Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Overklassens og arbejderklassens forbrug

Gustav Bang (juli 1906)

I Social-Demokraten, 2.7.1906.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 79-85.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

To yngre statistikere har søgt at give et talmæssigt billede af, hvordan de mere velstillede familier i Danmark lever. Materialet er en del husholdningsregnskaber for familier af middelstanden og bourgeosiet, dels summariske opgivelser om udgifternes fordeling på de enkelte større hovedposter – ernæring, husleje, beklædning, bohave, fornøjelser osv. – dels specificerede regnskaber over udgifterne til hver enkelt gruppe fortæringsgenstande – brød, æg og smør, kød, fisk osv. Resultatet foreligger i en lille bog: Dalhoff og Mackeprang: de bedrestillede familiers udgifter.

Det emne, som her er taget op til undersøgelse, har ikke mindst for Socialdemokratiet stor interesse, fordi det bidrager til at kaste lys over modsætningerne indenfor det kapitalistiske samfund. Thi underklassens livsvilkår er kun den ene pol i det moderne samfundsliv; overklassen er modpolen. Hvor meget suger kapitalisterne mellem år og dag til sig fra arbejderne; hvordan benytter de den merværdi, de tilegner sig; hvor meget lægges tilside som hjælpemiddel til ny og mere omfattende udbytning; hvor meget anvendes til personlige fornødenheder og personlig luksus?

Til sammenligning har man en række opgørelser over udgifterne blandt danske arbejdere og småfolk overhovedet fra året 1897; og nærmest ligger det blandt disse at vælge de oplysninger, som gælder 27 københavnske arbejderfamilier, fordi også de kapitalistfamilier, som vi skal beskæftige os med, på ganske enkelte undtagelser nær er bosat i København. Men vel at mærke: oplysningerne angår kun de øverste, de bedst stillede lag af den Københavnske arbejderbefolkning; det ser man allerede tydelig deraf, at den gennemsnitlige indtægt for hver familie er 1.623 kr., hvoraf mandens indtægt er 1.364 kr., medens resten – 259 kr. – dels er tilvejebragt ved hustruens og børnenes arbejdsfortjeneste, dels ved lån og andre indtægter af mere tilfældig art. Det er altså forholdene i særlig velstillede arbejderfamilier, der kan sammenlignes med forholdene i kapitalistfamilierne, og tilmed langtfra i de rigeste blandt disse. Havde man haft lejlighed til at stille den typiske arbejderfamilie overfor den større kapitalists familie, ville forskellen have vist sig langt dybere.

En stor og beklagelig mangel klæber ved det materiale, her er tilvejebragt: det angår kun overklassefamiliernes udgifter til deres personlige forbrug, ikke deres indtægter eller! Deres samlede udgifter. Hvor meget der i årets løb er opsparet, fremgår ikke af tallene. Kun for en enkelt familie, en københavnsk grossererfamilie, findes der for de 13 år 1891-1903 regnskab over såvel indtægterne som husholdningsudgifterne, men forholdet er ikke betegnende, idet indtægterne er ret beskedne, gennemsnitlig 5.761 kr. om året; kun i et enkelt år nåede de op over 8.000 kr. dog har det sin interesse at se, hvordan fordelingen er.

Af de 5.761 kr. i årlig gennemsnitsindtægt blev der forbrugt 4.704 kr., medens resten, 1.057 kr. eller 18 pct. af den samlede indtægt, blev opsparet. Men dette beløb er stærkt vekslende fra år til år. I de 7 år, da indtægten var lavest (gennemsnitlig 4.936 kr.), blev kun den ene tiendedel lagt tilside; i de 6 år, da indtægten var højest (gennemsnitlig 6.723 kr.), derimod en fjerdedel. Jo mere en kapitalist tjener, des større en brøkdel af sin årsindtægt forvandler han til ny kapital i sine hænder. Der er ingen tvivl om, at højere oppe i den kapitalistiske rangforordning, blandt de allerrigeste, bliver den store hovedmasse af indtægterne hvert år lagt tilside; det er resultatet af arbejderudbytningen, der benyttes som middel til fornyet og forøget arbejderudbytning.

I arbejderfamilierne derimod bliver hele indtægten anvendt til at dække de daglige fornødenheder. De småbeløb, der nogle år igennem kan sættes i sparekassen, bliver fortærede, når arbejdsløshed indtræffer eller en enkelt større udgift skal bestrides, og i det store gennemsnit falder indtægt og udgift nøjagtig sammen. De 27 københavnske arbejderfamiliers gennemsnitlige indtægt var 1.623 kr. og deres udgift 1.611 kr.

Uagtet det således i kapitalistfamilier er en forholdsvis stor brøkdel af indtægterne, der fragår til kapitalopsamling og ikke direkte indgår i forbruget, er dog livsforholdene blandt dem af en sådan art, at den danner en skærende modsætning til den tarvelige livsførelse, som arbejderklassen er tvunget ned i.

Vi har af materialet udsondret de familier, hvis årlige udgift (vel at mærke ikke indtægt) beløb sig til over 8.000 kr., for således at få et nogenlunde typisk udtryk for, hvordan forholdene er iblandt de egentlige overklassefamilier. Deres tal er ialt 13; deraf er manden i de 5 tilfælde embedsmand, i de 3 direktør, i de 3 handlende og i de 2 læge; den ene læge bor i en provinskøbstad, de resterende 12 familier i København. Tyendeforholdet er følgende: 3 familier holdt 1 tyende, 9 familier 2 og 1 familie 3.

Man ser af følgende tal, hvordan udgifterne i de 13 familier gennemsnitlig fordeler sig på en række af de vigtigste udgiftsposter; til sammenligning er anført de tilsvarende beløb fra husholdningsregnskaberne for Københavnske arbejderfamilier.

Forskellen er på alle punkter slående. Kapitalisten giver hvert år gennemsnitlig 3-4 gange så meget ud til mad og drikke for sig og sin familie som arbejderen, 5-6 gange så meget til belysning og brændsel, 7 gange så meget til husleje og beklædning, 8 gange så meget til vask, 8-9 gange så meget til bohave og inventar, 12 gange så meget til bøger og blade og 12-13 gange så meget til fornøjelser. Alene på denne sidste konto, til teatre, koncerter, rejser, deltagelse i selskabslivet osv. bruger en københavnsk overklassemand næsten to tredjedele af, hvad en bedrestillet Københavnsk arbejder med sin familie har at leve af. Alene til husleje bruger han næsten ligeså meget som arbejderfamiliens hele årsindtægt. Alene til påklædning bruger han ligeså meget, som arbejderfamilien bruger til kost, husleje, beklædning, bohave og vask tilsammen.

Når vi vil se, hvordan udgifterne fordeler sig på de forskellige vigtigere arter af næringsmidler, som indgår i familiernes forbrug, må vi drage sammenligningslinierne på en noget anden måde. Vi vælger – for ligesom tidligere kun at have med de noget højerestillede lag af bourgeoisiet at gøre – de familier, i hvilke ernæringsudgifterne beløb sig til mindst 400 kr. For hver »voksen mand« (kvinders og børns forbrug er omregnede til denne enhed) og finder da:

For to særlige vigtige ernæringsmidler er det muligt at opgøre mængden. Af æg var forbruget 336 stykker årlig for hver »voksen mand« i overklassen, men kun 162 stykker i de københavnske arbejderfamilier; af kød og flæsk 150 pund årlig for hver »voksen mand« i overklassen, 119 pund i arbejderfamilierne.

Hvad angår tallene for forbruget af kød og flæsk, da er det her muligt også at trække sammenligninger med forbruget i underklassen på landet. Man finder som årligt gennemsnitsforbrug for hver »voksen mand« iblandt

Eller med runde tal: for hver gang en københavnsk overklassemand forbruger fire pund kød, forbruger en københavnsk arbejder kun tre, en købstadsarbejder kun to og en landarbejder kun ét pund.

Der skal i denne sammenhæng fra en anden kilde anføres et par tal, som egner sig til at antyde den levemåde, der finder sted i overklasserne, og vise den vækst, hvori luksusforbruget befinder sig.

Vi vælger fra toldstatistikken tre varer, som slet ikke eller kun i ringe grad tilvirkes herhjemme, og som udelukkende forbruges i overklasserne; det er druevin på flasker (champagne og særlig fine vine i »slotsaftapning«), helsilkevarer og parfumer. Af disse tre varer blev der i årligt gennemsnit indført til forbrug i Danmark:

Det er en gennemsnitlig stigning af champagneforbruget med 50 pct., af silkeforbruget med 62 pct. og af parfumeforbruget med 108 pct., medens folkemængden samtidig kun steg med 17-18 pct. eller med andre ord: luksusforbruget af de tre artikler er i den mellemliggende tid vokset fra 3 til 6 gange så stærkt, som befolkningen er tiltaget.

Alene af aftappede vine opgøres den årlige indførselsværdi til 566.200 kr., af helsilkevarer til 2.217.800 kr. og af parfumerier til 1.032.400 kr. Det er tilsammen en årlig udgift på 3.816.400 kr. til disse tre varer. Lægger man hertil indførslen af to beslægtede varegrupper, dels andre silkestoffer (gennemsnitlig 1.846.800 kr.) og dels vin på fustager (gennemsnitlig 2.376.200 kr.), når man på de tre poster silke, vin og parfume ialt op til over 8 mill. kr. om året – og så er dog disse udgiftsposter kun en ringe brøkdel af den luksus, der indgår i overklassernes regelmæssige forbrug.

Toppen af siden

Sidst opdateret 1.12.2008