I Social-Demokraten, 11.6. + 18.6. + 25.6.1906.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 268-287.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 10. august 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Organisation er et af de ord, der oftest høres i al offentligdiskussion, et af de begreber, der spiller den største rolle for forståelsen af nutidens sociale bevægelser – et eksempel på, hvordan modsætningerne mødes, hvordan de herskende tilstande med en naturmagts nødvendighed kalder deres egen modsætning frem.
Thi hvad der karakteriserer de moderne sociale tilstande, er netop deres fuldstændige mangel på organisation.
Den befolkning, man selv tilhører, fremtræder for éns iagttagelse ikke som et samfund i ordets egentlige forstand – et indbegreb af mennesker, der gennem ordnet fælles virksomhed planmæssig stræber efter at tilfredsstille de fælles materielle og kulturelle behov – men tværtimod som et uoverskueligt virvar af stridige interesser, der krydser hinanden i alle retninger, klasse mod klasse, fag mod fag, individ mod individ; en menneskemasse opløst i sine mindste bestanddele, de enkelte personer, der hver for sig forfølger sine personlige formål, til gavn for sig selv og til skade for alle andre; en vild og uordnet krig på kniven, én mod alle og alle mod én; mennesker, der sønderslider hverandre i kamp for føden, som en flok sultne ulve.
Allevegne i produktions- og omsætningsverdenen ser man det samme syn af økonomiske interesser, der står knivskarpt mod hinanden. Industrikapitalisten er interesseret i lav rentefod, finanskapitalisten er interesseret i høj rentefod, tekstilfabrikanten er interesseret i beskyttelsestold på vævede stoffer, men i frihandel på garn. Imod ham står spinderibesidderen, der er interesseret i told på garn. Begge mødes de i det fælles had til maskintolden og står her som fjender af maskinfabrikanten, der kræver forhøjet told på sit produkt. Skotøjsfabrikanten er interesseret i, at skotøjsarbejderne har en lav løn, men han er samtidig interesseret i, at snedkersvende, typografer, malere har en høj løn, som kan forøge deres købeevne og sætte dem i stand til at anskaffe sig tre par sko, hvor de før kun anskaffede sig to. Således står alle de enkelte grupper, hvoraf befolkningen er sammensat, i indbyrdes had og skinsyge; og indenfor hver især af grupperne gentager det samme sig. Købmanden ønsker kun fordærvelse over sin konkurrent på den modsatte side af gaden; den ene sæbesyder søger efter yderste evne at komme de andre til livs for selv at kunne opsuge deres kundekreds og tilegne sig deres fortjeneste.
Så uendelig langt er mennesket i tidens løb kommet bort fra alle virkelige samfundstilstande – bort fra det oprindelige kommunistiske fællesskab i landsby- eller familiehusholdningen, det første og hidtil også det sidste fuldt gennemførte »samfund«, historien kender, hvor de enkelte mennesker virkede planmæssig hånd i hånd for i god fordragelighed at tilfredsstille de fælles behov – over til et myldrende kaos af hinanden bekæmpende interesser, hvor egoismen er den højeste lov, hvor alle bestræbelser går ud på at købe så billig og sælge så dyrt som muligt, til størst mulig fordel for sig selv og størst mulig skade for sine medmennesker.
For en umiddelbar betragtning synes det, som om hele denne tilstand skaber de slettest mulige vilkår for en organisatorisk bevægelse. Når der alligevel rejser sig en række organisationer, og når de fra år til år netop antager stadig større omfang, stadig fastere former og selv udvikler sig til at blive en regulerende faktor indenfor det sociale liv, så er det, fordi der tværs gennem de tusinder af enkelte interessemodsætninger trækker sig én delingslinie, skarpere, dybere og mere almen end nogen af de andre. Det er, her som allevegne. Køb og salg, det gælder, men af en ejendommelig vare, der går igen i alle andre varer: den menneskelige arbejdskraft.
For hundrede år siden, og endnu langt senere, var en organisation på dette grundlag utænkelig, fordi køb og salg af arbejdskraft dengang spillede liden eller slet ingen rolle for befolkningen som helhed.
Der var ganske vist håndværkssvenden, der arbejdede i mesterens tjeneste og fik løn af ham, kost og logis og gerne også et mindre pengebeløb. Men forholdet var for ham af en helt anden natur end for nutidens industriarbejder. Lønspørgsmålet var det underordnede; hvad det først og fremmest kom an på, var at arbejde under en dygtig og interesseret mester, der kunne give omhyggelig vejledning, så éns hånd kunne øves, éns blik skærpes for fagets teknik. At være svend var en overgangstilstand, en fortsættelse af læretiden, en forberedelse til engang som fuldt uddannet håndværker at kunne træde op i mestrenes række. Omkostningerne ved at nedsætte sig var så små, at de ikke dannede nogen alvorlig hindring; det værktøj, der behøvedes, var primitivt og billigt og kunne let overkommes. Som for håndværkssvenden, sådan for handelsmedhjælperen; lønforholdet var kun det midlertidige, en uddannelsesperiode, han måtte gennemgå, før han kunne etablere sig som selvstændig købmand. Og sådan også for tjenestekarlen på landet; han søgte som ungt menneske tjeneste og afventede den tid, da han kunne komme i betragtning, når en fæstegård blev ledig.
Man forstår, at under forhold som disse kunne arbejderne – industriens, omsætningens og landbrugets medhjælpere – umulig have særlige klasseinteresser som arbejdere imod arbejdskøberne. De foreninger, de svendelav, de nu og da sluttede sig sammen i, havde ikke nogen kampkarakter; de var overvejende selskabelige klubber med biformål som understøttelse under sygdom, vandring og deslige hvor strejker forekom, og hvor det da ikke var rent barnagtige optøjer, men virkelig bevidste og konsekvente kampe for en forbedring af arbejdsforholdet, var det kun indenfor de ganske få fag, hvor en kapitalistisk stordrift var i frembrud og udsigten til selv at blive mester som følge deraf stærkt beskåret for en stor del af svendene. I den langt overvejende masse af erhverv, hvor det gammeldags forhold endnu herskede, var en sådan konflikt, en lønkamp f.eks., utænkelig. Den svend, som forstod sin stilling, måtte i egen interesse være imod en bevægelse af denne art. Thi lykkedes det at fore den til sejr, ville det ganske vist gavne ham i øjeblikket, skaffe ham større indtægter, men om nogle få år, når han selv var mester med svende under sig og selv skulle udrede den større løn, ville det svie til ham. Hellere finde sig lidt i de trange kår en kort tid igennem for så at sidde så meget tryggere resten af sin levetid.
Arbejdernes interesser stod således ikke i strid med mestrenes, men faldt i alt væsentligt sammen med dem. Hvad der forenede dem til fællesskabsfølelse var det fælles hensyn til fagets tarv; enhver af dem var lige interesseret i, at det erhverv, de virkede i, trivedes, havde så gode produktionsvilkår som muligt. De følte sig, trods alle uundgåelige personlige smårivninger, i det store og hele solidariske, indadtil og udadtil; smedesvenden og smedemesteren så med lige bitterhed på gørtlerne, når de gjorde indgreb i deres fag og således i alle erhverv. Det naturlige udtryk for hele dette forhold var de blandede organisationer, som man træffer dem i lavsvæsenets blomstringsperiode, hvor mestre og svende mødtes til drøftelse af deres fælles interesser, varetagelse af deres fælles tarv.
Således for hundrede år siden, og således langt længere frem imod vor tid. De klageråb, der i 1840'erne og 1850'erne idelig lød fra industrien, gjaldt endnu kun sjældent de indre arbejdsforhold, mellem arbejdskøber og arbejder i det enkelte fag; det var »næringsløshed«, fagets betrængte stilling udadtil, de drejede sig om.
Hvad der har vendt op og ned på hele dette forhold, sprængt interessefællesskabet og skilt de to parter fra hinanden i modsatte lejre, er den kapitalistiske produktionsmåde. Med stordriften forsvinder sandsynligheden for at nå op i selvstændig stilling. Så længe snedker svenden kun behøvede en høvlebænk, en høvl, en sav og nogle få andre billige stykker værktøj for at nedsætte sig, stod fremtiden ham åben; hvor der derimod som nu kræves et vældigt kompleks af savemaskiner, fræsemaskiner, fabrikslokaler og råmaterialier for at åbne et maskinsnedkerværksted, i hvilket arbejdskraften kan udløses i sin hensigtsmæssigste form og i sit fulde omfang, bliver lønforholdet den varige tilstand, som han er nødt til at forblive i til sin dødsdag. Han har ganske vist stadig den mulighed åben, at han kan anskaffe sig det gammeldags primitive værktøj og nedsætte sig i et beskedent værksted; men han vil sjælden vinde derved; thi prisen på de varer, han fremstiller, bliver bestemt ved produktionsomkostningerne i de store fabriker, som arbejder med al moderne teknik og derfor kan sælge yderst billig; han må da for sit møjsommelig håndforarbejdede produkt nøjes med den samme lave pris, og sultekår bliver gerne følgen; småproducenten i et fag, hvor stordriften allerede har holdt sit indtog, er sjælden bedre stillet end fabriksarbejderen, som regel adskillig slettere. Arbejderen er da alligevel faktisk lænket i sit lønforhold.
I handelen er udviklingen længere tilbage, mon netop i den allersidste tid i stærk fremgang. Stormagasinerne og de store specialforretninger samler en talrig stab af medhjælpere, som i de allerfleste tilfælde naturlig forbliver i medhjælperstillingen fremfor at søge et usikkert og kummerligt erhverv som selvstændige småhandlende – så meget mere som netop de store kapitalstærke forretninger ved deres konkurrence undergraver og ødelægger eksistensvilkårene for de små detailhandlere. Her, ligesom i industrien viser folketællingerne punkt for punkt, hvordan en stadig større del af medhjælperne er ældre mennesker, idet flere og flere af dem slår sig til ro i deres stilling: af hver 10 københavnske apotekermedhjælpere var i 1885 de 4 over 25 år gamle, i 1901 de 7; af hver 10 bog- og papirhandlermedhjælpere i 1885 de 3, i 1901 de 6; af hver 10 medhjælpere i material- og urtekramforretninger i 1885 de 2, i 1901 de 4.
Med hele denne udvikling, som forvandler lønforholdet fra et kortvarigt overgangsled til den faste og blivende tilstand, hvori man er nødt til at leve hele sit liv igennem, skifter arbejderens sociale stilling. Han får sine særlige økonomiske interesser, ikke i overensstemmelse med, men i konflikt med arbejdskøberen, interesser, som han kun kan fremme gennem en planmæssig organisatorisk bevægelse. Lige så utænkelig en faglig organisation med et bestemt arbejderprogram ville have været under de ældre patriarkalske tilstande, lige så naturlig, lige så nødvendig bliver den for den moderne lønarbejder, den eneste måde, hvorpå han kan hævde sig selv.
I al sin simpelthed er forholdet dette: at sælger og køber af varen arbejdskraft står overfor hinanden og søger at komme i forbindelse med hinanden, men at de vilkår, hvor under de afslutter handelen, er højst ulige. På den ene side står den store masse af mennesker, som kun kan eksistere ved at bruge deres arbejdskraft og kun kan bruge den ved at sælge den, og for hvem det er livet om at gøre at få den solgt og vel at mærke, at få den solgt straks, selv om prisen kun dækker de absolutte livsfornødenheder; på den anden side et lille antal kapitalbesiddere, som er interesserede i at købe arbejdskraften, når de kan få den til så billig en pris, at dens frembringelser i dagens løb afkaster et klækkeligt overskud ud over den betalte dagløn, og som kan vente, kan lade deres virksomhed stå stille en tid igennem, og kan gøre det med fordel, hvis de derved opnår at presse arbejdslønnen tilstrækkelig langt ned. Så længe arbejderne under disse forhold står uorganiserede, handlende hver for sig, uden indbyrdes sammenhold, er de modstandsløse overfor de vilkår, som bydes dem. Den, der ikke vil finde sig i vilkårene, har ganske vist lov til at gå andetsteds hen for at søge afsætning for sin arbejdskraft, men da han allevegne vil møde de samme eller lignende betingelser, bliver han alligevel nødt til at bøje sig; formelt er han en fri kontrahent, men faktisk er han retsløs, idet han kun har valget mellem at give efter eller sulte ihjel. Arbejdsforholdet er ikke kontrakt mellem jævnstærke parter, men despoti. Den jernhårde lønningslov gør sig gældende med fuld vægt: arbejderfamiliens indkomst er altid nede omkring den laveste grænse, hvorpå det overhovedet er muligt at opretholde livet.
Hvor stramt dette arbejdernes underdanighedsforhold er, forstod man allerede for 130 år siden i England, hvor den kapitalistiske produktionsmåde dengang stod i sit gennembrud. I året 1776 skildrer Adam Smith, hvordan lønnen bestemmes ved overenskomst mellem arbejdere og arbejdskøbere, og hvordan hver af de to parter nødvendig må stræbe efter en organisation, den ene for at hæve, den anden for at sænke lønnen.
»Det er imidlertid ikke vanskeligt at forudse, hvem af dem der i almindelighed har fordelen på sin side og kan tvinge den anden til at give efter. Arbejdskøberne, der er færre i tal, kan langt lettere slutte sig sammen .... I enhver konflikt kan de holde langt længere ud; en godsejer, en forpagter, en fabrikant, en købmand kan i almindelighed, selv om han ikke beskæftiger en eneste arbejder, leve et årstid eller to af sin opsparede formue. Mange arbejdere ville derimod ikke kunne eksistere en uge uden at have arbejde, kun få en måned og næppe en eneste et år igennem. I det lange løb er arbejderen vel ligeså nødvendig for arbejdskøberen, som arbejdskøberen er for ham; men nødvendigheden er ikke så umiddelbart påtrængende .... Arbejdskøberne er altid og allevegne i en slags tavs, men vedvarende og ensartet forening, som går ud på ikke at hæve arbejdslønnen op over dens nuværende højde .... Man hører kun sjælden tale om denne overenskomst, fordi det er den normale, man kunne sige den naturlige tingenes tilstand, som ingen nogen sinde hører om. Og når de, hvad stundom hænder, slutter sig sammen ved en særlig overenskomst om at drive lønnen ned, da bliver det altid iværksat i yderste stilhed og hemmelighed, indtil det øjeblik kommer, da de slår løs, og hvis så arbejderne underkaster sig uden modstand, hvad de undertiden gør, da er der ingen udenforstående, som hører tale derom.«
Først når der indenfor et fags arbejdere skabes en varig organisation, af et sådant omfang, at der ikke under en konflikt kan skaffes tilstrækkelig mange skruebrækkere blandt de udenforstående, med en strejkekasse, der gør det muligt at holde ud en tid uden løn, og med en så udviklet moralsk disciplin, en så levende solidaritetsfølelse blandt sine medlemmer, at de ikke bryder ud, når det kommer til kamp – først da kan arbejderne træde ind i forhandlingerne om arbejdsvilkårene, jævnstærke med kapitalisterne; først da afløses det despotiske forhold af en virkelig fri kontrakt.
Og dermed sprænges den jernhårde lønningslov; det bliver muligt for arbejderne at tvinge deres kår i vejret, op over den absolutte sultegrænse, op til et højere mål af social velvære og kultur.
Organisationen melder sig altså som en social nødvendighed, efterhånden som det ene fag efter det andet kommer ind i kapitalistisk produktionsmåde, men dermed også som en social forpligtelse for hver især af fagets arbejdere, en art værnepligt, som ingen kan unddrage sig. Den, der holder sig udenfor, nyder ligefuldt fordel af ethvert økonomisk fremskridt, som hans organiserede fagfæller med store ofre gennemfører, og som han netop ved sin vægring gør det dobbelt byrdefuldt for dem at gennemføre; han lader dem drage læsset, men tager selv sin del af udbyttet. Og den, der arbejder under en strejke, tager direkte sigte på at ødelægge det kulturarbejde, hans kammerater udfører for at hæve livsvilkårene for det samfundslag, han selv tilhører; det er et forræderi mod sin klasses interesser, han begår. Som tyveriet stemples af den moral, der udspringer af den private ejendomsret, som landsforræderiet af den moral, der udspringer af det udviklede statsforhold, således stemples skruebrækkeriet med fuld ret af den moral, der bunder i det moderne lønforhold, som en i den offentlige mening vanærende handling.
Fagforeningen er en kamporganisation. Den stiller arbejderne og arbejdskøberne front med front mod hinanden. Dens formål er at hævde en vis række vundne rettigheder; dens midler er den styrke, den besidder, den respekt, den formår at indgyde, den evne, den har til i yderste nødsfald, hvor alle andre veje lukker sig, at udkæmpe en strejke. Arbejdsnedlæggelsen er det ejendommelige våben, som de herskende økonomiske vilkår trykker arbejderklassen i hænde.
Fagforeningen er en kamporganisation; i enhver anden skikkelse ville den under de moderne forhold være meningsløs. Jo stærkere rustet, jo mere kampdygtig den er, des bedre udfylder den sin opgave. Men heraf følger ingenlunde, at en sådan kraftig og kampberedt organisation fører til idelige rivninger i faget. Til stadig uro og usikkerhed – tværtimod. Netop bevidstheden om arbejdernes organiserede styrke gør fabrikanterne mere tilbøjelige til en saglig forhandling om de tvistepunkter, som er dem imellem, bringer dem til at indse, at modstanden på de og de punkter er uholdbar, og munder ud i, at samtlige fabrikanter fra den ene side mødes med samtlige arbejdere fra den anden i en overenskomst for en vis bestemt årrække, forpligtende til begge sider. For den enkelte producent ville det være en kilde til utryghed, om han måtte gå ind på en sådan række vilkår, medens hans konkurrenter stadig havde frie hænder til at fastsætte arbejdslønnen og kunne benytte sig deraf til at sætte produktionsomkostningerne ned og underbyde ham på markedet; uår vilkårene derimod er ens for alt arbejde i faget, rummer det ingen fare for den enkelte producent og ingen usikkerhed for produktionen, men skaber et fast og overskueligt grundlag for arbejds- og konkurrenceforholdene.
Her står man overfor en af de store fordele, som organisationen medfører, ikke for arbejderne alene, men for faget som fag: at den udrydder de grimmeste former for smudskonkurrence på arbejdernes bekostning. Så længe de enkelte fabrikanter er frit stillede i arbejdsforholdet, uden nogen skranke i en stærk organisations myndighed er det de hensynsløseste elementer blandt dem, der bestemmer arbejdsvilkårene i faget som helhed. Ved at skrue livsniveauet for deres arbejdere ned til det lavest mulige, formindsker de produktionsomkostningerne og vinder derved et forspring overfor de mindre hensynsløse konkurrenter. Konkurrencen tvinger imidlertid også disse sidste med i samme retning, og de elendige kår breder sig således over det hele – ikke blot til ødelæggelse for arbejderne, men i længden også for faget, hvis produktivitet lammes ved den altfor slet stillede arbejderstab, først gennem arbejderorganisationen bliver der slået bom for disse de uhyggeligste former for produktionsomkostningernes nedsættelse. Det gælder ikke blot de store spørgsmål om arbejdsløn og arbejdstid, men også en række andre forhold, således hjemmearbejdet, trucksystemet (lønnens udbetaling i varer i stedet for i rede penge), navnlig i form af kost og logis som arbejdsvederlag. Og det gælder ikke blot de forhold, som udelukkende reguleres ved aftale mellem de to kontraherende parter, men også dem, for hvilke lovgivningsmagten fastsætter regler; enhver beskyttelseslov bliver lidet virksom og i mange tilfælde kun et dødt bogstav, hvor der ikke er en årvågen og organiseret arbejderbefolkning, som sørger for, at dens bestemmelser opfyldes; de masseagtige overtrædelser af maskinbeskyttelsesloven, som finder sted på landet, og som stadig kræver nye ofre i form af lemlæstede tjenestefolk, ville være utænkelige, hvis landarbejderne var stærkt organiserede.
Organisationen, med de reformer, den gennemfører, den forhøjede arbejdsløn, den forkortede arbejdstid, de forbedrede arbejdsvilkår, virker på den måde ikke ensidig i arbejdernes interesse, men til gavn for hele produktionen og derigennem meget ofte også til gavn for kapitalisterne. Og når fagforeningerne alligevel fra kapitalistisk hold gennemgående mødes med så fanatisk en modstand, skyldes det for en meget stor del kun bourgeoisiets mangel på vidt syn og langt sigte. De højere livsvilkår blandt arbejderne højner arbejdets ydeevne; gang på gang er det ved praktiske forsøg godtgjort, at en forkortelse af arbejdstiden ikke fører til nogen tilsvarende formindskelse af produktionen, men i regelen tværtimod til en absolut forøgelse, atter og atter er det blevet bevist, at en gruppe arbejdere, der er dobbelt så højt lønnet som en anden, skaber langt mere end dobbelt så stor en mængde værdier i dagens løb, således at det dyreste arbejde i virkeligheden er det billigste.
Organisationens kamp for bedre livsvilkår fører således i retning af en rigere udfoldelse af produktionslivet; idet arbejderne solidarisk forfølger deres egne interesser, kommer de til at fremme den almindelige kapitalistiske udvikling og tvinge produktionen fra et lavere standpunkt op til et højere, mere moderne trin. Men allerede dette er af revolutionær natur. Thi jo raskere produktionen moderniseres, des nærmere ligger dens overgang til socialistiske forhold.
Fagorganisationen er og må nødvendig være af strengt økonomisk natur, og rammerne for dens virksomhed er snævert afstukne; dens eneste direkte opgave er at højne arbejdsvilkårene for vedkommende fags lønarbejdere, at skaffe dem større arbejdsløn, kortere arbejdstid, sundere arbejdslokaler og lignende. Til løsningen af denne opgave kræves der en sammenslutning af såvidt muligt alle arbejdere i faget, uden hensyn til politisk anskuelse, så lidt som til religiøs eller anden trosbekendelse. Enhver af dem bevarer sin fulde personlige frihed til at handle, som han vil, i alle offentlige og private anliggender; det er kun de rent faglige formål, som samler til ensartet optræden. Hvorvidt fagforeningen som korporation holder sig neutral eller den under den ene eller den anden form søger tilslutning til arbejdernes politiske parti, socialdemokratiet, er nærmest et praktisk spørgsmål, om det i faglig henseende mere eller mindre fordelagtige.
Således for en foreløbig rent umiddelbar betragtning. Enhver nærmere prøvelse viser imidlertid, hvor langt længere en rækkevidde den organisatoriske bevægelse har, hvor revolutionerende den er i sin virkemåde, hvordan den voksende forståelse af de snævre faginteresser med logisk nødvendighed omsættes i en erkendelse af de fælles klasseinteresser, der forener arbejderklassen til en helhed, og giver stødet til en klassebevægelse, der sætter ud over alle faglige skillelinier og tager sigte på en samfundsomdannelse, hvor alle sociale skel jævnes.
Under de moderne sociale tilstande står nemlig den enkelte arbejdergruppe ikke alene, og det er i længden umuligt at isolere dens interesser. Den er kun et led i den samlede arbejderklasse og deler ve og vel med den. Enhver forandring på et af dens felter breder sig ud til de andre, som ringene breder sig over vandet. Stiger arbejdsvilkårene i én række fag, vil der også i de øvrige fag være tilbøjelighed til stigning; arbejdskraften vil drages bort fra de slettere lønnede erhverv over til de bedre lønnede, og det formindskede tilbud af arbejdskraft vil tvinge lønnen i vejret. Og omvendt virker et løntryk i én række fag også som en fare for de øvrige fag; de trues med en forøget oversvømmelse af ledig arbejdskraft, som virker til at presse arbejsbetingelserne ned. For den faglærte arbejders vedkommende sætter denne vekselvirkning sig forholdsvis langsomt igennem – en skræddersvend kan ikke straks gå over til maskinarbejderens virksomhed, selv om den lokker nok så meget ved højere løn; han vil snarere sætte sine børn i lære i maskinfabrikken i stedet for i skrædderværkstedet; og først efter en årrækkes forløb spores virkningerne i deres fulde udstrækning. For arbejdsmandens vedkommende derimod gør bevægelsen sig umiddelbart gældende. Men for dem alle gælder det, at vekselforholdet er til stede. Og kendsgerningernes logik viser hver især af arbejdergrupperne, at dens faglige interesser falder sammen med alle andre arbejdergruppers og går op i de fælles, almene klasseinteresser. Det er den fælles kapitalistiske udbytning, som hele arbejderklassen lider under, der er kilden også til de specielle former for udbytning, man selv er genstand for; enhver begrænsning af udbytningen, som et fremmed fags arbejdere får gennemført, bliver i virkeligheden også til fordel for én selv. Solidaritetsfølelsen mellem alle arbejdere, uden hensyn til fag, og den solidariske optræden under lønkampe er kun det naturlige udslag af denne erkendelse.
Således indenfor industrien. Bomuldsvæveren og typografen, mur arbejdsmanden og snedkersvenden er knyttede til hinanden ved fælles interesser, og hver af dem tjener sit eget rent faglige tarv, idet han støtter de andre. Endnu mere iøjnefaldende træder dog dette gensidighedsforhold frem mellem industriens arbejdere på den ene side og landbrugets på den anden. Efterhånden som industriarbejderne gennem deres faglige organisationer har hævet deres egne livsvilkår, er flere og flere landarbejdere strømmet ind til byerne for at søge livsopholdet ved industriel virksomhed, og godsejere og gårdmænd har været nødt til at tilbyde højere løn for at skaffe arbejdet udført. Så elendig de uorganiserede landarbejderes stilling endnu stadig er, er den dog kendelig bedre end for en snes år siden – takket være byarbejdernes organisatoriske arbejde.
Og dette interessefællesskab og den deraf flydende proletariske samfølelse gælder ikke blot indenfor landets grænser, men også udenfor. En af de største farer, som truer et organiseret fags arbejdere, er netop uorganiserede og følgelig sletlønnede og lavtstående fagfæller i fremmede lande, fra hvilke der kan hentes løntrykkere og strejkebrydere. Den stadige indvandring af svenske fabriksarbejdersker, den regelmæssige sæsonindførsel af polske landbrugs- og teglværksarbejdere, den lejlighedsvis forekommende indforskrivning af udenlandske skruebrækkere – det er velkendte eksempler på det tryk, der udefra kan øves på de indenlandske arbejderes livsniveau. De danske arbejdere er da levende interesserede i, at de svenske, de polske, de tyske arbejdere slutter sig sammen og tilkæmper sig højere kår, og det er ikke blot i forventningen om gengæld i påkommende tilfælde, at de gør klogt i efter evne at støtte en sådan bevægelse, men også fordi de derved rent direkte skaffer sig gunstigere kampbetingelser. Den internationale samfølelse med alle andre kæmpende lønarbejdere udspringer som en nødvendig følge af arbejderens erkendelse af sine egne faglige interesser.
Også langt udenfor de egentlige lønarbejderes kreds strækker dette interessefællesskab sig, til de store masser af befolkningen, der som »selvstændige« næringsdrivende, som små handlende, små håndværkere, husmænd o.s.v. lever af deres eget arbejde uden at udnytte fremmed arbejdskraft i deres virksomhed. Lykkes dat de københavnske industriarbejderes organisationer at bringe arbejdsforholdene i kendelig og almindelig bedring, betyder det for den lille københavnske detailhandler ikke alene, at hans afsætning og dermed hans fortjeneste vokser – det er en fordel, man får tilfælles med den store, rent kapitalistiske handlende, – men det betyder også, at den oversvømmelse med arbejdsløse og udsultede industriarbejdere, som nu søger udkommet ved at slå sig ned i små butikker, tager af, og at følgelig tilværelseskampen for hver især af de bestående forretninger lettes. På samme måde med de små håndværkere, på samme måde også med husmændene. En almindelig stigning af lønhøjden vil ikke umiddelbart gavne de øjeblikkelige besiddere af husmandslodder – undtagen forsåvidt den sikrer dem bedre afsætningsvilkår for deres produkter – men den kommer i det lange løb husmandsklassen til gode og bundfælder sig hos den i form af forøgede indtægter, idet den forøger arbejdskraftens værdi; den mand, der står overfor tiltrædelsen af en husmandsbedrift, vil måle det udbytte, den lover ham, med den løn, han kunne, skaffe sig ved at tage plads som arbejder og kun overtage bedriften, hvis den stiller ham mere i udsigt; resultatet vil blive synkende efterspørgsel, gunstigere overtagelsesvilkår, større fortjeneste.
Således afslører der sig, trods alle tekniske og økonomiske forskelligheder, et virkeligt interessefællesskab mellem alle lønarbejdere. Industriarbejder, faglærte arbejder og arbejdsmand, deres interesser er gensidige og nøje knyttede til hverandre; hvad der hæver livsbetingelserne for én gruppe, virker også til fordel for de øvrige. De industrielle lønarbejderes faglige organisationer er de centrale punkter, hvorfra hele opgangsbevægelsen udgår. Den voksende forståelse af de faglige særinteresser, som udvikles indenfor organisationerne, munder da naturlig ud i en voksende erkendelse af de fælles klasseinteresser, i en voksende proletarisk klassebevidsthed.
Og netop fagorganisationen bidrager ikke blot til at vække klassebevidstheden, men også til at fylde den med revolutionært, socialistisk indhold. Den kamp, som herfra udkæmpes, de kampforberedelser, som her træffes, holder uafladelig modsætningsforholdet til den kapitalistiske udbytning for arbejderens øje. Han lærer rent umiddelbart at forstå den måde, hvorpå kapitalen suger merværdi af hans arbejde, han indser, hvordan udbytningen ved solidarisk modstand kan holdes indenfor visse skranker, men han erkender også, hvordan den ikke kan afskaffes, sålænge han selv vedblivende er skilt fra produktionsmidlerne og nødt til. At sælge sin arbejdskraft til fremmede. Hele den bestående tilstand spejler sig i hans bevidsthed som en art væbnet fred, idelig afbrudt af skærmydsler, en uafbrudt kæde af uro og utryghed, en oprivende overgangstilstand, som man af yderste evne må stræbe at forkorte for at nå ind i den varige og virkelige sociale fred, hvor al fremtidig interessekamp er umulig, fordi alle interessemodsætninger er ophævede. For den organiserede arbejder bliver socialismen således kun det naturlige udslag af den erkendelse af hans egen sociale stilling, som udvikles og afklares gennem den faglige organisation. Enten så fagforeningen formelt erklærer sig for neutral i politisk henseende, eller den tager et bestemt standpunkt i den politiske kamp, faktisk bliver den i hvert fald et politisk element af allerstørste betydning, et bærende grundlag for socialdemokratiet. Materielt hæver den arbejderen til det lavmål af fysisk velvære, som er en nødvendig betingelse for at kunne nå til socialistisk erkendelse; åndelig udvikler og skoler den hans proletariske klassebevidsthed og omsætter den i socialistisk klassekamp; der gives ingen virksommere forskole for socialismen. Den omdannelse, der netop i disse år er ved at finde sted i den engelske fagforeningsverden, blandt arbejdere, som af historiske grunde længe har haft en særstilling indenfor det internationale proletariat, og som derfor har kunnet vise sig lidet modtagelige for socialismen, den viser, hvordan også her kendsgerningernes logik, de sociale kendsgerningers socialistiske logik, gør sig gældende.
– Midt i et samfund, hvor desorganisationen, uordenen, de myldrende interessemodsætningers brogede kaos hersker, drager arbejderorganisationen sig langs den skillelinie, der betegnes ved købet og salget af varen arbejdskraft. Af to grunde betyder den el mægtigt socialt fremskridt: dels fordi den i øjeblikket bedrer tilværelsen for det store flertal af befolkningen, dels og ikke mindst fordi den fremskynder og letter udviklingen frem imod et nyt samfund, et virkeligt samfund, hvor organisationen ikke som nu er undtagelse, men gældende grundlov.
Sidst opdateret 30.11.2008