I Social-Demokraten, 27.11 + 4.12 + 11.12.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 239-254.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Imellem statistik og socialisme er der en vekselvirkning, hvis natur det har sin store interesse at vinde et overblik over.
Den sum af erfaringer, stadig mangfoldigere af art, stadig stigende i masse, som den statistiske forskning indvinder til belysning af det sociale livs forskellige fænomener, har for den moderne arbejderbevægelse en betydning, som vanskelig kan vurderes for højt; den virker klarende på de socialistiske teorier, den bringer våben til den proletariske klassekamp, den letter og fremskynder overgangen til de socialistiske samfundstilstande.
I ordet »socialisme« rummes disse tre begreber, indbyrdes fuldkommen forskelligartede og dog uløselig knyttede til hinanden – som tanke, handling og resultat i forening danner et ubrydeligt hele: 1) den teoretiske erkendelse af det kapitalistiske samfunds bygning og udviklingsretning; 2) den praktiske socialdemokratiske virksomhed, bestræbelsen for at vække arbejdermasserne til klassebevidsthed og organisere dem til klassekamp; 3) det socialistiske samfund, hvis grundlag er samfundets ejendomsret til og udnyttelse af produktionsmidlerne. Tilsammen spænder disse tre begreber over alle felter af det offentlige liv; intet socialt er socialismen uvedkommende. Fra det største til det mindste – fra de amerikanske trusts til et dansk aktieselskabs fedtede svindlerier, fra den russiske revolution til sognerådsvalget i en dansk kommune, fra den trådløse telegraf til cigarautomaten henne på hjørnet – altsammen har det sin særegne betydning, som udslag af de økonomiske kræfter, der råder, som optrin i den sociale kamp, der kæmpes, som led i forudbetingelserne for det socialistiske samfund, som er slutpunktet for hele nutidens sociale udvikling.
Overfor dette brogede mylder af kendsgerninger, som for den »borgerlige«, den ikke-socialistiske bevidsthed falder fra hverandre i et meningsløst kaos, men for den socialistiske betragtning kun træder frem som logiske følger af de herskende sociale vilkår, har statistikken den opgave at samle de ensartede træk gruppevis, måle deres masse og fordeling og aflæse deres forskydning, for derfra at drage slutninger om de årsager, der ligger til grund for forholdene, og den retning, hvori forholdene udvikler sig. For den teoretiske socialisme – og her er det da, statistikkens betydning først og fremmest er iøjnefaldende – bliver den statistiske forskning altså som et fint og sikkert mærkende instrument, der skærper iagttagelsesevnen, udvikler iagttagelsesfeltet til det mangedobbelte, virker som termometret eller barometret for meteorologien, som kikkerten for astronomien.
Selve de grundlæggende socialistiske teorier – om den økonomiske basis for al historisk udvikling, om merværdiens ejendommelige natur, om retningen og målet for det kapitalistiske samfunds udvikling – skylder ikke de statistiske iagttagelser deres tilblivelse; i Marx’s arbejder spiller det rent statistiske materiale en underordnet og temmelig tilfældig rolle, snarere som illustration end som bevis; den talmæssige samfundsiagttagelse var overhovedet indtil for 30-40 år siden lidet fremskreden, dens stof stærkt begrænset, dens metode ret famlende. Heller ikke Kopernikus og Kepler havde teleskopiske iagttagelser at støtte sig til, da de udformede og begrundede teorien om solsystemet. En socialistisk teori kan ikke fødes af en række statistiske erfaringer; dens ophav er studier af en helt anden art, over de enkleste sociale forhold, mellem køber og sælger i almindelighed, mellem køber og sælger af varen arbejdskraft i særdeleshed. Men teorien kan prøves ved at stilles overfor tallene fra det virkelige liv, bekræftes, hvor den viser sig at give en fyldestgørende forklaring på de faktiske forhold, ændres, hvor den viser sig kun delvis tilfredsstillende, og i alle tilfælde udvides med en rigdom af nye synspunkter.
Samtidig med, at statistikken finder de talmæssige udtryk for de sociale udviklingsretninger, hvori nutiden er stedt, for forandringerne i de enkelte klassers tilstand, for forskydningerne mellem de forskellige klasser indbyrdes, samtidig viser den også, hvordan hver enkelt klasses tænkemåde og handlemåde bestemmes af de økonomiske betingelser, hvorunder den lever; det er baggrunden for al socialistisk erkendelse, der her opruller sig – at hver klasse har sit bestemte særpræg, skabt af de særlige økonomiske vilkår. Selv hvor det enkelte individ handler i fuld frihed, ledet af tilsyneladende rent personlige indskydelser, viser der sig for summen af alle en klasses medlemmer de samme, regelmæssig tilbagevendende ejendommeligheder; i arbejderklassen er – for at nævne et ganske enkelt, særlig godt belyst eksempel – antallet af tidlige ægteskaber langt højere end i de besiddende klasser, og antallet af de børn, der fødes i ægteskaberne, er uforholdsmæssig højere. År efter år træder disse ejendommeligheder op, med meget nær den samme styrke; kun hvor de økonomiske betingelser skifter, ændres også de statistiske udslag; i tider med stor arbejdsløshed og høje priser på livsfornødenheder synker antallet af arbejderægteskaber og stiger udvandrerantallet. Selvmordshyppigheden, prostitutionens udbredelse, enkemænds og enkers fornyede ægteskaber, lovovertrædelsernes antal og art, pantelånerkontorernes og sparekassernes omsætning, skoleforsømmelsernes hyppighed – for ikke at tale om forhold som sygelighed og dødelighed – hele det materiale, som den moderne statistik registrerer, kan i sine forskellige former føres tilbage til besiddelsesforholdene, og svingningerne i de statistiske tabeller kan forklares som udslag af de økonomiske bølgebevægelser, der påvirker de enkelte klasser.
Det er kun spredte tilløb, der endnu er gjort i denne retning – de fleste træk gemmer sig endnu i de forvirrende summatal for den hele befolkning, og hvad der er fremdraget, gælder mest de elementære, rent vitale forhold: vielse, fødsel, død. Også spørgsmål af anden art vil det dog være muligt at belyse, og jo flere forhold der drages ind under undersøgelsen og jo finere den sociale leddeling gennemføres, des skarpere og rigtigere bliver den forståelse, den teoretiske socialisme herfra kan vinde.
– Igennem de statistiske iagttagelser træder altså de socialistiske teorier fra abstraktionernes klare luft ned i det praktiske livs mylder af enkelttilfældenes millioner og finder her på alle afgørende punkter bekræftelse. Det viser sig, at den marxistiske teori er den eneste, som giver en fyldestgørende forklaring på det moderne samfundlivs faktiske fænomener – som det har vist sig, at den kopernikanske teori gav den eneste fyldestgørende forklaring på eftertidens teleskopiske erfaringer.
Det er dog ikke blot socialismens teoretiske erkendelse, men også socialdemokratiets praktiske virksomhed, som henter nyt og nyttigt stof fra statistikkens tal.
Socialdemokratiets praktiske virksomhed har en dobbelt opgave: først den agitatoriske – at kalde de udbyttede folkemasser til bevidsthed om deres stilling indenfor det bestående samfund; dernæst den organisatoriske – at ordne det klassebevidste proletariat i faste rækker til en planmæssig klassekamp, hvor man tager det mest mulige, som i øjeblikket kan nås til at styrke og højne proletariatets stilling, medens man samtidig med ubønhørlig konsekvens forfølger det mål, som må være det ledende for al proletarisk klassebevægelse. Al socialdemokratisk aktion opløser sig i disse to elementer.
Grundlaget for den socialdemokratiske agitation er påvisningen af det forhold, hvori arbejderen befinder sig i det kapitalistiske samfund: besiddelsesløs, det vil sige uden rådighed over de produktionsmidler, der er nødvendige for at udløse hans arbejde og skaffe ham brødet, er han nødt til at sælge sin arbejdskraft til fremmede og nødt til at tåle en stadig udbytning. Den eneste løsning på konflikten mellem arbejderens klasseinteresser og samfundets former er en omvæltning i besiddelsesforholdene, således at produktionsmidlerne går over til det arbejdende samfunds besiddelse. Det er denne enkle erkendelse af de elementære betingelser, hvorunder arbejderklassen lever, som danner den åndelige drivkraft i al moderne proletarisk klassekamp; enhver arbejder, som fuldt tilegner sig den, hans bevidsthed revolutioneres, hans opfattelse af omgivelserne skifter, hans plads i de sociale og politiske kampe er med logisk nødvendighed bestemt, han kan ikke være andet end bevidst og kæmpende socialdemokrat.
Men netop for at denne erkendelse kan tilegnes fuldtud og indenfor alle proletariske befolkningskredse, er det ikke nok, , at man i en abstrakt, skeletmæssig form påviser sammenhængen mellem besiddelsesforholdene og de sociale tilstande; denne sammenhæng må fremstilles i tilknytning til de mangfoldige praktiske livsforhold, som arbejderne daglig har for øje. Det er den socialdemokratiske agitators, talerens og ikke mindst journalistens opgave at bringe hele strømmen af aktuelle begivenheder ind under dette synspunkt, at stille de enkelte ting hver på dens rette plads, som udslag af klassemodsætningerne, som led i klassekampen.
Og her træder statistikken ind som et såre nyttigt hjælpemiddel. Af to grunde. Dels fordi et statistisk tal giver et skarpere og mere levende billede end selv de mest malende ord, brænder sig ind i bevidstheden med en ganske anden styrke; man kan skildre, i nok så stærke ord, den dybe elendighed, der hersker i de fattigste lag af det københavnske proletariat – ingen skildring virker dog så anskuelig som den nøgne kendsgerning, at for hver gang der dør 10 småbørn i københavnske embedsfamilier, dør der 15 i de mere velstillede arbejderfamilier og 27 i de familier, der er så usselt stillede, at de må tage til takke med et-værelseslejligheder. Og dels fordi et statistisk tal giver et fuldstændig sikkert udtryk for det faktiske forhold, hvor man ellers kun har med ubevislige personlige indtryk at gøre, der kan stå stejlt imod andre indtryk, eller med en række isolerede hændelser, der i hvert fald til en vis grad kan være undtagelser fra regelen. Og netop denne statistiske sikkerhed virker som et slag i ansigtet på den sum af tåbelige eller perfide påstande om, »hvor herlig vidt vi dog har bragt det frem«, hvordan arbejderne lidt efter lidt vokser ind i jævnt borgerligt velvære, hvordan et socialt reformarbejde er tilstrækkeligt og en revolutionær samfundsomdannelse overflødig og skadelig.
Intet forhold virker så agitatorisk som arbejdsløsheden, fordi det tvinger arbejderen til at ræsonnere over sin egen stilling, fordi det afslører hans egen afhængighed. Utryghed, ufrihed, fordi det med kendsgerningernes logik skærer tværs igennem alle fraser om arbejderklassens småborgerlig gode kår og lyse udsigter indenfor det kapitalistiske samfund – thi endnu har ingen kunnet anvise nogen vej til at afskaffe arbejdsløsheden uden samtidigt at afskaffe det bestående besiddelsesforhold. Men først belyst ved statistisk materiale træder dette spørgsmål frem i al sin frygtelige vælde – i årene 1901-04 har der gennemsnitlig hver eneste dag året igennem gået 12.000 organiserede danske arbejdere ledige, noget færre om sommeren, noget flere om vinteren. Et tal som dette viser dybden og omfanget af den elendighed, som stadig findes indenfor samfundet. Det samme gør statistikken over dødeligheden i de forskellige klasser, over boligforholdene og huslejen, over selvmordene, over forbrugsforholdene indenfor proletariatet, over fattigvæsenet osv. Alle disse forhold, som det enkelte menneske kun kan overskue indenfor en snæver kreds, træder her frem i deres masseagtige, for hele samfundet gældende skikkelse.
Igennem statistikkens tal får man imidlertid ikke blot et billede af den absolutte elendighedstilstand i alle dens grelle former, men også af den relative – af misforholdet mellem det, som er, og det, som kunne være. Det er en frase, man ofte hører, at socialismen er en umulighed, om ikke af anden grund, så fordi der ikke er rigdomme nok i samfundet: den lighed, et socialistisk samfund ville skabe, ville blive en lighed i armod, ikke i gode kår, men denne opfattelse beror på den forudsætning, at arbejdsmåden ville blive uforandret, som den er nuomstunder, at den lidet produktive smådrift ville blive bestående i sit fulde nuværende omfang, at arbejdsløsheden vedblivende ville lægge tusinder af menneskers arbejdskraft øde, al den kapitalistiske produktionsmådes anarki stadig ville lade masser af værdi og arbejdskraft gå til spilde. Men selvfølgelig vil et socialistisk selvforsynende samfund i egen interesse undgå alt dette; samfundets arbejdskraft vil i fuld udstrækning blive anvendt på den hensigtsmæssigste måde, under udnyttelse af den højeste teknik, som til enhver tid kendes. Og statistiske studier over de enkelt produktionsgrene viser, hvilken uhyre forøgelse af arbejdets produktivitet der derved kunne indvindes, alene på det tekniske trin, som allerede nu er nået. Det ligger udenfor al tvivl, det kan punkt for punkt dokumenteres med statistiske beviser, at blot med en daglig arbejdstid på 5-6-7 timer ville der under rationel socialistisk produktionsmåde til hver familiehusholdning kunne blive en sum af forbrugsgoder svarende til, hvad der nuomstunder købes for 4-5.000 kr. – ikke mindst dette »blik ind i fremtidssamfundet« – der er ligeså nøgternt, har ligeså lidt at gøre med digterisk fantasi som astronomens forudsigelser om næste års sol- og måneformørkelser – har sin store agitatoriske mission.
For den proletariske organisation er statistikkens betydning umiddelbart indlysende. Enkelte antydninger er her tilstrækkelige.
I stadig stigende grad kræver fagforeningsbevægelsen statistisk materiale – for at vinde overblik over lønforholdene, over organisationernes udbredelse, over arbejdsløshedens omfang, ikke blot i det enkelte land, men også i andre kapitalistiske lande. Det er en viden af allerstørste praktisk nytte – på samme måde som generalstabens korttegning er af allerstørste betydning for en kæmpende hær. Jo klarere kundskab en fagorganisation har om sin egen og modstanderens styrke, om det økonomiske rygstød, enhver af parterne har, om de reserver,, enhver af dem lian føre i marken, des mindre udsat er den for at gribe fejl, des større udsigt har den til at sejre. Men det er en kundskab, som i vor tid med de stadig mere sammensatte sociale forhold kun kan vindes ad statistisk vej.
For sygekassevæsenet og end mere f.eks. for arbejdsløshedsforsikringen er et vist statistisk grundlag en ubetinget nødvendighed; jo større det statistiske materiale er og jo finere leddelt, des sikrere kan enhver institution af denne art virke.
Og endelig stiller socialdemokratiets stigende kommunale og navnlig politiske repræsentation stærkt voksende krav til herredømmet over statistikkens arbejdsmåde og resultater. Der er i administrationen hundreder af forhold, som vanskelig kan belyses på anden måde end ved en talmæssig betragtning af, hvordan f.eks. Den eller den forholdsregel har virket i andre kommuner. Og der er på lovgivningens område kun få punkter, hvor ikke de statistiske forarbejder spiller en større eller mindre rolle. Det almindelige sociale synspunkt må her bestemme hovedretningen for en socialdemokratisk fraktions holdning; hensynet til den øjeblikkelige politiske situation må være afgørende for, om et stykke lovgivningsarbejde kan godkendes som en foreløbig indrømmelse, man indtil videre vil blive stående ved; men i detaillerne bliver en statistisk vurdering et vigtigt element; det gælder ikke blot spørgsmål om skatteforholdene, om valgkredsordningen, om forsikrings væsenet osv., som helt og holdent hviler på statistisk grundlag, men også om retsplejen, om ædruelighedslovgivning, om tuberkulosens bekæmpelse osv.
Både for den teoretiske socialistiske erkendelse og dernæst også for den praktiske socialdemokratiske organisation har statistikken altså den største betydning. Men også i et socialistisk samfund vil den træde ind som et virksomt middel til produktionsforholdenes ordning.
Under gennemførte socialistiske tilstande vil den statistiske erkendelse træde ind som middel til at regulere produktionen og derved komme til at virke som en af de allervigtigste grundbetingelser for samfundslivets regelmæssige gang.
Så længe naturalhusholdningen var fremherskende i samfundet, var det yderst let at overskue trangen til de forskellige forbrugsgoder. Man vidste af erfaring, at dårlige år fra tid til anden indtraf, og man sørgede for i de gode år at træffe sine forholdsregler; den indiske og den russiske kommune havde altid et forråd af korn liggende som nødhjælp, hvis høsten slog fejl.
Efterhånden som vareøkonomien har afløst naturaløkonomien, og arbejdsdelingen mellem samfundets medlemmer er blevet finere og finere, er alle sociale forhold blevet bestandig mere sammensatte og uoverskuelige. For den umiddelbare betragtning er det umuligt at vinde noget overblik over markedets uendelig mangeartede og evig flydende varemasser, over deres udspring og deres mål. Det personlige behov er helt forsvundet som direkte motiv for produktionen; hvad der dirigerer den menneskelige arbejdskraft fra det ene felt til det andet, er hensynet til profitten; når en kapitalist opretter en fabrik for margarine eller jernbaneskinner, er det ikke for at tilfredsstille en trang til disse genstande – tværtimod; han ønsker kun, at den trang, der er tilstede i samfundet, må forblive utilfredsstillet i videst muligt omfang; des højere priser kan han erhverve for sine produkter, des højere profit kan han høste. Resultatet er den ville planløshed, som behersker al kapitalistisk produktion. Kun loven om tilbud og efterspørgsel gør sig i sidste instans gældende som regulator, vel at mærke ikke jævnt og umærkelig, men stødvis, med voldsomme rystelser, der forårsager en uendelighed af spild af arbejdskraft og værdi, medfører en række frygtelige lidelser for befolkningen.
Først igennem en statistisk bearbejdelse bliver det muligt at vinde et overblik over regelmæssigheden i dette kaos.
Dels giver statistikken et billede af forbrugsforholdene: hvor stor en mængde, der gennemgående bruges af de forskellige genstande indenfor den samlede befolkning; hvorledes forbruget svinger med vareprisernes stigen og falden; hvordan de enkelte samfundslag må indrette deres forbrug forskellig efter deres forskellige indtægt. Og dels giver den et billede af produktionsforholdene: hvor meget der fremstilles af de forskellige genstande indenfor det hele produktive samfund, og hvor meget der kan fremstilles i de bedrifter, der står på det højeste tekniske udviklingstrin, i hvor lang en arbejdstid, med hvor stort et udlæg af arbejdskraft, med hvor stor en anvendelse af rå- og hjælpestoffer, med hvor stort et slid på redskaber og bygninger, med hvor stort et spild af affaldsstoffer. På begge disse områder er endnu kun de første skridt gjort; men der er iblandt de moderne statistikere en voksende interesse for at få netop disse spørgsmål belyst.
Og jo bedre produktions- og forbrugsforholdene bliver belyst, des sikrere et udgangspunkt har man for den planmæssige, bevidste regulering af produktionen under socialistiske samfundstilstande.
Men selvfølgelig kun et udgangspunkt. Den moderne statistik kan, selv om den når sin højeste fuldkommenhed, kun angive, hvordan forholdene stiller sig, sålænge profithensynet er det eneherskende, ikke, hvordan de vil stille sig, når det engang i tiden afløses af samfundshensynet. Produktionsstatistikken kan fortælle, hvor meget der faktisk bliver produceret af de forskellige genstande – men vel at mærke: samtidig ligger der en uhyre masse af arbejdskraft brak, til liden eller ingen nytte; når socialismen tager den i brug, vil samfundets produktive kræfter kunne udfolde sig i en ganske anden grad. Forbrugsstatistikken kan fortælle, hvor meget der faktisk forbruges af de forskellige genstande – men vel at mærke: det er ikke den naturlige efterspørgsel, den angiver, men kun det lavmål, som den kapitalistiske udbytning har presset befolkningen ned til; når udbytningen bortfalder, og samtidig produktionsanarkiet afløses af ordnede socialistiske tilstande, vil en langt større mængde af nødvendigheds- og nydelsesmidler stå til befolkningens rådighed, og behovene vil kunne dækkes i en ganske anden udstrækning.
De direkte oplysninger om produktionens og forbrugets mængder, som statistikken kan give, kommer da til at betegne en lav minimalgrænse, som et socialistisk samfund vil hæve sig højt op over. Hvor stor forskellen vil blive, og hvordan den vil fordele sig over produktionslivets mangfoldige områder – også herom vil man ud fra de statistiske erfaringer på forhånd danne sig et nogenlunde sikkert skøn.
Hvor stærkt det er muligt indenfor hver enkelt produktionsgren at forøge produktionens masse, kan simpelthen aflæses, når man kender, hvor stor en produktion der i gennemsnit falder dels på hver af samtlige fagets arbejdere, dels på hver arbejder i de største, hensigtsmæssigst indrettede virksomheder. Kan arbejderen i den bedst udstyrede fabrik mellem år og dag skabe f.eks. Tre gange så stor en mængde værdier som gennemsnittet for alle arbejderne overhovedet, da kan produktionen, ved at organiseres under samfundets planmæssige ledelse, afkaste det tre-dobbelte af sit nuværende udbytte, uden nogen forøget arbejdstid; eller arbejdstiden kan nedsættes til tredjedelen, uden nogen formindskelse af produktionen; eller man kan gå en mellemvej, f.eks. Nedsætte arbejdstiden til halvdelen og samtidig forøge produktionen til halvanden gang dens tidligere højde. Hvilken vej man i hvert enkelt tilfælde vil gå, afhænger af den styrkegrad, hvormed de forskellige behov melder sig – men heller ikke her er man uden statistisk vejledning. Den »grænsenytteteori«, der i de senere årtier er kommet på moden – som værdilære betragtet et monstrum, der betegner et stort tilbageskridt fra den klassiske nationaløkonomi – har som sin fortjeneste, at den i højere grad, end det før er sket, har taget de enkelte behov op til statistisk prøvelse, har søgt at bestemme deres forskellige natur, deres større eller mindre elasticitet, den forskellige grænse, hvorved de tilfredsstilles. Behovet for hver enkelt genstand er underkastet sin egen særlige lov, som det er muligt ved omhyggelig iagttagelse at finde et statistisk udtryk for. Den sum af erfaringer, der på den måde efterhånden opsamles, vil være et såre nyttigt hjælpemiddel for et samfund, der står i overgangen til den socialistiske produktionsmåde.
Den statistiske erkendelse, som allerede indenfor det kapitalistiske samfund er ifærd med at udvikle sig, men som først i et socialistisk samfund kan nå til sin fulde udfoldelse, er da i sig selv et vigtigt led i rækken af forudsætninger for socialismen. Uden statistisk overblik ville man stå overfor et kaos, som man først lidt efter lidt, gennem mange forsøg og pinlige fejlgreb kunne blive herre over; med statistisk overblik vil overgangen kunne ske let og sikkert og fejlgrebene vil blive lidet betydelige og hurtig kunne rettes. De statistiske erfaringers sum og den statistiske erkendelsesmetode vil virke som en produktivkraft af allerstørste betydning, dels som en regulator for produktionen, dels som en sikkerhedsventil, der hindrer spild af arbejdskraft og værdier.
Et nyttigt hjælpemiddel til erkendelsen af det kapitalistiske samfunds udviklingsgang, et skarpt våben i proletariatets agitatoriske og organisatoriske klassekamp, bliver statistikken da tillige et led i den række af forudsætninger, som betinger det socialistiske samfunds virksomhed.
Sidst opdateret 9.12.2008