Marxisme Online > Arkiv > Bambery > Indhold
Ustalibilitet og usikkerhed
Omskiftelighed
Muligheder for socialister
Kamp om ideer
Erfaringerne fra 1990’erne
1990’erne begyndte med det falske løfte om en Ny Verdensorden. For den herskende klasse blev sammenbruddet for USSR og dets allierede stalinistiske regimer fejret som den definitive sejr for liberalistisk kapitalisme. Således proklamerede rådgiveren for USA’s udenrigsministerium, Francis Fukuyama, ‘historiens afslutning’, og at der ikke længere var noget alternativ til det frie marked. Men som 1990’erne udviklede sig, skulle den barske virkelighed vise, at USA og dets NATO-allierede var ude af stand til at gennemtvinge orden på Balkan, verdensøkonomien gik ind i sin tredje større krise siden midten af 1970’erne, og krisen bredte sig fra amerikansk og britisk kapitalisme til også at omfatte Tyskland og selv, endnu vigtigere, Japan.
Denne krise i Vesten og Japan, som kom efter sammenbruddet i Østeuropa og USSR, har betydet, at i samfundets top er hverken de gamle stats-interventionistiske ideer, som dominerede tankegangen hos den herskende klasse fra 1940’erne til 1970’erne, eller Thatcher/Reagan-periodens ideer om afregulering af økonomien i stand til at vise en klar vej fremad for kapitalen. Dette har ført til splittelser omkring handelsblokke og har, endnu vigtigere, ført til truslen om krige, som pludseligt kan bryde ud, som Golfkrigen gjorde det i 1991. Dette skaber en situation, hvor der er politisk splid i samfundets top, samtidig med at der er en stigende utilfredshed fra neden. Resultatet er den høje grad af omskiftelighed, der har karakteriseret 1990’erne indtil nu.
I Europa har de herskende klasser således været usikre på, hvordan de skulle forholde sig til de politiske og økonomiske eftervirkninger af den tyske genforening. Uenighederne omkring Maastricht-traktaten fra 1991 (der i sig selv var et forsøg på at inddæmme tysk kapitalisme) og den Europæiske Økonomiske og Monetære Union (ØMU) var tæt forbundet med en serie af massestrejker og protester, der har fejet over Frankrig, Italien, Belgien og nu Tyskland gennem de seneste tre år.
Den økonomiske krise kom oveni en politisk krise, som mest tydeligt har vist sig ved sammenbruddet for de to partier, der har regeret Italien siden 1945, De kristelige Demokrater og Socialisterne. Et andet eksempel var den britiske Major-regerings dybe upopularitet, som fulgte efter, da Storbritannien blev tvungent til at trække sig ud af den europæiske valutaslange. Denne økonomiske og politiske krise kom oveni en proces med klassepolarisering, i takt med at den økonomiske og politiske utilfredshed fik enormt mange mennesker til at søge ‘ekstreme’ løsninger. I Frankrig og Italien har vi således set vækst for fascisterne, som så er blevet punkteret af massestrejker, hvor den yderste højrefløj for en tid er blevet sat på sidelinien. I mellemtiden har vi i Tyskland, selve modellen for social stabilitet i efterkrigsperioden, set enorme strejker og protester feje henover landet. Selvfølgelig er krisen ikke af samme intensitet som i 1930’erne. Men de samme ingredienser er tilstede i takt med at den økonomiske krise lægger pres på de politiske strukturer og driver masser af mennesker mod enten mod kollektiv arbejderkamp eller mod fascistisk barbari. Det er som 1930’erne i slow motion.
Omskiftelighed er kendetegnende for hele den udviklede kapitalistiske verden. I USA blev George Bush, lige efter sin sejr over Irak, konfronteret med oprøret i Los Angeles i 1992, og derefter uden videre sparket af taburetten ved valget i november samme år. Bill Clinton blev herefter ydmyget af Newt Gingrich’s ‘Republikanske Revolution’ ved midtvejsvalgene i november 1994, mens samme Gingrich blev sat i skyggen af den stærke støtte til Clinton ved indledningen til præsidentvalgene i 1996.
Men det er først og fremmest de franske massestrejker i december 1995, som uden al tvivl demonstrerede det potentiale, som den nuværende periode har for at generalisere klassepolariseringen. Det land, hvor 15 års højre-socialdemokratisk styre havde skabt et jordskredsvalg for de konservative partier, og som havde hjulpet med til at etablere en fascistisk massebevægelse, så strejker, som selv om de var mindre i størrelse end massestrejkerne og fabriksbesættelserne i maj-juni 1968, alligevel repræsenterede større aktiv deltagelse fra arbejdere på gulvplan. Desuden var den Juppé-plan, som udløste strejkerne, et produkt af de pres, som regeringer i hele den vestlige kapitalisme er under for at reducere deres budgetunderskud ved at skære ned på de sociale udgifter. Intensiveret gennem hele den Europæiske Union af de konvergens-kriterier, som var pålagt af Maastricht-traktaten for en Økonomisk og Monetær Union, udløser disse pres massestrejker andre steder i Europa.
Denne klasse-polarisering skal ej heller ses som et rent europæisk fænomen. Således har den offensiv, som blev indledt af en højreorienteret konservativ provinsregering i Ontario i Canada udløst en serie af generalstrejker omfattende hele byen. Og der har været en række vigtige strejker i USA, nogle af dem langtrukne og endt i nederlag (f.eks. i Decatur, Illinois), andre repræsenterende betydelige sejre for magtfulde grupper af arbejdere (General Motors, Boeing).
Efter at være kommet ud af 1980’erne har socialister måttet vise sig på højde med en situation, hvor der pludselig kan åbne sig enorme muligheder for dem. Overalt er der et nyt publikum for revolutionære ideer. Det umiddelbare publikum er især blandt yngre arbejdere og studenter, men der et bredere lag i arbejderklassen, som er indstillet på at gå i dialog med revolutionære, ikke mindst ved at læse vores avis. I 1980’erne udførte vi som regel general marxistisk propaganda over for enkeltpersoner, med baggrund i en situation, hvor den herskende klasse var i offensiven, og hvor større arbejderkampe oftest endte med nederlag. Revolutionære var isolerede og måtte ofte begrænse sig til propaganda.
I 1990’erne finder vi pludselig, at vore ideer har reel ideologisk gennemslagskraft. De virker ikke længere abstrakte, når millioner verden over kan se markedets realiteter med deres egne øjne. Perioden med massemobiliseringer i Storbritannien fra minelukningerne i 1992 til de massive demonstrationer mod nazisterne og mod Criminal Justice Bill [loven om – manglende – retssikkerhed, o.a.] i 1993 og 1994, gjorde det muligt for det britiske Socialist Workers Party (SWP) at vokse hurtigt. På samme måde er OSE, SWP’s søsterorganisation i Grækenland, vokset meget hurtigt under kampene først mod den konservative Nyt Demorati-regering og dernæst under den politiske krise, der fortsatte, efter at denne regering var blevet erstattet af en socialdemokratisk PASOK-regering i 1993.
Men denne vækst har ikke været på grund af en ren og skær agitatorisk linie. Den høje grad af politisk og økonomisk usikkerhed har betydet, at vi altid har været nødt til at forholde os til bredere politiske spørgsmål.
Således var f.eks. det bedst sælgende nummer af SWP’s teoretiske tidsskrift International Socialism det om Euro-fascisme, som solgte godt på marchen mod det nazistiske BNP’s hovedkvarter i Welling i oktober 1993. Kampagnen mod Criminal Justice Bill betød også en skarp debat om livsstilspolitik og individuel protest, hvor vi måtte slås for arbejderklassens centrale rolle i at opnå virkelig forandring.
Mens niveauet for generel utilfredshed, og især for politisk radikalisering, måske er højere end i 1968 (hvilket afspejler den langt dybere krise) finder den kun i ringe grad et organiseret udtryk. I 1968 betød Vietnamkrigen, som var et udtryk for virkeligheden bag amerikansk imperialisme, de sortes bevægelse i USA og selv tiltrækningen til Cuba og Kina, som så ud som et alternativ til russisk stalinisme, at politisk utilfredshed blev kanaliseret mod venstre. I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var reformister og stalinister en politisk tiltrækningspol. I dag er stalinismen brudt sammen. Reformisterne er der stadig, men har ikke mange reformer at tilbyde. I Storbritannien vil arbejdere snarere stemme på Tony Blairs New Labour med sammenbidte tænder end med entusiasme.
Mere konkret har 1990'erne ikke vist et generaliseret opsving i klassekampen sammenlignet med perioden 1968-76. Der har været store strejker, men de har tenderet til at være bureaukratiske massestrejker snarere end kontrolleret fra gulvplan. Således var bureaukratiet selv i de franske strejker, på trods af en meget høj grad af aktiv deltagelse fra gulvplan, i stand til i sidste ende at afvikle kampen, hvor ledelsen af landsorganisationen CGT og dens allierede i kommunistpartiet fremstod med stigende troværdighed. Arbejdere på gulvplan har endnu ikke genvundet den selvtillid og de traditioner for uafhængig organisering, som led et sådant tilbageslag under nedgangen i 1980’erne.
Den reformistiske venstrefløj er fulgt efter et fortsat skift til højre i den ‘officielle’ borgerlige politik. Det ser ud som om, at hvor socialdemokraterne har fremgang ved valgene, så er det under ledelse af fornyere som Tony Blair i Storbritannien og Simitis i Grækenland, som er indstillet på at droppe alt hvad der blot lugter lidt af reel reform. Selv om Demokraterne i USA ikke er et reformistisk arbejderparti, kan vi se en tilsvarende effekt, hvor Clinton er begyndt at stjæle Republikanernes buldren ved at bryde med Demokraternes tradition for ‘the great society’, som stammer tilbage fra Roosevelts ‘New Deal-politik’ under 1930’ernes depression.
Den ideologiske kapitulation til markedskapitalismen svarer ikke til bevidstheden i arbejderklassen. Desillusionen over for den officielle politik er rekordstor. Den franske film Hadet fanger glimrende stemningen af fremmedgørelse, apati og vrede, hvormed mange, især unge, reagerer mod et samfund, som ikke tilbyder dem noget. Denne stemning kan udnyttes af fascisterne, men den repræsenterer muligheden for et kæmpestort publikum for revolutionær socialistisk politik. Indtil nu er dette publikum imidlertid i højere grad en mulighed end en realitet.
Ét kendetegn ved den nuværende situation er omskiftelighed. Men det andet er nødvendigheden af at vinde en heftig kamp om ideer blandt dem, der kigger efter et alternativ. I Storbritannien har vi været igennem en periode med intens mobilisering på gaderne i 1992-94, overlappet af en begrænset, men vigtig opblomstring i den faglige kamp i 1994-95. Dette er blevet efterfulgt af en situation hvor kampen siden begyndelsen af 1996 stort set har været kølet ned, idet fagbureaukratiet søger at slå ned på ethvert tegn på kamp, som kan komme på tværs af Tony Blair op til et parlamentsvalg. SWP befinder sig nu i en situation med ophedet politisk debat i arbejderklassen, fordi et betydeligt mindretal af Labour-vælgere, på trods af fraværet af kamp, er blevet fjendtligt stemt over for Blairs ryk til højre, allerede inden han har fået regeringsmagten.
Selv i Grækenland, det europæiske land, som har oplevet den mest vedvarende mobilisering af arbejdere i kamp siden midten af 1980’erne, har PASOK’s tilbagevenden til regeringsmagten i 1993 ført til, at OSE lægger meget større vægt på at føre en kamp om ideer blandt det mindretal af arbejdere, der er blevet presset til venstre af regeringens brudte løfter. I begge lande åbner der sig et politisk tomrum til venstre for reformisterne, som vi må søge at udfylde. Inden for en overskuelig fremtid kan vi forvente, at der opstår kampe som dem i Frankrig sidste december i de større kapitalistiske lande. Spørgsmålet vil så være, om de revolutionære har størrelsen, rødderne og klarheden til at få indflydelse på disse begivenheder. Strejkerne i Frankrig viste det skrigende behov for et ægte revolutionært alternativ, som kunne udgøre en tiltrækningspol over for bureaukraterne og reformisterne. Men de franske strejker og den blotte størrelse af den 400.000 mand store demonstration i juni Bonn viser, at vi stadig har langt igen, før vi når en størrelse, hvor vi kan påvirke sådanne begivenheder.
Under disse omstændigheder er der en række faldgruber, som vi skal undgå. Selv hvor der er en massekamp, vil vi ikke leve op til de krav, som situationen stiller, hvis vi blot peger på aktivitet og agiterer omkring umiddelbare krav. De folk, som er involveret i kamp, vil have langt bredere politiske spørgsmål, og vil ikke være åbne for revolutionære ideer, hvis ikke vi diskuterer dem.
Syndikalisme er en anden faldgrube, der hænger sammen med dette. Således er det i Storbritannien alt for let at konkludere, at i en periode med relativ stilhed på den faglige front, så afventer ganske enkelt den næste store strejke. Det ville betyde, at vi ikke så de politiske muligheder, som Blair har udløst. En sådan linie er en opskrift på stagnation og tilbagegang. Desuden gør den ikke noget for at forberede os på sådan noget som de franske strejker og nødvendigheden af politisk at stå op imod noget tilsvarende som CGT-ledelsen.
Vi er også nødt til at gå imod den udbredte pessimisme blandt resterne af den gamle venstrefløj fra perioden efter 1968, som nægter at acceptere de forandringer, der har fundet sted siden 1980’erne. Mange har haft illusioner om, at de stalinistiske stater på en eller anden måde var ‘progressive’ i forhold til vestlig kapitalisme og er blevet grundigt desorienteret af deres sammenbrud. Deres reaktion har været at drage den konklusion, at vi på en eller anden måde lever i en hård tid for socialister.
Hvad kan vi lære af erfaringerne fra 1990’erne? Det økonomiske tilbageslag i starten af 1990’erne, som jo kom umiddelbart efter sammenbruddet i Østeuropa, har formet den periode, vi befinder os i. Det viste fiasko for både statskapitalismen og for den regulerede markedskapitalisme. Resultatet er et klima af usikkerhed, ustabilitet og omskiftelighed, som påvirker alle fra den herskende klasse og ned. Borgerlige ideologer giver en forvrænget afspejling af denne atmosfære i deres teorier om ‘globalisering’ og selv i nogle postmodernistiske grublerier. Ud af denne situation vil der komme finansielle krak, økonomiske tilbageslag, politiske omvæltninger, krige og, først og fremmest, arbejder-massekampe. Revolutionære, som ikke er i stand til at erkende dette, sætter sig selv på sidelinien.
At drage fordel af de tilbudte muligheder er ikke udelukkende et spørgsmål om agitation og aktivitet. At intervenere i den kamp om ideer, som er udløst af f. eks. Blair i Storbritannien og Simitis i Grækenland, er lige så meget en måde at trække folk til revolutionære ideer som at uddele agitatoriske slikkepinde på store demonstrationer. Der bør heller ikke ske en adskillelse mellem agitation, når dette er muligt, og nødvendigheden af at udkrystallisere en bredere revolutionær strømning ved at vinde enkeltpersoner til revolutionære ideer.
Selv når der mobiliseres titusinder, betyder det ikke at underkende teoretiske ideer og politisk diskussion. Vi har været nødt til at lære at komme frem med marxistiske ideer på en relativ enkel og simpel måde, som slår ind over for det nye publikum. Det har også medført debatter – som f. eks. omkring ‘livsstils-politik’ og en politik centreret omkring kampagner omkring enkeltspørgsmål, som kom op med kampagnen mod Criminal Justice Bill.
I dag står vi over for en længere periode op til valgkampen, som har øget den politiske debat i arbejderklassen. Labour-ledelsens skarpe højredrejning har skabt et ideologisk tomrum på venstrefløjen. Vores perspektiv drejer sig om at vinde et betydeligt antal arbejdere til revolutionære ideer i opposition til Blair inden hans valg. Dette kræver af os, at vi trækker på de teoretiske ressourcer fra den marxistiske tradition for at forholde os til diskussioner, der foregår i dele af arbejderklassen.
På mellemlangt sigt har vi udsigt til en opblussen af kamp. At opbygge kernen af et socialistisk alternativ til Labour bliver hermed mere påtrængende. Tilsvarende vil nødvendigheden af at involvere os i sådanne ideologiske diskussioner heller ikke forsvinde, når vi stilles over for en fornyet kamp. Snarere vil arbejderkampe under en Labour-regering øge den politiske debat i klassen, efterhånden som et større antal arbejdere stiller spørgsmålstegn ved den højre-socialdemokratiske politik. Oveni dette vil vi sandsynligvis blive stillet over for en vækst i venstre-Labour ideer endnu en gang, som vi må tage fat i.
Men den seneste erfaring har bekræftet vores analyse, at 1990’erne har været kendetegnet ved udviklingen af den kapitalistiske krise til et nyt niveau af ustabilitet. Dette har krævet et skarpt skift i vores arbejdsmetoder som revolutionære for at kunne kæmpe udadvendt. Resultatet har generelt set været et betydeligt fremskridt for organisationer i tendensen af Internationale Socialister. Men at vende kæmpe udadvendt indebærer en række forskellige metoder. Det der går igennem dem alle er at sætte marxist politik i centrum. Forudsat vi forstår dette, kan vi fortsætte med at vokse i antal, med at slå rødder på arbejdspladserne og universiteterne og at også med at vokse i politisk modenhed.
Sidst opdateret 31.7.2008