Arbejdets deling

Gustav Bang (sep.-okt. 1905)


I Social-Demokraten, 19.9 + 1.10 + 8.10 + 16.10.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 101-124.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 2. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.


Den sociale arbejdsdeling

Ned gennem tiderne strækker den stadig fremskridende arbejdsdeling sig som grundlinien i den teknikkens udvikling, der er moder til al historie, lige fra de første famlende forsøg i menneskehedens barndom til nu, hvor alverden er som et uhyre sammensat maskineri, i hvilket vi alle er som hjul, der griber ind i hverandre, for i forening at frembringe massen af de genstande, hver især af os har behov.

Man er tilbøjelig til at tænke sig arbejdsdelingen som noget blot moderne. Det er dog kun til en vis grad rigtigt, nemlig for så vidt den i vore dage har antaget nye, mere udviklede former. Men spor til en arbejdsdeling forekommer under alle samfundsforhold.

Selv på det tidligste udviklingstrin optræder menneskene forenede i stammer, mellem hvis medlemmer der hersker et vist fællesskab i arbejdet. De kolossalværker, der er bevaret fra forhistorisk tid, stendysser, kyklopiske mure, er kun blevet mulige, ved at snese af mennesker har lagt deres kræfter sammen. Men ikke blot en sammenhobning af ensartet arbejde træffer man hos naturfolkene, også en sammensætning af uensartet arbejde, en egentlig arbejdsdeling. Ved jagt og fiskeri ser man rollerne blive fordelt på de enkelte deltagere; man ser også nogle af stammens medlemmer til stadighed give sig af med udelukkende at forfærdige våben eller hule træstammer ud til både. Og allerede ved en sådan simpel arbejdsdeling mærkes fordelene.

Først lidt efter lidt antager den sociale arbejdsdeling imidlertid fastere og mere udviklet skikkelse.

En af de grupper, som tidligst skiller sig varig ud fra den øvrige befolkning for at overtage sin særlige opgave, er præstestanden. Selv hos de lavest stående folk træffes præster, medicinmænd, åndebesværgere. Netop det lave trin forklarer deres opkomst. Det er en befolkning, som føler sig givet vældige naturmagter værgeløst i vold, lever under en stadig overtroisk rædsel og derfor trænger til mellemmænd, om hvem den tror, at de kan mane de onde ånder bort, tyde varsler, give råd, som blindt bør følges. Indenfor den præstestand, som således danner sig, udfolder der sig efterhånden spirer til senere tiders videnskabelige kultur.

En anden form for samfundets arbejdsdeling finder man med slaveriet. Mens man først slog krigsfangerne ihjel og ofte fortærede deres lig, benyttede man dem senere som arbejdere. Slaveriet skabte nye muligheder for udviklingen af et kulturliv blandt de fri mænd. De kunne nu læsse alt legemtligt arbejde over på slaverne og selv anvende tiden til åndelig syssel. Den så højt beundrede og så højt beundringsværdige græske kultur har slaveriet som sin nødvendige forudsætning.

Men slaveriet virkede hæmmende på det tekniske fremskridt; så længe den ufri arbejdskraft kunne købes billig, savnedes al spore til arbejdssparende opfindelser.

En ny delingslinie trækkes, hvor en særlig krigerstand sondrer sig ud fra det øvrige samfund. Oprindelig var hele den fri befolkning på én gang krigere og bønder. Men efterhånden som landbruget udvikledes, forvandledes bønderne til fredelige landmænd, og krigergerningen blev mere og mere trykkende for dem. Hele samfundstilstanden krævede en deling mellem fredelig og krigersk virksomhed, og henimod middelalderens slutning afløses den gamle folkehær af en lille, stærkt rustet rytterhær. En krigerstand, en adel, skilte sig ud fra den øvrige befolkning og hævede sig op over den i kraft af de forrettigheder, den tiltvang sig som vederlag for krigstjenesten. Fra denne krigerske adel blev siden hen, da statsmaskineriet antog mere sammensatte former, den højere embedsstand taget.

En ny deling af det samfundsmæssige arbejde indtræder, efterhånden som en handelsstand udvikler sig. Handelsstanden er i sit oprindelige anlæg ældgammel. En vis udveksling af varer har fundet sted selv under den primitiveste samfundstilstand. Allerede i de ældste bevarede levninger fra forhistoriske menneskeliv findes tegn på, at genstande er vandrede fra hånd til hånd over vide strækninger. Siden har man historiske vidnesbyrd om den livlige omsætning, som fønikiere og karthager i en meget fjern periode drev med barbariske folkeslag. De græske kolonier i Vestasien og Syditalien tog verdenshandelen i arv; i Rom nåede den meget senere en meget høj udvikling og havde et helt moderne apparat af grosserere, detailhandlere, bankierforretninger osv.. Med Romerrigets forfald stilnede handelslivet af og kom først henimod korstogstiden påny i stærkere bevægelse. Den købmandsklasse, der nu rejste sig, øvede gennemgribende virkning på hele Europas udvikling. Den skabte en ejendommelig borgerlig bykultur – den tyske spidsbuestil, den italienske renæssance er dens kunstneriske udtryk –; den trådte op med megen selvbevidsthed overfor adel og højgejstlighed, men også med megen undertrykkelseslyst overfor det lag af håndværkere, der var i færd med at danne sig; den gav stødet til det produktive arbejdes videreudvikling; den brød vej for en ny idéverden; den fremkaldte de store opdagelser, der danner skel mellem middelalder og nytid.

Også industrien har gradvis skilt sig ud på en egen håndværkerstands hænder. Det middelalderlige håndværk, stamfaderen til den moderne industri, er væsentligst opstået i tilknytning til den overklasse, der hævede sig over den øvrige befolkning. Bønderne havde under den fremherskende naturalhusholdning sjælden penge mellem hænder til at købe håndværkerens produkter og havde også lidet brug for dem. De store adelsmænd og prælater derimod havde både råd til og brug for håndværkerens arbejde, til borgenes opførelse og udstyr, til harnisker og ridesadler, til guldsmykker og sværd. Omkring borgen samlede sig en skare af håndværkere, i personlig afhængighed af borgherren. Først efterhånden befriede de sig fra ham, blev selvstændige næringsdrivende og trådte også gradvis i forbindelse med den lavere befolkning. Betegnende for denne håndværkets aristokratiske oprindelse er den rolle, luksusindustrierne spillede i middelalderens slutning; guldsmedefaget f.eks. indtog en langt mere fremtrædende plads end i vore dage.

Det middelalderlige håndværk har sin store interesse derved, at man her for første gang træffer en mangfoldigere arbejdsdeling. De store hovedgrupper af fag har selvfølgelig fra først af været sondrede, bagere, snedkere osv. hver for sig. Men også indenfor hvert enkelt fag foregik allerede tidlig en spaltning i specialister. Det gælder i særlig grad for smedefaget. Selv i småbyer gik denne bevægelse for sig; i Viborg med 2-3.000 indbyggere finder man i smedelavets medlemsprotokol fra 1640'erne opført grovsmede, klejnsmede, knivsmede, sværdfegere, bøssemagere, kedelsmede, sporemagere, lygtemagere, blytækkere, tinstøbere, kobbersmede, rotgitere og guldsmede; i de store byer var fordelingen efter specialiteter endnu langt mere udpræget. Den samme udvikling foregik om end svagere i de øvrige fag.

Det var ikke nogen egentlig teknisk arbejdsdeling, der her fandt sted, men en social, en arbejdsspaltning. Det var en række mere eller mindre forskelligartede arbejder, der før havde været samlede på én hånd, men nu spaltedes ud på flere. Det er dog først i den sidste menneskealder, at den sociale arbejdsdelings betydning for samfundet som helhed er vokset så rivende rask: at bondehusholdningerne i stærkt stigende grad indretter sig på køb og salg, at byhusholdningerne udvikler sig frem imod den tilstand, hvor hele husvæsenet, tæppebankning og støvlepudsning, madlavning og vask er gået over til selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Den faglige specialisering har altså siden middelalderen fortsat sig op til vor tid. Den danske industritælling fra 1897 nævner ikke mindre end 650 forskellige slags håndværk og industrier. I de store industrilande er spaltningen endnu langt videre fremskreden. Det er den kapitalistiske vareøkonomi, der tilintetgør de sidste rester af den gammeldags familieøkonomi og derved baner vejen for fremtidens socialistiske samfundsøkonomi.

Men hele denne udvikling er først blevet mulig ved en ny form for arbejdets deling. Den sociale deling er blevet suppleret med den tekniske deling.

Den tekniske arbejdsdeling

Ved siden af arbejdets spaltning er der optrådt en arbejdets leddeling, således at en genstand, idet den forfærdiges, gennemløber en række forskellige hænder, der hver udfører sit bestemte led i arbejdet i skarp modsætning til det middelalderlige håndværk.

Det er i erhverv, som er beslægtede med den moderne industri, at denne tekniske arbejdsdeling antager skarpere og mere udviklede former. Og betegnende nok er det i den engelske tekstilindustri, udgangspunktet for den kapitalistiske storindustri, at man første gang ser den trænge igennem i stor stil.

Oprindelig er vist nok det samlede arbejde i alt væsentligt foregået indenfor det samme værksted; konen spandt og manden vævede. Siden sondrede det sig på stadig flere hænder; spindere og vævere skilte sig fra hinanden, der opstod særlige kartere og forspindere, der indrettedes særlige appreturværksteder og farverier. Men alle disse forskelligartede virksomheder forenedes i almindelighed under en fælles ledelse. En kapitalstærk købmand udleverede arbejdsgenstandene til ét hold arbejdere, modtog dem igen i bearbejdet skikkelse og lod dem gå videre til det næste hold. Han var herre over produktionen, og den vidtgående arbejdsdeling blev for ham en rig kilde til profit, idet hver enkelt arbejder nåede en højere ydeevne.

I den engelske tekstilindustri var den tekniske arbejdsdeling allerede i det 17. og 18. århundrede trængt igennem i stor stil, men endnu under husindustriens form.

Lidt efter lidt kom man også ind på at samle arbejderne i manufakturer, fælles værksteder. Det betød ikke i og for sig nogen højere teknik; men der var lejlighed til at spare på en række forskellige punkter, transport, belysning, opvarmning osv., og hvad der for fabrikanten betød mest: der var mulighed for at fore et skarpere tilsyn med arbejderne.

Indenfor de manufakturer, der i løbet af det 18. århundrede opstod, først i tekstilindustrien, siden også i forskellige andre fag, udviklede sig gradvis en finere leddeling af arbejdet. I stedet for at én mand udførte alle håndgreb, gik hvert enkelt håndgreb over til én mand, der modtog arbejdsgenstanden fra sin sidemand, udførte det håndgreb, der tilfaldt ham, og derpå lagde arbejdsgenstanden hen til sin anden sidemand til videre bearbejdelse. Man opnåede herved en umådelig forøgelse af arbejdets produktivitet.

I den berømte bog fra 1776, »Nationernes velstand«, den unge kapitalismes bibel, har Adam Smith anført et såre betegnende eksempel på, hvad der kunne udrettes blot gennem en sådan simpel teknisk arbejdsdeling, hvor endnu ingen maskiner havde afløst det gammeldags værktøj. Det gælder knappenålsproduktionen. »En mand trækker metaltråden ud, en anden retter den, en tredje hugger den over, en fjerde spidser den til, en femte sliber den, så hovedet kan sættes på; at lave hovedet kræver 2-3 forskellige håndgreb; at sætte det på er en særlig beskæftigelse, at blege nålene en anden; det er også en forretning for sig selv at sætte dem på papir; og således er tilvirkningen af en nål delt i omtrent 18 forskellige virksomheder, der i visse manufakturer udføres hver af sin arbejder, skønt i andre en og samme mand besørger 2-3 af dem. Jeg har set en sådan lille manufaktur, hvor der kun arbejdede 10 mand, og hvor følgelig flere af dem måtte gøre 2-3 forskellige håndgreb. Men alligevel .... kunne de i forening lave op imod 48,000 nåle hver. Men hvis de havde arbejdet hver for sig og uden særlig øvelse i deres specielle beskæftigelse, ville hver af dem sikkert ikke have kunnet lave 20, måske ikke engang én nål om dagen.«

Netop samtidig med at man ved den simple tekniske arbejdsdeling var nået til så glimrende resultater, begyndte den udvikling af maskinteknikken, der skulle føre arbejdsdelingen ind på nye baner.

Det var i den engelske bomuldsindustri, den tog sit udspring. Man kunne ikke skaffe arbejdskraft nok til at spinde det bomuldsgarn, væverne havde brug for, og man kastede sig da over forsøg med spindemaskiner; ved år 1780 var man nået så vidt, at én mand ved de nye maskiner kunne spinde over 100 gange så meget som ved den gammeldags rok. Nu slog forholdet om til sin modsætning: væverne kunne ikke overkomme at væve de masser af garn, som strømmede til dem; man begyndte at arbejde med opfindelsen af en vævemaskine, og få år efter var en sådan bragt til veje. Men samtidig føltes der trang til ad mekanisk vej at fremstille en billig og jævnt virkende drivkraft, som kunne sætte maskinerne i gang, i stedet for den dyre hestekraft og den upålidelige vandkraft; resultatet var dampmaskinen, som allerede ind i 1780'erne kunne tages i praktisk brug, som snart efter bredte sig ud over det ene fag efter det andet, og som allevegne fremtvang en helt ny arbejdsteknik.

Overalt, hvor maskindriften trænger ind, medfører den naturnødvendig en vidtgående teknisk arbejdsdeling. Kraftmaskinen skal fodres med kul, værktøjsmaskinerne skal forsynes med råstoffer, deres gang skal reguleres; hertil kommer andre led i arbejdet, der sondrer sig ud fra den maskinmæssige drift, sortering og tilpasning af materialet, efterpudsning af produkterne. Alle disse indbyrdes ganske forskellige virksomheder kræver hver sine særlige arbejdere, allerede af den grund at de skal udføres samtidig. Dermed brister den organiske forbindelse mellem alle arbejdets enkeltheder, som var et særkende for det middelalderlige håndværk. Og med de stadig større, mere forskelligartede og mere sammensatte maskiner bliver delingen bestandig finere; bestandig er der flere hjul, som griber ind i hverandre i menneskemaskineriet. Selv på en middelstor Københavnsk skotøjsfabrik med knap 100 arbejdere finder man arbejderstaben delt i nådlersker, tilskærere, stansere, pindere, snitfræsere, snitpolerere, såleslibere, hælepressere, hæleslibere, efterpudsere og børstere, foruden fyrbødere, arbejdsmænd osv.; i de store amerikanske og tyske fabriker er findelingen endnu langt mere gennemført. Samtidig med at maskinen således skaber en mangfoldig arbejdsdeling, virker den på den anden side til at omforme og delvis tilintetgøre den bestående arbejdsdeling. Mange af de håndgreb, der i manufakturerne udførtes af forskellige arbejdere som specialer, er i den moderne teknik smeltede sammen i én maskine, der udfører dem alle i ét slag. I konvolutmanufakturerne var der ét hold arbejdere, som falsede papiret, el andet, som smurte gummi på osv.; i fabrikkerne er der én maskine, som på én gang besørger alle disse forskellige ting.

For arbejderen i den arbejdsdelte manufakturindustri såvel som i det ikke-arbejdsdelte håndværk betyder den ny teknik en helt forandret stilling. Medens det før var hans arbejde, der var sjælen i produktionen, og redskaberne var hans lydige tjenere, bliver forholdet nu vendt om. Ved siden af den faglærte arbejder med hans mangeårige uddannelse og rutine træder de ikke-faglærte arbejdere ind; ved siden af de voksne mænd træder kvinder og børn ind på de pladser, som hverken kræver stor faglig fordannelse eller store fysiske kræfter, til de lettere, men ofte mere enerverende og opslidende arbejder. Maskinen har i kapitalens hånd været et frygteligt middel til industriarbejdernes legemlige og sjælelige nedbrydelse. Noget anderledes i det store landbrug, hvor det tekniske udviklingstrin gennemgående er lavt og arbejdernes stilling elendig og forkuet; her kan indførelsen af maskiner, hvis pasning stiller betydelige krav i retning af mekaniske kundskaber, i hvert fald delvis fremkalde en højnelse af stillingen.

arbejdsdelingen imellem de forskellige bedrifter øvede maskinteknikken først den virkning, at den bidrog til yderligere at specialisere. I England fandt man for en menneskealder siden denne specialisering drevet til sin yderste spids. Hver enkelt fabrik indskrænkede sig til et ganske snævert virkefelt; den købte arbejdsgenstandene som halvfabrikater fra andre fabriker, lod dem gennemløbe den bearbejdelsesproces, den selv var indrettet på, og afsatte dem derpå til andre fabriker; spinderierne spandt hvert for sig kun garn af en vis finhed og ganske bestemte mærker.

Der er i de senere år begyndt en bevægelse imod denne yderliggående arbejdsdeling; den altfor snævre begrænsning af de enkelte bedrifters virksomhed naivist sig lidet praktisk. Og der er samtidig begyndt en i bestræbelse for – stadig under opretholdelse af den tekniske arbejdsdeling mellem bedrifterne – at forene alle de forskelligartede led under en fælles kapitals herredømme. Det er særlig indenfor de nyere amerikanske truster, den ytrer sig. I stadig stigende grad driver den store trust – i forskellige fabriker, men under fælles planmæssig ledelse – ikke et enkelt brudstykke af produktionen, men alle dens led, lige fra den første fremdragelse af råstoffet til det færdige produkts afsætning til forbrug. Ståltrusten, den mest kæmpemæssige af disse virksomheder, har selv jern- og kulminer, hytteværker, skinne-, maskin- og ståltrådsfabrikker, ejer selv for største delen de jernbaner, ad hvilke dens varer befordres, tilvirker selv sine redskaber, sørger selv for afsætningen af sine produkter. Den danner et afsluttet hele, hvor alle de tusinder af splittede processer indenfor metalfaget mødes i en højere enhed. Man er her nået til det toppunkt for arbejdets deling og arbejdets forening, som del overhovedet er muligt at nå under kapitalismen.

Den internationale arbejdsdeling

Side om side med den sociale og den tekniske arbejdsdeling har der udviklet sig en tredje, den internationale arbejdsdeling, land og land imellem.

Den stammer tildels fra rent naturlige forskelligheder, i klima, jordbundsbeskaffenhed osv., og hvor dette er tilfældet, har den, i hvert fald indenfor visse grænser, blivende betydning. Således når man fra Sydeuropa forsyner sig med vine og sydfrugter, fra Norge med klipfisk og tommer, fra tropelandene med krydderier og kaffe, fra England med kul, fra Californien med guld, fra Rusland med pelsværk. Med samfærdselsvæsenets fremskriden, den hurtigere og billigere varebefordring, får denne naturlige arbejdsdeling en stadig større international betydning og breder sig til stadig nye varesorter, der på et tidligere tidspunkt var for lidet værdifulde til at kunne bære forsendelsesomkostningerne. Fra de i forhold til deres vægt særlig kostbare stoffer, om hvilke den internationale vareomsætning i middelalderen samlede sig. Forplanter den sig gradvis til grovere og billigere genstande. For en menneskealder siden var det ufordelagtigt at benytte kul som brændselsemne i de mere afsides egne af Danmark; med skibsfartens udvikling og jernbanenettets udbredelse fortrænges de hjemmeproducerede tørv af engelske kul.

Men udvides og skærpes den internationale arbejdsdeling igennem den fremskridende transportteknik, så bliver den derimod på adskillige områder modvirket og overvundet igennem den fremskridende produktionsteknik, der gør det muligt at afløse én brugsgenstand med en anden, for hvis fremstilling naturforholdene ikke lægger sig hindrende i vejen. Det er særlig indenfor de kemiske industrier, at denne bevægelse går for sig. For 100 år siden var norden nødt til at dække sit sukkerforbrug ved rørsukkeret fra varme lande; nu er roesukkeret trådt i stedet. For 50 år siden måtte Europa hente en række vigtige farvestoffer fra planter i Indien og Sydamerika; nu er man i stand til at tilvirke lignende farver af stenkul. Når en forbedret teknik gør det muligt at levere bedre og billigere tørv, kan kullene påny trænges tilbage, ikke blot i mosernes omegn, men også på længere afstande. Således er der på varemarkedet en stadig standende strid mellem fremmede og indenlandske produkter, en strid, i hvilken toldpålæg, selv om de tilsyneladende har den rene finanstolds karakter, jævnlig virker som en beskyttelse for mindre værdifulde hjemlige frembringelser: kaffetolden som en beskyttelse for cikorie og maltkaffe.

Ved siden af den internationale arbejdsdeling, der beror på naturforskelligheder, om den end påvirkes af de sociale forhold, af transport- og produktionsteknikkens udvikling og den herskende handelslovgivning, er der en anden, af social oprindelse, for hvilken de naturlige forhold kun spiller svagt medbestemmende ind. Og her gør der sig en uafbrudt række af forandringer gældende; grænserne flytter sig bestandig, efterhånden som de sociale betingelser forskyder sig.

Delingslinien trækker sig først og fremmest mellem industri- og agerbrugslande, det vil sige mellem stærkt og svagt fremskredne kapitalistiske samfund. Udviklingsgangen for den kapitalistiske industri er den, at den breder sig i stadig videre kredse indenfor et land, medens der udenfor den ligger lande, som køber industriprodukter og betaler med landbrugsprodukter, dels ernæringsmidler (f.eks. korn), dels råstoffer for den industrielle produktion (f.eks. bomuld). For et halvt århundrede siden var England det eneste kapitalistiske industriland, »verdens værksted«; i det øvrige Europa og i Nordamerika forekom en moderne industri kun pletvis. Siden er land efter land rykket ind iblandt de industrielle stater: Vesteuropa, Polen, Norditalien, Nordamerika, Japan; og nye lande står på tærskelen, Rusland f.eks.

De gamle industrilandes kapital giver selv stødet til denne bevægelse i kraft af dens stadige hunger efter den højest mulige profit. Ved at anbringe sin kapital i russiske eller indiske fabriker kan den vesteuropæiske kapitalist høste en større, ofte en mange gange større gevinst end ved at lade den blive i hjemlandet. Derfor kapitalens udvandring fra de højeststående til laverestående samfund og dens opelskning af konkurrerende industrilande. I sin tid vandrede den engelske kapital til Nordamerika og gav den unge amerikanske industri virkemidler; nu går den nordamerikanske kapital selv ud og søger anbringelse i Sydamerika og Østasien og kalder her en industri til live. Bevægelsen fremskyndes ved den forandring i de forskellige industriers indbyrdes forhold, som er en følge af kapitalens forandrede sammensætning. For 50 år siden var det bomuldsindustrien, som indtog den ubetinget første plads; nu har den forlængst måttet vige for jernindustrien. Denne kræver udførsel af sine produkter; den spejder efter nye markeder for maskiner, jernbaneskinner, lokomotiver; den slynger dem til billige priser ud på verdensmarkedet og lægger således rundtom i forskellige lande den første grund til en industriel udvikling; så snart ét marked er mættet og måske endog selv begynder at tilvirke sine redskaber, søger den nye markeder. Hertil kommer endelig den stadig billigere transport, som helt eller delvis besejrer de lokale hindringer for en industriel fremskriden. Den lavere arbejdsløn i de lavtstående lande øver så stærk en tillokkelse for kapitalen, at den langt overvejer hensynet til, om også rå- og hjælpestoffer fordyres en ubetydelighed ved at hentes andetsteds fra. For et halvt århundrede siden var betingelserne for en dansk fabriksindustri ugunstige som følge af manglen på kul og metaller; helt anderledes nu, da engelske kul kan købes i København til meget nær den samme pris som i London og svensk jern til meget nær den samme pris som i Stockholm.

Efterhånden som bevægelsen breder sig, bliver det fjernere og fjernere lande, der får tildelt rollen som leverandører af agerbrugsprodukter til det internationale marked. Når den industrielle udvikling er nået til en vis højde i et land, kan landet ikke selv dække sit forbrug; den voksende industribefolkning kræver voksende forsyning med næringsmidler, og flere og flere af landbrugets frembringelser forvandles samtidig til råstoffer for den industrielle produktion; korn og rodfrugter forarbejdes, som i Danmark, til smør – og Danmark må nu indføre over 1.000 mill. pund korn – eller til stivelse, brændevin, sukker osv. Nordamerika, som for 25-30 år siden ved sin vældige korneksport bragte den gamle verden ind i den store landbrugskrise, vil om få år selv få brug for alt det korn, det kan frembringe. Når først Rusland begynder at udfolde en industri i stor stil, vil kornstrømmen fra den sorte jord søge til de indenlandske fabriksbyer, og den øvrige verden må skaffe sig erstatning andetsteds fra. Den stigende transportteknik fremmer denne bevægelse i retning af stadig mere omfattende international arbejdsdeling mellem industri og landbrug; dampskibsfartens udvikling lukker op for de sydamerikanske, den sibiriske banes anlæg for de Nordasiatiske kornmarker.

Således breder kredsene sig videre og videre, indtil kloden er omspændt, alle udvidelsesmuligheder afskårne og den kapitalistiske vareproduktions saga endt.

Indenfor industrisamfundene en broget afveksling af forskellige specialiteter. Hvert enkelt land søger at oparbejde disse produktionsgrene så stærkt, at det for deres vedkommende kan indtage en førende stilling og øve afgørende indflydelse på verdensmarkedet. Særlige naturbetingelser medvirker til en sådan specialisering; det var ikke tilfældigt, at det blev England og indenfor England atter Lancashire, der gik i spidsen for bomuldsindustrien; klimaets fugtighed lettede spindingen af garnet; kulminernes nærhed var en faktor, der særlig på transportvæsenets lavere udviklingstrin vejede stærkt til; også den centrale beliggenhed var af betydning. Men det er historiske og sociale forhold, som gør udslaget: for Lancashires bomuldsindustri den århundreder igennem fortsatte beskæftigelse med tekstilvirksomhed, den arbejderstab, der lidt efter lidt var blevet opøvet; for Frankrigs luksusindustrier den nedarvede forfinelse af smagen; for Danmarks landbrugsindustrier den ejendommelige økonomiske og politiske udvikling, bondestanden havde gennemlevet. Ofte kan en sådan specialitet føres tilbage til rent udvortes, mekaniske forhold. Når således England forsyner en stor del af den øvrige verden med marmelade, henkogte frugter, syltetøjer og deslige. Er grunden den, at den ene efter den anden af fastlandets stater ved udførselspræmier har søgt at oparbejde en sukkerindustri og fremme sukkerudførslen; til det toldfri England er da strømmet en masse fremmed sukker, solgt til spotpris, og den engelske kapital har benyttet sig heraf til at udvikle denne sødstofindustri, for hvilken alle »naturlige« betingelser synes at mangle.

Ethvert sådant nationalt speciale har kun en begrænset varighed. Den internationale konkurrence sigter til at udjævne det. Og ganske vist har det land, der først har arbejdet det i vejret, et forspring, som der for andre lande hører en vis tid til at indhente; det har særlig uddannede arbejdere, det har særlig gode forbindelser på verdensmarkedet, dets mærker er indarbejdede og kendte, medens konkurrenternes produkter mødes med mistillid. Men netop denne overlegenhed kan være farlig, kan forføre til magelig rutine, hvor de konkurrerende lande arbejder rastløst med nye tekniske metoder. Den nedgang, hvori de forskellige engelske industrier er stedt, medens Tyskland og Amerika tilkæmper sig førerstillingen, er et betegnende eksempel.

Fremtiden

Arbejdets fremskridende deling, der betyder stadig voksende produktionsevne for samfundet, stadig rigere muligheder for menneskehedens velvære, er under kapitalismen blevet en kilde til disharmoniske livsforhold, til legemlig og åndelig forkrøbling, til social elendighed.

For at skønne over arbejdsdelingens betydning og virkemåde under fremtidens sociale forhold, må man – her som allevegne – have i stadig erindring, at en kapitalistisk og en socialistisk produktionsmåde er bygget over fuldstændig forskelligartede principper, bestemt ved ganske modsatte bevæggrunde. Under kapitalismen er al produktion vareproduktion. Bag varerne står enkeltmænd, splittede i indbyrdes konkurrence eller sammensvorne i ringe, i al deres økonomiske handlen kun ledede af hensynet til den højest mulige profit, koste hvad det vil; lad arbejderne vansmægte under udsugelsen, lad forbrugerne betale ågerpriser, lad konkurrenterne gå til grunde, lad alle andre klare sig, som de kan bedst, blot den enkelte kapitalist får sin brunst efter gevinst tilfredsstillet. Under socialismen vil samfundshensynet træde i stedet for det egoistiske profithensyn som den eneste bevæggrund til al økonomisk handlen. Dermed træder alt produktivt liv ind under helt nye betingelser.

Man anskuer forskellen mellem kapitalistisk vareproduktion og socialistisk produktion af brugsgenstande for samfundet, når man sammenligner dels en række selvstændige virksomheder, der står i forretningsforbindelse med hinanden, f.eks. en bomuldsplantage, et spinderi, et væveri, en fabrik for spinde- og vævemaskiner, og dels en række samvirkende, under den samme kapital forenede virksomheder, således som de hyppig træffes i de moderne amerikanske trusts. Det første sted søger køber og sælger hver for sig at vinde fordele på modpartens bekostning; væveren søger at skrue prisen ned på spinderens produkter, maskinfabrikanten søger at narre væveren til at købe dårlige maskiner til høj pris; den eneste grænse for prellerierne er hensynet til at bevare afsætningen og dermed fortjeneste for fremtiden. Det andet sted, under trusten, er disse indre varegrænser ophævede; her er der ikke tale om prelleri, når garnet går til videreforarbejdelse i væveriet, her bestræber man sig i maskinværkstedet kun på at fremstille så hensigtsmæssige arbejdsredskaber som muligt; her træder varekarakteren og dermed profitbegæret kun frem ved yderpunkterne, når arbejderne skambydes og forbrugerne flåes. Man tænke sig denne samlende form udbredt over hele den produktive virksomhed, al national produktion forenet under fælles ledelse; man tænke sig dernæst den kapitalistiske rådighed over produktionsmidlerne afskaffet og arbejderne træde ind som deres ejere, trustrådet afløst af en repræsentation for samtlige de i den nationale produktion virkende arbejdere med den eneste opgave at planlægge produktionen således, at den mindst mulige mængde arbejde stiller den størst mulige mængde nyttegenstande til rådighed for det arbejdende samfunds forbrug – og man har et billede af den socialistiske produktionsmåde.

Under produktionsforhold af denne art måtte først og fremmest den internationale arbejdsdeling bortfalde, overalt hvor den ikke bundede i naturlige forskelligheder mellem landene. Så vist som man vedblivende i Norden ville tilbytte sig sydens frembringelser mod overskuddet af sine egne specialprodukter, så urimeligt ville det være at forsyne sig med cykler fra Amerika eller støvler fra Italien. Hvor en international omsætning ikke har naturforhold til kilde, skriver den sig fra et af to: enten fra en forskel i teknikken – men et socialistisk samfund ville straks i egen interesse antage den moderne teknik i dens fuldeste udstrækning ved anlæg af større, mere fuldkomne fabriker, ved indførelse af den videstgående tekniske arbejdsdeling, ved oprettelse af tekniske skoler osv., eller fra en forskel i arbejdslønnen, men den ville bortfalde, når arbejdskraften ophørte at være en vare. For et socialistisk, sig selv forsynende samfund vil et fremmed folkeslags barbari og dermed følgende små fordringer til livet kun have etnografisk interesse.

Hermed bortfalder tillige det perverse forhold, der under kapitalismen allevegne gør sig gældende som en nødvendig følge af produkternes varekarakter: at de enkelte samfund så vidt muligt søger at udføre deres værdifulde produktion og selv nøjes med surrogater. Det danske folk vil ikke som nu være henvist til at nyde margarine og dårligt russisk smør, medens det sender sit gode smør til udlandet. Det vil først og fremmest forsyne sig selv, og kun det overskud, der bliver tilbage udover det naturlige hjemmeforbrug, vil blive udvekslet mod engelsk kul, italienske vine, norsk tømmer osv.

Heller ikke må man overvurdere fordelene ved den moderne internationale arbejdsdeling – stadig forudsat, at den ikke hviler på særlige naturbetingelser. Teoretisk er den, set fra et rent kapitalistisk synspunkt, fornuftig, idet den fører varerne fra de steder, hvor de er billigst, til dem, hvor de er dyrest, og således bidrager til at udligne forskellighederne, til at skaffe forbrugerne forholdsvis lave, producenterne forholdsvis høje priser. Praksis er imidlertid på mangfoldige punkter en helt anden. Thi netop på grund af, at hver enkelt kapitalist forfølger sine private interesser, blind for alle andre hensyn, finder der en uhyre ødslen sted med værdi og arbejdskraft i den mellemrigske omsætning. Én kapitalist sender sine varer til udlandet, en anden køber nøjagtigt den samme slags varer fra udlandet; et ganske urimeligt overmål af arbejde ved transporten er resultatet. Vi indførte i året 1903 ca. 140,000 tdr. cement til forbrug i Danmark og udførte ca. 200,000 tdr. dansk cement til udlandet, bortset fra transithandelen imellem ét fremmed land og et andet. Kun ca. 60,000 tdr. ville således, hvis forholdene havde været planmæssig ordnede, have passeret Danmarks grænser, i stedet for som nu ca. 340,000; eller med andre ord: over fire femtedele af alt det arbejde, som emballering, transport og slid på befordringsmidlerne udgør, har været spildt ulejlighed, som et socialistisk samfund ville spare ved at indskrænke den internationale arbejdsdeling til dens naturlige grænse.

Som overfor den internationale arbejdsdeling således vil også overfor den tekniske og sociale samfundshensynet være det enebestemmende. Men resultatet vil her ikke blive en indskrænkning af arbejdsdelingen, det vil sige en tilbagevenden til barbariet, tværtimod en langt mere gennemført anvendelse af dens princip. Dermed vil imidlertid dens virkemåde overfor de enkelte blive en helt anden; hvad der nu er en kilde til forkvakling og for krøbling af mennesket, vil blive et middel til at udvikle en sundere, friskere, mere harmonisk menneskeslægt.

Under kapitalismen betyder arbejdsdelingen de legemlige og åndelige evners stadig voksende ensidighed, arbejdets stadig voksende glædeløshed. Den arbejder, der står 10-12 timer om dagen ved den samme maskine, udførende det samme håndgreb om og om igen hele livet igennem, han afstumpes naturlig, sløves, kommer til at handle som et hjul i den maskine, han betjener; alle fagets skadelige indflydelser virker med styrke ind på hans organisme; hvad hvile, hvad adspredelse, hvad åndelig udvikling han søger, må han tilegne sig i den karrig tilmålte fritid, når han vender træt hjem fra arbejdet. Slægtens tilbagegang er den nødvendige følge af sådanne livsforhold. Og tilbagegangen strækker sig langt udenfor de egentlige arbejderes kreds. Kontormanden, der ingen anden sysselsættelse har end dagen igennem at lægge tal sammen eller renskrive forretningsbreve, læreren, der time efter time underviser i det samme fag – deres åndelige evner udvikles i en ganske ensidig retning, og deres legemer får ikke den fornødne bevægelse; i gymnastikken finder en del af dem en kummerlig erstatning. Selv i de allerøverste lag af samfundet – blandt de virksomme kapitalister, hvis tanker uafladelig kredser om det samme emne, blandt godsejerne, hvis eneste livsopgave det er at opæde og bortsvire de rigdomme, landarbejderne slider sammen – gør de forkrøblende indflydelser sig gældende.

Uhyggeligst er dog de tilstande, arbejdsdelingen fremkalder blandt industriarbejderne, og det er så forståeligt, at f.eks. husmanden ser med gru på dette ensformige og ensidiggørende liv. Hvad han sætter pris på ved sin egen tilværelse, er ikke den større selvstændighed – thi selv er han gerne i ligeså høj grad en udbytningsgenstand i kapitalens hånd – heller ikke det højere sociale niveau – thi selv må han gerne slide fuldt så hårdt og for fuldt så ringe et vederlag – men arbejdets mere harmoniske karakter; han føler sit arbejdes skabende kraft, ser det gro under sine hænder, hvor industriarbejderen kun har med en mekanisk løsrevet stump af et arbejde at gøre; hans personlighed er i en ganske anden forstand med i arbejdet.

Således under kapitalismen. Men billedet skifter, når socialistiske produktionsforhold gør det muligt at sætte arbejdstiden ned til kun en brøkdel af dens nuværende højde. Netop arbejdsdelingens fulde gennemførelse er midlet. Det er ingen fantastisk drøm, det ligger indenfor en nøgtern beregnings grænser, når man antager, at det ved anvendelsen af den højeste nu kendte teknik, ved nedlæggelsen af den uproduktive smådrift, ved besparelsen af de masser af arbejdskraft, som nu går hensigtsløst til spilde, ville være muligt at dække alle samfundsmæssige behov med en arbejdsdag på 4-5 timer. Men den mand, som kun arbejder fra 8 til 12-1, i lokaler så sunde og veludstyrede som muligt eller i fri luft, hvor det lader sig gøre, i en virksomhed, han selv er medejer og medleder af, og som har hele den øvrige dag til sin rådighed, til hvile og adspredelse, til legemlig idræt og åndelig uddannelse, uden at lide under bekymringer for udkommet, han rammes ikke af arbejdsdelingens forbandelse. For ham kan arbejdet forvandles fra at være et tærende slid til en styrkende legemsøvelse. Han kan bevare sit legeme spændstigt og sin sjæl smidig; han kan udvikle sig sundt og harmonisk i alle retninger. Han bliver ikke længere det ene organ med tilhængende krop, arbejdsredskabet, som kun kan fungere, når det bliver anbragt overfor en bestemt maskine; han kan med den friskhed og sundhed, han medbringer, let tilegne sig nye færdigheder, gå over fra et fag til et andet, hvor der er større brug for hans arbejdskraft, gå ud til landarbejdet i høsten og vende tilbage til industrien, når landbrugets sæson er omme, rejse sig fra et videnskabeligt arbejde for at gå til fabrikken eller byggepladsen. Han kan blive helt menneske.

I Grækenlands oldtid var det den primitive sociale arbejdsdeling, mellem fri og slaver, som gjorde det muligt for en brøkdel af befolkningen at udvikle sig til et højdemål af menneskelig kultur. Under socialismen bliver det den videstgående tekniske arbejdsdeling, som gør det muligt for hele befolkningen at blive legemlig og åndelig fuldt og harmonisk udviklede mennesker, kulturmennesker.


Sidst opdateret 2.12.2008