Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Fattigdom

Gustav Bang (nov. 1905)

I Social-Demokraten, 20.11.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 49-55.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Der var i året 1901 101.915 mennesker i Danmark, som fik fattigunderstøttelse, det vil sige, at af hver 24 indbyggere er gennemsnitlig den ene under fattigvæsenet. Så talrigt er stadig det uslest stillede lag af det danske proletariat, det, som er afskåret fra al mulighed for at forsørge sig selv, som af det kapitalistiske samfundssystem er tvunget ned på den absolutte sultegrænse og af den kapitalistiske stat er stemplet med den borgerlige vanæres tegn.

Det er på menneskelivets to yderpunkter, blandt de små børn og blandt de gamle folk, at det største antal af fattigunderstøttede træffes. Af de børn og helt unge mennesker, som er under fattigvæsenet, bliver det store flertal indirekte understøttede, som børn af forældre, der – for en stor del netop på grund af deres børneflok – er nødt til at ty til det offentlige. Med 14- og 18-års alderen daler tallet stærkt, men kort efter begynder det påny at stige og stiger nu stadig med den voksende alder og svindende arbejdsevne. Midt i halvtredserne indtræder et tilbageslag, og tallet daler påny; det er folk, som før har haft fattighjælp, men nu kæmper en fortvivlet kamp for at holde sig fri, så de kan få adgang til alderdomsunderstøttelse. For en del af dem lykkes det, men mange har ikke kræfter til at stå tiden igennem; når man fra slutningen af halvtredserne træder op over 60-års grænsen, stiger tallet påny stærkt, fra 4,20 til 6,14 pct. af den samlede befolkning indenfor hver aldersklasse. Af de personer, der er over 60 år gamle, får én af hver 16 fattighjælp; omtrent tre gange så mange er der, som nyder alderdomsunderstøttelse.

Særlig stor rolle spiller fattigforsørgelsen i København; her er én af hver 11 personer over 60 år under fattigvæsenet, i de øvrige byer én af hver 14 og på landet kun én af hver 19. Også for de andre aldersklasser gør den samme forskel sig gældende. Det er i og for sig let forklarligt. I den Københavnske arbejderbefolkning ytrer arbejdsløsheden sig med en ganske anden voldsomhed, driver, pludselig og uanet, en ganske anderledes stor menneskemasse ud i lange sulteperioder, end tilfældet er på landet og i småbyerne, hvor den kapitalistiske storindustri er svagere udviklet; og tilmed drager hovedstaden, i kraft af sin hele ejendommelige karakter, en mængde tvivlsomme elementer til sig fra landet og provinsbyerne, folk, som er kommet på kant med tilværelsen i deres hjemstavn, og som for en stor del går tilbunds i den store bys pjalteproletariat - to femtedele af de fattigunderstøttede mænd i København er flyttet til andetsteds fra, deraf halvdelen fra landdistrikterne. Iøvrigt må man være varsom med fra disse tal at drage slutninger om fattigdommens virkelige udbredelse de forskellige steder, og navnlig er det ganske urimeligt at antage, at tilstanden skulle være så forholdsvis god på landet, som det ved en overfladisk betragtning kunne synes – blandt andet øver – bortset fra fraflytningen – de frie fattigkassers midlertidige hjælp sin indflydelse til at nedsætte fattigvæsenets procent i landdistrikterne.

Det er fra arbejderklassen, at den altovervejende hovedmasse af de fattigunderstøttede rekruteres. For de direkte understøttede mænd og kvinder foreligger der oplysninger om det erhverv, de drev, da de faldt ind under fattigvæsenet; det viser sig her, at landarbejdere, faglærte arbejdere, arbejdsmænd, handelsmedhjælpere og tyende tilsammen omfatter næsten fire femtedele af samtlige fattigunderstøttede mænd; hertil kommer yderligere en del fiskere og søfarende, om hvem det ikke er oplyst, om de var selvstændige hovedpersoner eller lønarbejdere. En ikke helt lille brøkdel, ialt en syvendedel, var selvstændige håndværkere eller handlende – ofre for konkurrencen med den kapitalistiske stordrift. Af husmænd og boelsmænd træffes kun få blandt de fattigunderstøttede, af gårdmænd kun et ganske forsvindende antal.

De hovedårsager, som fører folk ind under fattigvæsenet, er sygdom, alderdom, arbejdsløshed, for kvindernes vedkommende tillige i vid udstrækning forsørgerens død eller rømning. Også drikfældighed spiller sin rolle, men vejer dog kun lidet til i forhold til disse forskellige former for uforskyldt nød.

Det fremgår med stor tydelighed af de oplysninger om trangsårsagerne, som er fremskaffet. Selvfølgelig må disse oplysninger modtages med megen varsomhed; det er i et meget stort antal tilfælde vanskeligt, undertiden umuligt, med sikkerhed at afgøre, hvad der er den virkelige grund til, at det er gået en mand galt. Og netop alkoholspørgsmålet er her det vanskeligste punkt. Det må imidlertid ved en kritisk betragtning erindres, hvorfra oplysningerne stammer. De fattigunderstøttede har selv ingen stemme haft med, hvor det gjaldt at udrede grunden til deres livs skibbrud; det er kommunalbestyrelserne og fattigforstanderne, der alene har haft ordet; det vil sige, det er mænd, som for den langt overvejende del ser på de besiddelsesløse med overklasseblik, mænd, som vil være tilbøjelige til, bevidst eller ubevidst, at trække drikfældighed og andre mere eller mindre selvforskyldte elendighedsformer stærkt i forgrunden, langt stærkere end de i det virkelige liv har været fremme. Det er bekendt, med hvilken hårdhed der ofte ses på dem, der tyr til det offentlige, hvorledes fattigforstandeme på forhånd føler sig overbevist om den fattiges skyld, så man tør trygt gå ud fra, at det antal tilfælde, hvor drikfældighed angives som årsag, betegner en maksimalgrænse, medens tallene for de andre årsager snarest er for små, i hvert fald ikke for høje. Med dette i erindring har det sin store interesse at lære den fordeling at kende, som oplysningerne angiver.

Betragter man først tallene for samtlige de fattigunderstøttede voksne mænd, finder man følgende fordeling:

Drikfældighed og dovenskab er således tilsammen kun angivet som årsag i noget mindre end en fjerdedel af samtlige tilfælde; sygdom, alderdom, arbejdsløshed og lignende uforskyldte nødsårsager i godt tre fjerdedele.

En helt anden fordeling viser sig at gælde blandt de fattigunderstøttede kvinder. Her indtager drikfældigheden kun en ganske ubetydelig plads - nævnes kun som årsag i omtrent ét tilfælde af hver 100. Derimod har alderdomssvækkelsen her virket ganske anderledes stærkt, hvad der sikkert for en ikke ringe del skyldes, at kvinderne i de år manglede det hensyn til valgrettens bevarelse, der spiller så stor en rolle for mange mænd, når de strider for at holde sig fri af fattigvæsenet, og som også i fremtiden vil spille en rolle for kvinderne. Endelig træffer man her det store tal af enker og forladte koner, der er kommet under fattigvæsenet, fordi de har mistet deres forsørger. Fordelingen er denne:

Blandt landarbejderne er selvfølgelig arbejdsløsheden – i dens akutte form – langt mindre fremtrædende som trangsårsag end blandt industriens arbejdere, såvel de faglærte som arbejdsmændene; også drikfældigheden synes her at spille en noget mindre rolle; derimod indtager sygeligheden omtrent den samme plads; men navnlig er det dog alderdomssvækkelsen, der her gør sig gældende med frygtelig styrke – det er den udslidte landarbejder, som efter et trælsomt liv ikke har andre døre åbne for sig end fattiggårdens, medens industriarbejderen, så kummerlige hans kår end er, dog langt oftere – i kraft af den højere løn, han har tilkæmpet sig, – kan holde sig oven vande, til han med det 60. år opnår at få adgang til alderdomsunderstøttelse. Disse forskelligheder mellem de tre hovedgrupper af den danske arbejderklasse viser sig tydelig, når man ser, at blandt hver 100 fattigunderstøttede mænd angives trangsårsagen:

– Om den grad af fysisk elendighed, hvori de fattigunderstøttede lever, indeholder det statistiske materiale et malende træk, idet det giver et mål for den dødelighed, der hersker iblandt dem. Der indtraf i året 1901 blandt de fast understøttede personer over 15 år ialt 1.934 dødsfald; hvis dødeligheden i hver enkelt aldersklasse havde været den samme som den, der gælder for den samlede danske befolkning, ville der kun være indtruffet 1.113. En del af denne forskel skyldes de mange individer, der netop på grund af sygdom eller drikfældighed er kommet ind under fattigvæsenet; men selv om man holder disse udenfor betragtning, finder man dog en meget betydelig forskel: der er indtrådt 1.099 dødsfald mod beregnet kun 975; eller med andre ord: for hver gang der dør 8 mennesker i den samlede befolkning, dør der 9 blandt de fattigunderstøttede. Særlig stor er forskellen for de yngre og midaldrende personers vedkommende; indtil midten af fyrrerne er de fattigunderstøttedes dødelighed dobbelt så høj som den normale. Disse tal åbner et blik ned i en afgrund, der trods alle vundne reformer stadig står åben og stadig sluger en stor masse af proletariatet: gamle udslidte stakler, syge og skrøbelige mennesker, arbejdsløse mænd, enker, som står hjælpeløse ved mandens død, individer, som under indflydelse af det moderne samfunds perversitet er drevet ned i drik og last. En sørgelig hærskare af forulykkede og forsultne eksistenser, affaldsstofferne fra den kapitalistiske produktionsmådes maskineri, et befolkningslag, hvis kår vel kan mildnes, og hvis omfang vel kan mindskes, gennem arbejderklassens faglige kamp, politiske repræsentation og voksende kommunale indflydelse, men hvis eksistens er nøje knyttet til storborgernes og storbøndernes herredømme over produktionsmidlerne, og som derfor først kan forsvinde, når dette herredømme falder.

Toppen af siden

Sidst opdateret 30.11.2008