I Social-Demokraten, 5.3 + 12.3.1906.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 111-124.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Gennemførelsen af den socialistiske produktionsmåde vil ikke blot betyde menneskets økonomiske frigørelse, – den vil også betyde menneskets åndelige frigørelse. Først med socialismen fuldbyrdes udviklingen fra jordbunden naturtilstand til fri menneskelighed, til menneskets fulde forståelse af sin egen stilling i verden og bevidste herredømme over sin egen skæbne. Og først dermed kan den tåge af mystiske forestillinger, af mystisk rædsel, af mystisk trang, der nu ruger over menneskeånden, fordunste.
Den røde tråd gennem al tidligere historie er menneskets kamp for at erkende og betvinge naturkræfterne. Oprindelig givet værgeløs til pris for vældige og uforklarlige naturmagter, har mennesket efterhånden udforsket deres love og er endt med at overvinde dem og gøre dem til sine tjenere. Fra et viljeløst offer for elementernes spil har han forvandlet sig til deres stormægtige herre, som bevidst og planmæssig regulerer deres virksomhed til sin egen fordel. Den ville, der sidder skælvende af rædsel under tordenvejrets rasen, forskeren, der lidt efter lidt afslører den elektriske krafts hemmeligheder, det moderne menneske, der laver elektriciteten om til gadebelysning og sporvejsdrift, til telefon og telegraf, til dørklokker og lommelygter – det er typerne på de tre faser i den fremskridende kulturudvikling, igennem hvilken mennesket har gjort sig jorden underdanig.
Hertil svarer en række stadig højere former for det åndelige liv. Den skiftende stilling overfor naturen spejler sig i de religiøse forestillinger, i de filosofiske begreber, i poesiens indhold og udtryk.
For det primitive menneske er naturfænomenerne mystiske magter; for at forklare sig dem må han personificere dem, i skikkelse af overnaturlige væsner, guder, ånder, snart onde, ødelæggende, rædselsvækkende, snart gode, venligsindede mod menneskene, men altid overmægtige, uberegnelige, hemmelighedsfulde. Tordenvejret er Thor, der kører over himlen med sine bukke, eller Zeus, der slynger sin tordenkile; i stormen er det Asgårdsrejen, der farer forbi; pesten er guds engel, der går hævnende gennem folket; solformørkelser og kometer er varsel om landeulykker, der forestår; regnbuen er tegnet på guds pagt med menneskene, at aldrig mere skal der komme nogen syndflod og fordærve landene; stjernernes gang står på en underfuld måde i forbindelse med hvert enkelt menneskes skæbne.
Med den voksende erkendelse trænges mystikken ud af fænomenerne; de føres tilbage til visse enkle naturlove, hvis virkemåde er kendt; solformørkelsen kan forudsiges på minut og sekund årtier i forvejen. Det gådefulde forsvinder, ryddes ud fra felt efter felt og indskrænkes til nogle ganske få fundamentale spørgsmål, som man søger forklaring på gennem filosofisk tænkning. I stedet for de naive, naturreligiøse begreber arbejder der sig en naturfilosofisk betragtning op, en dogmefri andagt overfor verdensaltet, en rationalistisk kritik overfor de nedarvede religiøse forestillinger.
Og efterhånden som man ikke blot teoretisk erkender naturlovene, men også drager de praktiske resultater deraf, danner der sig muligheder for et nyt, højere åndeligt livsindhold. Mennesket fyldes med en voksende selvbevidsthed, en stærkere følelse af eget værd og eget ansvar, en voksende glæde ved livet. De jordbundne, af ydre naturforhold påtvungne bestanddele i bevidsthedslivet trænges i baggrunden; der åbner sig udsigt til en moral eller religion af rent human oprindelse, udsprungen af menneskets eget indre væsen.
Det er under kapitalismen, at menneskets herredømme over naturkræfterne har nået en hidtil uanet skikkelse. Det 17. og 18. århundredes tiltagende naturerkendelse har omsat sig i en moderne teknik; denne moderne teknik har sprængt de gamle produktionsformer og givet stødet til den kapitalistiske produktionsmåde; og den kapitalistiske produktionsmåde har atter ved de stadig stigende krav, den stillede, virket tilbage på teknikken, bragt den i rivende udvikling, forplantet naturkræfternes udnyttelse fra det ene område til det andet. Enhver ny opfindelse har været betinget dels af det naturvidenskabelige erkendelsestrin, hvortil man var nået, dels af det almindelige sociale niveau, hvorpå man befandt sig. Med dampmaskinens opfindelse havde man syslet allerede længe før James Watts tid, men den var dengang kun et legetøj, en kuriositet, uden praktisk betydning; først da i slutningen af det 18. århundrede en række arbejdsmaskiner var opfundne og den engelske industri med bydende nødvendighed krævede en regelmæssig virkende drivkraft, trådte den ud i livet. Den trådløse telegraf er socialt betinget af den vældige udvikling af verdenshandelen, som har fundet sted siden 1870'erne.
I denne mægtige udfoldelse af de produktive kræfter ligger kapitalismens historiske berettigelse. Den har i en grad, som man før ikke kunne drømme om, gjort mennesket til naturens herre, og den har derved skabt muligheder ikke blot for et højere materielt velvære, men også for en højere åndelig kultur.
Men også kun muligheder. Thi samtidig med at mennesket er nået til en stadig større magt over naturkræfterne, har der rejst sig andre magter, ligeså vældige som naturkræfterne var det for det primitive menneske, ligeså uberegnelige i deres virken, ligeså hemmelighedsfulde, ligeså uhyggelige, ligeså uimodståelige. Det er de sociale magter. For deres vedkommende er udviklingen gået i stik modsat retning, fra fuld klarhed og bevidst menneskelig handlen til et uoverskueligt kaos, hvor mennesket er en viljeløs boldt for ville elementers luner.
Under den primitive naturalhusholdning, i landsbykommunen og det selvforsynende bondebrug, var de sociale forhold, mand og mand imellem, uendelig simple. Hvert enkelt individ kendte fuldtud betydningen og rækkevidden af sin økonomiske handlen, fisken, han fangede i bækken, kornet, han høstede på marken, skoene, han flikkede af husdyrenes huder, alt gik umiddelbart over i hans eget og hans fællers forbrug; det var ikke varer, men midler til at tilfredsstille de rent personlige behov. Hele den økonomiske proces lå fuldstændig klar og gennemskuelig for alle, uden mindste skær af det hemmelighedsfulde over sig. Det lille samfund, hvor alle de samvirkende personer kendte og kontrollerede hinanden, var selv, indenfor de grænser, som naturkræfterne trak, herre over sit eget ve og vel.
Efterhånden som vareproduktionen udvikler sig, begynder forholdene at blive mere sammensatte; en efter anden af de genstande, man frembringer, glider ud af éns egen kontrol, og en efter anden af de genstande, man har behov, glider ind i forbruget, uden at man kan kontrollere dens herkomst og tilblivelse. Bonden sælger det korn, han har avlet, og taber det dermed af syne; han køber til gengæld skotøj, tjære, plovjern og andre ting af fremmed tilvirkning. Hans økonomi træder i afhængighed af udenforstående magter; han er ikke selv herre over, hvad han skal have for sit produkt, eller hvad han skal give for sine fornødenhedsgenstande; han kan tinge om prisen og måske presse den noget op på det ene punkt og noget ned på det andet, men kun indenfor visse grænser, som han ingen rådighed har over.
Sålænge det er den lokale vareomsætning, der endnu er fremherskende, mellem bønder, der kun sælger overskuddet ud over deres eget behov, og håndværkere, der arbejder for en snæver kreds af personlig kendte kunder, er forholdet dog endnu nogenlunde overskueligt. Det mål af arbejdskraft, som hver enkelt producent nedlægger i sine produkter, gør sig med stor tydelighed gældende som regulator for genstandenes udveksling, og under den primitive arbejdsteknik kan man ret let se hverandre på fingrene og tage sig i agt, så man ikke bliver forfordelt; bonden har selv solgt huder til skomageren og uldgarn til væveren, han véd temmelig nøje, hvor megen arbejdskraft der går med til at forvandle disse råstoffer til et par sløvler og et stykke vadmel, og han forstår, at han må betale i overensstemmelse dermed, ligesom han selv må søge sine produkter betalt i forhold til det slid, deres fremstilling har kostet ham.
Men efterhånden som vareomsætningen antager større dimensioner, sløres overblikket. Tilstande og begivenheder i stadig fjernere egne, krig og fred, høstens udfald, opdagelsen af ukendte metallejer, opfindelsen af nye arbejdsmetoder, åbningen af nye handelsveje, en lang række af sådanne ting griber ind og spreder deres virkninger i kredse, hvor man måske ikke har anelse om, hvad det er, som er sket, i hvert fald ikke om, i hvilket sammenhæng det står til éns egne livsforhold. Lærredsvæveren ser sin arbejdsfortjeneste skrumpe stærkere og stærkere ind, fordi der et sted hundreder af mile borte er blevet taget nye maskiner i brug i bomuldsvæverierne, så bomuldsstofferne kan sælges billig og fortrænge hans produkt fra de markeder, hvor det før fandt afsætning; han drives i elendighed af kræfter, som han sjælden har nogen forståelse af og aldrig nogen indflydelse over. Kornpriserne daler stærkt og vedblivende, fordi der på den modsatte side af jordkloden er blevet indrettet nye samfærdselsmidler, der gør det muligt at eksportere korn i massevis til lave priser; bonden ser sine indtægter synke og synke, uden at han forstår hvorfor; han er nødt til at sælge stadig mere for at skaffe penge til de skatter og renter, som han fordum klarede med lethed. Og omvendt stiger priserne på de danske bønders gæs, når revolutionen i Rusland mindsker indførslen af russiske gæs; den sydamerikanske hesteopdrætter kan tage højere priser for sit produkt, når den engelske hær skal udstyres til krigen i Sydafrika; og den franske champagnebondes indtægter vokser, når der er højvande på pengemarkedet og grundernes liv er flottest. Således taber mennesket herredømmet over sin egen skæbne; han hvirvles ind i en heksedans af op og ned og stadig usikkerhed, hvor det er fremmede, fjerne og for største delen ganske uforståelige sociale magter, der råder.
Endnu mere uklare bliver de sociale forhold, endnu mere uhyggelig bliver den almindelige utryghed, hvor den simple vareproduktion afløses af den kapitalistiske. Arbejderen træder da ind som et viljeløst led i produktionsprocessen, uden nogen indflydelse over det arbejde, han udfører; hvorfra de stoffer kommer, som han bearbejder, hvorhen de produkter går, som han fremstiller, hvad det er for årsager, som bestemmer produktionsforholdene, han arbejder under, alt dette er forhold, som han står udenfor. Han mærker krisebølgen sætte ind med dens voksende arbejdsløshed og tryk på lønnen – frygtelig i sin virkning, uberegnelig og uafvendelig som en naturulykke, frembragt ved et sammenspil af vældige sociale kræfter, som er skjult for hans blik.
Og netop med den kapitalistiske produktionsmåde vokser produktivkræfterne i vælde og uberegnelighed. I stadig kolossalere skikkelse vender overproduktionen tilbage; stadig voldsommere rystelser af samfundslivet er følgen; stadig nye markeder må drages ind under kapitalistisk kultur for at skaffe afsætning for de overflødige varemasser; stadig nye virksomheder må sættes i gang for at skaffe profit til de voksende kapitalmasser; endnu kolossalere overproduktion, endnu voldsommere rystelser bliver resultatet – et uafvendeligt kredsløb, der foregår med en naturmagts nødvendighed, ganske uafhængigt af de enkelte kapitalisters ønsker og bestræbelser, spottende de sindrigste beregninger. Mens mennesket står sejrrigt i sine bestræbelser for at baste og binde og tæmme naturkræfterne, har de kapitalistiske produktivkræfter løsrevet sig fra hans hånd, har antaget deres egen skikkelse, skabt sig deres egne love og vender sig nu ødelæggende mod mennesket selv.
Det er en gentagelse af situationen fra menneskehedens barndom, da det primitive menneske sad skælvende af rædsel for naturkræfterne; nutidens samfund står ligeså rådløst og magtesløst overfor produktivkræfternes rasen.
Selvfølgelig præger hele dette forhold sig i det moderne samfunds forestillingsliv, ligeså dybt og afgørende som i sin tid afmagtsfølelsen overfor naturkræfternes vælde prægede sig i de primitive menneskers forestillingsliv. Men det spejler sig på forskellig måde i de forskellige klasser, hvori det kapitalistiske samfund er delt, alt efter hver enkelt klasses særlige sociale stilling og særlige økonomiske interesser.
Arbejderklassen er og må ifølge hele sin sociale stilling nødvendig være revolutionær. Rent umiddelbart iagttager den de former for udbytning og underkuelse, den selv er offer for, og den forstår, at vejen til økonomisk befrielse kun går gennem et skarpt brud med de bestående institutioner, en omvæltning af det herskende besiddelsesforhold og grundlæggelsen af et helt nyt, hvilende på fællesejendom til produktionsmidlerne. Den revolutionære tankegang er kun det naturlige udslag af de livsvilkår, hvorunder arbejderklassen befinder sig; enhver arbejder, der alvorlig tænker over sin egen stilling i samfundet, når rent logisk til det samme resultat. Men idet arbejderklassen således betragter hele den bestående tingenes tilstand fra et revolutionært standpunkt, taber den respekten for de rådende sociale kræfter. De magter, der skalter og valter med dens egen skæbne, viser sig for den, som udslag af det for tiden herskende samfundsforhold, opståede med det og dømte til at forsvinde med det. De er vældige, men ikke uovervindelige, uhyggelige, men ikke uforklarlige; de indgyder ikke det hemmelighedsfuldes mystiske rædsel, men sporer til kamp imod det system, som har avlet dem. Hvad det gælder om, er først og fremmest at lære deres natur og virkemåde at kende, at afsløre det kapitalistiske samfunds love for så meget sikrere at kunne føre kampen imod det. Den socialistiske økonomi, således som den hidtil har fundet sin højeste udformning i marxismen, er udtrykket for det revolutionære proletariats trang til samfundserkendelse. Den giver, gennem sin analyse af det kapitalistiske samfunds processer, en forklaring, den eneste fyldestgørende, på hele det mylder af sociale fænomener, som omgiver os, finder deres udspring, viser den retning, hvori de peger. De økonomiske kriser fremtræder for den som nødvendige konsekvenser af de rådende produktionsforhold; den forklarer dem – ikke i alle enkeltheder, sålidt som selv den højeste grad af naturerkendelse kan forklare, hvorfor et tordenvejr kommer netop på det og det tidspunkt og netop under de og de former – men den fører dem tilbage til deres sociale årsager.
For arbejderklassen går således udviklingen, trods produktivkræfternes stadig mere sammensatte natur og stadig mere voldsomme og ville spil, i retning af en klarere og klarere erkendelse af deres væsen og peger frem mod et bevidst og planmæssigt herredømme over deres virken. For det klassebevidste proletariat ligger vejen i fuldt dagslys.
Ganske anderledes for de besiddende klasser.
Hele massen af sociale ulykker er kun den naturlige følge af det besiddelsesforhold, som danner grundlaget for deres tilværelse. De økonomiske kriser, arbejdsløsheden, utrygheden i alle livsforhold, den masseagtige elendighed, den fysiske og åndelige fornedrelse, den internationale spænding, alt dette kan, sålænge den private ejendomsret til produktionsmidlerne består, ikke udryddes, men må nødvendigvis stadig vokse i omfang og styrke. En samfundskritik, som virkelig skulle gå til bunds i forholdene og føre de sociale fænomener tilbage til deres årsager, ville for de besiddende klasser kun afsløre deres egen samfundsfjendske natur, vise dem, hvordan deres egen eksistens som udbyttende og profitopsamlende magter fører til stadige katastrofer i samfundslivet, bringe dem til at føle det blod, som klæber ved hvert pengestykke, de tager ind. Men for en sådan kritik viger de tilbage. Enkeltvis kan en og anden blandt kapitalisterne eller de store grundejere hæve sig op over sit klassestandpunkt og nå til socialistisk erkendelse, men som klasser betragtet søger de instinktmæssig at skjule den virkelige sammenhæng for sig selv, at dække over den modsætning, hvori deres egne klasseinteresser står til samfundets og kulturfremskridtets tarv, at døve deres egen sociale selverkendelse. De vover ikke at forstå de sociale kræfter, fordi det ville være at stille diagnosen for den dødssvangre sygdom, hvorunder de lider.
Hvor betegnende er det ikke, at for 90 år siden det unge engelske bourgeosi, der havde sin historiske opgave foran sig, formåede at danne sig så klart og rigtigt et billede af den økonomiske proces, som tilfældet var med Ricardos værditeori, medens det nuværende, udlevede og alderdomssvækkede bourgeosi har kastet al skarp økonomisk logik over bord og søgt sin tilflugt i en tåget og udflydende pristeori, der intetsomhelst lærer om de forhold, som virkelig ligger til grund for samfundslivet, og i en uhyre og uoverskuelig materialophobning, der ikke er besjælet af nogen stor, fælles økonomisk opfattelse. Den økonomiske krise, der for den socialistiske samfundskritik kun er det naturnødvendige produkt af de bestående forhold, bliver for de besiddende klasser en uforklarlig katastrofe af næsten mystisk karakter; rent instinktivt kan de ane dens komme, som man kan have det kommende tordenvejr på følelsen; rent praktisk kan de iagttage en række ledsagende fænomener, som man kan gøre det, når man følger et tordenvejrs gang; men selve årsagerne ligger udenfor deres erkendelses rækkevidde. De sociale kræfter optræder som hemmelighedsfulde elementære magter, ligesom tordenvejret og orkanen for det primitive menneske. Og uhyggen tager til, efterhånden som kapitalismen går sin opløsning i møde og ser sin dødbringer vokse sig stærk i skikkelse af det organiserede og klassebevidste proletariat og vinde forøget styrke ved ethvert skridt, man selv gør. Giver man efter for et de krav, socialdemokratiet rejser, hærder man dets modstandskraft og højner dets selvbevidsthed, da proletariatet såre vel ved, at det kun skylder sig selv tak derfor; sætter man sig imod, giver man den revolutionære ånd næring og bringer spændingen op til endnu stærkere højtryk. Man mærker det uafvendelige over sig; man føler en uklar angst for kræfter, som man ikke vil og ikke kan forstå, en dump rædsel for den forestående tilintetgørelse.
Det er dette sociale indtryk, der hos de besiddende klasser giver sig to forskellige udslag, tilsyneladende al ganske modsat natur, men i virkeligheden nær beslægtede og også meget hyppig forenede i de samme individer: Dels en trang til vanvittig livsnydelse, helt ud i det perverse – efter os kommer syndfloden – lad os æde og drikke, thi imorgen skal vi dø! Og dels en trang til mystik, til religiøse stemninger og drømmerier, der kan døve bevidstheden om det jordiske samfund, hvori man lever, og aflede tankerne fra den bølgende vulkan, hvorpå man bygger. Det er ikke tilfældigt, at man blandt talsmændene for de sygeligste former af nutidens religiøsitet finder store godsejere og kapitalister på en fremskudt plads; for en del skyldes det bevidst hykleri – det gælder at henvise arbejderklassen til at søge sin løn hisset, og hernede nøjes med det lidet, den har; men for en del skyldes det sikkert også virkelig følelse, fremkaldt under indflydelse af de sygelige sociale tilstande, i hvilke overklasserne lever. I satansdyrkelsen og lignende fænomener finder man den mest udviklede form for sammensmeltningen af de degenerede overklassers raffinerede vellyst og perverse religiøsitet.
I mystisk retning drages også store dele af det småborgerskab, der står midt imellem de besiddende klasser og arbejderklassen, uden fuldtud at tilhøre nogen af de to parter, små handlende, små håndværkere, små landbrugere, små fiskere osv. De mere intelligente elementer iblandt dem forstår hurtig, at deres interesser falder sammen med proletariatets, og at de må søge deres fremtid, ikke som klasse, men som individer, ved at gå over i socialdemokratiet; og deres tal bliver med den voksende socialdemokratiske agitation større og større. Andre elementer iblandt dem kan endnu ikke løsrive sig fra deres gamle traditioner, og de kommer ind under det samme sæt af påvirkninger som overklasserne. De gribes af en lignende uhyggefølelse over for de vældige sociale magter og en endnu stærkere angst for deres egen sociale undergang, der ikke står som en trussel ude i fremtiden, men som en håndgribelig proces i fuld virksomhed. Og også de søger for en meget stor del deres trøst i en religiøsitet ligeså usund som de sociale tilstande er usunde, der har skabt jordbund for den.
Hele den moderne bølge af mystik og pietisme har sit udspring i de herskende sociale tilstande, og når den netop i den allersidste tid er nået til springflod, også herhjemme, står det i tydelig sammenhæng med det sidste femårs trykkede økonomiske forhold, med den frygtelige magt, de løsslupne produktivkræfter har øvet over samfundet. Pletvis kan personlige indflydelser have gjort sig gældende; et og andet skørhovedet individ og en og anden samvittighedsløs hallunk kan have gjort sit til at skabe reklame for spiritismen; en og anden profitgrisk kapitalist kan bevidst have søgt at udnytte vækkelsesmøderne som bølgebrydere mod socialismen. Men som helhed taget er bevægelsen kun det åndelige spejlbillede af kapitalismens forfald, og den vil gentage sig, under samme eller lignende former, så længe det kapitalistiske besiddelsesforhold består.
Proletariatet står udenfor; den socialistiske erkendelse gør uimodtagelig for enhver sådan påvirkning. Proletariatets klasseideal tegner sig ikke hinsides døden, men hinsides kapitalismen, i en tilstand, hvor samfundet har draget produktivkræfterne ned fra det mystiskes regioner og forvandlet dem til redskaber for sin bevidste og planmæssige handlen, hvor mennesket har taget sin egen skæbne i sin egen hånd og derved er blevet sat i stand til at skabe sit åndsliv i fuld frihed, ikke udsat for naturmagters eller samfundsmagters tvang, men ud fra sit eget indre væsen.
Sidst opdateret 4.12.2008