I Social-Demokraten, 13.8 + 20.8.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 290-303.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Når socialdemokratiet ser forudbetingelsen for socialismens gennemførelse i et talrigt og selvbevidst proletariat, så synes det – hvis ikke man måtte regne med visse højrejournalisters komplette uvidenhed om al økonomisk sprogbrug – overflødigt at gøre opmærksom på, at man ved ordet »proletariat« forstår arbejderproletariatet og ikke pjalteproletariatet.
Imellem de to befolkningslag er der den dybeste forskel.
Pjalteproletariatet – den gruppe af forulykkede, forhutlede og for største delen dybt demoraliserede individer, der falder udenfor det produktive samfund, vagabonder, tiggere, alfonser, professionelle forbrydere osv. – er ikke noget for nutiden ejendommeligt fænomen! Det forekom også i ældre tid og gennemgående vistnok i betydelig større omfang end nuomstunder. Især under de primitive kapitalistiske tilstande, hvor de gamle produktionsformer opløstes, uden at nye produktive kræfter endnu trådte i virksomhed, hvor griske godsejere jog bønderne fra hus og hjem, hvor forbenede håndværkslav spærrede af for tilgang til faget, hvor udbytningen fortrinsvis optrådte i skikkelse af åger- og skatteudsugelse, dér traf man et langt mere masseagtigt pjalteproletariat end under den udviklede kapitalisme, hvor de besiddende klasser er interesserede i at drage så mange mennesker som muligt til fabriker og arbejdspladser. Det pjalteproletariat, som stadig forekommer, og som særlig søger tilhold i de store byer, er et uroligt folkefærd, men intet revolutionært; det savner mål og med, er tilfals for hvem der vil betale, viser sig gerne som villige håndlangere for magthavere imod revolutionære bevægelser blandt arbejderne. Herfra var det, den »mobilgarde« rekruteredes, der i juni 1848 slagtede Paris’s arbejdere; herfra er det, det russiske bureaukrati lader jødeforfølgelserne udgå; her er det, politiets lokkespioner har held med sig til at få etableret anarkistklubber, som skal kompromittere arbejderbevægelsen; her er det, chauvinistiske og militaristiske fraser linder stærkest genklang. Alliancen mellem den yderste reaktion og pjalteproletariatet er i virkeligheden naturlig; det er de forædte og de forsultne parasiter på samfundslegemet, der her mødes.
Det diametrale modstykke hertil er arbejderproletariatet.
Det er et befolkningslag, som udelukkende hører hjemme under de kapitalistiske samfundsforhold og ikke genfindes på noget andet historisk udviklingstrin. Det er kaldt til live af den kapitalistiske produktionsmåde, er taget til og tager bestandig til i omfang med dens stigende udvikling og udbredelse. Men det befinder sig samtidig i et ulægeligt indre modsætningsforhold til netop denne kapitalistiske produktionsmåde, som betyder en stadig udbytning, undertrykkelse og utryghed for proletariatet; kun ved at sprænge den og stille en helt ny produktionsmåde i stedet kan det bringe sine klasseinteresser til fuld gyldighed. Proletariatet må da blive en revolutionær klasse; så såre den bliver sig sin sociale stilling bevidst, begynder den kampen imod det bestående samfund og fører kampen med de våben, som dette samfund selv har stillet til dens rådighed: stemmeretten, presse- og talefriheden, organisations- og strejkeretten. Når først den kapitalistiske proletarisering er nået frem til den grad af omfang og klarhed, at proletariatet kan gøre sin flertalsmagt gældende i den politiske kamp, da er kapitalismens saga ude.
Arbejderproletariatet karakteriseres ved tre egenskaber, som skiller det ud fra de andre moderne befolkningsklasser. Proletaren er for det første besiddelsesløs, det vil sige, han ejer ikke de produktionsmidler, der er nødvendige for at udløse hans arbejdskraft og skaffe ham livsopholdet. Han er følgelig genstand for udbytning, er nødt til at afstå en del af sit arbejdsudbytte til dem, der ejer produktionsmidlerne og derfor kommanderer over hans arbejde. Han er endelig udsigtsløs, har ingen eller kun en forsvindende ringe sandsynlighed for nogensinde at hæve sig op til en væsentlig bedre og selvstændigere stilling. Alle disse karaktertræk har den moderne proletar fælles med slavehusholdningens ufri arbejdere, men han adskiller sig fra denne – som også fra feudalismens vornede bonde – derved, at han er personlig fri, at han ved en formelt fri kontrakt træder i forhold til produktionsmidlernes besiddere. Den sociale trældom, han faktisk er underkastet, er en nødvendig følge af det herskende besiddelsesforhold: adskillelsen mellem produktionsmidler og arbejdskraft. At afskaffe dette det kapitalistiske besiddelsesforhold og erstatte det med et nyt, socialistisk, som genforener massen af produktionsmidlerne med massen af arbejdskraftens bærere, under fuld bibeholdelse og stadig videreudvikling af den produktionsteknik, som er kommet til verden med kapitalismen, det må da være det revolutionære mål for proletariatets klassebestræbelser. Kun i denne forstand bliver der mening i arbejdet for den økonomiske frigørelse.
Lønarbejderen er den rene type på proletariatet; hos ham træder alle de karakteriserende træk skarpt og utilsløret frem. At han er besiddelsesløs overfor de fabriks- og lagerbygninger, de redskaber og maskiner, de råstoffer, den jord osv., ved hvis bearbejdelse han erhverver sig eksistensmidler, er ganske umiskendeligt; at kapitalen arbejdstime efter arbejdstime berøver ham en del af de værdier, han frembringer, er ligeså umiddelbart indlysende; og hans udsigt til nogensinde at træde op i en højere social klasse er lig nul. Netop denne absolutte udsigtsløshed skiller ham tydelig ud fra andre grupper af befolkningen, for hvem de små kår kun er et overgangsled; en arbejder kan måske i øjeblikket være ret gunstig stillet i sammenligning f.eks. med en fattig student eller en ung officer, men medens de sidste ser mange muligheder åbne for sig, véd derimod arbejderen, at hans sociale stilling aldrig vil højnes, at den snarest vil dale med den stigende alder og ebbende arbejdsevne.
Lønarbejderne er således proletariatet i renkultur; de danner den faste revolutionære kerne i det moderne samfund.
Men begrebet proletariat er rummeligere: det spænder over langt videre kredse af befolkningen. Husmanden, der ikke ejer en fodsbred af den jord, han kalder sin, og måske kun en lille brøkdel af de bygninger, de redskaber, de husdyr, der findes på hans lod; den lille håndværker, den lille handlende, som har husvært, bank, grosserer over sig og stadig bevæger sig på randen til økonomisk ruin; fiskeren, der er i hænderne på de store fiskeeksportører – disse omfangsrige grupper af befolkningen er i alt væsentligt bragt ned i linie med lønarbejderne, for en stor del endog til et niveau, der ligger lavere endnu; deres besiddelse er et tomt skin, deres udbytning og udsigtsløshed uomtvistelige kendsgerninger. Hertil kæder sig andre kredse: lærere, funktionærer, små bestillingsmænd – folk, der på de afgørende punkter lever under samme kår som de egentlige lønarbejdere, stundom kun med lidt højere løn, stundom med lidt større tryghed i arbejdsforholdet, stundom også med chance for engang i tidens løb at nå en noget højere indtægt. Grænserne kan i det praktiske liv ikke trækkes skarpt; der er et bælte, hvor kapitalistiske og proletariske interesser brydes med hinanden, uden at nogen af dem har afgjort overtag. Men vist er det, at de helt eller overvejende proletariske lag, som ligger under denne neutrale zone, udgør langt den største del af befolkningens masse; og vist er det, at grænserne opadtil, for de anti-proletariske kredse, bestandig indsnævres, medens de bestandig udvides nedadtil.
Thi proletariatet, som er skabt af kapitalismen, må i kraft af det kapitalistiske samfunds love bestandig tage til i omfang. Kapitalen kan ikke eksisterer uden at udvide sig, og den kræver stadig nyt menneskemateriale. År efter år øges lønarbejdernes tal efter en mange gange større målestok end den øvrige befolknings, år efter år lægges småbedrifter øde i konkurrencen med de store kapitalistiske forretninger, tvinges de småhandlende og småhåndværkere, som er igen, ind i et mere snærende afhængighedsforhold til kapitalisterne, suges ejendomsretten til husmandens produktionsmidler bort under fødderne på ham. Middelstanden – ordet taget i dets økonomiske betydning, det befolkningslag, der lever af sit eget arbejde og selv råder over sine produktionsmidler, men hverken udbyttes af andre eller selv udbytter andre – denne middelstand, der i kapitalismens barndom dannede stødpuden mellem de to fjendtlige magter, er faktisk udryddet; det genfærd, der endnu går under dette navn, er kun et blændværk, som for enhver nøgtern betragtning opløser sig i et mindretal af kapitalister og et stort flertal af proletariske eksistenser. Bestandig vældigere bliver således proletariatets masse, bestandig skarpere udpræget proletariseringens former. Dette er udviklingens jernhårde lov; mod den kæmper al socialpolitik forgæves, og alle fromme ønsker er hen i vejr og vind. Man kan beklage de lidelser, der herved påføres befolkningen; man kan, som socialdemokratiet gør, lægge sit arbejde an på indenfor det bestående samfund at mindske lidelserne og skabe så tålelige kår som muligt for udviklingens ofre; men man kan ikke afvende udviklingen selv.
Ikke ved at modarbejdes kan den kapitalistiske udvikling overvindes, men ved at fuldkommes, og kun proletariatet, hvis klasseinteresser peger ud over kapitalismen, magter, i kraft af sin masse, at løse denne opgave. Jo større dets tal er, og jo klarere det er sig sin stilling bevidst, des nærmere er sejren. Idet kapitalen stadig producerer nye mængder af proletarer og stadig ved sit tryk bidrager til at berøve dem alle illusioner om selvstændighed og økonomisk frihed, bereder den således selv vejen for det nye samfund, der er slutpunktet på hele den kapitalistiske udvikling, målet for det bevidste proletariats bestræbelser: et samfund, hvor alle klasseskel er slettede, hvor proletariatet ikke er formindsket, men afskaffet, hvor ikke en del af dets medlemmer er hævet op til småborgerlige kår, men hele befolkningen fra øverst til nederst er skabt om til en befolkning af arbejdende individer, der ikke er proletarer, men socialt og økonomisk fri mennesker, fuldt berettigede sambesiddere af de produktionsmidler, ved hvis hjælp de arbejder, med al udbytning afrystet og alle udsigter åbne til den højeste grad af materielt velvære og åndelig kultur.
Den kapitalistiske udvikling og med den befolkningens proletarisering går for sig overalt; retningen er uforandret den samme, kun tempoet er forskelligt fra tid til anden og fra land til land. Efter alt at dømme står man netop nu, da rusland er i færd med at træde ind iblandt de moderne stater, Østasien begynder at udfolde sig i fuldt kapitalistisk flor, og den store økonomiske verdenskrise er på retur, overfor et koncentreret fremstød, der vil sætte nye masser af proletarer ind i verden og bidrage til yderligere at afklare klassedelingen. Der er ingen grund til at ønske det anderledes. Thi ikke blot rykkes derved tidspunktet for socialismens endelige sejr nærmere, lidelsesperioden afkortes. Men også rent øjeblikkelig har en rask kapitalistisk fremskriden sine store lyssider. Thi kapitalismens forsinkelse betyder samfundets forsumpelse. I lavtstående samfund, med en svagt udviklet storindustri, med få besiddelsesløse lønarbejdere og mange småbesiddende husmænd og småborgere, er i vore dage udsugelserne gerne fuldt så blodige som i de fremskredne kapitalistiske samfund og hele tilstanden altid ganske anderledes trøstesløs. Ingen mulighed for at hæve sine kår gennem faglig organisation og politisk kamp; ingen udvej fra lidelserne at skimte; ingen klarhed over de fjendtlige magter, der udbytter een, og de veje, ad hvilke man kan nå dem til livs; intet mål at kæmpe for; intet samfundsideal at begejstres for; en håbløs liden i det stille, kun i ny og næ, når lidelserne bliver altfor umenneskelige, afbrudt af ville, planløse og hurtig kvalte fortvivlelsesudbrud. Stil den russiske musik, den syditalienske eller spanske håndværker og husmand op imod industriarbejderen i de moderne kulturlande, og man har et mål for forskellen.
Ethvert forsøg på gradvis at formindske proletariatet ved at hæve gruppe for gruppe op i de besiddende klasser lag, ville da være spildt ulejlighed, der kun gjorde ondt værre, og socialdemokratiet indlader sig ikke på den slags eksperimenter. Hvad dets praktiske nutidsarbejde tager sigte på, er noget ganske andet: gradvis at formindske summen af proletariatets sociale lidelser, at hæve klassen som helhed op til et højere niveau, indenfor de iøvrigt uforandrede proletariske rammer. Derfor den faglige organisation og den faglige kamp, derfor bestræbelserne for at tvinge en sociallovgivning igennem, derfor arbejdet for at få del i den kommunale administration. Man træder ikke ud af proletariatet, fordi man opnår højere løn og kortere arbejdstid, fordi man sikres imod de økonomiske følger af ulykkestilfælde under arbejdet, fordi man får adgang til alderdomsunderstøttelse, til sygehjælp, til mad for sine skolesøgende børn. Klasseinteresserne drejes ikke ud af deres retning derved, men tilværelsen bliver en lysere, det materielle velvære og den åndelige kultur stiger. Og dette er i sig selv et revolutionæret moment, der bidrager mægtig til at fremskynde udviklingen frem imod erobringen af den offentlige magt i samfundet. Thi et proletariat i den dybeste elendighed kan ikke med energi og konsekvens føre kampen for socialismen; jo højere des fysiske og psykiske udvikling er, des kampdygtigere er det, des nærmere ved sejren.
Som et led i dette arbejde må man forstå Socialdemokratiets bestræbelser for at tilvejebringe jordlodder til landarbejdere – og vel at mærke jordlodder så store, at brugerne ved dem kan erhverve sig det fulde livsophold og ikke behøver at sælge deres arbejdskraft til fremmede. Hvad der kan udrettes ved en virkelig gennemgribende reform af denne art, er ikke at hæve en gruppe proletarer op fra proletariatet ind i de besiddende klasser; husmanden med 6-8 tdr. land hører ifølge sin hele stilling de proletariske samfundskredse til, han deler i alt væsentligt klasseinteresser med dem, og hans besiddelsesret over produktionsmidlerne er kun et skin; socialdemokratiet har ved at rejse kravet om offentlig fæste i stedet for det såkaldte »selveje« søgt at forbeholde samfundet ejendomsretten til statshusmandens produktionsmidler og nydelsesretten til den merværdi, han under alle omstændigheder må afstå, medens de nu uhjælpelig glider over i hænderne på den private kapital. Hvad der kan udrettes ad denne vej, er at hæve en gruppe proletarer fra et lavere op til et højere proletarisk niveau, til en relativt høj grad af økonomisk velstand og tryghed. Og dette ville tilmed kun være det umiddelbare resultat; de indirekte virkninger ville række langt videre. Når der skabes en sådan ventil for landbrugets lønarbejderklasse, får det ikke blot betydning for dem, som selv benytter sig deraf til at søge bort, men også for de mange flere, som bliver tilbage. Deres stilling bliver stærkere, når tilbudet af arbejdskraft daler; de kan begynde at stille fordringer, og arbejdskøberne bliver nødt til at give efter; det bliver muligt for dem at organisere sig og rejse en faglig bevægelse, som gradvis bringer dem op i højde med industriens arbejdere. Således ville en landarbejderlov, i den skikkelse som socialdemokratiet kræver, bidrage sit til at hæve ikke en afgrænset gruppe, men hele landproletariatet, hidtil det elendigst stillede og lavest stående lag af befolkningen, op til nogenlunde tålelige kår, op til et kulturtrin, hvor det med fuld energi kan træde ind i kampen for socialismen. Heraf ville også en anden virkning flyde: den stigende løn ville øve et tryk på de store landbrugere, tvinge dem til at modernisere deres bedrifter, slå ind på nye, rationellere tekniske fremgangsmåder – og derved ville det socialistiske landbrug arbejdes imøde.
Her som allevegne træder den organiske sammenhæng mellem socialdemokratiets reformatoriske arbejde og revolutionære formål frem. Ethvert stykke nutidsreform, socialdemokratiet sætter i gang, som middel til at skabe bedre livsvilkår indenfor de bestående samfundsforhold, er tillige et led i bestræbelserne for at hæve befolkningen ud af de bestående samfundsforhold, udsprunget som det er af uudryddelige klasseinteresser, der naturnødvendig må tage sigte på besiddelsesforholdenes og dermed på hele samfundets revolutionering. Overfor ethvert andet partis løfter om socialt reformarbejde spørger man, hvilke motiver der ligger til grund, og hvilken grad af alvor der står bag ordene; overfor Socialdemokratiet er et sådant spørgsmål ørkesløst; thi Socialdemokratiet er eet med selve det bevidste proletariat; dets politik er kun den proletariske klassebevidsthed omsat fra stillestående teoretisk erkendelse til energi, til praktisk handlen. Ene blandt alle moderne politiske partier står det midt i udviklingens strøm, som et bestemt evolutionistisk og netop derfor i sin dybeste grund revolutionært parti. Den kapitalistiske samfundsudvikling med det stadig mere masseagtige proletariat, den producerer, med det modtryk imod sin egen undertrykkelse, den avler, lægger betingelserne til rette for dets fremgang.
At kalde klassebevidstheden til live hos proletariatet som helhed, det er formålet for socialdemokratiets agitatoriske virksomhed. Det er en proces, der minder om den fysiske proces, hvorved stål bliver gjort magnetisk, når det stryges med en magnet. Magnetismen er ikke en ny egenskab, der fremtrylles; den er i forvejen tilstede i stålet; alle dets enkelte smådele er oprindelig magnetiske, men uordnede, vendte i alle mulige retninger, så de modarbejder og ophæver hverandre; hvad der sker ved strygningen, er, at de alle drejes i én retning, så stålet som helhed får magnetisk kraft. Også hos proletariatets enkeltindivider er der i forvejen en dyb misfornøjelse med de sociale livsvilkår, men dumpt og uklart, vendt i øst og vest og derfor uden virkeevne; hvad der sker gennem den socialdemokratiske agitation, er ikke at misfornøjelsen vækkes, men at den drejes i retning; at individ for individ lærer at forstå årsagen til sin egen sociale stilling, vejen, der fører frem, målet, der må arbejdes imod; at de spredte og splittede og derfor virkningsløse enkeltkræfter samles til en fælles planmæssig stræben.
Udsigtsløs er proletaren indenfor det bestående samfund, dømt til livsvarig undertrykkelse, udbytning, økonomisk trældom. Men som medlem af den klasse, han tilhører, ser han de videste udsigter ligge åbne. Thi proletariatet er ifølge hele sin sociale stilling den almindelige repræsentant for alle det moderne samfunds lidende, den generalnævner, hvori enhver social, politisk, kulturel fremskridtsbevægelse går op, den universelle revolutionære faktor, hvis verdenshistoriske opgave det er at gøre ende på klassedelingen og derved umuliggøre al fremtidig undertrykkelse og udbytning. I 1788, umiddelbart forud for den store franske revolution, var det bourgeoisiet, »tredjestand«, der stod, som proletariatet nu, som den revolutionære kraft, der repræsenterede alt socialt fremskridt og måtte sprænge det gamle feudale samfund for at føre verden frem til ny kultur. Og bourgeoisiet var sig sin mission bevidst. Det hånlo ad de røster, der søgte at berolige stemningen ved at henvise til, at dog et og andet borgerligt element kunne arbejde sig op blandt de privilegerede stænder; det formulerede sin sociale selvbevidsthed i de stolte ord: »Hvad har tredjestand hidtil været? Intet i .... Hvad bør den være? Alt!« Tiderne skifter. Bourgeoisiets revolutionære mission er fuldbyrdet, dets historiske rolle udspillet; side om side med det aristokrati, som det dengang bekæmpede, ligger det nu som en død last og hindrer det historiske fremskridt. Hvor bourgeoisiet dengang stod, forrest i kampen mod de gamle, udlevede samfundsforhold, dér står proletariatet nu, den eneste klasse i det moderne samfund, som stolt og modig kan se udviklingen i øjne, fordi den véd, at fremtiden hører den til.
Sidst opdateret 9.12.2008