Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Københavnske detailhandlere

Detailhandlernes økonomiske dødelighed

Gustav Bang (aug. 1905)

I Social-Demokraten, 18.7 + 23.7 + 30.7 + 6.8.1905.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 22-30.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Kapitalens sammenslutning øver en dyb indflydelse på detailhandlernes kår. Ved sin konkurrence nedslagter de de bestående forretninger, medens den samtidig driver nye skarer af udstødte lønarbejdere over i dette erhverv. – Udg.

Der foregår en masseagtig tilstrømning til detailhandlerstanden, hvorved dens tilværelseskamp i høj grad skærpes. Når man betragter fortegnelsen over de udstedte næringsadkomster (borgerbreve og næringsbeviser), ser man, hvilket mylder af mennesker der søer over til handelserhvervet i det håb at finde udkommet dér, og hvilken masse der må være gået til grunde. I de 10 år 1885-94 blev der udstedt ikke mindre end 11.700 adkomster til handelsnæring, skønt de handlendes tal faktisk kun voksede med 650. Forskellen – ca. 1.100 om året – giver en forestilling om omfanget af konkurrencens nedslagtning. Der er imidlertid i denne tilgang en bølgebevægelse, som i de store træk står i forbindelse med forholdene på arbejdsmarkedet. I de gode tider er tallet forholdsvis lavt; i perioder med stærk arbejdsløshed stiger det; en mængde udstødte lønarbejdere løser borgerskab som handlende. Særlig tydelig skelner man overensstemmelsen i halvfjerdserne og halvfemserne, de to store epoker i Københavns nyere historie, da de økonomiske svingninger var så særlig voldsomme. I de glimrende forretningsår 1870-74 blev der kun udstedt 622 handelsnæringer i årligt gennemsnit; i den frygtelige nedgangstid 1874-78 steg tallet til 970. I den jævnt trykkede periode 1891-94 var handelsnæringernes tal 1.082 om året; i tiden 1895-99 med den livlige forretningsgang sank det til 968, skønt folkemængden samtidig voksede stærkt.

Til nærmere belysning af det omfang, hvori de små københavnske handlende går til grunde i tilværelseskampen, har vi fra »Vejviseren« for årene 1893-1905 foretaget en optælling af detailforretningerne i en del huse indenfor 16, ud over byens forskellige kvarterer spredte gader. Husnummer for husnummer har vi igennem de 12 år fulgt de enkelte forretninger, noteret tilkomsten af enhver nyopdukkende forretning og afgangen af enhver gammel, som forsvinder; hvert enkelt afgangstilfælde er atter nærmere kontrolleret ved hjælp af personalregistret og på anden måde.

Vi har således et lille, men nogenlunde sikkert materiale til at stille antallet af de ved hvert års begyndelse tilstedeværende forretninger overfor antallet af dem, der i årets løb er bukket under, og således at beregne omfanget af detailhandlernes »økonomiske dødelighed«. Formlen er den, at af hver 100 bestående forretninger forsvinder der så og så mange inden et års udgang. Den afgangsprocent, vi således beregner, bliver dog i virkeligheden noget for lav; tallene angår kun de forretninger, der har bestået på det tidspunkt, da »Vejviseren« blev redigeret; forretninger, der er grundlagt ved april flyttedag, men allerede ophævet ved oktober, unddrager sig således vor iagttagelse. Kunne man tage dem med ind i beregningen, ville afgangen vise sig en del større.

De 16 gader tør antages nogenlunde at repræsentere alle forskellige arter af gader, hvor detailhandelen har til huse – bortset fra de strøggader, hvor forretningerne gennemgående har et rent kapitalistisk præg. De er: Torvegade, Adelgade, Nansensgade, Fredensgade, Øster Farimagsgade, Nordre Frihavnsvej, Viborggade, Nørrebrogade, Korsgade, Griffenfeldtsgade, Vesterbrogade, Dannebrogsgade, Istedgade og Colbjørnsensgade. Også selve de optalte forretninger repræsenterer ret udtømmende de forskellige grene af detailhandelen. En betydelig del af dem opføres som »detailforretninger« simpelthen; ved siden heraf forekommer der adskillige urtekræmmer-, viktualie-, smør-, grønt-, høker-, cigar-, manufaktur-, ekviperings-, mode-, marskandiser- og isenkramforretninger, og spredte forretninger af forskellig natur: papir-, kul-, kasket-, fugle-, jern-, legetøjshandler o.s.v., ialt 46 forskellige arter.

Det viser sig nu, at ved begyndelsen af hvert især af årene 1893-1904 fandtes der i de undersøgte huse ialt 1.754 forretninger; deraf forsvandt i årets løb 286 eller 16 pct., omtrent sjettedelen. Af hver 6 bestående bedrifter kan man regne, at, inden et år er gået, er gennemsnitlig mindst én bukket under.

En vis afgang finder selvfølgelig altid sted, selv under de gunstigste forhold. De handlende dør eller trækker sig ud af virksomheden for at leve af deres opsparede formue. Men at en afgang så kolossal som omtrent sjettedelen hvert år må være et udslag af i højeste grad sygelige tilstande, det er rent umiddelbart indlysende, og det fremgår også tydelig nok ved en nærmere betragtning.

Det viser sig nemlig, at det er blandt de nystiftede forretninger, at den »økonomiske dødelighed« raser særlig voldsomt; jo yngre detailvirksomhederne er, des ringere er gennemgående deres levedygtighed. Udskiller man de forretninger, der er blevet etablerede i tiden 1894-1904, finder man, at den årlige afgang var blandt dem, der havde bestået.

Over fjerdedelen af de nyetablerede forretninger går altså til grunde, inden et år er omme – endda bortset fra dem, hvis levetid er så kort, at de ikke en gang når at komme i »Vejviseren«; femtedelen af dem, der kun har ét år bag sig, går til grunde i årets løb, og sjettedelen af dem, der kun er to år gamle. Først derefter indtræder der lidt roligere forhold, og kun omtrent hver tiende bukker under i årets løb. Eller med andre ord: af hver 20 forretninger, der oprettes, er der kun 15 tilbage efter et års forløb, kun 12 efter 2 års, og kun 10 efter 3 års forløb. Så vældig er ødelæggelsen blandt disse tusinder af småvirksomheder, hvor det navnlig er de arbejdsløse lønararbejdere, som søger at skabe sig en smule økonomisk rygstød.

Tager man under ét samtlige, ældre og yngre forretninger, der bestod ved begyndelsen af hvert af årene fra 1893 til 1900, finder man, at der efterhånden blev ryddet så stærkt op i dem, at der var tilbage efter forløbet af

Af de detailhandlerforretninger, man træffer på en vandring gennem Københavns gader, er således efter fem års forløb kun halvdelen tilbage; den anden halvdel er bukket under.

Hvor hører de små detailhandlere ifølge deres klassestilling naturlig hjemme i nutidens politiske liv?

En ting er der straks på forhånd indlysende: i den anti-socialistiske lejr finder de ikke deres blivende sted. Når det anti-socialistiske bourgeoisi, som direkte og indirekte undergraver detailhandlernes eksistens, ved sin handelsvirksomhed, ved sin arbejderudbytning, ved den måde, hvorpå det forsyner sine private husholdninger, når det lover at ville værne om »middelstanden«, da er hykleriet så frækt og så gennemskueligt, at det højst kan have døgnets virkning. Rent øjeblikkelig kan fraserne måske tildels slå an – det er forståeligt, at netop et befolkningslag som dette bar vanskeligere ved at finde sin plads end andre, hvis klasseinteresser tegner sig skarpere og bestemtere - men i det lange løb vil man tage afstand fra og vende sig til kamp imod sine dødsfjender, kapitalisterne.

Men nu det socialdemokratiske arbejderparti?

Det er umiddelbart indlysende, at en »middelstandspolitik« i samme forstand som en »arbejderpolitik« kan socialdemokratiet umulig drive. Ikke fordi det i ordets snævre, eksklusive betydning er et arbejderparti, der ser bort fra alle andre befolkningslags interesser. Tværtimod, socialdemokratiet er i sidste instans et samfundsparti, hvis våben er vendt imod enhver form for udbytning og undertrykkelse, hvis rækker åbner sig for alle udbyttede og undertrykte, og hvis mål er nye samfundsforhold, hvor al udbytning og undertrykkelse er overvundet. Men netop derfor må dets politik blive arbejderpolitik. Thi medens lønarbejderklassens interesser på alle punkter går i flugt med samfundsudviklingen – ethvert stykke arbejderreform er et nyt skridt frem imod det socialistiske samfund, som er slutstenen på den moderne udvikling – så er middelstandens interesser af blandet natur. Hvor de peger fremad, vil og må socialdemokratiet af yderste evne fremme dem; hvor de peger bagud, ville al indgriben være forfejlet og ørkesløs – dér får kapitalismens bøddelgerning gå sin gang, så trist det end kan falde, så mange lidelser det end kan volde. At ville hæmme stormagasinernes konkurrence eller forebygge forbrugsforeningernes opståen ved forbud, særlig høj beskatning el. lign.; At ville vanskeliggøre adgangen for nye næringsdrivende ved høje gebyrer; eller – for at nævne et eksempel, der stiller sagen på spidsen – at ville fastholde forstadspublikum'et til forstadsbutikerne ved forhøjede sporvognstakster – alt sligt ville være reaktion, i strid med samfundets interesser, på tværs af udviklingens retning, og her kan socialdemokratiet ikke træde hjælpende til. Anderledes, hvor det gælder f.eks. oprettelsen af handelsskoler, der kan give de handlende en større teknisk og almindelig uddannelse, eller vedtægter om tidlig lukning, som kan give ikke blot handelsmedhjælperne, men også de små selvstændige næringsdrivende et større mål af fritid, en lettere adgang til fysisk hvile; her falder de handlendes interesser sammen med det sociale fremskridt, og her finder de i det socialdemokratiske arbejderparti den sikreste støtte.

Men middelstandens interesser er ikke snævert afgrænsede til dens eget område; som ethvert andet led i det moderne samfund er den i højeste grad under indflydelse af forholdene i de øvrige samfundslag, og her er det da først og sidst arbejderklassens vekslende livsvilkår, der gør sig gældende. Dels arbejdslønnen, den højere eller mindre grad af købedygtighed, som på ethvert enkelt tidspunkt er tilstede i kundekredsen, og som bestemmer afsætningen og dermed også fortjenesten for hver især af detailhandlerne. Dels og navnlig arbejdsløsheden, den stadig rislende kilde til fagets skæbnesvangre overfyldning. I intet praktisk reformarbejde er den handlende middelstand stærkere interesseret end i de foranstaltninger, der kan tage den værste brod af arbejdsløsheden og sikre de erhvervsløse lønarbejdere en tålelig tærepenge, så de ikke fristes til at søge over i handelserhvervet og dér ved en altfor masseagtig tilstrømning gøre konkurrencens tryk ulidelig. Arbejdsløshedens afskaffelse er under de bestående samfundsforhold en umulighed; dens mildnelse, ved klækkelig statshjælp til arbejdsløshedskasser o. lign., ville ikke blot være en velsignelse for lønarbejderne, men også gøre tilværelseskampen tåleligere for de handlende.

Hertil kommer et andet forhold. Af de reformer, socialdemokratiet indenfor det kapitalistiske samfunds rammer tilstræber, er det kun én del, der er arbejderreformer i snævrere betydning, idet de direkte griber ind i forholdet mellem arbejde og kapital. En anden del, de almen-sociale reformer, har for den lille handlende ganske den samme umiddelbare værdi som for lønarbejderen, fordi han ligesom denne hører til de små i samfundet, på hvis livsvilkårs højnelse de tager sigte. Han er ligeså interesseret i varm mad til fattige skolebørn, fordi der tit kan være smalhans i hans eget spisekammer; ligeså interesseret i alderdomsforsørgelsens reform, fordi han selv må regne med at stå uden midler i sine gamle dage; ligeså interesseret i det offentliges overtagelse af sygeplejen, fordi han selv har dårlig råd til at betale; ligeså interesseret i den humanisering og demokratisering af samfundet, som socialdemokratiet ene af alle partier konsekvent og energisk arbejder for.

Overalt hvor de små handlendes interesser, set fra klassesynspunktet så vel som fra det individuelle synspunkt, løber i flugt med den almindelige sociale udvikling – eller med andre ord: overalt hvor det overhovedet er muligt at tage et arbejde op for dem, thi enhver reaktionær bestræbelse, på trods af udviklingen, er i sig selv håbløs, et frugtesløst sejpineri, der kun gør ondt værre, – dér står det socialdemokratiske arbejderparti som det eneste sted, hvor de finder deres naturlige plads.

Men nu socialismen, det store skræmmebillede, som vil afskaffe den selvstændige middelstand? Det er rigtigt, at der i det kommende socialistiske samfund ikke ville være plads for »middelstanden« så lidt som for »arbejderklassen«, idet alle stands- og klasseskel falder. Og det er forståeligt, at denne tanke står som en gru for den kapitalistiske handlende, som har en stor forretning, der giver ham rigelig profit. Men for den lille detailhandler, som sidder i små kår, som stadig har utryghedens uhygge over sig, som tilstrækkelig kender værdien af den højtpriste »selvstændighed« i forholdet til grosserer og husvært, og som vel også har en følelse af det utilfredsstillende i, at hans arbejdsevne for den allerstørste del går hensigtsløst til spilde, til ingen gavn for samfundet og til ingen glæde for ham selv, for ham må den tanke at træde ind som velstillet medarbejder, som uafhængig medborger i et frit socialistisk samfund stå i et helt andet lys.

Toppen af siden

Sidst opdateret 4.12.2008