formand, fordi han truer med, at ellers skal hele familien blive kastet på gaden. Og lidt efter lidt går det op for dem, at ovenover de titusinder af arbejdere og arbejdersker, ovenover formændene, deres nærmeste plageånder, og de højere funktionærer, allerøverst oppe sidder de få kapitalister, som ejer de uhyre bedrifter, og som ved kolossale bestikkelser råder uindskrænket over hele Chicagos kommune, over politi og sundhedsvæsen og offentlige anlæg, fuldstændig samvittighedsløse i deres hunger efter profit, ligegyldige for de ofre af menneskeliv og menneskelykke, der bringes, utrættelige i at udtænke nye metoder til at pine mere arbejde ud af arbejderne for lavere løn, piskende menneskemasserne frem til stadig nyt og stadig mere djævelsk slid.
Nu er billedet skiftet. Havde familien før stået stum af forbavselse over den måde, hvorpå svinene blev behandlet gennem de sindrige, kunstfærdige maskiner og gennem de hundreder af menneskers planmæssige samvirken, fra det levende dyr blev drevet ind i slagteriet, til skinkerne og pølserne og dåsemaden og fedtet gik ud til forbrug, så forstår den nu, at de selv, de levende mennesker, her er stillet ganske som svinene; de bliver drevet ind i maskineriet, viljeløse som de, bliver slidt op, til den sidste dråbe af værdi er presset ud af dem, bliver pint til døde, uden at man har mere barmhjertighed med dem end med slagtedyrene – altsammen på det guldet kan yngle des raskere i kapitalisternes hænder.
Mere og mere håbløs bliver kampen for tilværelsen, for selve den nøgne eksistens. Til udbytningen i fabrikkerne kommer de byrder, familien må bære for at holde fast på det hus, den har købt, og hvormed den er blevet frygtelig bedraget. Ulykkerne kæder sig sammen, i nødvendig rækkefølge; den ene drager den anden med sig, medens familien synker dybere og dybere i snavs og elendighed. Der er ikke tale om personlig vilje og personligt ansvar; det er skæbnen, den kapitalistiske skæbne, der råder med ubønhørlig og uafvendelig strenghed.
Så følger en række billeder fra de dybeste lag af samfundet, opsamlingsstedet for den kapitalistiske produktions menneskeaffald, fra landstrygernes og betlernes, fra forbrydernes og de prostitueredes verden, i utøj og drikfældighed og nagende sult. Så åbner der sig et indblik i den politiske korruption, idet Jurgis en tid bliver betalt af et af de kapitalistiske partier for at drive agitation blandt arbejderne. Så skildres en kæmpestrejke i slagterierne, og der males et mesterligt billede af den uhyggelige skruebrækkerarmé. Så får man et glimt at se af de øverste overklassers perverse vellevned, idet tiggeren Jurgis en nat træffer sammen med en af storslagternes sønner, et degenereret, af rigdom halvvejs idiotiseret individ.
Men gennem hele denne sum af lidelser og ydmygelser og gennem de stemninger og tanker, den avler, bliver proletarens sind modtageligt for socialismen. Alting ligger rede, der mangler kun den fængende gnist. Hvordan den virker, hvordan den simple udredning af proletarens klassestilling og klasseinteresser pludselig vender op og ned på alle tilvante forestillinger, hvordan den pludselig åbner helt nye, frie og lyse udsigter for det menneske, der før så alt som et trøstesløst gråt i gråt, hvordan den skænker et helt nyt og rigt livsindhold til den, der før var blank for alle interesser ud over mad og drikke, hvordan en ny, højere udviklet og finere tænkende menneskehed allerede midt i det kapitalistiske samfund er ifærd med at sprænge svøbet, under indflydelse af den voksende socialistiske bevægelse – derom handler romanens sidste kapitler. Det er da langt mere denne bog skildrer end kødtrusten i Chicago. Det er selve kapitalismens saga, den skiiver, ud fra et rent og bevidst socialistisk synspunkt.
Det er ikke tilfældigt, at netop Chicago er blevet centret for den mægtige kødindustri. Nordamerikas særegne økonomiske udvikling havde naturlig fremkaldt en meget udbredt kvægavl. Og husdyrholdet er vedblivende overordentlig højt i forhold til folkemængden, betydelig højere end f.eks. I Danmark, så stor rolle end fedevareproduktionen spiller herhjemme; på hver 100 indbyggere i de forenede stater kommer der gennemsnitlig 80 stykker hornkvæg, mod i Danmark kun 74, og 62 stykker svin, mod i danmark kun 58. Men det er ganske overvejende på de centrale og vestlige stater, at den høje kvægbestand falder, og Chicago ligger netop på grænsen af dette gebet. Umiddelbart vest for Chicago kommer det store majsbælte, som særlig omfatter staterne Illinois, Iowa og Kansas, hvor hovedmassen af den vældige majshøjst anvendes til opfodring dels af hornkvæg, dels og navnlig af svin. Længere vest på, i staterne Montana, Wyoming og Colorado, hvis bjergegne ikke egner sig til korndyrkning, findes store drifter af halvildt kvæg. Vestfra kan altså kødindustriens råstoffer i store masser leveres til Chicago; østpå ligger den stærkere kultiverede del af Amerika, hvor det er hveden, som er den fremherskende kornsort, og hvor en stor og stadig voksende industribefolkning danner afsætningsmarkedet for kødindustriens produkter. Rent geografisk synes da byen fra naturens hånd bestemt for denne virksomhed. Hertil kommer så jernbaneforbindelserne. Til begge sider breder sig i snesevis af jernbanelinier viftefor mig ud fra byen, så det bliver ligeså let at opsamle slagtedyrene fra alle punkter af vesten som at sprede slagteriprodukterne ud til kunderne i alle egne af østen. Og gennem den indflydelse, kødtrusten øver på jernbaneselskaberne, er det lykkedes den yderligere at styrke betingelserne for byens enevælde over det amerikanske kødmarked; fragttaksterne er så sindrig indrettede, at det er yderst billigt at sende levende dyr vestfra til Chicago, men næsten uoverkommelig dyrt at sende dem videre østpå.
Således måtte nødvendigt slagtedyrene opsamles i Chicago og byen blive slagterstaden frem for alle andre. Når der tillige findes en del større slagterier i forskellige andre byer, så er de kun at betragte som en slags tilbehør til bedrifterne i Chicago; de ejes og drives af de samme kapitalister og er bestemt til at tjene som reserve i tilfælde af strejke; nedlægger arbejderne i én by arbejdet, så forøges produktionen de øvrige steder gennem det yderste overarbejde, og kapitalisterne kan ganske rolig afvente det tidspunkt, da arbejderne falder til føje – således er det allerede gået adskillige gange.
Kødindustrien stammer ligesom de øvrige amerikanske storindustrier i sin første begyndelse fra tiden nærmest efter borgerkrigen, slutningen af 1860'erne. Dengang blev Armour's slagteri, som stadig er det største i verden, grundlagt; kort i forvejen var også de store kvægfolde til modtagelse og opstaldning af slagtedyrene i Chicago blevet indrettede. Efterhånden kom nye slagterier til, og industrien gik jævnt fremad. Indtil midten af 1870'erne var man imidlertid indskrænket til produktionen af saltet og røget flæsk og kød, pølser, konserves, fedt og lignende produkter; fersk kød kunne kun leveres til byen selv og dens nærmeste omegn, og rundtom i Amerika hævdede de små lokale slagtere deres eksistens. Da var det frysningsteknikken blev opfundet og taget i brug, så det ferske kød kunne forsendes over hele Amerika og leveres frisk til forbrugerne i alle egne af landet, og dermed var den tekniske mulighed for stordriftens eneherredømme over hele produktionen skabt. En stærk opblomstring af industrien fulgte, en skarp konkurrence mellem de forskellige slagterier indtrådte, indtil de største af bedrifterne – Armour's, Swift's, Nelson's og Hammond's firmaer, the big four (»de fire store«), som de kaldes – i året 1886 sluttede sig sammen i en ring. Nogen formel sammenslutning har ikke fundet sted; man har undgået den af hensyn til de ubehagelige følger, den kunne få under staten Illinois's særlige trustlovgivning; af navn har ethvert af firmaerne bevaret sin selvstændighed, men i virkeligheden danner de et hele, der ved indbyrdes aftaler bestemmer produktionsmængden, priserne på råstofferne og de færdige produkter, arbejdslønnen osv. Og i fællesskab optræder mod konkurrenterne med alle de mange, frygtelige våben, der står til deres rådighed.
Nu var det ikke blot de mindre, kapitalistiske slagterier, der blev knust i konkurrencen med de allierede kæmpebedrifter eller reducerede til en beskeden og afhængig stilling, men også for de små lokale slagtermestre rundtom i Amerika var den sidste time slået. Det var især i midten af 1890'erne, at de blev udryddede i tusindtal. Fremgangsmåden var allevegne den samme. Hvor der i en by boede en hel del slagtere, fik en af dem en skønne dag besøg af en agent for et af de store firmaer i Chicago; han tilbød ham høj provision, hvis han ville overtage stillingen som forhandler af firmaets produkter; kødet skulle leveres 2-3 gange ugentlig og sælges til fabelagtig billig pris. Tog han imod tilbudet – og gjorde han det ikke selv, var der en af hans konkurrenter, der gjorde det så gik udviklingen rent automatisk videre; folk var henrykte over de lave priser og strømmede til udsalget; de gamle slagtere måtte lukke deres butikker en efter en – og derefter blev kødpriserne igen forhøjede og provisionen sat stærkt ned. Trusten havde sikret sig monopol (på vedkommende marked) og kunne nu udnytte sit monopol til det yderste. Det er kun i de mere afsides småbyer i Amerika, at der endnu er selvstændige slagterier af nævneværdig betydning tilbage; resten er slugt af trusten.
Også udenfor Amerika finder kødtrusten stadig stigende afsætning for sine produkter – foreløbig dog kun i ringe grad for fersk kød. I alle verdensdele har tilførslen af amerikansk fedt, konserves, saltet og røget kød og lignende. I de sidste år været i rask tiltagen. I Danmark blev der i året 1904 fra de forenede stater indført 4,6 mill. pund saltet eller røget flæsk og 4,4 mill. pund saltet eller røget oksekød, 20,1 mill. pund fedt og ister og 8,7 mill. pund oleomargarine, til en samlet værdi af 11-12 mill. kr., hvoraf dog en del blev sendt videre til andre lande eller benyttet til skibsproviantering.
Frysningsmetodens anvendelse var det, som skabte den tekniske basis for kødtrustens konkurrence med de øvrige amerikanske producenter; de tekniske fordele, der er uløselig knyttede til virksomheden i kæmpemæssig stil, var det, som nødvendig måtte føre kødtrusten til sejr over alle sine konkurrenter.
Hvor kolossal en stordrift det er, der hersker i Packingtown, »pakkernes«, d.v.s. kødpakkernes, kødnedstuvernes by, får man en forestilling om ved et træk som dette, at kvægfoldene, der ejes af et særligt aktieselskab, som dog står i nøje økonomisk forbindelse med trusten, har en udstrækning af ca. 200 tdr. land, medens et enkelt af slagterierne, Armour's, spænder over et fladerum af ca. 30 tdr. land. I gennemsnit kan det regnes, at der hver dag slagtes 10-15.000 stk. hornkvæg og 25-30.000 svin, foruden en mængde får og fjerkræ. Det normale antal arbejdere anslås til henimod 35.000.
De masser af biprodukter, som fremkommer ved slagtningen, men som i den mindre bedrift er tilstede i altfor ringe en mængde til med nogen fordel at kunne udnyttes, bliver her, hvor de optræder i store mængder, bearbejdede, gjort værdifulde, og ikke en smule af dem går til spilde. Det er ikke blot kød og flæsk, og ikke blot pølser, kødekstrakt, fedt, albumin og deslige næringsstoffer, der udgår fra fabrikkerne, men af hver en del af dyrenes legemer bliver der draget nytte, af indvoldene og benstumperne til gødning, af hornene til kamme, af svinebørsterne til børster, af hårene til krølhår, af tarmene til pølseskind og violinstrenge, af benene til knapper, stokkehåndtag og pibespidser, og desuden laves der lim, sæbe, gelatine, skosværte, vognsmørelse, husblas, farvestoffer osv. osv., og hver enkelt af disse mangfoldige produktionsgrene indbringer mellem år og dag en meget stor gevinst – en gevinst, som yderligere forøges ved de forfalskninger og den anvendelse af dårligt kød, som drives systematisk i en kolossal udstrækning.
Men hertil kommer så selve produktionsteknikken, det maskineri, der anvendes på hvert eneste punkt, hvor det er muligt at gøre den menneskelige arbejdskraft overflødig, kæmpemæssigt af omfang og så sindrigt i sin virkemåde, at det kan følge enhver krumning i slagtedyrenes legemer; og den arbejdsdeling, der er gennemført overalt i en sådan udstrækning, at arbejderne hver især kun har et ganske enkelt håndgreb at gøre, som i almindelighed kan læres i nogle få minutter og udføres med en præcision og en hast, så man bogstavelig ikke kan følge hændernes bevægelser med øjnene. Herved mangedobles arbejdsudbyttet; i trustens kæmpefabrikker kan der af det samme antal arbejdere og med den samme arbejdsløn frembringes en mange gange så stor værdi, som i de små bedrifter, hvor redskaberne er primitive og arbejdsdelingen kun svagt udviklet; pakkernes produktionsomkostninger bliver langt ringere, deres overlegenhed i konkurrencen endnu mere overvældende – og en ny, vældig ekstraprofit flyder ind i deres kasser.
Og det er ejendommeligt, at det her gælder en industri, om hvilken endnu for en halv snes år siden alle »borgerlige« nationaløkonomer forsikrede, at den umulig kunne drages ind under den moderne storproduktion, men for bestandig ville være forbeholdt den gammeldags smådrift. Så stærk er den kapitalistiske produktionsmådes udvidelsesevne, sådan spotter den kapitalistiske virkelighed alle småborgerlige og spidsborgerlige profetier.
Til produktionen i slagtehusene og alle de dermed forbundne forskelligartede etablissementer kommer en mængde andre virksomheder, som kødtrusten helt eller delvis behersker og udnytter til yderligere at styrke sin stilling og skrabe nye profitmasser til sig. Mange tusinder af transportvogne, dels kreaturvogne, dels kølevogne til forsendelse af letfordærvelige varer, ejes af trusten eller af selskaber, som den råder over; alene Armour's fabrik har 13.000 sådanne vogne spredt ud over alle amerikanske banelinier. Ved aftaler med jernbaneselskaberne har trusten sikret sig eneret til benyttelsen; ingen af dens konkurrenter må hefte sådanne vogne ind i toget; vil de benytte sig af dem, må de betale de ublu priser, kødtrusten forlanger, og bliver yderligere brandskattede ved afgifter for is osv.. Over erhvervsgrene som frugtkonservering, mælkeforsyning osv. Har trusten derved skaffet sig hals- og håndsret. Og på samme måde over erhverv, hvis hovedaftager trusten er, blikdåsefabrikationen f.eks., eller hvis råstoffer leveres af trusten, garveriet f.eks. I en hel mængde af de vigtigste industrier er således Chicagos kødkonger de virkelige herskere.
På samme måde, hvor det f.eks. gælder arbejderboligerne i Chicago. Den store masse af de huse i »Packingtown«, som slagteriarbejderne bebor, ejes af folk, som står kødtrusten nær, og som systematisk udnytter deres stilling i dens interesse. Tusinder af arbejdere, som er kommet tilbage med huslejen, har faktisk fået en fuldstændig slavebunden stilling; søger de at flytte uden først at have klaret deres gæld, bliver de sat på den sorte liste og kan aldrig oftere få arbejde i slagterierne.
På det offentlige liv, på staden Chicagos og staten Illinois's administration, øver den store kapital her som allevegne den afgørende indflydelse, blot mere skamløst frækt end de fleste andre steder. Politi, sundhedsvæsen, domstole, hele forvaltningen, har kødtrusten besat med sine kreaturer. Enhver forbryder, som fabrikkerne holder deres beskyttende hånd over, bliver frikendt; den offentlige kontrol af slagtekvæget er en fare; den rædselsfulde urenlighed i arbejderkvartererne, hvor slagteriaffaldet flyder frem gennem ubrolagte gader uden kloaker – for nogle år siden druknede et barn i rendestenens alendybe slam, og liget blev først fundet efter flere timers forløb – får frit lov til at udspy sin giftige stank; da borgmesteren i sin tid blev anmodet om at træffe forholdsregler imod disse tilstande, der var i åben strid med lovene, svarede han, at han ville tage sig af klagerne, »forsåvidt det stemmer med Chicagos forretningsinteresser« – hvorefter alt blev ved det gamle. Som et eksempel på, hvor vidt kødkongerne tør drive deres frækhed, i bevidstheden om deres magt over alle de offentlige myndigheder, kan det nævnes, at Swifts slagteri ved hjælp af hemmelige stikledninger år igennem har stjålet i millionvis af tønder vand fra de kommunale vandledninger.
Også på den fælles-amerikanske politik gør kødtrusten gennem masseagtige bestikkelser sin indflydelse gældende, idet den snart støtter det republikanske, snart det demokratiske parti, alt som det passer bedst med dens øjeblikkelige interesse. Under krigen med Spanien var Packingtown arnestedet for den mest yderliggående chauvinistiske agitation; daglig foranstaltede slagterierne store demonstrationer og møder til opflamning af krigsstemningen – ikke så underligt, thi krigen skaffede dem uhyre leverancer til hæren, og det hedder sig, at det fordærvede kød, de sendte til Cuba, har dræbt flere amerikanske soldater end spaniernes kugler.
For arbejderne er virksomheden i slagterierne simpelthen et helvede. Her, hvor man ser den kapitalistiske produktionsmåde i dens højeste udvikling, træffer man også et proletariat i den dybeste elendighed. Den lynsnare hast, hvori alt arbejde skal udføres, slider et menneske op i få års løb og sætter ham tilmed hvert øjeblik i fare for lemlæstelse og blodforgiftning – den mindste rift er nok til at være dødbringende. For ulykkestilfælde i fabrikkerne har kapitalisterne erstatningspligt, når klage indgives inden to år, men de véd at frigøre sig; så snart et ulykkestilfælde er indtrådt, kommer der en agent fra fabrikken og lover, at hvis vedkommende familie vil fraskrive sig retten til klage, skal der sikres alle dens medlemmer stadigt arbejde og god løn for livstid; de skriver under, og alt går godt de næste to år – men når de er omme, og altså klagefristen udløben, får de deres afsked. Den samme nedrighed vises i alle forhold, hvor det er muligt at bringe profitten i vejret på arbejdernes bekostning. Lønnen presses nedefter, arbejdets hast forøges, de simpleste foranstaltninger til værn for arbejdernes sundhed forsømmes. Gang på gang har arbejderne forsøgt gennem fagorganisationer at sætte sig til værge mod de frygteligste former for udbytningen, men forgæves. Kapitalisterne sørger for stadig at have en hærskare af ubeskæftigede arbejdere i reserve som skruebrækkere; arbejdet er så uhyre simpelt, at enhver straks kan udføre det; og tilmed er der rundtom i fagforeningerne spredt en mængde spioner i kapitalisternes tjeneste.
Upton Sinclair har i sin roman givet et rædselsfuldt billede af slagteriarbejdernes liv – og dog erklærer folk, som gennem et helt livs erfaring kender forholdene på allernærmeste hold, at billedet er for lyst. I »The International Socialist Review« i Chicago har redaktøren, A. M. Simons, som også ved tidligere lejligheder har skildret kødtrusten, udtalt:
»som medarbejder ved slagterikvarterets understøttelsesselskab og som inspektør ved Chicagos sundhedskommision har jeg set ting i Packingtown-arbejdernes liv, mere gruopvækkende end noget, der skildres i »Junglen«. Men én ting til, og det bedste af alt: jeg har set, hvordan socialismen her er vokset, indtil dette distrikt nu tæller forholdsvis flere socialdemokratiske vælgere end noget andet af verdens store industrielle knudepunkter.«
Sidst opdateret 30.8.2008